grundtvigianerne - synes at mene (som mange i Indre Mission), at menighedsfælleskabet er særligt helligt, eller særligt kristent.
Forskellen mellem de tre store kirkelige retninger inden for folkekirken kan altså udtrykkes således:
Tidehvervs forkyndelse ligger vægten på, at mennesket ikke kan gøre noget særligt, og at det er sværmeri at tro noget sådant. Mennesket kan 'blot' håbe og tro på syndernes forladelse.
Grundtviganere (især de aktivistiske) vil sige gå ud og elsk, evt. igennem det kirkelige fællesskab. Her 'må' man gerne selv opsøge næst'er, og byde dem ind, som manden i ovennævnte historie fra Lukas-evangeliet gjorde. Grundtvigianere - især af den mere klassiske slags - vil tale om sakramenterne (dåb og nadver) og troens ord.
En anden gruppe, nemlig tidehvervsgrundtvigianerne, er omvendt kritiske over for kirkelig aktivisme, og har en - vil nogen sige - ret radikal tolkning af Grundtvigs frihedsbegreb. Gruppen startede, i 1930'erne, med en gruppe tidehvervsfolk, som talte for en ny-tolkning af Grundtvig i forh. til den 'hellige' grundtvigianisme. En grundtvigianer som Henrik Wigh-Poulsen synes her at mene, at vægringen mod at tale om kirken og menigheden som noget 'særligt' og i stedet fokusere på at forkynde frihed og plads til alle, kan have fatale følger for folkekirken: "måske har tidehvervsgrundtvigianernes modstand mod at skelne (3) mellem os herinde og dem derude paradoksalt nok netop afstedkommet sådan en skelnen?" . Hans pointe er vist, at en skelnen mellem 'os' og 'dem' ikke som sådan er af det onde, men at den manglende fokus på kirke og menighed også har medført manglende indsigt i disse blandt danskerne - hvorved det problematiske 'os' og et 'dem' netop opstår (4).
Her kan flg. replik måske bruges: "Det synes (…) kun at være de kristne, der ikke skelner mellem kristne og ikke-kristne, medens de ikke-kristne skelner mellem kristne og ikke-kristne, og på den måde dukkede forskellen mellem de kristne og de ikke-kristne op på ikke-kristen vis" (5). At en vis indsigt i kirken og dens ritualer ikke er nogen skade til, udtrykker Jan Lindhardt ved at sige, at enhver der kan sit fadervor har kørekort til kirken . (6)
Indre Mission er såkaldt bogstav-tro, selvom det ikke giver nogen mening. De hævder også at kunne skelne mellem rigtige og forkerte kristne. Desuden synes de at se kristendommen som et slags moral-kodex. Ovenfor forsøgte jeg at vise forskellen mellem tidehvervsfolk og grundtvigianere igennem lignelsen fra Lukas-evangeliet. Hvis man skulle lave en tilsvarende henvisning, mht. Indre Mission, ville deres version af festlignelsen være bryllupslignelsen, som står i Mattæus-evangeliet. Her kommer en klar adskillelse mellem troende og ikke-troende til udtryk. Den skal selvfølgelig ikke læses bogstavlig, men gør man det og sætter den lige overfor versionen i Lukas-evangeliet, er det i hvert fald markant forskel.
Skal man som præst prædike over denne lignelse må den sige noget om det autentiske liv. Tager man ikke imod indbydelsen til livet (bryllupsfesten), hvor man skal leve i kærlighed til næsten for næstens skyld, vil man ud fra kristen tankegang leve uautentisk og falsk. I en vis forstand indadvendt, og i hvert fald ikke udadvent i en ubetinget åbenhed over for næsten. Man lever som kastet ud af livet og bryllupsfesten.
Vælger man at tage imod, men alligevel ikke gør det helhjertet, så vil man alligevel se sig selv havne udenfor livet.
Men altså, hvor manden i gæstebudet i Lukas-evangeliet er udtryk for "den grundtvigske indbyder" (Reich, s. 73), er der ikke megen indbydelse over værten i den tilsvarende lignelse i Mattæus-evangeliet, hvor det i øvrigt ikke er en 'mand', men en 'konge' der inviterer til gilde.
Inden jeg går videre med Indre Misson i dag, vil det her være på sin plads at komme med en kommentar til ovenstående.
