Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

Kristendommen og staten indgår alliance

 

I Romerriget var der ikke nogen egentlig fælles religion, men lokale kultiske handlinger, hvor der blev dyrket adskillige forskellige ‘guder’. Det eneste, det bandt kæmperiget sammen, var kejserkulten. Det var egentlig ikke nogen religion, men snarere en måde at udtrykke loyalitet overfor kejseren på, og sikre fred og ro i landet.

Den berømte kejser Konstantin Den Store, udråbes af hæren til augustus i faderens sted, da faderen (Konstátius), dør 306. Samtidig skifter han religion fra Herkules kulten til solmonoteismen, hvis højeste gud er Sol-Apollo.

Konstantin bliver enehersker i Vest i 312, mens Licinius var enehesker i Øst. Og disse to augusti udsteder 313 Fredsediktet, som giver fuld religionsudøvelse i riget, også for de kristne, som får deres konfiskerede kirker og ejendomme tilbage.

Selvom Konstantin i 330 rejser en kolosal statue af sig selv, hvor hans ansigtstræk er Solgudens, var lovgivningen efter 313 en stærk begunstigelse af kristendommen.

Mens Licinius i øst begynder at indskrænke de kristnes frihed. Ved Chrysópolis i 324 sejrer Konstantin over Licinius, og lader ham dræbe året efter.

Konstantin var nu enehersker indtil sin død, 337.

Om Konstantins forhold til kirken og kristendommen skriver Hal Koch:

“[Kirkens mænd] nægtede at anerkende Stat og Kejser som mere end menneskelige Fænomener. For dem var og blev Staten sekundær i Forhold til Gudsriget. Da de i Konstantin stod overfor en Kejser, der søgte at bygge Staten paa en Myte, der havde en mere universel Karakter, saaledes at ogsaa Kristendommen med dens Forestillinger om Gud og Kristus kunde faa Plads, blev Situationen en helt anden. Der skete nu det i og for sig ikke overraskende, at Kirkens Mænd - Euseb fra Kæsarea er det klassiske Eksempel - greb til med begge hænder. Naar Kristus kunde blive Midtpunktet i den Myte, der skulde bære Statslivet, var da ikke Gudsriget blevet til Virkelighed paa Jorden? Det afgørende Synspunkt for Konstantin og hans Værk i Forhold til Kirken er dette, at det lykkes ham at drage de Kristne med ind i et positivt Forhold til den mytologiske Stat, saaledes at Kristus kommer til at indtage Sol-Apollos Plads, og saaledes at Kristendommen nu bliver den statsbærende og statsfremmende Myte, der i Aarhundrede faar Eneret paa alt politisk og religiøst Liv i Europa”[Fodnote].

Men som Hal Koch fortsætter, så var det ikke uden pris for kirken og kristendommen: “Kirken lod sig spænde for Statens og Jodelivets Vogn som statsbærende og livsbejaende Myte, en Tro Arvtager af de gamle hedenske Myter, om man saa aldrig saa meget forsikede, at det hele var blevet anderledes, fordi man nu levede i en kristen, ikke i en hedensk Verden”[Fodnote].

Søren Kierkegaard har formentlig græmmet sig (han har jo ikke haft mulighed for at læse Hal Koch, men har utvivlsomt haft andre kilder!). Kierkegaard mente nemlig, at den dag kristendommen og verden bliver venner, er der ikke længere tale om nogen kristendom.

Og man kan selvfølgelig også spørge sig selv, om Konstantin virkelig var blevet kristen (hans moder, Heléna, var kristen - så muligheden er helt reel - jvf. også hans meget positive lovgivning i forhold til de kristne). Eller det blot var et såre genialt træk. Hvis dette at have Kristus som Gud ville skabe mindre tumult og mere ro i riget, end hvis det var Sol-Apollon, ligger løsningen jo lige for.

Men under alle omstændigheder er det evident, at Konstantin kort før sin død i 337 var blevet døbt af Euseb af Nikomedia. Og på sit palads i Byzans (som han gav navnet Konstantinopel) - og hvortil residensen var blevet flyttet fra Rom i 330, satte han en indskrift, som fortæller, at det var Kristus, der havde givet ham herredømmet over jorden. Og så byggede han i øvrigt den første Peterskirke i Rom.

