Politikens nekrolog

Nekrolog: Kim Larsen er død. Og i resten af vores liv er det op til os at glæde os over, at han brugte sit liv på at forsyne os med musik

 

Kim Larsen var popsanger, ikke kunstner, understregede han igen og igen. Og selv når kritikerne syntes, han blev for folkelig, blev han bare irriteret - og endnu mere folkelig, skriver Erik Jensen i denne nekrolog over danmarkshistoriens mest populære kunstner, der er død, 72 år.

 

Kim Larsen er død. En simpel konstatering. Men en umulig sandhed at tage ind, at forstå, at forholde sig til.

 

Dertil var og er hans betydning som danmarkshistoriens mest populære kunstner inden for alle genrer, så længe man har kunnet måle den slags på en bare nogenlunde troværdig måde, alt, alt for stor.

 

Ingen har lagt eller kommer til at lægge så mange musikalske guldæg i den fælles danske jukeboks eller digitale playlist, hvorfra vi heldigvis kan blive ved at trække et nummer til hver en lejlighed ud.

 

For os, der voksede op med Gasolin’ som en overvældende energikilde og støttesøjle i ungdommen og lige siden har kunnet hale en Kim Larsen-sang frem fra det indre til hvilken som helst begivenhed, stor som lille, i livet, vil det i lang, lang tid være ufatteligt, at han ikke er her mere.

 

Af alle de tusinder af artikler, jeg har skrevet i min lange såkaldte karriere, er denne uden sammenligning den sværeste. Kim Larsen er død, nu er her allerede blevet alt for stille, og sorgen er lammende. Fordi han kom fra en tid, hvor rockstjerner var en slags mentale venner, og var selv på en måde, så vi, der var fans af bandet fra Christianshavn ude i det ganske land, kom til at elske det stridbare, men muntre og poetiske sind bag sangene. Kim Larsen og de øvrige ’gassere’ var udanske i deres ambitioner, men danske på den dengang eksisterende, fede måde i deres uhøjtidelige måde at angribe dem på.

 

Tilgiv mig derfor, hvis tanker og ord ikke kommer alt for klart ud denne sorte søndag formiddag. Egentlig kan jeg slet ikke bære det.

 

Manden, der senest på sit bedste album i tre årtier, ’Øst for Vesterled’ fra sidste år, endnu en gang satte ord og ikke mindst melodi på det danske liv og – overraskende også – på den danske død, efterlader et savn så stort, at det ikke kan eller skal forsøges fyldt ud på den hjemlige musikscene. Fordi hans inspiration til de sange, han altid formåede at gøre så enkle, at enhver kan være med, kom fra den store verden, de største tanker og litteraturens klassikere.

 

Sidste gang, jeg selv mødte ham, en nat på et ydmygt værtshus bag ved Hovedbanegården i København forrige vinter, som han besøgte med sin hustru og bandet Kjukken efter en koncert i omegnen, stavrede han over til mit bord med sin stok og spurgte:

 

»Hva’ så, Jensen. Der hvor du er nu, læser man vel Thomas Mann på originalsproget?«.

 

Inden jeg var kommet mig over forbavselsen over netop det spørgsmål, tilføjede Larsen med et stolt smil: »Nå, men det gør jeg altså også selv«. Så gik han tilbage til fruen.

 

Så sent som i tirsdag tog jeg i bil turen fra München i Tyskland ned gennem Schweiz og Italien mod Frankrig, mens jeg hørte ’Øst for Vesterled’ igen og igen. Nogle af de linjer, jeg sad og skrålede med på ned gennem motorvejens endeløse kilometer, kommer tilbage som et ubærligt ekko af evighedens tunge klokkeslag nu:

 

»Ja, det går som det går – stille og roligt/ Og man får hva' man får – stille og roligt/ Helt umærkeligt og uden at sige besked/ Bli'r sekunderne til en evighed/ Stille og roligt, stille og roligt«, som han synger med nærmest zenbuddhistisk selvfølgelighed i den lille prunkløse perle ’Stille og roligt’.

 

Naturligvis sunget med den overlegne timing og frasering, der sammen med den karakteristiske stemme var Kim Larsens varemærke som sanger.

