Ny prædikensamling - køb HER

Et kristent velfærdssamfund?

"Ethvert menneske har frihed til at gøre alt, hvad det vil, forudsat at det ikke griber ind i noget andet menneskes tilsvarende frihed" (Herbert Spencer (1884), citeret fra Fra socialstat til minimalstat, s. 49).

 

Et umiddelbart godt neutralt udgangspunkt for et samfund. Det er en pointe i ovennævnte bog, at intet menneske har nogen pligt til at tage sig af et andet menneske, men at gøre det, er en væsentligt del af det at være et ansvarligt - og frit - menneske. Enhver har pligt til at skabe sig selv så mange ressourcer, at der er noget at aflevere til dem, der trænger (s.74). (Martin Luther: "Du skal ernære dig med dit eget arbejde, for at du kan have dit eget og også kan give den trængende noget. Det er du skyldig (...)", jvf. s. 74).


Første citat kunne pasende gentages med et tillæg af en udtalelse fra Uffe Elbæk (tidl. radikal, nuv. Alt.):


"Ethvert menneske har frihed til at gøre alt, hvad det vil, forudsat at det ikke griber ind i noget andet menneskes tilsvarende frihed"... "Vel at mærke også de kommende generationers frihedsrum. Det er vigtigt at huske på i dag,"


Jeg plejer at sige, at hvis ikke jeg var overbevist om, at vi mennesker er syndere for Vor Herre, ville jeg være liberalist. Men trods alle gode intentioner, gør vi meget sjældent som vi bør gøre. Vi gør det i hvert fald ikke konsekvent. Sat på en spids for at understrege en pointe: Gjorde vi alle som vi burde, havde vi ikke brug for et skattesystem. Omvendt må skattebilletten aldrig blive en undskylding for ikke at være der for vor trængende næste.


Det er derfor heller ikke markedskræfter, eller den rene frihed til at gøre alt, hvad man vil, der har skabt vort velfærdssamfund. Det er resultatet af en kristen virkningshistorie, og et forsøg fra staten på at sekularisere og fravriste kirken nogle områder, der før var centrale kirkelige opgaver.

 

"Derfor har kristne engageret sig dybt i socialt arbejde og gjort en kolossal indsats for at forbedre forholdene for syge og fattige, forældreløse, hjemløse og andre med behov for hjælp. Det er ikke muligt at gøre op hvor mange mennesker der i tidens løb er blevet hjulpet på kristne hospitaler eller har gået på kristne skoler, men tallet er svimlende. Indsatsen har ofte, men ikke altid, været knyttet sammen med mission, som også er en kristen pligt. Kristne har tjent deres gud ved at vaske andre menneskers sår og servere mad for dem, eller ved at lære dem at læse og tage dem med ind i et fællesskab af troende. De har reddet andres liv og har givet mange mennesker en langt bedre tilværelse end verden ellers bød på. Kristendommen er simpelthen jordens største sociale bevægelse - i dag i øvrigt skarpt forfulgt af islam som jo har rod i kristendommen og også bruger skoler og hospitaler til mission".


Således skriver den ikke-troende Jo Hermann i "Hvis Gud er svaret - hvad er så spørgsmålet?" (s. 125f.). Hun skriver endvidere, at nok frafristede Martin Luther paven magten over sjælene, men til gengæld blev fyrsten reelt kirkens overhoved - fyrsten var "indsat" af Gud, og ledte landet ved Guds nåde. Med tiden - og især i Skandinavien - forvandlede de sociale opgaver og opgaven med at lære folk at læse, sig til en statslig opgave, en måde at fravriste kirken indflydelsen, en sekularisering der stadig pågår. I de protestantiske lande har det indtil i dag været set som en fælles samfundsopgave at tage vare på de svageste og sørge for uddannelse til alle.


