"I vort samfund er konstant økonomisk vækst hellig. Naturen er det ikke. Tværtimod - vi bruger den som en kloak. Vi ofrer gladelig Jorden og vores børn til den trehovede hydra Flere Penge, Mere Forbrug og Mere Vækst. Vort præsteskab består af erhvervsfolk, og vore ypperstepræster er økonomiske eksperter. De har endog monopoliseret ordet 'vismænd'. Penge er nemlig visdom ifølge vores religion, og mange penge er stor visdom. Initiationen til selvmordskulten [som han kalder det moderne samfund] sker i det såkaldte uddannelsessystem. Her indoktrineres børn og unge til at være lovlydige borgere i det moderne pengesamfund, forbrugssamfund og vækstsamfund. I skyggen af de klimakatastrofer, vi p.t. har kurs imod, burde fag som økologi og klimaforandringer være obligatoriske på samtlige klassetrin. Men de glimrer ved deres fravær" (s. 167).

 

Denne svada står at læse i Jens-André P. Herbeners bog "Naturen er hellig. Klimakatastrofe og religion".

 

Hvis jeg skal tage de positive briller på, så er det en yderst interessant bog, en slags "vores fremmedgjorthed overfor naturen"-(ide)historie med fokus på religionernes rolle (alle religioner uden undtagelse - og han oplister også mange, jeg aldrig har hørt om).

Han beskriver tre "økologiske syndefald", dels agerbrugsrevolutionen, dels de monoteistiske religioners fremkomst og gigasucces, og dels den industrielle-teknologiske revolution, som alle sammen på hver deres måde at øget vores fremmedgjorthed overfor naturen - er hans synspunkt.

 

Der er rigtigt mange tankevækkende pointer i bogen, som også er nem at læse.

 

Når jeg skriver "Hvis jeg skal tage de positive briller på" er det egentlig ikke fordi, at jeg ikke mener, at den er interessant, for det gør jeg. Jeg er tilmed positiv overrasket over, at han dedikerer et helt kapitel til en af de mange teologer, der anfører, at det er en misforståelse at kristendommen ikke fordrer, at vi skal tage vare på jorden - natur, miljø, fauna.

Han lægger ikke skjul på, at dét ikke har været den dominerende udlægning af kristendommen i dens lange historie, og det er der desværre - nok - en meget stor sandhed i. Og sin foragt for religion, og kristendommen i særdeleshed, er det faktisk lykkes ham at gemme bort i bogen.

Men han er en lidt spøjs filur. For han agiterer nærmest i bogens slutning for, at man konstruerer en ny religion, der skal være økoorienteret. Han tager ganske vist afstand fra en eventuelt normativ sandhedsværdi i en sådan (det skal man jo når man er nyateist), men forholder sig udelukkende pragmatisk til det. Han vil med andre ord gerne bruge religionens væsen til at redde vores jord (hvilket giver god mening for mig) - uagtet, at han synes at angribe samme med foragt som blogger på Politiken.

 

Men et vedkomment OPRÅB er bogen helt indiskutabelt.

 

Han nævner i øvrigt - i forbifarten - filmen Avatar.

 

En film, der ikke uden grund er blevet kaldt verdens dyreste reklame for Greenpeace.

 

Halvdelen af filmen er ren naturoplevelse, så det er til at få tårer i øjnene af, planeten Avatars konfrontation med 'vores verden', som udtrykkes i filmen, siger en hel del om, hvordan vores forhold til natur og alt det uspolerede, både mennesker, dyr og natur, i virkeligheden er, trods alle flotte taler.

 

Vi er mange, der først fik øjnene op for de årlige klimatopmøder, da det kom til Danmark.