 

En dannet dreng fra NV

Allerede før jul, da nyheden om, at manden, mange med stor ret har yndet at kalde ’Nationalskjalden’ – et udtryk han selvsagt hadede som alt andet af den slags for ham ligegyldigt og oppustet mytemageri – var ramt af prostatakræft, fik jeg en ordre hjemme fra Rådhuspladsen: Skriv en forskudsnekrolog over Kim Melius Flyvholm Larsen. Til lageret.

 

Men jeg var alt for forskrækket til at tage opgaven på mig og blev ved at udskyde det. I tirsdags tænkte jeg igen den kætterske tanke i bilen: Jamen, tænk nu hvis sommerens afrundende koncert med Kjukken 25. august – for blot en god måned siden – virkelig skulle blive den sidste? Jeg slog det hen. Igen. Kim Larsen dør ikke, selv om han selv legede med tanken i flere af sangene på ’Øst for Vesterled’, oftest selvfølgelig med et smil lurende i guitarstrengene som på ’Den lige vej’:

 

»Når mit regnskab det ska’ gøres op/ Så tror jeg nok Vor Herre får en prop/ For jeg har syndet så det stod i stænger/ Men det vil jeg ikke længere«.

 

Det kunne næsten være en hymne for hans legelystne og eksperimenterende generation, 68’erne. Selv om Kim Larsen aldrig var hippie, var den læreruddannede og i det hele taget dannede dreng fra Nordvestkvarteret i København rundet af sin tid, sin opvækst, dens idealer og musik. Men ikke på en dogmatisk måde. Når guitarist Franz Beckerlee ville have mere freestyle og Jimi Hendrix ind over Gasolin’, trak sanger Larsen i en helt anden retning – mere folkehøjskolesangbog, rene linjer og poesi, mere klassisk rock’n’roll fra 1950’erne og 1960’erne.

 

Stoffer eller årgangsvin – for den sags skyld – sagde ham lige så lidt som de mange penge, medierne til hans irritation blev ved at interessere sig for. Det var selve kunsten og musikken, han og de andre ’gassere’ brændte for. Brændte så heftigt og vildt, at gruppen over blot 6 år i 1970’erne udgav 7 album, der ganske enkelt definerede dansk rock. Samtidig satte gruppens ambitiøse og stadig større koncerter nye standarder for, hvad man kunne med den musik, som i sit udgangspunkt var undergrund og kult, men som gruppen tog ud til folket uden at give det mindste køb på de kunstneriske kvaliteter.

 

Hvad jeg og en hel generation fik lov at opleve ved de koncerter, der satte sig i teenagesind som evige sus fra en anden verden, vi ville gå efter og stræbe efter. Ulfborg og Holstebro med Gasolin’ var livsafgørende destinationer på min egen teenagesti. Jeg var solgt til rock og rul, poesi og Kim Larsen på den livslange måde, der ikke kan afbrydes af frustrationer og irritationer.

 

Solisten

For de kom selvfølgelig. Over de miserable plader fra USA, som han modigt og naivt brugte alle sine penge og al sin hjemlige credibility på at erobre. Når nu Charles Aznavour kunne vinde amerikanske hjerter med at synge engelsk med en charmerende fransk, førsteelsker-accent, hvorfor skulle Larsen så ikke kunne det med sit Valby-engelsk, lød hans eget ræsonnement om Kim Larsen & Jungle Dreams, Kim & Yankeedrengene og hvad de nu hed altsammen. I bedste fald var det corny for nu at bruge et af hans egne yndlingsudtryk. Men det var også eventyrligt, at han forsøgte at erobre USA.

 

Da havde Kim Larsen for længst vist os, hvad han kunne som solist. Først med klassikeren ’Værsgo’, der daterer sig fra 1973, men stadig står som den søjle, enhver singer-songwriter siden har måttet kigget opad under bestræbelserne på at begå sig på dansk. Her var solidariteten med de skæve eksistenser, eksistentialisme som mundret hverdagspoesi og kærlighedserklæringerne til livet og kvinden, Kim Larsen siden gjorde til sit univers.

