The Big Bang eller

“I Begyndelsen Skabte Gud...”?


THE BIG BANG, som Johs. Møllehave passende kalder for “den videnskabelige myte”, er med overvejende stor sandsynlighed historisk korrekt. Mens man indenfor den såkaldte kritiske forskning inden for teologien mener at have fundet ud af, at skabelsesberetningen, som vi kender den fra Biblens 1. Mosebog, kap. 1 og 2, næppe er historisk korrekt, dvs. det er blot en myte, et forsøg på at forklare noget, som er så stort, at det for mennesket er grundlæggende svært at forstå, hvorfor man så prøver at komme omkring, ved at skrive en myte. Vi kunne jo tilsvarende kalde det for “den bibelske myte”.

 

Men hvis det virkeligt er rigtigt, at det er overvejende sandsynligt at den videnskabelige myte er historisk korrekt, mens den bibelske ikke er det, falder det væsentligste ved Biblen, selve skabelsesberetning(erne), og således hele Biblen ikke til jorden med et brag? Hvis ikke det vi kalder Det Gamle Testamente er historisk korrekt, hvad kan man så bruge det til? Så er Biblen jo bare en bunke fantastiske fortællinger.

 

Hertil må man svare, at også Det Gamle Testamentes fortællinger er ægte historieskrivning. Det er et udtryk for størrelsen “Israel”s historie (Hvad Israel egentlig er for en størrelse er ikke helt klart. Det kan ret beset både være en etnisk kategori, betegnelse for det af Gud/Jahve udvalgte folk, eller et geografisk landområde). MEN, så skal man skynde sig at tilføje, at det er ægte historieskrivning i antik forstand.

 

I dag er det for en historiker en dødssynd ikke at foretage neutral historieskrivning. Ingen tagen stillingen, ingen moraliserende forkyndelse (undtagelsen er nok Holocaust-syndromet, som er ved at blive mytologiseret som det absolut onde. Jeg mener IKKE at Holocaust blot er en myte. Men at denne forbrydelse er så stor, at den er ufattelig for den menneskelige forstand. Det uforklarlige, det ufattelige, og det man vil have, at andre skal lære af, bliver ofte ‘mytologiseret’. Så er det nemmere at snakke om. Selvom man ikke nødvendigvis kender den historiske virkelighed omkring Holocaust, årsag-virkninger, osv, så ved alle, når ordet ‘holocaust’ bliver nævnt, at det er noget (absolut) ondt. Ja, bare tanken om alt det ordet ‘Holocaust’ dækker over, får ofte folk til at væmmes på stedet, når de hører ordet. Modvægten til dette “absolutte onde” blev ikke Jesu forkyndelse, men vor tids religion, også kaldet menneskerettighedserklæringen).

 

Men det var ikke tilfældet i den antikke verden. Deres fortællinger om mennesket og dets fundamentale eksistensvilkår, og fortællinger til efterfølgelse, til moralsk opbyggelse, var en naturlig den af opdragelsen, og igennem den mundtlige fortælling en måde at føre et folks historie videre på, fra generation til generation, så man aldrig glemte hvoraf man kom, og hvad meningen og målet med livet var.

 

Mens det i dag er en dødssynd at lave “moraliserende” historiefortælling. Historieskrivningen skal være neutral, sådan at ingen påduttes noget.

Der er således ingen, der i dag kommer udefra og siger “DU SKAL” til os. Gud er død, alt er tilladt. I hvert fald er din etik ikke bedre end min,for vi skal jo respektere hinanden (hvad vi for så vidt også selv bestemmer, om vi vil). Vi har ret til at have vores egne meninger, men ikke pligt til at være noget overfor andre (hvis det var så, behøvede vi ingen menneskerettigheder og ejendomsretten var unødvendig). Vi skal selv vælgepligten - eller blot have lysten (så vi kan få det godt med os selv?) - til at være noget overfor andre, for den fordres ikke. Når vi overholder landets love, er det enten fordi, vi ikke er desperate (jalousi-mord) eller også fordi, vi ikke vil i fængsel (det ville være nemmere at stjæle, hvis det ikke blev straffet!), - det er ikke fordi vi føler nogen pligt til at holde dem (sort arbejde, køre for stærkt, mv.). I dag er det forbudt at slå sine børn. Det var det ikke for få år siden. Var det dengang mere rigtigt?