 

Men at det mest spektakulære, der umiddelbart kom ud af klimatopmødet i København 2009, kaldet Cop15, var afsløringen af nye magtforhold i verden, og den mest vellykkede ikke-voldelige happening længe, udført af Greenpeace, der afslørede banneret om, at 'Politicians talk, leaders act', er således ret så symptomatisk. Lidt opløftende er det derfor også, at man i Cancún, Mexico, hvor Cop16 blev afholdt i 2010, nåede længere end i København, hvilket har gjort selv Greenpeace mere optimistisk, selvom det nok er ud fra et relativt perspektiv. Pengene mangler endnu. Og ved Cop17 i 2011, som blev afholdt i Durban, Sydafrika, blev man enige om en køreplan, der skal sikre indgåelse af en global aftale i 2015 med ikrafttræden 2020. Det bedste man kan sige om Cop18, afholdt i 2012 i Doha, Qatar, er forlængelsen af Kyotoaftalen til 2020 (der dog kun gælder 37 lande, der samlet udleder mindre end 15 procent af de globale udslip). Og om Cop19, afholdt i Warszawa, Polen, i 2013, sagde Dan Jørgensen (socialdemokrat og MEP) ligefrem "Det er den mest sørgmodige COP, jeg har været til. Her er blottet for optimisme" (RÆSON 04/13). Det bliver her også nævnt (af Michael Zammit Cutajar), at både USA og Kina af historiske grunde har svært ved internationale forpligtelser - "Landet [USA] er født ud af en modstand over for andre, der fortæller dem, hvad de skal gøre" - og mens Kina investerer en masse penge i vedvarende energi, vil de heller ikke acceptere at få at vide af andre, hvad de skal gøre. Om Cop20, afholdt i Lima, Peru 2014, sagde WWFs klima- og miljøchef, John Nordbo: Det "blev en tynd kop te. COP 20 i Lima leverede kun det absolut nødvendige – en skitse til en global klimaaftale, som der skal forhandles videre om frem mod COP 21 om et år i Paris. Meget mere blev det desværre ikke til".

Og hvad har så alt det med kristendom at gøre, kunne man spørge. At det åbenbart er et spørgsmål til debat, afslørede den kirkelige diskussion om, hvorvidt kirkerne indenfor folkekirken skulle kime med klokkerne som en slags forbøn til klimatopmødet (i København), eller ej. Mig forekom diskussionen en anelse akademisk, og jeg har i mit stille sind undret mig over, at man ikke bare har henvist til første trosartikel om Gud Fader Den Almægtige som Himlens og Jordens Skaber, men jeg tror, at den ophedede diskussion har rod i den megen fokusering på Kristus som Ordet, som vi har i protestantismen. Anden trosartikel, om Jesus Kristus som Guds Søn, fylder betydelig mere i trosbekendelsen end både første og tredie trosartikel. Og det er i virkeligheden synd og skam, i virkeligheden burde første trosartikel udvides til at være en decideret hyldest til den skabte verden, som værende ikke bare vore naturlige omgivelser, men som noget, der ud fra en kristen tankegang har sin utvetydige kilde hos Gud Den Almægtige som Skaberen af alt mellem himmel og jord.

Tager man kristendommen på ordet har det aldrig været hensigten, at mennesket skulle skalte og valte med naturen, som det lyster, da ansvaret for naturen, med dets fauna og dyr, netop er betroet mennesket fra allerhøjeste sted, nemlig af Gud Den Almægtige selv. At mennesket skal herske over det, betyder nemlig, at vi, ligesom den gode kejser bør tage sig vel af sine undersåtter, skal tage os vel af det til os betroede. Det er det, som normalt kaldes forvalterrollen. Det er ikke vores eget, vi har ikke skabt det, det har Gud Den Almægtige, men vi har fået det overdraget som forvaltere, en rolle som vi tydeligvis ikke er os særligt bevidst, og en rolle, vi tydeligvis ikke udfylder særligt godt. En film som Avatar kan ses som et billede på vores decideret ikke-religiøse forhold til naturen. Skal vi have et andet forhold til vores natur, kræver det en decideret omvendelse. Vores hospitalsvæsen har rod i historien om den barmhjertige samaritaner, en nybesindelse på den skabte verden, og en ny måde at tænke samfund på (CO2-samfundet, som det hed i et nummer af Weekendavisen) kræver måske et helt anderledes fokus på den skabte verden, med alt dens dyr og fauna, som værende ikke bare vor omgivelse, men som givet af vort ophav, Gud Den Almægtige selv. Som vi skal tage vare på vort medmenneske, som en, der er skabt i Guds billede, således skal vi også tage vare på den skabte verden, som kommer fra selvsamme Skaber.