Men det var først på en synode i 381 i Konstantinopel, at det blev vedtaget, at “hver man i riget skal bekende apostlen Peters tro, tre personer i én guddom, således som det forkyndes af biskopperne i Rom og Alexandria”, og kristendommen blev statsreligon.

Ekskurs. Udtrykket “tre personer i én guddom” (miaousia og treishypostaseis) - treenighedslæren - var bestemt ikke et udtryk der gav sig selv. Forinden havde der været en hed debat (“den arianske strid”), udløst af en person ved navn Arius, en debat, der handlede om Kristus’ karakter. Hvor menneskelig og hvor guddommelig var han egentlig? Og hvilket forhold var der mellem faderen, sønnen og helligånden? På den første økumeniske synode i Nikæa - indkaldt af kejser Konstantin - nåede man ingen løsning. Den kom først på ovennævnte synode - den 2. økumeniske synode (et koncilium, der repræsenterede hele kirken) i Konstantinopel i 381, hvor det var det ovenstående udtryk for treenigheden, der sejrede. Det var i øvrigt også på denne synode, at det Nikæno-Konstantinopolitanske symbol (dvs. trosbekendelse) blev godkendt. Striden fortsatte dog, og det var først i 451 på Kalkedron-Synoden, hvor symbolet (i lidt ændret form) blev anerkendt som det fuldgyldige udtryk for den ortodokse (rette) tro på Kristi person. Denne trosbekendelse er i idag den danske kirkes 2. oldkirkelige symbol.

Det 1. oldkirkelige symbol er Den Apostolske Trosbekendelse - formentlig fra et sted mellem det tredie og femte århundrede e.Kr.f. Denne trosbekendelse reciteres hver søndag i den danske folkekirke.

Det 3. oldkirkelige symbol er Athanasius, som er fra et sted mellem den fjerde og femte århundrede. Symbolet er ikke anerkendt af den ortodokse kirke, men er i de lutherske kirker et læresymbol, men bruges ikke i selve gudstjenesten.

Som kuriøsum kan nævnes, at fødselsdagen for ‘soldater-religionen’ (mit udtryk!) Mithras-kulten (som af nogle kejsere blev dyrket, pga den magt, hæren havde i riget) er 25. december, og blev fejret på samme dag som festen for “den uovervindelige sol”, SolInvictus

Som man måske kan gætte, overtog Kristus, da kristendommen blev landets religion, denne dag til sin fødselsdag, en dag, der passende lå omkring solhverv (ved lyset genkomst).

Når man læser sådanne ting, kan ens barnetro komme på en hård prøve (men Jesus blevda født den 25. december!!!). At Jesu fødselsdag er - om man så kan sige - menneskebestemt, kan måske synes at give nogle skår i det tilsyneladende guddommelige og forunderlige ved en begivenhed som selve Frelserens fødsel.

Det samme gælder påsken (den gammeltestamentlige påske er, som nævnt, en agerdyrkerfest og en kvægavlerfest, men det blev mindet om israelitternes udfrielsen fra Egypten, der kom til at dominere billedet). Den kristne påskes placering blev bestemt i det 2. årh. efter vor tidsregnings begyndelse. Iflg. den antageligt oprindelige påskeberegning faldt påskedag den 14. i den jødiske forårsmåned Nisan, uanset ugedag (altså ikke nødvendigvis om søndagen). Denne tradition blev beholdt visse steder i Lilleasien (traditionen stammede fra apostlen Johannes, var argumentet).

Men i den øvrige (kristne) kirke var det blevet tradition at fejre påsken den første søndag, efter den første fuldmåne, efter forårsjævndøgn (som det også er i dag!). “Det havde en væsentlig symbolværdi”, skriver Ottosen, “Søndag var solens dag, den dag Gud Herren havde indstiftet som hviledag, da han var færdig med sit skaberværk, og det var den dag, Herren var opstået på. Alle de øvrige søndage i året pegede hen på denne begivenhed og reproducerede den”.

Men man må huske, at meningen med sådanne datoer, eller perioder, er at mindes fortidens urbegivenheder, og bringe disse ind i nutiden, således at man bliver samtidigmed dem, får dem ind under huden, og ved dembliver mere nærværende som menneske (som nævnt mener Kierkegaard, at den troendes situation er samtidighed med Kristus).