 

Du skal ikke nødvendigvis elske din næste som dig selv. Det forfærdelige kristne ord ‘synd’ er ‘heldigvis’ bortskaffet, den uendelige skyld er bortskaffet, pligtens (Guds) absolutte “DU SKAL” er bortskaffet og Guds straf er også bortfaldet.

“Har Menneskene altid haft Religion?” (Koch, s. 53) spørger Hal Koch, og skriver senere:

“Fra de første Spor af Menneskeliv lige til vore Dages sammensatte Tilværelse synes det at være et fælles Træk, at Mennesker søger at sikre og betrygge Livet og at give det større Fylde. Det nye og ukendte vækker Ængstelse og Ubehag. Omgivet af truende Magter staar Mennesket i en anspændt Kamp for at opretholde Livet imod Døden og alle nedbrydende Kræfter. Det er en Kamp for Fremtiden, og Fremtid betyder Frugtbarhed paa Marken, godt Aar uden Skadefrost og Hagl, Sol og Regn til rette Tid, at Kvæget trives og Slægten vokser. Fremtid betyder Sejr over Fjenden, Fred og gode Forhold i Landet. I denne Kamp søger Mennesket Bistand, hvor den er at finde” (Koch, s. 53f.).

 

Vor kulturkreds opstod i Sumér, i det 4. årt. f.v.t., hvor de første egentlige bykulturer opstod. Billedskriften blev udviklet, som den nødvendige forudsætning for statsdannelse - udviklet til brug for templernes og kongernes administration. Ud fra billedkunsten at dømme, var der en rimelig ensarter religion, nemlig en frugtbarhedskult. Kongen blev betragtet som hovedgudens adoptivsøn, en slags frugtbarhedsgud på jorden (Holt m.fl., s. 42).

 

Tilsvarende kan man betragte den gammeltestamentlige gud Jahve (HERREN i den danske oversættelse) som en frugtbarhedsgud, der igennem kultiske riter (dvs. hellige ritualer) skulle dyrkes på den rigtige måde, så regnen kom til tiden, osv.

I den forstand er Jahve/Gud ikke almægtig. Han kan nok styre vejret som det passer Ham, men det er op til mennesket selv at gøre sig fortjent til det, ved at holde hans bud - ellers kommer der ingen regn til rette tid.

 

Jahve er den, som opretholder kosmos, det harmoniske, det ordnede (i den danske oversættelse af Det Nye Testamente, er det græske ord “kosmos” oversat til Verden). Og det var netop kaos, urhavet, som Jahve overvandt i skabelsen.

 

At mange af de religiøse højtider oprindeligt har været fester i forbindelse med høst, mv. understreger også Jahve som en slags frugtbarhedsgud. I selve skabelsesberetningen, kap. 1, 14-19, skabes stjerner, sol og måne som tegn til brug for fastsættelse af festtider, dage og år.

 

Torah’en (Moseloven) foreskriver valfart til Templet tre gange om året (det blev dog ikke taget bogstaveligt): Ved Påsken, Ugefesten (syv uger efter påsken) og Løvhyttefesten. Ugefesten var forbundet med hvedehøsten, og også Løvhyttefesten var en høstfest, for frugt- og vinhøsten. Løvhyttefesten fandt sted i det tidlige efterår, som var tiden for bøn om ny regn.

