Hvad skal vi bruge kristendommen til?

 

Der er ingen grund til at gøre det mere avanceret end det er.

 

For hvis der er noget, som kristendommen først og fremmest er, så er det PRAKSIS. Vi protestanter er nogle gange tilbøjelige til at fokusere på troen, da vi med rette har lært af Luther, at det er troen, der frelser, og ikke gerningerne. Men selvom det er rigtigt, at vi ikke får point af Gud for at gøre gode gerninger, er det som bekendt en naturlig del af det at være kristen, og hvis der er noget, som netop er kendetegnet for kristendommen, er det det enorme sociale arbejde, som kristne igennem tiden har være engageret i. Den ikke-troende Jo Hermann skriver i bogen "Hvis Gud er svaret - hvad er så spørgsmålet?" følgende:

 

"Derfor har kristne engageret sig dybt i socialt arbejde og gjort en kolossal indsats for at forbedre forholdene for syge og fattige, forældreløse, hjemløse og andre med behov for hjælp. Det er ikke muligt at gøre op hvor mange mennesker der i tidens løb er blevet hjulpet på kristne hospitaler eller har gået på kristne skoler, men tallet er svimlende. Indsatsen har ofte, men ikke altid, været knyttet sammen med mission, som også er en kristen pligt. Kristne har tjent deres gud ved at vaske andre menneskers sår og servere mad for dem, eller ved at lære dem at læse og tage dem med ind i et fællesskab af troende. De har reddet andres liv og har givet mange mennesker en langt bedre tilværelse end verden ellers bød på. Kristendommen er simpelthen jordens største sociale bevægelse - i dag i øvrigt skarpt forfulgt af islam som jo har rod i kristendommen og også bruger skoler og hospitaler til mission".

 

Kristendom og samfundsengagement hænger derfor rigtigt godt sammen, selvom det i praksis må være den konkrete situation, altså konteksten, der afgør, hvordan det rent faktisk kommer til udfoldelse.

 

Der er trods alt forskel på at være ulandsfrivillig i Afrika, og at leve i Danmark, og have sit engagement her. Jo mere fremmed en kultur, man arbejder i, jo mere skal man selvsagt være opmærksom på den fremmede kulturs egenart, og det uanset om det drejer sig om undervisning, mission og forkyndelse, eller det er socialt arbejde, der er tale om.

 

Når alt det er sagt, så vil jeg dog indrømme, at spørgsmålet om, hvad man kan bruge kristendommen til, godt kan virke lidt kunstig, når man selv er midt i den. Kristendommen er jo ikke, må vi huske, en filosofi, som man kan have en interesse for, som man kan synes er interessant, som man kan gå og filosofere over til husbehov. Eller rettere: Det kan man nok godt, men så har det ikke meget med kristendom at gøre, i hvert fald ikke som religion.

 

For os, som er midt i den, giver det helt sig selv, at det er umuligt at leve uden kristendommen, det er umuligt at leve uden nåden, som en del af det daglige brød, det er umuligt at leve uden troen på Kristus, håbet om Guds fremtid, med Guds kærlighed og nærvær som altid boblende omkring sig dagligt, Helligåndens nærvær, om man vil. Selvsagt.

 

Problemet - eller udfordringen om man vil - er, at kristendommen nok ikke er særlig synligt til dagligt. Jeg har engang skrevet, lidt provokerende, at kristendommen har sejret ad helvede til. Altså i misforstået udgave. Forklaring følger.

 

Det er i dag normalt at høre udsagnet, at det der med næstekærlighed kan vi godt bruge, og forholde os til, men hvad skal vi med Gud, hvad skal vi med kristendommen, hvorfor gøre det hele så kompliceret.

 

Derfor vil jeg alligevel fortsætte med at insistere på at komme med et slags svar på, hvad vi skal bruge kristendommen til.

 

For en ting er, at man muligvis godt kan forholde sig til begrebet om næstekærlighed, men ikke Gud, så vil jeg alligevel sætte spørgsmålstegn ved, om det faktisk er næstekærlighed, som ateister, humanister, og andet godtfolk virkelig taler om.

 

 

 

 

 

 

Meget afhænger nemlig af, hvad vi egentlig mener med næstekærlighed, hvad vi lægger i det dobbelte kærlighedsbud.