Chefen for Kirkens Korshær indtil 2010 (ialt 23 år), Bjarne Lenau Henriksen, stiller dog et stort spørgsmålstegn ved, om det også fungerer sådan i virkeligheden, når han taler om "Lars Løkke Rasmussens post-solidariske Danmark" - "Efter sine mange års arbejde blandt hjemløse, narkomaner, illegale indvandrere og andre socialt marginaliserede ser han [BLH] med bekymring på en samfundsudvikling, hvor den enkelte i stigende grad måles og vejes på sin nytteværdi" (fra et interview med BLH i Politiken 26. december 2010).


Måske er det samme bekymring, dronningen giver udtryk for i sin nytårstale 2010, når hun siger: "Ofte går det så vidt, at vi helt glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige løber på i det daglige".


Noget mere bastant er Ole Birk Olesen i sin bog "Taberfabrikken". Han drømmer sig tilbage til tiden før velfærdsstaten var i sin vorden, før 1961. Dengang det stadig var forbundet med skam at modtage passiv forsørgelse, og hvor modtagelse af fattighjælp (eller manglende tilbagebetaling af samme) var forbundet med tab af stemme- og valgret. Dén regel blev ophævet i 1961 (men strider ikke mod Grundloven). Han tordner mod 'velfærdsstatens frontkæmpere' (Hanne Reintoft, m.fl.), og giver dem et medansvar for, at ingen i dag synes at skamme sig over at modtage hjælp fra det offentlige. Tankevækkende nok er det omvendt i dag. Således viser en Cepos-undersøgelse fra september 2012, at 75 pct. foretrækker den offentlige støtte, hvis det er nødvendigt, fremfor at spørge sine nærmeste om hjælp. Nu synes jeg slet ikke, det bør være forbundet med skam at spørge om eller modtage hjælp, og jeg deler derfor ikke Ole Birk Olesens holdning, og så har jeg udtrykt mig uhyre diplomatisk. Men jeg synes undersøgelsen er noget tankevækkende. Skattebilletten bør aldrig være en undskyldning for ikke at give sin næste eller sine nærmeste, eller få hjælp af sin næste eller sine nærmeste.


Personligt synes jeg også - især ud fra et både kristent og demokratisk princip om ligeværd - at det er problematisk at fratage folk stemmeretten på baggrund af den enkeltes økonomiske situation. Jeg kan - lidt sarkastisk - glæde Ole Birk Olesen med, at de marginaliserede i dag, virkelig er ude på et sidespor i demokratiet, jvf. fx. Bjarne Lenau Henriksens indlæg i teksten Samtale med hvem?


Endvidere vil jeg henvise til kronikken "De velstillede har glemt, at velfærdsstaten er til for dem", som giver stoft til eftertanke, uden at man behøver at være enig.


Se velfærdsstatens historie, kort og godt, i nedenstående video:

Klilmakamp og kristendom?

"I vort samfund er konstant økonomisk vækst hellig. Naturen er det ikke. Tværtimod - vi bruger den som en kloak. Vi ofrer gladelig Jorden og vores børn til den trehovede hydra Flere Penge, Mere Forbrug og Mere Vækst. Vort præsteskab består af erhvervsfolk, og vore ypperstepræster er økonomiske eksperter. De har endog monopoliseret ordet 'vismænd'. Penge er nemlig visdom ifølge vores religion, og mange penge er stor visdom. Initiationen til selvmordskulten [som han kalder det moderne samfund] sker i det såkaldte uddannelsessystem. Her indoktrineres børn og unge til at være lovlydige borgere i det moderne pengesamfund, forbrugssamfund og vækstsamfund. I skyggen af de klimakatastrofer, vi p.t. har kurs imod, burde fag som økologi og klimaforandringer være obligatoriske på samtlige klassetrin. Men de glimrer ved deres fravær" (s. 167).


Denne svada står at læse i Jens-André P. Herbeners bog "Naturen er hellig. Klimakatastrofe og religion".


Hvis jeg skal tage de positive briller på, så er det en yderst interessant bog, en slags "vores fremmedgjorthed overfor naturen"-(ide)historie med fokus på religionernes rolle (alle religioner uden undtagelse - og han oplister også mange, jeg aldrig har hørt om).

