Hvorfor er vi så enestående?

Om reformationen og individet

 

RESUME AF BOGEN

 

Om det udelelige individ (A) og

 

Det spaltede individ (B).

 

 

I 1500-tallet blev individet opfattet som samfundets mindstebesandel, som det udelelige, som ordet individ betyder.

 

I 1700-tallet fik det også betydninngen: Det adskilte eller det partikulære. Altså dét særlige det enkelte individ kunne være i forhold til andre individer.

 

Martin Luther siger i tillæg hertil, at mennesket altid vil være splitet eller spaltet. Det vil aldrig være muligt, at forstå os selv fuldt ud, vi vil altid være en gåde for os selv.

 

Individet (A) er det frie individ, der kan skabe sig selv og sit eget liv, som det lyster og i fuld frihed. Den tanke har rod i renæssancehumanismen.

 

Individ (B) er det individ, der er fri til at tjene næsten, fordi han er sat fri fra enhver jordisk magt, og kun bundet til sin samvittighed og til den kærlighed, der ikke søger sit eget, men hvad der gavner næsten. Der er altså ikke først tale om frihed, når man selv kan vælge sin plads og retning i livet, men er frihed til at handle der, hvor man faktisk er. Den kærlige handling forudsætter ikke penge i pungen eller en særlig status i samfundet. Det er noget man gør, fordi samvittigheden tilsiger en at gøre det, og fordi at Gud SOM kærlighed virker i en.

 

Den menneskelige vilje står dog i vejen, og søger konstant sig eget, siger Luther. Derfor lever mennesket ikke i kærlighedens gerninger, men i synd, og synd er netop at undlade et påbud, nemlig at blive i kærligheden.

 

Luther mener med andre ord, at viljen er ond (eller trælbunden), mens Kierkegård vil sige, at den er svag. Mennesket kan i princippet godt være i kærlighed, men det vokser op i omgivelser, hvor mennesker allerede synder, ikke er i kærligheden, og det er tilbøjelig til at kopiere disse handlingsmønstre. Ikke fordi det vil, men fordi det kan. Og når barner opdager, at det KAN gøre det forbudte, så bliver det angst. Angst for frihedens mulighed, som det hedder. At det faktisk har muligheden for at gøre det forkerte.

Her vil Rosseau indvende, at det i sidste ende er individet selv, der må afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Det ligger hos mennesket selv, i dets natur, hvad der er det rigtige for det pågældende menneske selv. Sandheden er altså hos individet, mens problemet ligger udenfor mennesket selv, ikke mindst i samfundet/kulturen og kristendommen. Rosseau mener altså, at det er "de andre", der er problemet, mens Kierkegaard viil sige, at problemet er hos menneskets selv. Mennesket skal have mod til at erkende, at det er umenneskeligt, ufuldkommet. Det skal kristendommen hjælpe til. Mennesket skal erkende sin egen ufuldkommenhed i stedet for at skylde skylden på samfundet, de andre eller religionen. Hvis mennesket var grundlæggende godt, er vi tilbage i Paradisets Have. Humanismen har frataget mennesket dets menneskelighed, ved at parkere det umenneskelige i kristendommen.

 

Freuds Overjeg lader sig ikke kyse. Engang var det seksualmoralen, der gjorde folk frustrerede. Overjeget sagde, at det måtte man ikke, og man fortrængte den naturlige seksalitet. I dag påbyder Overjeget/Samfundets moral for god opførsel, at vi skal realisere os selv og gøre som vi har lyst til. Kan vi ikke det, kan vi ikke være og føle os autentiske, får vi dårlig samvittighed.

 

Her ville Luther sige, at uanset om Overjeget er udtryk for samfundets forventninger til os (vi skal være autentiske, lykkelige og selvrealiserende individer), eller det er en dømmende og straffende Gud - så er fejlen, at vi tror, vi kan overholde loven/forventningerne. Så længe vi tror, at det faktisk er muligt at overholde "loven", så har vi aldrig gjort NOK:

 

Humanismens problem med at skue ind i sig selv er, at det febrislsk forsøger at finde, hvad der gør mig unikt i forhold til dig, så jeg rigtigt kan realisere mig selv og blive og føle mig autentisk. Her vil reformationen/kristendommen igennem kærlighedsbuddet hævde, at det slet ikke er opgaven. Opgaven er ikke at skue indad, men udad - hen mod din næste. Opgaven er at se alle lighederne, se hinandens menneske-lighed. Det autentiske findes ikke i de unikke forskelle, men i lighederne.