 

Om Påsken: “Det særlige ved den gammeltestamentlige påske er, at den både er en agerdyrkerfest og en kvægavlerfest. Den ene side af påsken er de usyrede brøds fest. I syv dage, ca. midt i april, skal man spise usyret brød af den nye byghøst, efter at man har sørget for, at resterne af kornet og brødet af sidste års høst er fejet ud; surdejen fra i fjor må ikke bringes ind i det nye år og dermed føre eventuelle urenheder videre. Umiddelbart fornemmer vi nok den anden side, påskemåltidet med lammet, som det afgørende; men påsken kan omtales uden at lammet nævnes, som en fest, hvor man skal spise usyrede brød” (Holt m.fl., s. 116).

 

Men det er den historiske legende om israelitternes udvandring fra trældommen i Egypten (2. Mosebog - Exodus), der nu mindes ved jødernes påskefest. “Slagtningen af det ‘første’ påskelam gav israelitterne i Egypten det blod, de kunne smøre på dørstolperne, så Jahve kunne gå forbi dem, når han kom for som den tiende plage at dræbe egypternes førstefødte (2. Mosebog, kap. 12., v. 13). I det hebraiske verbum ‘gå forbi’ pasah, finder den bibelske tekst etymologien til ‘påske’, men sproghistorisk er det næppe holdbart” (Holt m.fl. s. 116).

 

Ugefesten eller ‘pinsen’ (af græsk pentekostae, der betyder den halvtredsindstyvende) er som nævnt en høstfest for hvedehøsten (der altså ligger 7 uger (dvs. 7 gange 7 dage) efter påske). Men i gammeltestamentlig sammenhæng forbindes pinsen med lovgivningen på Sinaj.

 

Om løvhyttefesten: “Navnet har festen fået efter den skik, at man flytter fra sin sædvanlige bolig ud i naturen, hvor man i en hel uge bor i løvhytter, angiveligt til minde om ørkenvandringen” (Holt m.fl. s. 117). Netop denne fest har mistet betydning, da det er den, der har bevaret flest frugtbarhedsreligiøse træk. Den store forsoningsdag, dagen, hvor der skaffes soning for ypperstepræstens og hele folkets ynder bl.a. ved, at en ‘syndebuk’, der bærer folkets synder, drives ud i ørkenen, hvor den falder i hænderne ‘Azazel’ (sandsynligvis en ørkendæmon), som nu ligger en lille uge før løvhyttefesten, kan havde været en dag i denne fest. Men løvhyttefesten kan også have været sat i forbindelse med en nytårsfest.

 

Trold Berg Eriksen (s. 33) skriver generelt om festdage og religiøse højtider:

“Festkalenderen var dels bestemt af kultiske, det vil sige mytologiske handlinger, dels af naturens rytmer. Nogle gange forstærkede de hinanden, andre gange virkede de hver for sig. Vi kender ikke noget samfund med en så komplet naturreligion at ikke også naturuafhængige festligholdelser spiller en rolle. Ikke i noget tilfælde var det naturfænomenerne som naturfænomener der blev fejret. Det var altid en fortolkning af dem som guddommelige handlinger eller mirakler som inspirerede kulten”.

 

“Rækken af festdage i årets løb udgør tilsammen en særlig fortælling eller opsummering af alle kendte mystiske begivenheder. Det er som om den hellige tid tager en pause når hverdagserfaringens tid gælder, og hverdagserfaringerne tager en pause når festtidens begivenheder overtager opmærksomheden. Den hellige tid er som regel en gentagelse, ikke blot af tidligere fester og kulthandlinger, men af mystiske hændelser og handlinger i urtiden. I fester og kulthandlinger vender stammen tilbage til urtiden og henter kraft derfra. De trækker urtiden ind i den nærværende virkelighed [Kierkegaard siger, at dette at tro, er det samme som at være samtidig med Kristus]. Sandheden hentes fra et mytologisk bagland af regelgivende fortællinger. (...) Historiens sandhed, mening og orden ligger i myternes fortællinger. Historien er derfor ikke en strøm af årsager og virkninger i en uforanderlig retning, men en periodisk fornyelse af guddommelige fuldmagter. Tiden er ikke et abstrakt kredsløb eller linje, men en indholdsbestemt krop som kan ældes, dø og fødes på ny” (s. 34f).