Og datoerne er placeret ganske genialt. Når Frelserens opstandelse skal mindes og helligholdes, skal man kigge op mod himlen, for at kunne få tegnet (en fuldmåne) på, hvornår påskedagen skal fejres - og det bliver den på det tidspunkt, hvor også hele naturen genopstår. På dette tidspunkt er det hele én stor opstandelse. Selvom Kristus opstandelse selvfølgelig er opstandelse med stort O.

At man skal kigge op mod himlen, viser det guddommelige aspekt.

Mens et menneske har fødselsdag på samme faste dato hvert år. Jesus fødselsdag er som nævnt lagt omkring det tidspunkt hvor lyset langsomt begynder at overvinde mørket igen. Men dette, at Jesus - ligesom os andre dødelige - også har fødselsdag, viser, at Jesus også er menneske. Datoernes symbolværdier er således enorme.

Det vestromerske rige bryder sammen i 476, da Romulus Augustulus, som således blev den sidste vestromerske kejser, væltes af en germansk hærfører ved navn Odoaker.

Efter rigets fald gik levestandarden i Vesteuropa ned, handlen gik tilbage, og i det hele taget var tilværelsen for de fleste mennesker blevet mere farefuld end den havde været i kejsertiden.

Rom bevarede dog sin status som hovedsæde for biskoppen af Rom, Paven, som blev betragtet som kirkeligt overhoved for hele Vesteuropa. Herskerne over de nye germanske kongeriger var arianere (en kættersk udgave af kristendommen, iflg. den katolske kirke), men Frankernes Kong Klodevig (481-511) lader sig i 503 døbe, og bliver katolik - hvorved hans anseelse steg hos sine undersåttere.

Islam og korstog

 

Det kaos som romerrigets sammenbrud skabte, kom kristendommen til gode.

“Medens i den gamle verden kristendommen trådte ind i en civilisationssammenhæng, der var færdigudviklet på sine egne præmisser, kom den til at virke civilisationsskabende i Europa (...) I det Europa, som antog kristendommen i århundrederne fra ca. 500-1000, var det et gennemgående fællestræk, at de institutioner og sammenhænge, som rakte ud over den svævert lokale, var svagt udviklede, lidet effektive, og sårbare over for kriser. (...) Netop i denne situation kunne det særpræg ved kirkelig kristendom, som allerede de senromerske kejsere havde haft blik for, dens kombination af livstolkning og organisation, få sin fulde vægt og gennemslagskraft. (...) Fra den udgik impulsen til en ny form for legitimation af statslig magt såvel som teknsik hjælp til dens udøvelse” (Balling, s. 132f)

Hermed er også lagt kimen til de magtkampe på alle niveauer - inden for kirken og i forhold til statsmagten - som skulle præge Europas kirkehistorie, vel i princippet helt op til i dag, i hvert fald op til midten af 1800-tallet, hvad Danmark angår (dvs. fra kristendommens indførelse i Danmark omkring år 1000).

I 600-tallet opstod en ny religion, som man godt kan kalde en kætterisk udgave af kristendommen. Den blev stiftet af Muhammad, som antageligt skulle have fået nogle åbenbaringer af guden Allah.

I Mekka, hvor Muhammad var født, blev hans forkyndelse afvist, hvorefter han flyttede til Medina, hvor han vandt tilslutning. Året hvor han flyttede til Medina - 622 - regnes for islams grundlæggelse.

Muhammed forkaster ikke Det gamle Testamente, men anser - ligesom jøderne i øvrigt - kun Jesus som en profet.

“Ordet islam kommer af den arabiske rodform “slm”, som betyder fred, harmoni, hengivelse og lydighed. I religiøs sammenhæng betyder ordet hengivelse under Guds vilje og lydighed mod hans lov” (Khader, s. 17) og “Grundlæggelsen af islam går efter islamisk opfattelse helt tilbage til Adam og skabelsen. Adam hengav sig under Guds vilje og var lydig mod Ham, ergo var Adam den første muslim. Noah hengav sig under Guds vilje, ergo var Noah muslim. Abraham hengav sig under Guds vilje, ergo var Abraham muslim. Moses og Jesus hengav sig begge under Guds vilje, ergo var de muslimer” (Khader, s. 21)

Muhammed mente, at eftertiden forfalskede Jesu budskab. De forskelle, der findes i evangelierne er efter islamisk opfattelse bevis på, at de oprindelige tekster er gået tabt - og Paulus betragtes som den store forfalsker af Jesu evangelium. Desuden mener man ikke, at Jesus faktisk blev korsfæstet.

