Den lige vej af Kim Larsen


       




Vi er i Trinitatis-perioden

Hvorfor slår vi ihjel?

Om reformationen og krigen.


RESUME AF BOGEN


Det kan være svært for os at forstå i dag, der trods turbulente begivenheder i fjernsynet, lever i historisk fredelige tider.


Men - histoirsk set har man opfattet krige som et eksistensvilkår. Man har simpelhten ikke haft fantasi til at forestille sig, at verden kunne være anderledes.


Og så sent som Kaj Munk mente, at det var en pligt at slå ihjel i Jesu navn, hvis man skulle beskytte sin næste.


Martin Luther var faktisk inde på det samme. Han mente ligefrem, at i den retfærdige krig, var det ikke den enkelte soldat, der slog i hjel, "derimod var det Gud selv "der hænger, radbrækker, halshugger, myrder og fører krig"".


To ting har dog ændret vores måde at betragte den "retfærdige krig" på.


Dels da man i 1200-tallet forholdt sig til det vordende Europa, hvor Frankrig var ved at blive Frankrig, England England og Danmark Danmark. Hvert land i sit tempo, ad omveje og vildveje, mv.


Legitimeringen af disse fremvoksende terrotorialstater blev formuleret af katolikken Thomas Aquinas' og hans  tanker om den retfærdige krig.


Romerkirken endte  - paradoksalt nok - med at blive udfordret af disse terrortorialstater, og disses verdslige fyster, som krævede indflydelse. Og dette magtspil blev også afgørende for reformationens udvikling i 1500-tallet.


Dels blev forestillinge om den retfærdige krig udfordret efter reformationen under oplysningstiden, hvor filosoffer pludselig begyndte at forestille sig en verden uden krig.


Det hang dels sammen med, at man ikke længere uden videre tænkte krige som en del af Guds skaberordning. Og dels blev krige sat i forbindelse med terrortorial-tankegangen: "Krigen var ikke (længere) primærkt en krig for Gud imod det onde i verden. I stedet opfattede man nu i højere grad krigen som nationens retfærdige krig, og den soldat der kæmpede og døde gjorde det for nationen".


Nok blev soldaterne stadig hyldede som martyrer, men det var på nationens og ikke kirkernes alter.


I bibelen findes ingen entydig lære om det rigtige i at gå i krig, eller noget om, hvad en retfærdig krig er for en størrelse. Der føres som bekendt masser af krig i Det Gamle Testamente, hvor Gud ligefrem har givet regler for den rette krigsføreslse. Hvorimod Jesu tale er rimleig klar i Det Nye Testamente med sit bud om fjendekærlighed.


Begge dele fører Augustin til at være en af de første, der gør sig tanker om, hvad en retfærdig krig i Guds navn vil sige. Han anså det både for en barmhjertighedsgerning og udtryk for næstekærlighed at føre krig. For ham var krigen Guds middel til at nå til den absolutte fred. Man skal her forstå, at Augustins syn på menneskets syndighed var meget negativt. Efter syndefaldet var mennesket ikke i stand til ikke at synde, hvorfor krige sommetider var nødvendige til at opretholde freden.


Augustin talte om forsvarkrig, hvor krigen havde til hensigt at rette op på en uret, mennesker havde begået. Den retfærdige krig blev altså forstået i en teologisk og frelseshistoisk sammenhæng: "Den retfærdige krig var derfor i egentlig forstand Guds krig og målet var den ultimative guddommelige fred - ikke forstået som fraværet af krig, men derimod som den fuldstændige realisering af Guds vilje med skaberværket. Som sådan kunne Augustin følgelig heller ikke forestille sig en verden uden krig".


Derfor var det også kun den af Gud indsatte øvrighed, der havde ret til at føre (retfærdig) krig. Det betød også, at den almindelige kristen måtte lade sig nøje med at vende den anden kind til. Det var sådan Augustin forstod budet om fjendekærlighed.


Det er et stort kirkehistorisk spørgsmål, om de tidlige kristne har set stort på femte bud om ikke at slå ihjel, eller de faktisk var overbeviste pacifister. Her er det bemærkelsesværidgt, at de tilsyneladende ikke har haft problemer med at tjene som soldat, men derimod ikke har villet ofre til kejseren. Det første bud var vigtigere end det femte bud.


Det betød også - efter Augustin, og med udgangspunkt i hans tanker - at den retfærdige krig var defineret ved de krige, der blev ført for at opretholde freden - Guds fred. Alle andre krige var - juridisk set - ikke defineret som krige, men oprør, og skulle af samme grund slås ned.


Af samme grund blev nederlag begrundet i dårlig kristen livsførelse, o. lign.