 

I Shemá (jødernes trosbekendelse, som skulle reciteres morgen og aften, hvor der ved aften er forstået ved sengetid), står der bl. a. at man skal “elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde” (i gammeltestamentlig sammenhæng betyder ‘at elske’ ‘at frygte’......).

 

Det går som en rød tråd igennem hele Det Gamle Testamente, at når man gør hvad der er “ret” i Jahves øjne (dvs. holder hans befalinger), går det godt - man vinder fx. den forestående krig mod fjenden. Og omvendt: Gør man hvad der er uret, går det skidt. Og når det faktisk gik skidt (blandt andet da Templet faldt i 586/7 f.v.t. og “Israel” blev ført i eksil i Babylon), gik spørgsmålet naturligvis på, hvem der havde handlet forkert, og hvad det var, der var gået galt. Et forsøg på at forstå, hvorfor Templet faldt, er også et markant tema i Det Gamle Testamente.

 

Man kan derfor sige, at Det Gamle Testamente fortæller eller forklarer, hvorfor ting ikke går, som de skal, hvorfor høsten udeblev, hvorfor “Israel” blev ført i eksil, og hvorfor templet overhovedet faldt - ulydighed mod Jahve og straffen herfor?

 

Messias-forventningerne er unægtelig også en væsentlig del af Det Gamle Testamente. Forventningen om frelseren, der skulle forløse det udvalgte “Israel”, og føre landet til sejr, og dømme alle vantro, som i princippet var alle ikke-israelitter.

 

Men hvis Det Gamle Testamente (også) er historieskrivning, hvilken historie er det da Det Gamle Testamente fortæller?

 

Her er en kort oversigt (kilde: Bibelselskabet):

 

(Skabelse, syndefald, syndflod og Babelstårn).

1. Mosebog beskriver tiden 2000 f.kr. til 1700 f.kr.:

Israelitternes forfædre: Abraham, Isak, Jakob - og Josef

Og tiden 1700 - 1300, som omhandler Jakob og hans familie, der kommer til Egypten.

2. - 5. Mosebog beskriver tiden 1300 - 1200:

Om Moses og Israel, der modtager Guds lov (herunder De Ti Bud), Moseloven, en slags forfatning for Israel. Slutter i 5. Mosebog med Moses’ død.

Josvabogen (erobringen af Kana’an begynder) og Dommerbogen beskriver tiden 1200 - ca. 1000. Slutningen af Dommerbogen, 1. og 2. Samuelsbog, 1. Krønikebog, og begyndelsen af 1. Kongebog og 2. Krønikebog handler om Saul, David, Kongeriget Israel og Salomo (ca. 1000-900).

Resten af 1. Kongebog og det meste af 2. Krønikebog, og det meste af 2. Kongebog og det meste af 2. Krønikebog, og desuden Profeterne omhandler opdelingen af Israel i nordriget Israel og sydriget Juda. Samaria bliver Israels hovedstad i 876. Israel falder første gang, da assyrerne erobrer Samaria i 722, og israelitterne deporteres.

Jeremias kaldes 627.

Resten af 2. Kongebog og resten af 2. Krønikebog, desuden Ezras Bog og Esters Bog - og Profeterne om handler om Babylonernes indtagelse af Jerusalem, både i 597 og 587. Tempelbyggeriet, der påbegyndes i 538, indvies i 515 og tempelmuren der byggedes (445-422).