 

Her vil jeg henvise til filmen Tree Of Life (vandt Guldpalmerne ved Cannes 2011), som netop prøver at vise menneskets indfældethed i hele universet/den skabte verden og forholdet mellem mennesker. Som det hedder i en anmeldelse af filmen: "Er opgaven at leve indfældet i et univers, der i al sin magt og vælde på en gang truer med at knuse os og samtidig er dér, vi henter livet fra dag til dag? Eller er opgaven at skabe vores egen historie under brug af de ressourcer, som vi er så heldige ligger frit tilgængelige foran os?" (Mickey Gjerris i Dansk Kirketidende 06/11, s. 25).

En sådan nybesindelse kunne ligge i indførelsen af begrebet om den kosmiske Kristus, og selvom udtrykket er uvant, er indholdet af udtrykket for så vidt en kendt sag, og egentlig allerede nævnt: "Kristus gennemtrænger alt og er dets bestemmelse. Intet er unddraget Kristus. Det er blot ikke til at komme udenom, at talen om Gud de seneste 250 år er forsvundet fra område efter område, for i dag helt overvejende at lyde i bestemte mellemmenneskelige sammenhænge og i forbindelse med "livets store øjeblikke". Ved at kalde Kristus kosmisk betoner man, at Gud ikke blot hører til i et begrænset antal mellemmenneskelige sammenhænge [begrænset i forhold til helheden], men at Gud er al tings Herre. Erkendelsen af at Kristus er kosmisk, befrier kristendommen fra dens fangenskab under en antropocentrisme, som spærer kristendommen inde i mellemmenneskelige relationer. "Den kosmiske Kristus" kan være det, der fremprovokerer en dybere og mere autentisk kristendomsforståelse, som uden at underkende det mellemmenneskelige i kristendommen ser det i den langt mere omfattende sammenhæng, som kan begrunde og definere det menneskelige, og som kan bringe det i samtale med hele den mangfoldige ikke-menneskelige virkelighed, som det i tykt og tyndt er indlejret i" (Martin Ishøi: Klimaklar kristendom, s. 63 f.).

Som det fremgår af mit kristendomssyn, har jeg et uforbeholdent fokus på det dobbelte kærlighedsbud, hvorom forkyndelsen konstant må kredse. Jeg vil altid først tænke på at støtte Folkekirkens Nødhjælp før Verdensnaturfonden eller Greanpeace for den sags skyld. Men samtidig må jeg også erkende, at en sådan holding kun er holdbar fordi, der er rigtigt mange mennesker, der også støtter de to sidstnævnte. Men et nødlidende barn har altid gjort mere indtryk på mig, end en fugl indsmurt i olie eller et træ, der bløder, uagtet at de to sidstnævnte tilfælde naturligvis også er udtryk for ubesindig og tanketom menneskelig adfærd.

Schweitzer, som ovennævnte Martin Ishøi referer til, taler om 'det Liv, der vil leve' (s. 98), som det, der har etisk værdi, forstået på den måde, at vi som mennesker har et ansvar for at tage vare på det, på samme måde, som vi har ansvar for at tage vare på vor trængende næste. Lidt frit udtrykt kunne man i forlængelse af denne tanke omformulere det dobbelte kærlighedsbud således: 'Du skal elske Herren din Gud, og det Liv, der vil leve, som dig selv'. Udtrykket 'det Liv, der vil leve', inkluderer således både næsten, dyrene og naturen.