Han beskriver tre "økologiske syndefald", dels agerbrugsrevolutionen, dels de monoteistiske religioners fremkomst og gigasucces, og dels den industrielle-teknologiske revolution, som alle sammen på hver deres måde at øget vores fremmedgjorthed overfor naturen - er hans synspunkt.


Der er rigtigt mange tankevækkende pointer i bogen, som også er nem at læse.


Når jeg skriver "Hvis jeg skal tage de positive briller på" er det egentlig ikke fordi, at jeg ikke mener, at den er interessant, for det gør jeg. Jeg er tilmed positiv overrasket over, at han dedikerer et helt kapitel til en af de mange teologer, der anfører, at det er en misforståelse at kristendommen ikke fordrer, at vi skal tage vare på jorden - natur, miljø, fauna.

Han lægger ikke skjul på, at dét ikke har været den dominerende udlægning af kristendommen i dens lange historie, og det er der desværre - nok - en meget stor sandhed i. Og sin foragt for religion, og kristendommen i særdeleshed, er det faktisk lykkes ham at gemme bort i bogen.

Men han er en lidt spøjs filur. For han agiterer nærmest i bogens slutning for, at man konstruerer en ny religion, der skal være økoorienteret. Han tager ganske vist afstand fra en eventuelt normativ sandhedsværdi i en sådan (det skal man jo når man er nyateist), men forholder sig udelukkende pragmatisk til det. Han vil med andre ord gerne bruge religionens væsen til at redde vores jord (hvilket giver god mening for mig) - uagtet, at han synes at angribe samme med foragt som blogger på Politiken.


Men et vedkomment OPRÅB er bogen helt indiskutabelt.


Han nævner i øvrigt - i forbifarten - filmen Avatar.


En film, der ikke uden grund er blevet kaldt verdens dyreste reklame for Greenpeace.


Halvdelen af filmen er ren naturoplevelse, så det er til at få tårer i øjnene af, planeten Avatars konfrontation med 'vores verden',  som udtrykkes i filmen, siger en hel del om, hvordan vores forhold til natur og alt det uspolerede, både mennesker, dyr og natur, i virkeligheden er, trods alle flotte taler.


Vi er mange, der først fik øjnene op for de årlige klimatopmøder, da det kom til Danmark.


Men at det mest spektakulære, der umiddelbart kom ud af klimatopmødet i København 2009, kaldet Cop15, var afsløringen af nye magtforhold i verden, og den mest vellykkede ikke-voldelige happening længe, udført af Greenpeace, der afslørede banneret om, at 'Politicians talk, leaders act', er således ret så symptomatisk. Lidt opløftende er det derfor også, at man i Cancún, Mexico, hvor Cop16 blev afholdt i 2010, nåede længere end i København, hvilket har gjort selv Greenpeace mere optimistisk, selvom det nok er ud fra et relativt perspektiv. Pengene mangler endnu. Og ved Cop17 i 2011, som blev afholdt i Durban, Sydafrika, blev man enige om en køreplan, der skal sikre indgåelse af en global aftale i 2015 med ikrafttræden 2020. Det bedste man kan sige om Cop18, afholdt i 2012 i Doha, Qatar, er forlængelsen af Kyotoaftalen til 2020 (der dog kun gælder 37 lande, der samlet udleder mindre end 15 procent af de globale udslip). Og om Cop19, afholdt i Warszawa, Polen, i 2013, sagde Dan Jørgensen (socialdemokrat og MEP) ligefrem "Det er den mest sørgmodige COP, jeg har været til. Her er blottet for optimisme" (RÆSON 04/13). Det bliver her også nævnt (af Michael Zammit Cutajar), at både USA og Kina af historiske grunde har svært ved internationale forpligtelser - "Landet [USA] er født ud af en modstand over for andre, der fortæller dem, hvad de skal gøre" - og mens Kina investerer en masse penge i vedvarende energi, vil de heller ikke acceptere at få at vide af andre, hvad de skal gøre. Om Cop20, afholdt i Lima, Peru 2014, sagde WWFs klima- og miljøchef, John Nordbo: Det "blev en tynd kop te. COP 20 i Lima leverede kun det absolut nødvendige – en skitse til en global klimaaftale, som der skal forhandles videre om frem mod COP 21 om et år i Paris. Meget mere blev det desværre ikke til".