 

Hjemme fra USA satte han sig for at samle hele sit verdenssyn, sin musikalske skaberkraft og sine visioner i pladen og filmen ’Midt om natten’, sidstnævnte instrueret af Erik Balling. Selv om også den i dag virker corny, blev den en enorm succes, som for evigt manifesterede Kim Larsens folkelige gennemslagskraft i Danmark. Men pladen! Den er solgt i langt over 600.000 eksemplarer i hele Skandinavien og den bedst solgte af sin art fra Danmark nogensinde.

 

Opfølgeren ’Forklædt som voksen’ med signatursangen ’Vi er dem, de andre ikke må lege med’ var endnu en massiv succes. Og så var det naturligvis oplagt at forfølge det folkelige spor. Hvad Kim Larsen så gjorde i selskab med først bandet Bellami, så Bellstar og til sidst fynske Kjukken, som blev hans længstvarende samarbejde.

 

Folkelige Larsen

Indimellem tog det folkelige over og vi var mange, der savnede, at nogen, som de gamle makkere i Gasolin’, Franz Beckerlee og Wili Jønsson, kunne udfordre og presse Kim Larsen. Ikke mindst når han ramte revytraditionen rent i røven på slidsomme bagateller som ’Mænd med måner’, der rundede ’Mine damer og herrer’ af i 2010.

 

Egentlig virkede det mest, som om kritikken bare fik Kim Larsen til at holde endnu mere fast i det folkelige. Men den irriterede den stridbare sanger. Hvis jeg havde været ude med riven, modtog redaktionen på Politiken et postkort, hvori der i få linjer blev forklaret, at »Erik Jensen bør sendes på pension. Venlig hilsen K. Larsen, popsanger, Odense«.

 

Senere smilede han til mig, ikke forsorent, det tror jeg ikke, at han kunne, men dog venligt og sagde: »Nåeh ja, man skal jo holde galdende flydende, Jensen«. Bemærkningen faldt efter, at jeg endnu en gang havde spurgt, om vi ikke skulle lave den rigtige bog om Kim Larsen sammen.

 

»Dig mand, du skal sgu da lave en rigtig bog«, lød svaret. Selvhøjtidelighed lå aldrig til Kim Larsen.

 

Jeg var dog ikke ene med kritikken. Pladerne solgte mindre og mindre, men til gengæld havde Kim Larsen & Kjukken i de senere år overvældende succes som koncertattraktion. Sidst jeg selv så ham – i Vega forrige vinter – var salen fuld af unge mennesker, der bakkede den siddende spillemand, der efter en diskusprolaps var færdig med at stå op og synge, men ikke kunne holde sig fra scenerne. Og de kunne deres klassikere, de unge.

 

Først med det, der nu altså kommer til at stå som et værdigt sidste album, ’Øst for Vesterled’, fandt Kim Larsen sig selv igen som sangskriver. Det album i familie med Johnny Cash-serien American Recordings, mange drømte om, at han skulle indspille med en yngre producer, blev aldrig til noget. Men ’Øst for Vesterled’, indspillet live i studiet og produceret af Kjukken selv, var en absolut værdig sidste tilføjelse til den enorme sangskat.

 

En sangskat, hvis bidrag lige for tiden genudgives på vinyl, ligesom alt med Gasolin’ naturligvis er blevet igen og igen, ikke mindst siden Anders Østergaard i 2006 fornyede interessen for gruppen med sin fine dokumentarfilm af samme navn. De syv plader er vel sammen med ’Værsgo’ og ’Midt om natten’ hovedstolen i den enorme produktion fra Kim Larsen. Men når du nu går i gang med at lave din egen playliste til hans ære og din fornøjelse, så glem ikke de mange perler, der faktisk befinder sig rundt omkring på solopladerne.

 

Diskussionen kommer til at stå posthumt om, hvorvidt Kim Larsen skulle have udfordret sig selv og sit publikum (hele den danske nation) mere, rent kunstnerisk. Selv var han helt afklaret med sin rolle:

 

»Jeg er popsanger og det væsentligste formål for sådan en er at spille op til fest og dans. Kunstnere laver ting, der tit hænger på museum. Det er ikke ligefrem der, der er fest og dans. Det er fint, men det er ikke lige min afdeling ... For mig er forskellen på en kunstner og en popper, at kunstneren åbner sin sorte boks for folk«, sagde Kim Larsen til mig dengang i Odense i 2010 og mindede om, at han sådan set ikke besad »et gen for moderne jazz«.