Det turde næsten være overflødig at bemærke, at han således totalt afviser en tidehvervsk forståelse af næste-begrebet, som reelt trækker moralen eller etikken ud af kristendommen. Næsten er her kun anledningen til at erkende vores ubodelige syndighed, og så leve et samfundsliv reguleret af love og regler, som hverken kan begrundes etisk eller religiøst (s. 130). Skal vi i dag agere som en samaritaner, må vi derfor gøre os politisk gældende, så politikerne kan træffe de forpligtende beslutninger, der skal til, for at holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Martin Høi tager udgangspunkt i den opfattelse, at klimaforandringerne i høj grad er menneskeskabte, og undertegnede ser ingen anledning til at udtrykke nogen alvorlig tvivl omkring dette.

Løsnet, som Høi ser det, og som er en uhyre interessant tankegang, er afskaffelse af en antropocentrisk vinklet kristendomsforståelse, som han i øvrigt mener er en meget moderne tankegang - "Både Biblen og den gamle teologi er induskutabelt teocentriske. Her er verden et hele, som er bestemt af Gud. Medmindre menneskets brug af verden er Gud til ære, er den misbrug. Imidlertid bliver den anropocentriske horisontforsnævring, som tager fart fra renæssancen og frem og gennemtrænger hele kulturen, med nogen forsinkelse også dominerende i teologien. Det er ikke forkert at sige, at antropocentrismen fandt sig bekræftet i det nye naturvidenskabeligt prægede verdensbillede, som "ikke behøver Gud"" (s. 144). Antropocentrisme vil altså sige - i kort form - at mennesket har en helt særlig stilling i universet, hvorfor det kun er mennesket som kan være etisk subjekt.

Afskaffelsen af den antroprocentriske tilgang er med andre ord ikke en fornægtelse af menneskets særstilling som bærer af Guds billede, som den, der er skabt i Guds billede, tværtimod. For som Gud af indlysende grunde må omslutte hele den skabte verden med sin allerstørste kærlighed, således må også mennesket, netop som bærer af gudbilledligheden, elske hele den skabte verden. Og kun sådan kan mennesket se sin indfældethed i den skabte verden, symbiosen med naturen, dyrene, faunaen, og kun sådan kan vi se, at den skabte verden kan være afhængig af vores gerninger, eller mangel på samme, i forhold til den. Den skabte verden ikke som et middel til vor tilfredsstillelse og nydelse, men som havende en værdi i sig selv, uanset dets nytteværdi i øvrigt. Og da vore medmennesker rundt omkring i verden på afgørende punkter er afhængig af naturressoucer, dyr, fauna, klimaet, med videre, på en måde, som idag er næsten fremmed for os hertillands, er det i virkeligheden ret klart, at det dobbelte kærlighedsbud, også som vi kender det, uden ovenstående omskrivning, de facto implicerer kærlighed til hele den skabte verden i øvrigt, da den skabte verden er en helhed.

Jeg kommer igen til at tænke på planeten Avatar i filmen af samme navn. Her er det åbenlyst, at der er en sådan symbiose mellem mennesker og natur. Dræbes naturen, dræbes mennesket langsomt - "Næstekærligheden repræsenterer en selvforståelse, som går til verden i et helheds- og enhedsperspektiv, der er fokuseret på det fælles bedste for hele skabningen, og som fremfor alt investerer sig selv i opgaven. For kærlighedens væsen er at give sig selv" (s. 149).

Hvordan kirken skal gå ind i klimakampen er nok en temperamentssag, og der er med sikkerhed nogen, der vil sige man blander politik ind i forkyndelsen. Det sker som bekendt altid, når nogen hævder, at kristendommen har noget at sige samfundet, om det så er et forsøg på at mane til besindelse i udlændingepolitikken, eller det gælder en nybesindelse på klima- og miljøspørgsmål.