Det er nu fem år siden, vi havde Cop20. Og i dag - i skrivende stund det Herrens år 2019 - er det ti år siden, vi havde COP15, hvor klimadagsordenen så småt kom til Danmark.


I den anledning havde Weekendavisen denne artikel i avisen - "En gnist i  græsset".


Læs også om bogen "Klimaklar kristendom"


 

Teologen (dr.theol.) Ole Jensen skriver i På kant med klodens klima (s. 87):


”Om alle moderne mennesker gælder det, at når vi går på arbejde, og når vi køber ind og er forbrugere, sætter vi parentes om Gud. Det er et fælles moderne vilkår. Det gælder også mennesker, der tror på Gud. Det hellige er forsvundet fra det aktive dagligliv. Arbejde og forbrug foregår i et sekulariseret rum. I den moderne verden er vi følgelig alle en slags praktiske sekularister og ateister, sekularister og ateister i arbejds- og forbrugspraksis. Men der er stor forskel på at sige, at her, i arbejds- og forbrugssammenhæng, ser vi bort fra det hellige, og at sige – som de egentlige, troende ateister – at det hellige (eller guddommelige) slet ikke findes.”


For at tale med citatets retoriske pointe: Du skal aldrig sætte parentes omkring Gud. Heller ikke når du går på arbejde eller køber ind.


 

Den kirkelige/kristelige klimakamp burde være en nobrainer.


Jeg synes personligt, at anden trosartikel (i ”Den Apostolske Trosbekendelse”, som jeg også har skrevet en kort bog om) er rigeligt. Den lyder ved gudstjenester over den ganske verden, og er derfor en global bekendelse.

”Jeg tror på Gud fader den almægtige, himlens og jordens skaber”

Og hvis man tror, AT Gud står bag, må det også give en forpligtelse til at tage ansvar for det skabte, for dyr, natur og klima.


Desuden foregår der en interessant proces for tiden i folkekirken, hvor vi diskuterer nye ritualer til dåb og nadver, ja måske endda et nyt forløb under gudstjenesten, og hvor arbejdsgruppen har opfordrer alle, der har lyst, til at komme med et høringssvar på baggrund af nogle konkrete spørgsmål. Her har jeg været lidt overambitiøs på kirkens vegne i mit kommende høringssvar, da jeg til et eventuelt nyt nadverritual har komponeret en helt ny salme, hvor første vers i mit foreløbige udkast lyder sådan: ”På kloden, som vi deler/Her har vi vores gang/Her søger vi at tjene/Med alt fra bøn til sang/Alt levende, Han skabte/Det er vor fælles sag/Gud sagde, ”Tag nu ansvar”/Ja, både nat og dag.”. Det er jo ikke lige meget, hvad man synger i kirken, og her kan der også føres klimakamp.


Hvorfor er det så så svært for kirken – fællesskabet af kristne – at gøre noget i fælles front? Vi er jo nogle, der forsøger, og projektet Grøn Kirke får også flere og flere kirker i sin fold. Ebeltoft Kirke er fx en Grøn Kirke. Og det sidste års tid har jeg i min kirkebøn om søndagen bl. a. sagt ” Hjælp os til at huske, at Gud er himlens og jordens skaber. Hjælp os derfor til at være bedre forvaltere af jorden, så vi tager ansvar for dyr, natur og klima”.

Men hvorfor går det ellers så langsomt med den kirkelige klimakamp?