 

Den sorte boks, som han kaldte det, holdt han for sig selv og for »damen« Liselotte Klovborg.

 

Genert og privat

Kim Larsen er død, sovet stille ind, som der står i den tapre meddelelse, hans impressario og guitarist Jørn Jepsen har lagt ud på Facebook. Han »var i sin sidste stund omgivet af sin kone Liselotte samt sine seks børn Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui. Bisættelsen vil finde sted i absolut stilhed og helt privat«.

 

I døden som i livet formåede Kim Larsen at værne fuldstændig om privatlivet. Vi delte fødselsdato, 23. oktober, lige på grænsen mellem Vægten og Skorpionen. Måske en slags forklaring på den sammensatte personlighed, Kim Larsen selv fortalte om i interviewet:

 

»Jeg er genert. Det er man jo, når man er født i Vægtens tegn. Så er man hele tiden blufærdig. Og samtidig alt for brovtende. Ja, det er noget mærkeligt noget. Jeg er sammensat«.

 

Over os på kontoret hos impressarioen Jørn Jepsen hang et billede af Kim Larsen og et mindre af Gasolin’. Med Kim Larsen i en klassisk Kim Larsen-positur: vital, maskulin, gorillabrystet skudt frem, kæften vidt åben og rock’n’roll pumpende ud af alle årer. Ved siden af den eftertænksomme, belæste herre med cigaretten og kasketten. Jeg spurgte, hvad han tænkte ved at se de to billeder:

 

»At det var skideskægt. Og jeg er glad for, at jeg har brugt mit liv på det«.

 

Kim Larsen er død. Og i resten af vores liv er det op til os at glæde os over, at han brugte sit liv på at forsyne os med musik. Tak for det.

 

Der var momenter af kærlighed

 

Og øjeblikke, hvor mit mismod

 

Ikke tyngede mig ned

 

Og jeg gik den lige vej

 

Op til himlen, op til dig

 

Men for det meste

 

Var det ligesom om

 

Det gik den anden vej

 

Kim Larsen: Den lige vej

 

 

Taget fra Politikes netavis den 30. september, skrevet af Erik Jensen

Berlingskes nekrolog

Tak for musikken, Kim Larsen, tak for at have leveret soundtracket til vores kærlighed, fandenivoldskhed og evige ungdom.

 

Kim Larsen er død i en alder af 72 år. Må der være fuglefløjt og bægerklang, fest og farver natten lang, hvor han er nu. Tak for musikken, pianomand.

 

Nationalskjald Kim Larsen er søndag morgen sovet ind efter længere tids sygdom. Han blev 72 år. Her er han fotograferet på Bøgescenen under SmukFest i 2016. I »Pianomand« synger han: »Er der fuglefløjt og bægerklang/Er der fest og farver hele natten lang/ Er der sol over Gudhjem i de dødes land.« Nu kender han svaret.

 

Nationalskjalden Kim Larsen er gået bort. Han blev 72 år, men hvilke 72 år. Han efterlader en stor musikalsk arv, et solidt stykke danmarkshistorie og et fandenivoldsk eftermæle. For selv om han kunne producere kælne konfirmationssange som »Susan Himmelblå«, så var det også Kim Larsen, der sammen med Gasolin gav os »Rabalderstræde« og »Strengeleg« og gavflabede sig vej gennem småborgerskabet.

 

Allerede i 1984 – midt i filmsuccesen »Midt om natten« – måtte han tage sin første alvorssnak med sin læge, da han blev hasteindlagt på grund af problemer med bugspytkirtlen.

 

»Kim Larsen forblev til det sidste trofast overfor sig selv. Da de andre blev røgfrie og Kartoffelrække-røvsyge, djøficerede og mere orienterede mod det næste fitnesscenter end værtshus, holdt han fast i sine værdier.«

Helbredsproblemer fik ham imidlertid ikke til at sadle om og skære ned på smøger, øl og rock’n’roll-adfærd.

