P.G. Lindhardt skriver i Vækkelse og kirkelige retninger (s.61): "Da grundloven trådte i kraft lå endnu alt i vækkelsen uklart, men som 1850.ne skred afklaredes forholdene betydeligt; det har flere årsager. For det første betød religionsfriheden fri adgang til uhæmmet sekterisk agitation; den spillede groft på modsætningen mellem den "bestående" kirkes ugudelige verdslighed og de små troende kredses religiøse og moralske overlegenhed, men også på de lavere klassers utilfredshed og misundelse og især på misforholdet mellem de sikrede gejstlige "levebrød" og den ynkelige fattigdom i underklassen på land og i by. Det sekteriske angreb på kirken var nok religiøst motiveret, men båret af social patos. Baptisterne foldede sig nu for alvor ud, og 1850 kom mormonerne til (1854 irvingianerne, 1858 metodisterne); sekterne virkede overalt, men (foruden i København), især i landets yderkanter (Vendsyssel og Bornholm) hvor kirke og skole stod svagest og præster og lærere gennemgående viste meget ringe evne til at tage debatten op. Baptismen slog an på grund af sin konsekvente biblicisme og pietistiske alvor; mormonerne vandt frem i kraft af deres usandsynligt grove agitation og deres forespejlinger af polygamiets paradis i det fjerne USA; hurtigt begyndte emigrationen og ialt 14000 blev i løbet af nogle år exporteret over Atlanten - tit var det familiefædre (altid fra de laveste klasser) hvis afrejse betød øgede forsorgsproblemer for deres hjemsogne".
Det grundtvigste håb om at bevare folkekirken udelt var hermed faldet. En af grundene til, at mange gik over til at blive hhv. baptist eller mormon, var at man savnede klarhed over dåbspagt og sakramente. For hvad betød disse størrelser egentlig? Da baptister og mormoner har bekendelsesdåb (i praksis voksendåb) var disse spørgsmål selvsagt særdeles væsentlige. Den grundtvigske lægprædikant Jens Dyrholm gik over i den baptiske lejr, som han oplevede som mere 'sand' - men vendte tilbage til folkekirken, da den grundtvigske præst F.E. Boisen lovede ham separat altergang for de troende.
Behovet for en kirkelig ortodoksi var åbenbar - selvom Grundtvig selv ikke var dogmatiker. Dines Pontoppidan skrev: "sekterne [i praksis mormoner, baptister og andre, som ikke længere var i folkekirken, herunder pietisterne] slår om sig med skriftsteder [da de er bogstavtro], men skriften viser bort fra sig selv til Kristus; den skal læses på den "urokkelige kirkegrund" og med "troens øjne". I dåben - kirkens dør - "genfødes og fornyes vi i lammets blod til at bære og være det oprindelge gudsbillede"; kun i "kirkeordet i salighedsmidlerne" findes Kristus, kun der skænkes det nye liv. Gud møder man "kun....i (hans) kirke, på den rette kirkevej, gennem den rette kirkedør og ved det rette kirkebord"; at bryde med sakramenterne er at skille sig fra "den ene saliggørende...hellige, oprindelige, apostoliske kirke"; konfessionerne er uvæsentlige, den sande kirkes "symboler" er kun Herrens eget ord ved dåb og nadver" (s.63).
Hermed blev det mere tydeligt, hvor skellet gik imellem grundtvigianerne og pietisterne.
Nogle af de teologiske uenigheder kirkelige/grundtvigianske og ukirkelige/pietistiske imellem kan kort skitseres således:
Grundtvigianere foretrak at ordinere præster, som var lærte, dvs. universitetsuddannede, mens de vakte (i hvert fald i starten) foretræk lægmands-præster.
Debatten gik også om hvorvidt trosbekendelsen (Grundtvigs 'bibel'!) virkelig var åbenbaringsordet. Trosbekendelsen var selvsagt nemmere at håndtere end hele bibelen med alle dets fortolkningsmuligheder. Men kritikerne hævdede, at den ikke havde hold i de bibelske tekster. Eftersom læsefærdigheden i øvrigt steg og at bibeler nu fandtes i rigelig mængde, fremkaldtes en bibel-dyrkelse, hvilket par exellance satte skel mellem grundtvigianere og ikke-grundtvigianere. Lindhardt skriver (s.64): "Bibelen blev derfor et af de afgørende skel; i grundtvigske kredse gik bibellæsning delvis af brug - siden foretrak højskolen nordisk mytologi for gammeltestamentlig - og textrækkerne blev ikke optaget i de særlige grundtvigske salmebøger som fik deres uhørt succesfulde gennembrud i 1850.ne og ved deres rapide væxt i oplagstal vidner om behovet for "en ny sang". "De andre" i vækkelsen blev bibeldyrkere; begge parter krævede med indre nødvendighed religiøs sikkerhed, men fixerede behovet på forskellige objekter".