Det er der mindst fire grunde til:

 

1.En historisk grund. Uklar eller misforståelig oversættelse af skabelsesberetningen.


  Den autoriserede oversættelse: "Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" (1. Mosebog, kap. 1., vers 28 – dog min fremhævelse)

  Den nudanske oversættelse: "og velsignede dem med sin livsstyrke. Han sagde til dem: "Få børn, og bliv så mange, så I kan opfylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden" (samme vers som ovenstående og min fremhævelse, men fra den nudanske oversættelse, ”Begyndelsen”, udg. af Bibelselskabet, der i øvrigt kommer med en helt ny nudansk bibeloversættelse, marts 2020 – bibelen2020.dk)

Tage ANSVAR. Det gamle oversættelse lød HERSK, og kan netop misforstås, men den gode hersker tager netop vare på sine ”undersåtter”.

 

2. Byrden fra tidehvervsbevægelsen/frygten for ”gerningsretfærdighed”.


Der er en luthersk ”frygt” for at være for selvgod. For at tro, at man kan redde hele verden med sine egne handlinger. En frygt for at komme til at tro, at man bliver et særligt godt menneske af at gøre det rigtige. Det er ikke vores sag at frelse verden. Vi kan blot håbe syndernes forladelse. Altså en meget resignerende form for kristendom, hvis man spørger mig. Men fordi at tidehverv har haft så stor indflydelse på dansk kirkeliv, sidder denne tanke stadig i mange.


Hvis man snakker klimakamp i kirkelig sammenhæng, vil man ofte kunne få spørgsmålet: Hvad så med alle dem, der ikke kan finde ud af det. Hvad med alle dem, der ikke orker spørgsmålet om klimaforandringer, kødfrie dage, plantefars og bæredygtighed. Er de så ikke velkomne i kirken? Eller skal de finde et andet sted, så kirken ender som et sted, for alle dem, der gør det rigtige. Her vil jeg medgive tidehver så meget, at kirken trods alt først og fremmest er et bedehus for syndere. Altså, alle os, der grundlæggende erkender, at vi er utilstrækkelige, om end de fleste af os prøver det bedste vi kan.

 

3. Det dobbelte kærlighedsbud er i sit udgangspunkt tilsyneladende antroprocentrisk.


Det er dog ikke i sig selv et problem. Vi er dog samtidig arts-egoistiske, som også Ole Jensen har påpeget, og her er problemet. Det er intuitivt oplagt at drage større omsorg for mennesker, der har behov, end dyr, der lider. Jeg plejer at sige, at næsten er alle mennesker. At det visuelle nærvær forpligter (Peter Tudvad). Men det vil være oplagt, at udvide denne tanke til at inkludere de kommende generationer. Den kristne forkyndelse er dog relationel, og man kan jo ikke have en egentlig relation til de kommende generationer, da de jo ikke eksisterer endnu. Derfor kan man nok bruge kærlighedsbuddet til at skærpe sin omsorg for sine medmennesker, også de kommende, men relationen til de kommende vil nødvendigvis være abstrakt, selvom handlingen kan være meget konkret.

 

4. Vi er alle syndere/fejlbarlige for Vor Herre.

Vi er alle ”bebyrdet” af en selvopholdelsesdrift (Løgstrup), som betyder, at vi i overvejende grad først tager udgangspunkt i vore egne behov. Og konsekvenserne for vore næster/medmennesker i de kommende generationer er simpelthen for abstrakte for os.


Det er bl.a. derfor, at jeg selv anser det vigtigste mål – politisk – at få lavet et helt nyt afgifts- og skattesystem, så det bliver økonomisk let at gøre det rigtige. Ellers vil det kun være en lille idealistisk gruppe, der for alvor trækker læsset konsekvent, og det kommer der ikke nogen bæredygtig omstilling ud af på det store plan. Alle skal være med, og folk skal i høj grad motiveres økonomisk.