Sidst i bogen skriver Ishøi blandt andet: "Under en "grøn kirke konference", støttet af Århus Stift og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd i 2008 opfordrede [daværende] klima- og energiminister Connie Hedegaard alle gode kræfter til at stå sammen i klimakampen. "Jo mere man har sat sig ind i forholdene, desto mere bekymret bliver man", sagde ministeren, og fortsatte med at sige, at det ikke var et spørgsmål på linje med alle andre dagsaktuelle og partipolitiske spørgsmål, men "en kategori for sig". Kirken må ifølge Connie Hedegaard ikke være bange for at appelere til folks ansvar, for "dér har kirken et religiøst sprog og et perspektiv, der rækker længere end mig mig mig."" (s.186).

Men at missionen er op ad bakke, samtidig med, at udfordringen er udtrykt for et kæmpe paradoks, udtrykker Lene Andersen (under pseudonymet Jesper Knallhatt) i 4. bind af værket Baade-Og meget præcist: ‎"... en af de helt fundamentale sammenhænge som vi har mistet i vores kultur - og som over halvdelen af jordens befolkning må formodes at have mistet med os, eftersom det nu er over halvdelen af jordens befolkning der bor i byer og ikke på landet - det er vores forbindelse til naturen. Som art er vi blevet til i og af naturen, vi er tunet til at indgå i symbiose med den, og det har alle dage været et af vores grundvilkår at være underlagt den (...) Derfor nyder vi at sidde og kigge ud over havet eller op på skyerne eller hen over bølgende kornmarker. Det er den slags omgivelser vi er programmeret til at befinde os i." (s. 51).

Et kristent velfærdssamfund?

"Ethvert menneske har frihed til at gøre alt, hvad det vil, forudsat at det ikke griber ind i noget andet menneskes tilsvarende frihed" (Herbert Spencer (1884), citeret fra Fra socialstat til minimalstat, s. 49).

Et umiddelbart godt neutralt udgangspunkt for et samfund. Det er en pointe i ovennævnte bog, at intet menneske har nogen pligt til at tage sig af et andet menneske, men at gøre det, er en væsentligt del af det at være et ansvarligt - og frit - menneske. Enhver har pligt til at skabe sig selv så mange ressourcer, at der er noget at aflevere til dem, der trænger (s.74). (Martin Luther: "Du skal ernære dig med dit eget arbejde, for at du kan have dit eget og også kan give den trængende noget. Det er du skyldig (...)", jvf. s. 74).

 

Første citat kunne pasende gentages med et tillæg af en udtalelse fra Uffe Elbæk (tidl. radikal, nuv. Alt.):

 

"Ethvert menneske har frihed til at gøre alt, hvad det vil, forudsat at det ikke griber ind i noget andet menneskes tilsvarende frihed"... "Vel at mærke også de kommende generationers frihedsrum. Det er vigtigt at huske på i dag,"

 

Jeg plejer at sige, at hvis ikke jeg var overbevist om, at vi mennesker er syndere for Vor Herre, ville jeg være liberalist. Men trods alle gode intentioner, gør vi meget sjældent som vi bør gøre. Vi gør det i hvert fald ikke konsekvent. Sat på en spids for at understrege en pointe: Gjorde vi alle som vi burde, havde vi ikke brug for et skattesystem. Omvendt må skattebilletten aldrig blive en undskylding for ikke at være der for vor trængende næste.

 

Det er derfor heller ikke markedskræfter, eller den rene frihed til at gøre alt, hvad man vil, der har skabt vort velfærdssamfund. Det er resultatet af en kristen virkningshistorie, og et forsøg fra staten på at sekularisere og fravriste kirken nogle områder, der før var centrale kirkelige opgaver.

"Derfor har kristne engageret sig dybt i socialt arbejde og gjort en kolossal indsats for at forbedre forholdene for syge og fattige, forældreløse, hjemløse og andre med behov for hjælp. Det er ikke muligt at gøre op hvor mange mennesker der i tidens løb er blevet hjulpet på kristne hospitaler eller har gået på kristne skoler, men tallet er svimlende. Indsatsen har ofte, men ikke altid, været knyttet sammen med mission, som også er en kristen pligt. Kristne har tjent deres gud ved at vaske andre menneskers sår og servere mad for dem, eller ved at lære dem at læse og tage dem med ind i et fællesskab af troende. De har reddet andres liv og har givet mange mennesker en langt bedre tilværelse end verden ellers bød på. Kristendommen er simpelthen jordens største sociale bevægelse - i dag i øvrigt skarpt forfulgt af islam som jo har rod i kristendommen og også bruger skoler og hospitaler til mission".