De åbenbaringer Muhammed fik, anses for at være en sammenfatning og afslutning af alle tidligere åbenbaringer.

Naser Khader har i sin bog “Ære og skam” denne interessante beskrivelse af islams opfattelse af dommedag: “Efter disse overleveringer er et af de første tegn på Dommedagens komme kaos i verden med kun få og forfulgte rettroende. Gud vil på det tidspunkt sende en “Mehdi” (Messias), som vil bosætte sig i Jerusalem og herske (i overensstemmelse med Guds og Koranens forskrifter) i et årti over hele verden. På et tidspunkt vil der dukke en rival op. Denne rival er “Dajjal”, Antikrist, som vil tillade synd, og som (med hjælp fra Satan/Iblis) vil udføre “falske mirakler”, eksempelvis helbrede de syge. Atikrist får hurtigt mange tilhængere, og de rettroende bliver et lille forfulgt mindretal. Gud sender på det tidspunkt Jesus ned dels for at slå Antikrist ihjel, dels for at fjerne alle korsene fra kirkerne. (Muslimerne afviser, at Jesus døde på korset. Iht. den islamiske lære var det ikke selve Jesus, der blev korsfæstet, men en “stand-in”, en, der lignede Jesus. Jesus blev if. den islamiske lære hentet op til himmelen og er fortsat deroppe og vil vende tilbage sammen med Muhammad lige før Dommedagen). Dommedagen kommer først efter, at Jesus “renser ud” og begynder at herske over hele verden med hovedsæde i Palæstina. (Den meget store apokalyptiske betydning, Palæstina og Jerusalem har for muslimerne, skyldes først og fremmest dette lands store rolle i forhold til Dommedagen).” (Khader, s.34f)

Efter Muhammads død i 632 udvides det islamiske imperium, og den arabiske hær nåede også til Europa - først invaderede de Spanien, derefter fortsatte de ind i Sydfrankrig, hvor hæren blev slået af frankernes leder Marl Martél i slaget ved Poitiers år 732.

En af de mest ulykkelige perioder i kristendommens historie skulle da også blive et sammenstød med muslimerne - i forbindelse med det første kristne korstog, som gik mod det hellige land - Palæstina -, som muslimerne havde besat, og som de kristne korsriddere ville befri.

Det var pave Urban II som i 1095 fik krigere fra mange europæiske lande til at drage afsted, for at befri de undertrykte kristne. Det må dog betragtes som et søgt undskyldning for dette korstog, for selvom de kristne - og jøderne - var under muslimsk herredømme, var der faktisk religionsfrihed. Hvilket skyldes, at både kristne og jøder er ‘bogens folk’, dvs. to religioner, som har det hellige skrift, Det gamle Testamente, tilfælles.

Kirken formulerede fem principper for, hvornår en krig kan betegnes som retfærdig eller hellig (Fra artiklen “Den hellige krig” i Kristeligt Dagblad d. 1/11 2001):

1) Person: Professionelle slås mod professionelle - civilbefolkningen skal skånes.

2) Årsag: Krigen er berettiget, hvis de andre begyndte, eller hvis kristne er truet i Mellemøsten.

3) Genstand: Man må kun slås for noget, som retteligen tilhører én. Den kristne kirkes argument var, at Jerusalem var en kristen by.

4) Autoritet: Krig er ingen privatsag, det kræver en pave eller en fyrste at erklære krig.

5) Intention: Man må ikke føre krig for at erobre land, kun for at genoprette ordenen, normaltilstaden.

Man havde en forestilling om, at man ville opnå en belønning i himlen, når man deltog i en hellig krig. Det første korstog endte med Jerusalems erobring i 1099 efter en regulær massakre i byen.

Der fulgte siden seks korstog - det syvende i år 1270.

I 1212 fik man den katastrofale idé, at etablere et børnekorstog, ud fra den tanke, at børn var særligt beskyttet af Gud, men resultatet blev en total nedslagtning af børnene og deres ledsagende tjenere og slaver.