Denne tankegang fulgte med, da terrortorial-tankegangen vinder frem i Europa, og bliver en større og større trussel mod den universelle pavekirke. Og hele tanken om krig som Guds middel till at forsvare sig mod alle de onde kræfter, der ville bekæmpe kristenheden, bliver overført til en mere terrortorial tankegang. Hvor det blev fyrsten, der sås som særigt udvalgt af Gud. Og hvor det pågælende territorie blev betragtet efter fyrstens religiøse konfession. Var fyrsten luthersk eller katolsk var området luthersk eller katolsk.


Selvom kristne kunne deltage som soldater i krige, skulle de alligevel gøre bod efterfølgende, for de fjender, de havde slået ihjel.


Med en væsentlig undtagelse, nemlig korstogene. Ikke alene blev disse krige anse for retfærdige krige, man valgte endda - i praksis - at tolke tanken om forsvarkrige meget bredt. Hvis troen var truet - og det kunne den være, alene fordi der ikke kun var en religion pga islam - ja, så måtte man forsvare troen ved i praksis at angribe. Og netop fordi man i særig grad gik i krig for Guds sag, blev krigene også anset for retfærdigggørende. Det vil sige, at ikke blot kostede deltagelse ikke bod. Det var ligefrem saliggørende at deltage i korstogene, hvorfor de - paradoksalt nok - blev gennemførst særligt brutalt. Og endda under ledelse af paverne.


Det ændrede sig ved reformationen, hvor Luther gjorde det klart, at det ikke var kirkens opgave at foranledige sådanne krige. Det var udelukkende en sag for øvrigheden.


Men denne territoriale tankegang, når det gjaldt fyrsten som særligt udvalgt, og dermed med særlig ret til at føre krig mod ugudelige og onde fyrster/lande, havde som konsekvens, at de forskellige fyrster netop anså det som deres ret og pligt at føre krig for at forsvare deres hellige territorie. Den mest kendte krig i denne sammenhæng er uden tvivl trediveårskrigen, der sluttede 1648.


Erasmus af Rotterdam modsatte sig dog denne tankegang om retæfridg krig. I det hele taget mente han, at selve ideen om en retfærdig krig var en selvmodsigelse, og først og remmest var udtryk for magtbegær. Den største og vigtigeste kamp var ikke såkaldt retfærige krige mod ugudelige. Det var den enketles sjæls kamp mod de kødelgie lyster og begær.


Han var dog ikke pacifist, men så krig som den ultimative nødløsning - og dermed den ultiamtive forsvarskrig.


Det modsatte synspunkt indtog Machieavelli. Han argumenterede hverken moralsk eller religiøst. For ham var krigskunsten den ypperste kunst, og den enetse kunstart, som konger og fyrster burde kende. Krigen var til for at holde kongen/fyrsten ved magten, og dermed statens overlevelse, og dette alene legitimerede enhver krig.


I forhold til disse positioner fremastte Luther sine tanker om de to regimenter. Det verdslige og det åndelige. Det åndelige regimente var ikke af denne verden. Men med det verdslige regimentes sværd skulle lov og orden opretholdes i denne verden. Sevlom Luther betragtede de verdslige ledere som indsat af Gud, havde de dog intet at sige overfor det åndelige regimente. Den enkeltes tro skulle de verdslige myndigheer ikke blande sig i.


Derfor er han også meget konsekvent i sit syn på fyrstens ret og pligt til at føre forsvarskrig, og undersåtternes pligt til at underlægge sig selv en ondskabsfuld fyrste, som Luther endda mente, der nok var flest af. Men når fysrten var indsat af Gud, så måtte menigmand/undersåtterne ikke gøre oprør mod denne, da det sikkert bare ville resultere i en endnu værre tyran. Denne tankegang fik tragiske følger i forbindelse med bondeopstanden i 1525, hvor Luther placerede sig på udbytternes side. Det var muligt, at bøndernes krav og indignation var berettigede. Men det var ikke en mulighed for dem at føre krig i Guds navn mod deres herrermænd. De skulle slås ned i stedet!


Til gengæld var det også afgørende, at det var de rette, der førte forsvarskrig, eller nødkrig: "Vogt jer for krig, med mindre I må forsvare jeg og beskytte jer, og det embede, der er betroet jer, tvinger jer til at føre krig".


Så selvom man i hvert fald i oplysingstiden begyndte at forestille sig en verden uden krig, så havde selve tanken om den retfæridge forsvarskrig sat sig så meget i den europæsike bevidsthed, at den jo stadig har betydning i dag, i vor tid.


I forbindelse med Den Westfalske Fred i 1648 opgav man forestillingen om den konfessionelle enhed (hvor fyrstens tro afgjorde områdets legitime tro), og understregede i stigende grad den nationale suverænitet. Hvilket betød en mere civilreligiøs tilgang til nationen og dennes "helliggørelse". En helligørelse, der helt op til vor tid har vist sig som ekstrem nationalisme.