 

Hertil en væsentlig anmærkning: Der er INGEN tidsangivelse i Det Gamle Testamente. Kun alder, perioder (fx. 40 dage i ørkenen) og genealogier (slægtstavler udenårstal). De ovennævnte årstalsangivelser må derfor stå på Bibelselskabets regning. For eksempel er det stærkt tvivlsomt om David nogensinde har levet. For der er altså ikke historieskrivning i moderne forstand. Et ofte forekommende argument, både blandt højkirkelige og Jehovas Vidner, for at fx. David er en historisk person, er en plade man engang har fundet, hvorpå der står “Davids hus”. Ud over at det naturligvis ikke er noget argument i sig selv at finde sådan en plade, glemmer man et andet væsentligt aspekt. Hebraisk (som det meste af Det Gamle Testamente er skrevet på) har oprindeligt INGEN vokaler. De er kommet til senere, da man ønskede at befare traditionen for, hvordan sætningerne skulle konnoteres. Derfor kan der på den omtalte plade kun have stået bogstaverne DWD - og altså ikke David.

 

Omvendt er det evident, at Templet faldt i år 587 f. v. t.

 

Tiden mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente:

312-198: Judæa under Ptolemæerne (grækerne regerer i Egypten)

218-143: Judæa under Seleukiderne (grækerne regerer i Syrien)

166-143: Jødisk opstand (Makkabæerne)

143/2-63: Judæa bliver uafhængigt under de hasmonæiske præstekonger.

63: Palæstina under romernes herredømme

37 f. kr. - 4 e.kr.: Herodes Den Store.

 

Vor tidsregnings begyndelse: Jesus fødes af Jomfru Maria. Det tekststykke i Det Gamle Testamente, som isærudtrykker forventningen om den kommende Messias findes hos Esajas, nemlig i kap. 7, v. 14: “Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel [navnet betyder: Gud med os]”. I den danske oversættelse fra 1932 hedder det: “Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen blier frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel”. Da det er en profeti om Jesu fødsel, er det naturligvis en kristen udlægning. Jøderne afviser Jesus som messias og Guds søn. For dem er han blot en profet.

 

Og så fremstod han pludselig, denne Jesus af Nazareth, i Judæas ørken, engang omkring år 30 e. v. t. Hvor han af Johannes Døberen blev døbt i Jordanfloden (Ifølge Lukas-evangeliet blev Jesus født i Betlehem. Ifølge Johannes-evangeliet har han altid været der, som Ordet. Der siden blev ‘kød’ og ‘tog bolig i blandt os’. Men i følge både Mattæus- og Markus-evangeliet, bliver han ‘Guds udvalgte’ i forbindelse med Johannes-dåben. Johannes-dåben forekommer dog i alle fire evangelier). Og gjorde kraftige gerninger med en hidtil uset autoritet. Og han sagde tilmed, at han var Guds søn (blasfemi var det alvorligste forbrydelse i Jesu samtid. Det var ensbetydende med dødsstraf at blive grebet i blasfemi). Hans personlighed, kærlighedsforkyndelse, autoritet, rygtet om hans gerninger, og hans forkyndelse, hans radikale værdiomkalfatring (dvs. at vende alle værdier på hovedet) gav ham en stor discipel-kreds, der blev stadig større og større. “Denne virksomhed så han selv og hans tilhængere som tegn på Israels Guds endegyldige oprettelse af sit herredømme i folket, hans barmhjertighed mod fattige og udstødte og hans nyskabelse af menneskers liv med hverandre” (Balling, s. 8). Jesus var tilsyneladende det forventede Messias. Men discipelkredsen blev så stor, at den blev en trussel mod den romerske besættelsesmagt. På dette tidspunkt - efter Pax Romana (romersk fred) - havde jøderne en vis grad af religionsfrihed, hvis ellers det ikke skabte uroligheder. Derfor var Jesu fremtræden og det røre han skabte, en stor trussel, også mod jøderne. Som bekendt endte det med, at de jødiske ypperstepræster udleverede Jesus til romerne (under anklage for blasfemi - Jesus stillede sig jo lige med Gud). Og romerne var selvsagt også interesseret i at få denne “oprører” af vejen.

 

Og da det begyndte at indbefatte lidelse at følge Jesus, svigtede alle hans disciple ham, da det virkeligt gjaldt. Der var endog en der forrådte ham og en der fornægtede ham.