 

Mit postulat er jo, at hvis man forstår det dobbelte kærlighedsbud rigtigt, så vil man uvægerligt slå sig på det. Jesus taler om, at vi skal elske vor næste absolut. Som jeg har elsket jer, således skal I også elske hinanden, siger han i Johannesevangeliet. Som jeg har elsket jer, altså absolut, indtil det sidste, således skal I også elske jeres næste. Gå du hen og gør ligeså, siger Jesus som svar efter fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Vær næste for din næste.

 

Det handler altså ikke bare om at være gode ved hinanden, hjælpe hinanden, respektere hinanden, som en humanist eller ateist sikkert kunne finde på at sige. Det handler også om fjendekærlighed, det handler om at handle til fordel for sin næste, uanset om det måtte været ubekvemt i situationen, det handler i princippet om at have fokus rettet mod næsten hele tiden, uden undtagelse.

 

Det er naturligvis menneskeligt umuligt, og derfor må vi nødvendigvis alle samme slå os på budet. Og er denne insisteren på det dobbelte kærlighedsbud gennemtrængende, er denne insisteren ikke bare intellektuelt, noget man går og tænker på og filosoferer over som en rigtigt god ting, en god idé, men derimod noget, som gennemsyrer alt hvad man laver, hele ens liv, ja, så vil man uvægerligt slå sig så hårdt, at man bliver fortvivlet, måske endda mister fodfæstet, fordi man bare ikke kan det, som man ved, at man burde gøre.

 

Når denne følelse af uformåenhed gennemsyrer det hele, fordi at budet gennemsyrer det hele, så er der i min optik kun én vej frem til helbredelse, nemlig nåden, Guds nåde, som vi møder den i Jesus Kristus. Det er her, Jesus både bliver gave og opgave. Gave, fordi han er til. Fordi han blev født Julenat, og tændte lyset i mørkets skød. Men netop opgave, fordi at Sandheden, fordi at det dobbelte kærlighedsbud forpligter, uanset vores egen uformåenhed.

 

Derfor hænger det dobbelte kærlighedsbud uløseligt sammen med Guds nåde, som vi møder den i Kristus. Her bliver ateistens opfattelse af næstekærlighed efter min mening en noget flad kopi. Jeg vil hævde, at rigtigt opfattet, så kan man ikke tale om næstekærlighed uden også at tale om nåden. Det er derfor jeg siger, at det er som om, at kristendommen har sejret ad helvede til. Tanken om næstekærlighed gennemsyrer rimeligvis vor kulturkristne samfund. Og så alligevel ikke, for det synes netop at være i en meget udvandet og ateistisk udgave.

 

Jeg tænker derfor også, at hvis spørgsmålet om syndsbevidsthed ikke var så fremmed for gennemsnitsdanskeren, som det er i dag, så ville spørgsmålet om, hvad vi dog skal bruge kristendommen til, ikke være så presserende. Begrebet om synd er faktisk ikke så kompliceret, som nogen vil gøre det til. Det betyder - på græsk - at ramme forbi, eller gå fejl af målet.

 

Derfor giver begrebet ikke nogen mening, hvis ikke man accepterer eller anerkender, at der gives et særligt mål, der altid er lige meget til stede, til alle tider, og lige absolut. I kristendommen er det udtrykt i det dobbelte kærlighedsbud - man skal elske Herren sin Gud og sin næste som sig selv. Og når man rammer forkert, går fejl af målet, dvs. ikke elsker Gud og næsten, ja, så synder man, og der opstår en afstand mellem sig selv og Gud og næsten.

 

Kristendommen, og dermed kirken, i hvert fald folkekirken, er derfor også i sin natur udtryk for det, man kunne kalde for en modkultur i forhold til det bestående samfund. Sådan vil det altid være. Især i forhold til en kultur, med fokus på individualisme, ubegrænsede forbrugsmuligheder, en prioritering af dette at have overfor dette at være, en ublu destruktion af natur og klima, osv.

 

SE også punktet om synds-begrebet

 

Teksten er et uddrag fra et længere foredrag, jeg har holdt både i Thorning Missionshus og ved et eftermiddagsarrangement ved Herning Kirke.