Interessant nok betød dette fokusskift også, at hærene blev mere og mere nationale i deres sammensætning. I stedet for fyrstelige vasaller eller lejesoldater.


Industrialiseringen gjorde det muligt at udruste regulære massehære - hvorved altomfattende krige som fx. Første Verdenskrig blev en mulighed. Her var det ikke for kristenheden, eller den kristne konge eller fyrste, man kæmpede. Men for fædrelandet. Altså, "moderne" nationalisme.


Forestillingen om den retfærdige krig har paradoksalt nok gjort det nemmere at føre krig - men to verdenskrige i det tyvende århundrede har også gjort det klart, at det er umuligt at "få ret" eller vinde sin "retmæssige" plads i verdenshistorien ad den vej. Det bliver i stedet krige uden ende, fordi man kan legitimere krigene civilreligiøst som patriot, mv.


En løsning på dette morads blev først Folkeforbundet i 1919 og siden FN i 1945.


Der er således sket en bevægelse væk fra den universelle pavekirke og dens ret til at vurdere, hvornår en krig er retfærdig - når kristenheden er truet. Til oprettelsen af FN i 1945, som herefter fik retten til at vurdere, hvornår en koalition af lande "med FN-mandat" må gå i forsvarskrig, altså en retfærdig krig, for at beskytte den internationale retsorden, som vi plejer at sige.


En ny udfordring for FN er i vor tid blevet en ny tids konflikter, som ikke er mellem suveræne nationer, men snarere har borgerkrigs-lignenden karakter. Som fx. folkemordet i Rwanda. Her ville FN ikke skulle forsvare en suveræn stat, der er blevet angrebet, men intervenere militært for at stoppe et internt blodbad.


Krig bliver således et paradoks. På den ene siden kan man historisk påvise, at tiden på længere sigt efter en krig i et område ofte er præget af større velstand og stabilitet end før krigen. Og på den anden side synes krig i øjeblikket ikke at være godt for noget. Men hvis vi faktisk skulle intervenere militært alle de steder i verden, hvor der er væbnet konflikt, burde FN kunne handle noget oftere.


Andre mener dog det modsatte. At FN burde intervenere endnu mindre, end tilfældet er i dag. Det er fortalrne for den retfærdige fred, og forestillingen om en verden uden krig.


Kan man overhovedet tale om en retfærdig krig i dag, når det er umuligt at handle konsekvent på det?


Eller er vejen snarere at  arbejde for social retfærdighed på globalt plan, således at freden måske kommer til at give sig selv. Kirkernes Verdensråd vedtog i 1948, at krig er imod Guds vilje.


På dansk jord er det især Thomas Frank, der har talt om den retfærdige fred, og skarpt har kritiseret kirken for ikke at være mere udfarende i den politiske debat på dette område.


Og denne evt. vending fra den retfærdige krig til den retfærdige fred har noget på sig. Luthers baggrund for at tale om den retfærdige krig, og behovet for det verdslige sværd, som kunne sikre lov og ordet i det verdslige rige, så de onde kunne bekæmpes og de gode beskyttes - hans baggrund var et uhyre pessimisisk syn på mennesket, og ikke mindste den brede befolknings evne til at tænke politisk.


I vor tid, ikke mindst på vore breddegrader, hvor den demokratiske dannelse trods alt er en noget anden end på Luthers tid, kunne man argumentere, at vi er blevet i stand til at tænke mere fornuftigt. Ja, mere kristligt.


En slags konklusion kunne være:


At krigen ikke normaliseres og at den hele tiden udfolder sig på et så oplyst grundlag som overhovedet muligt.


For ikke at sige, slet ikke, hvis man i stedet vil arbejde for den retfæridge fred.



Hvorfor er vi så fantasiforskrækkede?

Om reformationen og æstetikken


RESUME AF BOGEN


Vores verden er i følge Weber (1905) blevet affortryllet. Religionen er ikke længere forklaringskilde til verden.


I stedet har den moderne rationalitet overtaget autoriteten som forklaringsgrund, således at det kun er alt, der kan måles og vejes, der for alvor tæller i en diskussion.


"Når poesien således må vige for rationaliteten, bliver verden affortryllet", sagde Weber. Magi, mysterier og mirakler bliver kategoriseret som overtro.


Paradokset er, at vi ikke vil lade os nøje med en affortryllet verden. For nok forventer vi, at politikere og andre meningsdannere argumenterer fornuftigt og rationelt for deres sag, men vi vil samtidig også holde fast i det knapt så rationelle.


Og alligevel - når vi synes at have oplevet noget mærkeligt - forsøger vi at finde en naturlig forklaring.


Rationelle årsag-virknings-forklaringer er simpelthen vor tids dominerende dogme.