 

Man kan derfor godt forestille sig, hvilket tomrum Jesus havde efterladt hos sine disciple. Var Jesus alligevel ikke den, han havde sagt han var? Man forventede en kommende Messias, en, der sejrede og samlede det af Gud udvalgte folk, “Israel”. Men ikke en lidende messias. Ikke en som lader sig ydmyge, piske og latterliggøre. Og som lader sig dø?

 

Beviset kom ved synet af den tomme grav. Tegnet på, at alt hvad Jesus havde sagt og gjort var absolut og uendeligt sandt og gyldigt, at Gud således vedkendte sig Jesus som sin enbårne søn, var jo netop genopstandelsen. Han var opvakt fra de døde. Han var Guds søn. Og således begyndte de spæde tegn på det, vi i dag kender som religionen kristendom. Man kan sige det på den måde, at ved opstandelsen blev Jesu forkyndelse til en (forpligtende) religion, og ikke blot en (relativ) livsfilosofi. Knud Hansen skriver som en kommentar til Matt. 7, 24-27 blandt andet: “Der er [i denne evangelietekst] tale om mennesker, for hvem Jesu ord [som en livsfilosofi] er blevet en berigelse for deres anskuelser og meninger, uden at være blevet en magt i deres liv. Sådanne mennesker bygger på sand. Det eneste, der giver deres bygning fasthed, er den personlige styrke, de formår at lægge i troen på deres meninger og anskuelser. Hvis denne styrke på en eller anden måde nedbrydes af skæbnens stormvejr, vakler det hele. Og da giver man sig måske til at klage over at have mistet sin tro, mens man i virkeligheden blot har mistet en indbildning, der ikke havde noget med tro at gøre”. (Hansen, s. 61)

 


De første kristne

 

Første gang “Jesus-tilhængerne” blev kaldt kristne, var i hedningemenigheden i Antiokia, en menighed som, blandt mange andre, Paulus havde stiftet. At det var Paulus, (der blev omvendt fra at være kristenforfølger, ved hans berømte Damaskus-oplevelse), som oprettede de første kristne menigheder og sendte breve til tugt og opbyggelse til disse, er årsagen til, at han med en vis ret kaldes kristendommens egentlige grundlægger.

 

Et af de væsentligste elementer i Paulus’ forkyndelse, er hans forkastelse af lovtrældommen.

 

For selvom Jesus (især i Bjergprædiken) havde forkastet Moseloven som frelsesvej, og havde radikaliseret (For eksempel: Ikke nok med, at man ikke må slå ihjel, som Moseloven siger, men det er endnu værre at vredes på sin broder. At slå ihjel er noget meget konkret, ydre, fysisk. At vredes på sin broder er noget ‘diffust’, indre og, som vi ville sige i dag, sjæleligt ødelæggende. I første tilfælde dør man bare. I andet tilfælde dør man døden, den langsomme død), og universaliseret (Moselovens bestemmelser gælder i princippet kun for folket Israel. Det er landets lov, som er autoriseret af Jahve/Gud. Man måtte fx. gerne slå sine fjender ihjel - i et sådant tilfælde gjaldt De Ti Bud “selvfølgelig” ikke. Mens Jesus som bekendt siger, at man skal elske sine fjender - for hvis man kun elsker dem, der står en selv nær, hvad særligt gør man så? - spørger Jesus provokerende) De Ti Bud, faldt hans disciple tilbage i Moselovens rammer, herunder tanken om en skarp adskillelse af rent og urent i forbindelse med fx spisevaner - som således umuliggjorde bordfællesskab med ikke-jøder. Absurd, når man tænker på Jesu forkyndelse, hvor de ydre forskrifter (som Moseloven repræsenterer) i sig selv ikke bringer den enkelte nærmere Gud.

 

Paulus er kristendommens ypperste hedningemissionær, da han kæmpede for, at en ikke-jøder (dvs. en hedning) ikke skulle tvinges til at lade sig omskære, for således at blive ‘jøde’, førend han kunne blive kristen. Det er blandet andet på denne baggrund, at Paulus så tit understreger, at det er troen, der er forudsætningen for frelse, ikke lovgerninger - som fx at lade sig omskære, som Moseloven påbyder.