Det måske mest lutherske er Luthers retfærdiggørelses-lære. Spørgsmålet er blot, om det i dag netop kun har fået karakter af en lære.
For selvom det er svært for et moderne menneske (undertegnede inklusive) at forstå, hvilken lettelse og forløsning Luthers lære gav de troende, var det bestemt ikke 'kun' en lære. Det drejede sig simpelthen om liv eller død. De troende var bange for ikke at gøre alle de rigtige ting - fx. at gå i kloster - for hvis Gud på dommedagen vurderede, at den enkelte ikke havde levet redeligt nok, så vankede fordømmelsen og helvedes ild. Hvilken angst for ikke at gøre det rigtige har der ikke hængt over den troende!
Efter Luthers "tårnopdagelse" kunne man efter selve den hellige tekst læse, at det 'kun' var nødvendigt at tro for at blive frelst. Der krævedes ikke noget særligt gode handlinger for at blive frelst.
Denne angst for dommedag har de fleste troende gudskelov ikke i dag (måske med mindre man er indremissionær), man ville jo som dengang leve i angst for Guds dom, hvilket jo er en aldeles destruktiv måde at leve på ("psychological terrorism", som Jürgen Moltmann udtrykker det i The Comming of God, s. xi).
I dag er der altså ikke tale om nogen 'forløsning' som på Luthers tid. Hans tanker er i dag blevet til en lære, som de færreste præster og studerende vel egentlig forstår helt, når det kommer til stykket.
Luthers retfærdiggørelses-lære synes i dag at have udviklet sig til tanken, at enhver god gerning næsten får karakter af gerningsretfærdighed (katolsk!, siger vi jo). Er det en særlig god gerning at give et bidrag til nødhjælpsorganisationer? Eller at besøge sin gamle mormor, selvom man egentlig hellere ville i biografen?
Teologen Bonhoeffer er berømt for hans skelnen mellem den såkaldt 'billige nåde' og den såkaldt 'dyre nåde'.
Når nåden er blevet 'billig' er Luthers retfærdiggørelseslære blevet en sovepude og måske endog kimen til sekularisering (lutherdommen har sejret sig ihjel!). Her er tanken, at når vi alligevel - som syndere - aldrig kan gøre det gode (thi overfor Gud har mennesket altid uret) ingen forskel kan gøre med vores handlinger, osv.; når det altså er sådan, er det meningsløst overhovedet at forsøge. Denne totale uformåenhed tilgives os igennem syndernes forladelse (denne totalt resignerende holdning til menneskets godhed er meget tidehvervsk).
Med den såkaldt 'dyre nåde' forholder det sig anderledes. Her er tanken sådan cirka følgende: Nok er mennesket dømt til at tage fejl, reelt uanset hvad det vælger at gøre eller ikke at gøre. Vi kan simpelthen aldrig gøre det godt nok, hvor godt vi end mener det. Men forsøg dog! Når det i forsøget viser sig, at man kom til kort - i større eller mindre grad - så gives syndernes forladelse. Her er nåden altså 'dyr', for fordringen lyder jo, at den enkelte trods alt skal forsøge at gøre et eller andet (som manden fra Lukas-evangeliet), uagtet den enkelte nok ved, at det reelt kan gøre meget lidt, og ligefrem kan risikere at gøre det deciderede forkerte. I lutherske ører klinger ovenstående ikke godt, for det grænser åbenbart til at være gerningsretfærdighed. Det kan jo lyde som om, at mennesket skal gøre noget særligt for at få del i Guds nåde.
Det er selvfølgelig ikke tanken, og i det hele taget kan man hævde, at man i troen på Guds nåde ikke kan lade være med at gøre 'gode gerninger', og for den sags skyld også særligt gode gerninger - være nødhjælpsarbejder? ("en god mand gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger"). Der hvor dette - kristeligt set - bliver et problem forekommer mig at ske, når et kristent menneske, som har gjort en såkaldt 'god gerning' føler sig mere god og mere kristen end andre kristne og andre mennesker i det hele taget. I så fald har han/hun ikke forstået radikaliteten af syndernes forladelse. At være kristen er jo som sådan ikke at gøre gode gerninger - med mindre man altså ikke kan lade være!