 

Lægen fik den besked, at værtshusbesøg og pilsnere altid ville være en del af hans hverdag.

 

»Jeg sagde til ham, at øl giver mig livsglæde og livskvalitet. Fitnesscentrene er blevet vores kirker. Sundheden er blevet vores gud. Det er en fattig religion,« har storrygeren engang fortalt til BT.

 

Meget mod hans vilje

Han gennemførte til sidst sine koncerter siddende og med stok, men han gennemførte dem. I al fald de fleste af dem. I vinter var han nødsaget til at aflyse et par koncerter og sagde i den forbindelse:

 

»Jeg undskylder mange gange over for både publikum og arrangør. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget mod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen.«

 

Selv om lægen og Sundhedsstyrelsen prædikede afholdenhed, opfattede Kim Larsen det som sin ret at ryge og drikke pilsnere. Et liv på kildevand og fitness blev aldrig ham.

Personligt var han rebelsk, men musikalsk ikke bange for at flette en banalitet eller to ind i sine tekster, f.eks. i »Tarzan Mama Mia«:

 

»Sammen/Ku vi lægge verden ned/Ah ah/Og hele universet med/Vi ku bygge Babelstårnet/Lisså højt som op til himmelen /Sejle rundt i satellitter/Ude midt i stjernevrimmelen«

 

Naivt? Måske. Der er imidlertid ingen grund til at se ned på det banale. Her kan gemme sig meget skønhed og folkelighed, og Kim Larsen blev så elsket, fordi han kunne forene det melodiske med det oprigtige og rørende.

 

Og når det virkelig kørte for Larsen, så kunne han få en sang til at ramme lige der, hvor paraderne falder. Lige i hjertekulen.

 

Tænk bare på »Om lidt bliver her stille«.

 

Egentlig var den en slutsang til en cirkusforestilling, men i dag bliver den ofte brugt ved bisættelser og mindehøjtideligheder. Og man forstår hvorfor, ikke mindst i dag, hvor mange af os er lidt mere stille end ellers, fordi Kim Larsen ikke er blandt os længere.

 

Trofast overfor sig selv

Engelsk Wikipedia kalder Kim Larsen for »Protest singer«, og flere af hans tidligere tekster har også oprørstakter og indeholder en form for samfundskritik.

 

Men tag ikke fejl - dybt nede i Larsens sjæl gemte der sig ikke en flippet 68’er, men et borgerligt menneske. Et reelt menneske, der under den gavflabede facade og fandenivoldske attitude satte pris på viden, dannelse og ordentlig opførsel. På at borgeren skulle fylde mere end staten, og at staten skulle holde sine fingre fra vores frihedsrettigheder, herunder friheden til at ryge og drikke flere øl end Sundhedsstyrelsen anbefaler.

 

Kim Larsen forblev til det sidste trofast overfor sig selv. Da de andre blev røgfrie og Kartoffelrække-røvsyge, djøficerede og mere orienterede mod det næste fitnesscenter end værtshus, holdt han fast i sine værdier.

 

Vi er her kun kort

Efter årene med Gasolin etablerede Kim Larsen en fornem solokarriere, og der findes næppe den nulevende dansker, som ikke kan nynne med på en af hans sange.

 

På »Jutlandia«, »Papirsklip«, »Kvinde min«, »Joanna« eller »De smukke unge mennesker.«

 

Da denne skribent sad på ungdomsværelset tilbage i 80’erne, var det især »Som et strejf af en dråbe«, der gik rent ind. Hvorfor? Fordi den minder os om noget af det væsentligste, vi kan fortælle hinanden, nemlig at vi kun er her kort og så aldrig igen. I mellemtiden må vi så få det bedste ud af det.

 

»Som et strejf af en dråbe/fik vi lov til at håbe/på de ting som skal komme/før end livet er omme«

 

Tak for musikken, Kim Larsen og for at have leveret soundtracket til ungdommen, kærligheden og danmarkshistorien i næsten 50 år.

 

Det føles lige nu lidt, som om det er lyden af Danmark, der er gået bort.

 

 

Taget fra Berlingskes netavis den 30. september, skrevet af ANNE SOPHIA HERMANSEN.