 

Derfor skelner man i de første mange årtier efter Jesu død mellem jødekristne og hedningekristne. De jøder, der var konverteret til kristendommen, havde stadig rod i deres jødiske kultur og Guds-forståelse. For dem kunne man ikke være sand kristen, hvis ikke man først havde konverteret til jødedommen.

 

De hedningekristne, derimod, havde ikke rod i jødedommen og havde derfor intet forhold til den jødiske kultur - i hvert fald ikke på samme måde som jøderne. Paulus mente, at når det er troen, som frelser og ikke lovgerninger, var det absurd at tvinge hedningene til at lade sig omskære - og dermed signalere at omskærelsen faktisk betød noget.

 

Problemet var betydeligt. For hvis ikke hedningene først konverterede til jødedommen, kunne jøderne ikke have bordfællesskab med dem. Ifølge jødisk tankegang er alle ikke-jøder ‘urene’, og sådanne måtte jøderne ikke omgås.

 

“Eftersom Kristus-troen på dette tidspunkt først og fremmest var en jødisk sekt, betød omvendelse til Kristus ikke, at man forlod jødedommen - eller rettere sagt: det jødiske folk. De jødekristne var lige så meget jøder som andre jøder, og de skulle fortsat kunne omgås de ikke-Kristus-troende jøder familiemæssigt og forretningsmæssigt, socialt og religiøst. Derfor kunne de ikke omgås ikke-jøder - og altså heller ikke de hedningekristne; for gjorde de det, ville de pådrage sig kultisk urenhed, som ikke ‘kun’ var et religiøst fænomen, men i lige så høj grad et socialt fænomen. Den kultisk urene var udelukket fra omgang med andre jøder, da urenheden ellers ville blive påført de kultisk rene, eftersom urenhed blev overført ved berøring. De jødekristnes fortsatte samliv med de ikke-Kristus-troende jøder fordrede, at de hedningekristne også blev jøder, hvis de skulle kunne omgås dem i menighederne” (Fatum m.fl., s. 89f).

 

Når man tænker de kristne som en særlig jødisk gruppering, som det var i Paulus’ samtid, kan man ikke objektivt set sige, at Paulus’ forkyndelse, at hedningerne ikkeskulle bindes af Moseloven, men at troen på Kristus som frelser var ‘nok’, var mere sand, end de jødekristnes, som fordrede at man først blev ‘jøde’ inden man kunne blive kristen.

 

At det alligevel var Paulus som fik ‘ret’ ses af det faktum, at han endte i den nytestamentlige kanón, dvs. Det nye Testamente, om end det ikke var helt uden problemer. Når jeg således taler om kristendom, tænker jeg på den paulinske version, hvor betydningen af renhedsforskrifterne og fordringen om omskærelsen i princippet var annulleret. Det, der betød noget, var troen på Kristus som frelser.

 

De moralistiske formaninger, man finder i Paulus’ breve, kan også forstås på denne baggrund. For når troen på Kristus som frelser (eller mere paulinsk udtrykt: troen på Kristus, som korsfæstet) er ‘nok’ - hvad så med ‘etikken’? Den etik, som Paulus udtrykker i sine breve er i virkeligheden ikke særlig unik. Også i dag virker Paulus’ etik næsten som common sense (Måske bortset fra især to punkter: Fordømmelsen af homoseksualitet. Og et seksual-syn, som forekommer stærkt asketisk - selvom sidste indvending kun er delvis rigtigt).

 

Men når man betragter hans dyds- hhv. lastekataloger, springer en væsentlig ting i øjnene: Dydskatalogerne udtrykker i høj grad tilstande, mens lastekatalogerne udtrykker egentlige gerninger (måske særligt tydeligt i Galater-brevet). Forklaringen kan være, at troen på Kristus som frelser, fra hvem kærligheden og livet fremspringer, ved Helligånden vil skabe en ændring i den troendes holdning. Og har man denne nye holdning/sindstilstand i sig, vil man automatisk afholde sig fra de slette gerninger, og i stedet helt automatisk gøre kærlighedsgerninger.