Desuden mente grundtvigianisterne, at det var i dåben, at genfødslen fandt sted, og ikke i et særlige 'omvendelses-øjeblik', som pietismen ellers lærte. En sådan omvendelse virkede for den enkelte mere betydningsfuld (i hvert fald psykologisk) end dåben, og virkede dermed mere uforglemmelig end selve dåben.
Også Grundtvigs bemærkninger om at han "personligt foretrak "de lystige fyre" for hældørede pietistiske (...)" var både sårende og provokerende. Det var med andre ord forholdet til det såkaldt religiøst og moralsk neutrale i det daglige liv ['mellemtilstanden']og dets glæder, som her var stridspunktet. For de vakte var forlystelser bestemt ikke uskyldige og ufarlige. Lindhardt skriver (s. 65): "Mange vakte havde bitre personlige erfaringer som synd og fald, fremkaldt just af disse "uskyldige" mellemting, om dansens erotiske farer, om at hele gårde og hjem kunde sættes overstyr i kortspil, og for dem var der afgjort ikke tale om mellemting, men om at forsage verden, fornægte sig selv og aflægge "den af kødet besmittede kjortel" for de hvide klæder som "er toet i lammets blod"".
Det største stridspunkt var dog nok spørgsmålet om omvendelsen efter døden eller ej. Grundtvigianerne/den kirkelige anskuelse holdt fast ved muligheden for omvendelse og tilgivelse også efter døden, mens de andre indædt slog fast, at den evige dom over mennesket blev afsagt i dødsøjeblikket - hvis ikke det var så, forsvandt fortabelsens alvor. Hvis man 'kunne vente' med omvendelse til efter døden, var der jo ingen grund til at leve i evig bodskamp i det dennesidige liv.
En konflikt mellem grundtvigianeren Peder Larsen- som i 1830 havde holdt en prædiken om netop dette tema, og ikke undlod at synge Grundtvigs "I kvæld blev der banket" - og nogle vakte midtjyder endte i 1854 med afbrænding af den grundtvigske salmebog hvori salmen "I kvæld blev der banket" stod!
I denne forbindelse har Lindhardt følgende særdeles interessante kommentar (s. 66): "teologiske kampe afspejler altid med sikkerhed visse sinds- og samfundstilstande og er i den forstand udtryk for solide realiteter. Det som ligger bag denne strid - og bag alle de andre - er mindre hang til dogmatisk spekulation end to helt forskellige menneskesyn: et lyst syn med sans for menneskelivet i dets bredde og mangfoldighed og derfor også med forståelse for at historie eller mytologi kan bidrage til at "opklare" livet - "med øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort hernede, men med de dybe længsler velbekendt, kun fyldestgjort af glans for evigheden" (som Grundtvig 1839 prægnant formede det i den religiøse idealismes og romantikkens sprog) - og derfor er det heller ikke svært at forstå at hvad der ikke nås her kan nås hisset. Og så et mørkt syn: livet er blot en prøvetid, en examen; med døden er tiden omme og dommen falder; hver dag er derfor i grunden den sidste: "måske din klokken slår idag sit sidste slag, nu læges sjælesår, nu hedder det idag". Derfor gælder det at være tro over lidet så man til sin tid kan sættes over mere. De ord fik en særlig klang for den der intet havde at rutte med og for hvem det daglige brød var en daglig kamp" - og han fortsætter (s.66f): "Det lyse syn, i pagt med troen på livets harmoni og stadige væxt, vil lettest slå rod i en samfundsklasse som lever i daglig kontakt med den groende natur og har opnået en sådan social og økonomisk balance at man begynder at kunne se længere end blot til dagen og vejen; det syn vil man snarest finde hos mennesker af en vis sjælelig harmoni og med erfaringer om at det også gror op fra pengekistens bund (...). Det mørke syn hører hjemme i lag som er nødt til at "være tro over lidet", fordi de intet ejer, men må leve fra hånden i munden; og det svarer også til temperamenter der - måske just bestemt af det sociale plan - ikke formår at fatte tilværelsen i harmonisk enhed, men kun i brud og konflikt".
Grundtvig ønskede en rummelig folkekirke, som i pricippet 'kun' var en borgerlig institution og ikke mindst: Konfessionsløs.
Grundtvigs eget 'archimediske punkt' var som nævnt den appostolske trosbekendelse/dåbspagten, men man kan - mener jeg - i den forbindelse spørge, om det ikke er problematisk at have sit holdepunkt udenfor den skrevne bibel.
I hvert fald: Da 'grundtvigianismen' således blev 'defineret' i et forhold - ofte et direkte modsætningsforhold - til pietismen og især Indre Mission, da denne organisation blev til, blev også grundtvigianismen til en isme.