Hvis jeg derfor skal binde en sløje mellem tro eller religion eller kristendom og så politik, er jeg ikke så optimistisk, at det gør noget. Og det skyldes nok mit syn på kristendommen, som jeg ser på meget absolut. Det gode kristne samfund eksisterer ikke rigtigt i mine øjne. Derfor giver det mest mening i den forbindelse at holde talen på politiske løsninger. Hvis jeg skal formulere det lidt negativt, men realistisk – i hvert fald ud fra mit kristendomssyn – så må målet være at skabe et samfund og en relation til vores omverden, der er så lidt ukristelig som muligt. Så lidt ukristelig som muligt. For eksempel giver det ikke mening at sige, at en ulands- eller klimabistand på 2 procent er dobbelt så kristeligt som 1 procent. Ligesom en kontanthjælp på 20.000 om måneden jo heller ikke er dobbelt så rigtigt, eller dobbelt så kristeligt som en på 10.000.


Det ænder dog ikke på, at det er kristendommen, der er min inspirator i al min gøren og laden, og et væsentligt element hos Alternativet er jo også, at det er ikke er BNP, der er målet som styringsredskab for samfundsudviklingen, men i lige så høj grad – eller endnu mere, tør jeg sige – sociale og miljømæssige indikatorer. Hvilket netop harmonerer med Jesu næstekærlighedsbud og overbevisningen om, at vi har ansvar for klodens dyr og natur, hvis man tror på, at Gud står bag, på den ene eller den anden måde.

 

Vejen frem med tro, ånd og fællesskaber


Jeg tror, at vejen frem først og fremmest er politisk. Kirkens rolle er ikke at være forsamlingssted for dem, der føler de gør det rigtige. Den er til for alle os, der ved, at vi er utilstrækkelige, og trænger syndernes forladelse. Det udelukker selvfølgelig ikke, at klimakampen i højere grad italesættes, også kirkeligt. Og for os, som synes at anden trosartikel i trosbekendelsen er alt rigeligt – troen på Gud som himlens og jordens skaber – så er det som nævnt til at starte med en nobrainer at sætte klimakampen højt på dagsordenen. Men der er altså historiske grunde til, at det ikke går så hurtigt, som vi er nogen, der kunne ønske.

Man kan sige, at udfordringen ligger i, at koble den kristeligt fordrede kærlighed til vores medmennesker sammen med kærligheden til de medmennesker, vi ikke kan se, fordi de ikke er født endnu – de kommende generationer. Og det er altså en meget abstrakt tankegang, og kristendommen er fremfor alt meget konkret – den handler nemlig om kærligheden til de medmennesker, vi faktisk kan se.


NÅR det er sagt, så vil jeg gerne prøve et mere konstruktivt udsyn ved at citere en passage fra Lene Andersens fem-bindsværk, ”Baade-Og”. Det handler om forholdet mellem forretning, videnskab og religion. Hun kalder det foragtcentrifugen:


” "Hvad var det foragtcentrifugen helt overordnet sagde?
At forretning, videnskab og religion ikke kan udstå hinanden, og når centrifugen begynder at dreje hurtigt og de fjerner sig fra hinanden, så bliver de til henholdsvis kynisme, arrogance og dumhed. - Og når de arbejder sammen, så skaber de velstand, uddannelse og fællesskab, og dermed styrker de dét inde i midten: retssamfundet, humanismen, pluralismen og demokratiet.
Og når de styrer mod kynisme, arrogance og dumhed, så falder de gode ting inde i midten fra hinanden.
Modellen viser at de tre områder hver især udgør en del af vores kultur: vores fysiske behov, jagten på mere viden samt vores søgen efter sammenhæng og mening i tilværelsen. Hos jægersamlerne og i oldtiden hang de tre ting sammen, men de seneste 2-3.000 års udvikling har gået ud på at vikle de tre områder mere og mere ud af hinanden.
Der er derfor det hedder "ud-vikling"?
Meget morsomt!"”