 

Det er også vigtig at huske, at når Paulus taler om den kristnes frihed fra loven (først og fremmest Moseloven, men det gælder i princippet også en hvilken som helst anden lov), så mener han i virkeligheden, at den kristne i frihed skal gå ind under Kristi lov i stedet for - nemlig det dobbelte kærlighedsbud.

Så selvom det første evangelium - Markus’ - første bliver til omkring år 70, og Paulus’ breve er fra begyndelsen af 50’erne, er Paulus’ forkyndelse i nogenlunde overensstemmelse med Jesu forkyndelse. Jesu forkyndelse er dog betydelig mere radikal. Paulus forkyndelse har i sær ét kæmpe problem. Mens det dobbelte kærlighedsbud hos Jesus indeholder fjendekærlighed, udtrykker Paulus sommetider (fx. i Galater-brevet), at man især skal elske sine trosfæller. “It is surprising that in the N.T. epistles there are so many references to the mutual love of the brotherhood (...) and so few to the love of all men, since Jesus taught the latter so clearly (...) Probably the ghetto existence of Christians together with their strong feeling that they were a family promoted the interest in love for one another leading eventually to the ‘new command’ (love one another) in the Johanine literature. It is easier to love those who love us and loving within the hristian commuty may then be a school for learning to love those outside” (Best, s. 149).

 

Hos Paulus:

“Den paulinske kristendoms kærne ligger i den påstand, at Gud ved at vedkende sig Jesus og oprejse ham fra de døde havde gjort al menneskelig visdom og præstation til skamme og åbnet en vej til frihed, fællesskab og glæde, som Moseloven havde spærret. Ikke kravet, men barmhjertigheden udtrykte Guds inderste, egentlige vilje” (Balling, s. 18).

 

En af de væsentligste betingelser for kristendommens hurtige udbredelse, var den jødiske diaspora (“adspredelsen”), små jødiske synagoge-samfund, udenfor selve Palæstina. Her var der mulighed for at forkynde det nye budskab til jøder, der besad betingelserne for at forstå den nye forkyndelse om opstandelsen og Gudsriget. Læren om den jødiske historie og messiasforventningerne var jo blandt andet en naturlig del af jødernes kulturelle opdragelse. Men selvom betingelserne var tilstede, var antagelsen af kristendommen, som nævnt, ikke uproblematisk.

 

Muligheden for effektiv mission var tilstede i og med det romerske riges veludbyggede infrastruktur, og desuden har mange jødiske handelsfolk formentlig konverteret til kristendommen (den paulinske), simpelthen fordi, at den muliggjorde sameksistens med ikke-jøder, som man således ville være i stand til at handle med. Om de også har vist sig i de kristne menigheder er et åbent spørgsmål. Og hvis, er de ganske givet blevet irettesat pga. deres misforståelse af, hvad det kristne liv indebærer (se fx. Paulus polemik mod velhaver-delen af menigheden i Korinth - i 1. Korintherbrev).

 

Fællesskabet om troen på Jesus som den forventede Messias, og ham, som blev opvakt af Gud, blev blandt de kristne udtrykt i små forsamlinger, der til forveksling kunne ligne de jødiske synagogefællesskaber. Her “brød de brødet” (for de kristne, en allusion til nadver-handlingen), sang salmer og bad sammen.

 

Jøderne og de kristne adskilte sig mere og mere fra hinanden, i en søgen efter deres særegenheder, og særlige identitet. Fx. blev De Ti Bud ikke længere reciteret hos jøderne, for ikke at antyde, at kun disse bud var gældende og ikke resten af Moseloven. Og de kristne stoppede ikke deres sabbat før midnat, som jøderne gjorde, men fortsatte, så de ramte søndagen - opstandelsesdagen.