 

Således skriver den ikke-troende Jo Hermann i "Hvis Gud er svaret - hvad er så spørgsmålet?" (s. 125f.). Hun skriver endvidere, at nok frafristede Martin Luther paven magten over sjælene, men til gengæld blev fyrsten reelt kirkens overhoved - fyrsten var "indsat" af Gud, og ledte landet ved Guds nåde. Med tiden - og især i Skandinavien - forvandlede de sociale opgaver og opgaven med at lære folk at læse, sig til en statslig opgave, en måde at fravriste kirken indflydelsen, en sekularisering der stadig pågår. I de protestantiske lande har det indtil i dag været set som en fælles samfundsopgave at tage vare på de svageste og sørge for uddannelse til alle.

 

Chefen for Kirkens Korshær indtil 2010 (ialt 23 år), Bjarne Lenau Henriksen, stiller dog et stort spørgsmålstegn ved, om det også fungerer sådan i virkeligheden, når han taler om "Lars Løkke Rasmussens post-solidariske Danmark" - "Efter sine mange års arbejde blandt hjemløse, narkomaner, illegale indvandrere og andre socialt marginaliserede ser han [BLH] med bekymring på en samfundsudvikling, hvor den enkelte i stigende grad måles og vejes på sin nytteværdi" (fra et interview med BLH i Politiken 26. december 2010).

 

Måske er det samme bekymring, dronningen giver udtryk for i sin nytårstale 2010, når hun siger: "Ofte går det så vidt, at vi helt glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige løber på i det daglige".

 

Noget mere bastant er Ole Birk Olesen i sin bog "Taberfabrikken". Han drømmer sig tilbage til tiden før velfærdsstaten var i sin vorden, før 1961. Dengang det stadig var forbundet med skam at modtage passiv forsørgelse, og hvor modtagelse af fattighjælp (eller manglende tilbagebetaling af samme) var forbundet med tab af stemme- og valgret. Dén regel blev ophævet i 1961 (men strider ikke mod Grundloven). Han tordner mod 'velfærdsstatens frontkæmpere' (Hanne Reintoft, m.fl.), og giver dem et medansvar for, at ingen i dag synes at skamme sig over at modtage hjælp fra det offentlige. Tankevækkende nok er det omvendt i dag. Således viser en Cepos-undersøgelse fra september 2012, at 75 pct. foretrækker den offentlige støtte, hvis det er nødvendigt, fremfor at spørge sine nærmeste om hjælp. Nu synes jeg slet ikke, det bør være forbundet med skam at spørge om eller modtage hjælp, og jeg deler derfor ikke Ole Birk Olesens holdning, og så har jeg udtrykt mig uhyre diplomatisk. Men jeg synes undersøgelsen er noget tankevækkende. Skattebilletten bør aldrig være en undskyldning for ikke at give sin næste eller sine nærmeste, eller få hjælp af sin næste eller sine nærmeste.

 

Personligt synes jeg også - især ud fra et både kristent og demokratisk princip om ligeværd - at det er problematisk at fratage folk stemmeretten på baggrund af den enkeltes økonomiske situation. Jeg kan - lidt sarkastisk - glæde Ole Birk Olesen med, at de marginaliserede i dag, virkelig er ude på et sidespor i demokratiet, jvf. fx. Bjarne Lenau Henriksens indlæg i teksten Samtale med hvem?

 

Endvidere vil jeg henvise til kronikken "De velstillede har glemt, at velfærdsstaten er til for dem", som giver stoft til eftertanke, uden at man behøver at være enig.

 

Se velfærdsstatens historie, kort og godt, i nedenstående video:

Naturen er hellig