Den nye ateisme: Den forbandede religion

Den nye ateisme er den form af ateismen af i dag, der i sit udtryk er næsten missionerende. Meget direkte udtrykt ved opfordringer, eller hjælp til at melde sig ud af folkekirken. Det har jeg altid undret mig over, al den stund, at en ateist netop burde være ligeglad med, hvad andre bekender sig til. At være aktivt mod et særligt religiøst tilhørsforhold lyder ikke særligt ateistisk, men netop næsten missionerende. Nyateister ser som regel gud som en videnskabelig hypotese, som man ikke kan bevise, og derfor er lettere komisk at leve efter.

 

Det er altså religionen som sådan , nyateister har problemer med. Går man disse ateister på klingen, er det nemlig ikke nødvendigvis kristendommens indhold, der er problemet. Budskabet om, at vi ikke skal dømme, men tilgive, hjælpe syge og svage, osv. er ikke problemet. Selvfølgelig ikke, var jeg lige ved at sige. Havde det været en person i almindelig (pænt) tøj, der havde stået foran en forsamling i et forsamlingshus og sagt det, så havde der ikke været et øje tørt. Selvom jeg ikke rigtigt kan se i hvilken anledning man naturligt skulle kunne komme med et så eksplicit budskab i et forsamlingshus, uden der er religiøse undertoner tilstede.

Det er dog tilsyneladende ikke alt ved religion, den nye ateisme forsager. Man kopierer gerne ritualerne, eller nogle af dem, men bruger selvfølgelig ikke gud i sit ordforråd. Og det gælder både ritualer til borgerlig konfirmation, nonfirmation, og ved begravelser. Det er endnu ikke gået op for mig, hvad man fejrer ved en nonfirmation. Hvad siger man? Tillykke med at du...... - øh? Og hvilken håb gives der udtryk for ved en borgerlig begravelse?

 

Det mest tankevækkende ved den nye ateisme i særdeleshed, men også delvis ateister i almindelighed, er, at deres forståelse af kristendom ofte ligger langt væk fra, hvad jeg personligt forbinder med kristendom, i hvert fald den protestantiske version. Fx. hedder det på en hjemmeside for ateister om konfirmationen: "Men uanset hvad, så går konfirmationen ud på, at du skal bekræfte, at du er kristen på præcis den måde, som Den Danske Folkekirke definerer det". Dels "definerer" folkekirken ikke "præcis" hvad man skal tro på. Som bekendt er der flere grupperinger inden for folkekirken. Dels så skal man slet ikke bekræfte noget. I virkeligheden er handlingen meget symbolsk, hvor Gud bekræfter dåben.

 

Og det morsomme, eller måske tragik-komiske, er, at disse ateister har meget svært ved at se ud over deres egen kristendomsforståelse. Hvis en sådan ateist siger, at kristendommen er X, og man selv påpeger, at det er mere rigtigt at sige, at kristendommen er Y, så kan en sådan ateist et kort øjeblik vise forståelse for, at sådan kan man måske også se det, hvorefter at vedkommende fortsætter i sin egen rille X.

 

Det karakteristiske ved sådanne ateister er, at deres kristendomssyn er næsten lige så skrift-fundamentalistisk som konservative kristnes. Den er låst fuldstændig fast, og når sådanne fortsætter samtalen med andre, så taler de videre om "deres" kristendomssyn.

 

Så grunden til denne frie udlægning af, hvad kristendommen står for, har ikke så meget med indholdet at gøre. "Problemet med folkekirken er udelukkende, at den er en religiøs institution, at præsten er en religiøs aktør, at klokkerne hænger i en religiøs bygning osv" (Gudløse hjerner, s. 20, Christiansen & Sandbeck).

Personligt har jeg valgt ikke at have noget konkret syn på islam.

 

Da jeg ikke anser islam for at være en sand religion, kan jeg heller ikke med mening have en opfattelse af, hvad "rigtig" islam går ud på. Jeg bliver nødt til at lytte til muslimerne selv, og kan i denne forbindelse konstatere, at islam er mange ting, og så må jeg tage det til efterretning, for hvad skulle jeg ellers gøre.

 

Hvor ville jeg ønske, at ateister altid havde samme tilgang til religion, herunder kristendommen.

Den nævnte bog er i øvrigt ikke nogen fantastisk bog. Den er lidt for polemisk til min smag, selvom der også er nogle gode pointer i den.