 

Det autentiske individ opstår, når man opgiver at se sig selv som enestående.

 

Hjortkjær runder at med at fortælle om tankestregens etik. Hvor humanismen (A-kilden) ser det store i det oplyste, selvstændige, unikke individ, der står alene. Her hævder Kierkegaard (kristendommen/reformationen), at det er et bedrag. Intet menneske kan stå alene. Men der er stor forskel på, om man lader individet vide det eller ej. Individet står altid ene - ved en andens hjælp. Forskellen er, om hjælperen gemmer sig bag tankestregen. Hjælper individet direkte - så det for altid vil stå i gæld til hjælperen? - eller sker det indirekte, således at individet ikke står i direkte gæld til nogen? Og hvem hjælper hjælperen?

 

Her vil Kierkegaards konklusion være:

 

Individet står ene - ved en andens hjælp - ved Guds hjælp.

 

Mens humanisten reelt siger:

 

Individet står ene.

 

 

Hvorfor er vi så myreflittige?

Om reformationen og arbejdet

 

RESUME AF BOGEN

 

Når man taler om protestantisk arbejdsmoral, bliver der ofte henvist til sociologen Max Weber, som hævder, at der er en sammenhæng mellem protestantismen og kapitalismens udvikling.

 

Det er dog et stort spørgsmål, om det er rigtigt. Luther talte ganske vist om kald og stand. At man - uanset sin position i samfundet - havde pligt til at lyde det kald, der nu engang lå lige for. Således at man i princippet havde en guddommelig pligt til at arbejde - med det man nu arbejdede med, hvor man var. Altså en meget konservativ tankegang, som ikke er så forenelig med tanken om evig vækst og stadig nye investerringer.

 

Derfor er det ikke hos Luther, men hos Calvin, Weber finder det primære arnested for kapitalismens ånd. Det skyldes ikke mindst Calvins prædestinationslære, som ikke bare er overbevisningen om, at vi - som Luther ville sige - ikke kan gøre hverken fra eller til i vores regnskab overfor Gud - men også, at vores skæbne med hensyn til frelse eller fortabelse var afgjort på forhånd.

 

Man skulle tro, at den slags førte til fatalisme og passivitet. Når man hverken kan gøre fra eller til ville det naturlige for de fleste være at stå til og afvente sin skæbne.

 

Når det fik den modsatte effekt, skyldes det, at det også hed sig, at man kunne få et hint om, at man var blandt de udvalgte, hvis man opnåde rigdom og succes i det jordiske liv. Ikke sådan, at det var et formål i sig selv. Men når man opnåede det, var det et tegn på, at man var blandt de udvalgte. Puritanerne havde en tilsvarende forståelse.

 

Det skal dog nævnes, at vi ikke taler om kapitalismen i moderne forstand. Det kræver en frit marked, og det var ukendt i 16- og 1700-tallet. Der var snarere tale om en slags handelskapitalisme - inden vi fik industrikapitalismen, som også forandrede måden, varer blev produceret på.

 

Det lader dog til at være svært at finde empirisk evidens for forskel i udviklingen i industrikapitalismen i protestantiske og katolske lande.

 

Den anderledes arbejdsmoral fik dog et meget lavpraktisk udtryk i afskaffelsen af mange af de katolske helligdage i Danmark.

 

Hvis man tager Peder Palladius bandbuller i 1540erne mod bønderne og desuden præsternes og myndighedernes vedvarende formaninger til bønder og håndværkere op igennem seksten- og syttenhundredetallet i betragtning, så er der noget, der tyder på, at denne nye protestantiske arbejdsmoral ikke er slået igennem i befolkningen.

 

Det er også værd at bemærke, at arbejderbevægelsen fra begyndelsen havde et noget anstrengt forhold til kirken, som blev opfattet som moraliserende og uden forståelse for arbejdernes vilkår.

 

Arbejderbevægelsens "gør din pligt" kunne ellers godt minde om "svigt ikke dit kalde", men forskellen er jo, at sidste nævnte er guddommeligt begrundet, mens det første er begrundet i det jordiske liv.

 

LÆS dog den socialdemokratiske netavis PioPios indlæg om forholdet mellem reformationen og socialdemokratierne HER