 

Man kan sige, at Lene Andersen forsøger det samme, som faktisk er en af Jens-Andre Herbeners pointer i bogen ”Naturen er hellig”. Nemlig at bruge religionen konstruktivt. For det første omtaler Lene Andersen religionen som et sted for det meningsfulde fællesskab. Det er der, hvor vi er mange der får, eller oplever mening i tilværelsen. Det er der vi får en retning. Når det gælder kristendommen handler det ikke om, at vi får at vide, hvad vi skal gøre eller ikke skal gøre. Kristendommen er – i luthersk sammenhæng – ikke nogen opskriftsbog. Men den giver dog en oplevelse af mening, når retningen er sat med det dobbelte kærlighedsbud, og bevidstheden om, at når vi alligevel fejler gang på gang overfor vores næste, så kan vi tro og håbe på syndernes forladelse, Guds nåde.

Kristendommen i luthersk forstand handler jo netop ikke om livet i et kloster, hvor der er nogle særlige regler, der skal følges. På denne måde giver kristendommen den troende en stor grad af frihed. Jeg plejer at sige, at kristendommens frihed handler om, at vi ikke skal lade os begrænse af love og regler, men først og fremmest skal elske og drage omsorg for vores medmennesker, det bedste vi kan. Og her skal vi være bedre til at tænke i helheder, så vi er bevidst om, at vores handling lokalt, her i Danmark, kan have betydning for mennesker på den anden side af kloden. Hvis vi køber billigt tøj, så må man ofte gå ud fra, at der er nogle andre steder i verden, der har produceret tøjet til en meget lille timeløn. Og det får man selvfølgelig et medansvar for. På samme måde – hvis man ved, at ens handlinger vil gøre livet hårdere eller mere besværligt på den ufede måde for de kommende generationer, så burde den viden være alt nok til at forsøge at ændre sine vaner. Og hvis man som troende menneske er overbevist om, Gud er himlens og jordens skaber – på den ene eller den anden måde – så må det betyde et større ansvar for, faktisk at tage vare på klodens natur og dyreliv.


Der er rigtigt mange ting, vi er vant til at tage for givet. Og som de færreste af os er vant til at stille spørgsmålstegn til. For eksempel økonomiske begreber som vækst og velstand. Det bliver meget hurtigt for mange mennesker nogle holdepunkter, fordi mange ikke har andre holdepunkter i livet end de økonomiske. Og på den måde bliver det en slags religion eller afgud, som selv en Jens-Andre Heberner har været inde på.


Her forsøger kristendommen faktisk at fortælle os, at det er en illusion at tro, at denne slags holdepunkter er sikre holdpunkter, at den slags holdepunkter i deres væsen er relative. Og kristendommen forsøger – igennem Jesu forkyndelse – at opfordre til at få et mere åndeligt holdepunkt. I grunden få os til at sætte spørgsmålstegn ved det meste.


Man kunne sige – lidt banalt og enkelt – at hvis vi vitterligt havde det dobbelte kærlighedsbud som vore holdepunkt, så ville meget give sig selv. Den tilgang er blot ikke menneskelig muligt, sådan konsekvent at efterleve. Jeg ved ikke, om nogen af jer har set den HBO-serie, der hedder ”Gösta”, men det er et godt eksempel på, hvorfor godgørenhed, barmhjertighed, gode gerninger, faktisk er en svær forteelse at gøre helt konsekvent.


Men ikke desto mindre må det være fordringen, hvis vi skal bruge vores åndelighed konstruktivt. Det er her, vi vil kunne få oplevelsen af meningsfuldhed, og det er med dette som ballast, at vi bedre ville kunne se den store sammenhæng. Og det er med det som ballast, at vi i højere grad ville kunne undgå at sætte Gud i parentes, når vi køber ind og når vi går på arbejde.


Men det er en udfordring, for det er ikke menneskeligt naturligt at tænke på den måde hele tiden. Og så er det også i den grad et spørgsmål om vane, og der er sikkert mange vaner, der skal brydes.