Som (tidl.) kirkefremmed og uden nogen kontakt til såkaldt kristne eller kirkelige miljøer i min opvækst og ungdom, var det lidt som at træde ind i en hvirvelvind, da jeg i 1999 startede på teologi. Som at komme hjem, men også krævende. Derfor endte jeg også efter tre år på studiet med at holde et års pause. Især første halvdel af det år brugte jeg på at få styr på det kaos, der var i mit hoved, både med hensyn til det faglige (hvad havde jeg egentlig lært de første tre år?), og med hensyn til det mere personlige: Hvilke impulser og hvilke (teologiske) synspunkter var jeg blevet præsenteret for de første tre år? Og ikke mindst: Hvor stod jeg egentlig selv? Som jeg skrev i en præsentation til Vium Kirkeblad: "Jeg har altid været troende, uden at kunne sætte ord på". Dét forsøgte jeg nu. Det var et ret omfattende arbejde, men gav ro i sjælen (som en kammerat sagde til mig: Det er jo næsten på størrelse med et speciale). Jeg ved ikke, hvad jeg egentlig havde forestillet mig, der skulle komme ud af mine skriblerier, men da jeg for efterhånden 7 år siden lancerede min hjemmeside, blev disse tekster grundstammen, og er det på mange måder stadigvæk.

Men det er klart, at når virkeligheden samtidig buldrer afsted, bliver der behov for nye tekster, måske nye menupunkter. For eksempel: Menupunktet "Hvem er næsten?" er faktisk - også selvom punktet er nok så oplagt - først blevet til i forlængelse af rydningen af Brorsonskirken (en begivenhed jeg også var naturligt inde på i min prædiken under temagudstjenesten 4. maj 2014, "Hvad er frihed?"). Jeg har givet ikke ville stille spørgsmålet, da jeg dybest set anser det spørgsmål for værende hyklerisk (som er en central pointe i historien om den barmhjertige samaritaner), men måtte jo sande efter politiets rydning af kirken, at spørgsmålet var relevant at kommentere.

Når man surfer efter info om kristendommens væsen på nettet, støder man så godt som altid på sider, der har relationer til (indre)missionsk kristendomsforståelse, og selvom min egen side IKKE er lavet i opposition til denne, så tænker jeg i al stilfærdighed, at det er helt fint, hvis siden også er med til at opveje en mangel på sider, der er mere inspireret af det grundvigianske udsyn.

Det er min ambition, at der på denne hjemmeside jævnligt skal offentliggøres nye opdateringer, og en ny prædiken engang imellem. Herfra skal der bygges og vedligeholdes.

Der vil løbende ske ændringer i hjemmesidens indhold i øvrigt. Eventuelt nyt design. Måske nye menupunkter. Noget slettes måske, andet tilføjes.

I lange perioder vil der måske ikke ske noget nyt. Enten fordi jeg ikke har tid og overskud til det - livet overfor næsten og familien skal jo også leves. Eller blot fordi jeg ikke vil lave om, blot for at lave om.

Der kan også komme perioder med mange ændringer. Enten fordi jeg får mere tid, eller fordi jeg får usædvanlige mange nye 'lyse' indfald.

Bygge og vedligeholde hele tiden.

Som antydet er jeg medlem af folkekirken, og blev  også ordneret præst 22. maj 2013, og her befinder jeg mig godt. Ulempen ved den såkaldt rummelige folkekirke har som bekendt altid været, at man ikke rigtigt ved, hvad den egentlig står for. For selvom de forskellige kirkelige retninger indenfor folkekirken har samme bekendelsesgrundlag, er der jo meget forskellige måder hvorpå disse tolkes og udleves. Det er først og fremmest enigheden om dåben som barnedåb, der forener de forskellige retninger inden for folkekirken.

Men jeg anser forskelligheden som et udtryk for, at ingen kristne har sandheden, men må 'nøjes med' at bekende sig til Ham, som er sandheden: Den Treenige Gud, som vi møder Ham i Guds Søn, Jesus Kristus af Nazaret, som blev korsfæstet i vores sted.

Hvad det så faktisk betyder, at Jesus er Sandheden (Vejen, Sandheden og Livet, som det hedder i Johannesevangeliet), er meget kort fortalt det, som teologien forsøger at forholde sig til.

At det er Jesus, som er Sandheden betyder efter min mening også, at evangelierne, som er fire forfatteres beskrivelse af Jesu liv og levned, forkyndelse og lidelseshistorie, nødvendigvis må stå over alt andet. Den nye Testamente må i sagens natur stå over Det gamle Testamente (der er jo kommet noget nyt til!), og jeg mener altså, at evangelierne står over resten af Det nye Testamente, herunder Paulus' mange breve.

Mit kristendomssyn er (desværre!?!) ikke det endelige udtryk for sandheden om kristendommen, men selvfølgelig hvad jeg betragter som et kvalificeret bud. Ellers ville jeg jo ikke have lavet denne hjemmeside!

Der vil givetvis sommetider være links til hjemmesider, hvis kristendomsforståelse jeg ikke deler, men man kan til enhver tid læse under punktet "Mit kristendomssyn", hvor jeg står, og det vil her fremgå, at jeg i hvert fald ikke er indremissionsk.

Jeg betragter mig heller ikke som liberal, selvom mange indremissionærere ganske givet vil give mig det prædikat. Jeg mener ikke, at man kan læse Bibelen efter forgodtbefindende. Pille de tekster ud, man kan lide, og erklære 'ubehagelige' tekster for ugyldige i dag. Jeg kunne fx godt have undværet Jesu bud om fjendekærlighed - det ville unægtelig gøre tilværelsen og skylden mindre, hvis ikke vi også var skyldige at elske fjenden. Men hvis Bibelen skal læses i lyset af det bud, som Jesus selv kalder det første og største - det dobbelte kærlighedsbud om kærlighed til Gud og Næsten - så kan man jo ikke erklære budet om fjendekærlighed for ugyldigt i dag. Det siger sig selv, vil jeg turde påstå.

Her til sidst vil jeg anbefale de forskellige kirkelige retninger både indfor og udenfor folkekirken (inklusive mig selv, naturligvis) engang imellem at genlæse Romerbrevets kapitel 15, v. 1-7:

"Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv. Vi skal hver især tænke på vor næstes gavn og opbyggelse. For heller ikke Kristus tænkte på sig selv, men som der står skrevet: "Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig". Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader! Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære".

Det vil nok være meget sundt.