Når det gælder billedkunsten, mente Luther at billederne var døde i sig selv. De havde kun den værdi og den forkyndelse, vi selv ligger ind i dem. Og om vi skuer et billede for os, eller historierne om Jesus danner billeder i vores indre, var egentlig et fedt. Modsat Calvin, som mente at billeder var afgudsdyrkelse. For Luther var det kun afgudsdyrkelse, hvis man satte sin lid til dem, fremfor Kristus.


Når det gjaldt musikken, var Calvin yderst forbeholden, mens Luther var begejstret.


Luther taler både om den jordiske og himmelske musik. Den jordiske er den musik, der er frembragt af mennesker. Mens den himmelske altid er "til stede i verden i form af vibrationerne i luften, toneforholdene, rytme, osv.", som endda klinger med i den musik, vi mennesker forsøger at frembringe.


I den jordiske musik er der således en genklang af det himmelske - og derfor røres vi følelsemæssigt, mente Luther.


Derfor mente han også, at musikken først og fremmest skulle tjene til lovprisning af Gud.


Luther indførte menighedssange på modersmålet - af åndelige sange. Den katoslke messe indeholdt mest munkesang på latin. Når der tilmed blev sunget på kendte melodier, kunne protsestantismen hurtigt udbredes. Luther mente ligefrem, at næstefter Gud, var det musikken, der fortjente at blive fejret. Ikke fordi, det skabte nydelse, men fordi den kom fra Gud.


Biblen taler om to former for fantasier. Den, der kan skabe af intet, som kun tilkommer Gud. Og den, der kan forme af det allerede skabte, som mennesket også er i stand til.


Dertil skelnes mellem den gode og den onde fantasi. Den gode fantasi er kilden til en jeg-du-dialog med Skaberen, mens den onde fantasi overskrider de af Gud trukne grænser. Dem, som Adam og Eva fx. overskred.


Luther havde (således) et tvetydigt forhold til fantasien. Fantasifuldhed kunne nemlig være Djævelens værk.


Det er også vigtigt, ikke kun at anskue reformationen socialhistorisk. Hvilke metaforer, der var de bærende, og som blev udskiftet i forbindelse med reformationen, er også af afgørende betydning. Simpelthen fordi, at (forståelsen af) verden forandrer sig, når disse forandrer sig.


Her må man forestille sig, at middelalderens metaforer var ved at tabe deres kraft, hvilket (altså) også havde betydning for folks opfattelse af meningen med tilværelsen. Aflad, relikvie- og helgendyrkelse var datidens bærende "metaforer", igennem hvilke fantasien blev betragtet som nødvendigt bindeled mellem sansning og tænkning.


Når disse billeder og forestillinger taber deres kraft, bliver der et tomrum, som en nye forestillignsverden, nye metaforer kan finde deres plads i.


Disse nye versioner var der nogle, der kørte for langt ud, i følge Luther. Det var de såkaldte sværmere, som ville skabe Gudsriget her på jorden, og erklærede sig som pacifister, modsat Luther. De havde således kun blik for det åndelige, og overså fuldstændig det verdslige liv med fyrster og vordende nationalstater. Og selvom ordet sværmer kan give associationer til noget ufornuftigt, var Luthers hovedanke ikke det ufornuftige hos sværmerne - men det usande.


At Luther således også kunne være positiv overfor fantasien, foregreb den senere nytolkning af netop fantasien hos de senere romantikere "Ifølge hvilken den snarere er en livgivende kraft i universet end en vildledende evne i den enkelte".


Med protestantismen fulgte også en subjektivering af teologien. Og dermed en form for relativiisme, hvor det bliver den enkeltes smag og behag, der bliver afgørende for den enkelte. 


Nu kan man - alt efter filosofisk temperament - lege længe med de forskellige betydninger af ord som fantasi, fantasifuldhed, fantast, osv. 


Men givet er det, at det trods alt er fantasien ("eller sagt med Kant: Den æstetiske indbildningskraft"), der er forudsætningen for at komme ud over det blot subjektive. Den kan åbne verden for det, der er større end os selv. 


Om vi så kan opleve det, der er større end os selv igennem kunstværker eller naturen, er muligvis ikke det afgørende, selvom man har skelnet meget mellem det kunstskønne og det naturskønne. Her under forudsætning af, at man kan opfatte det skønne som en værdi i sig selv. 


- "Men med livet defineret som det daglige virke og med pligten til at glæde sig over dette liv var der også stillet krav om at have blik for dagliglivets skønhed. For som tidligere nævnt er det skønne det i sig selv værdifulde".


Luther anså dog ikke naturen som hellig. Men hans tanker giver anledning til og mulighed for at betragte naturen som  andet end en ressource til merforbrug, og anse dens skønhed som en værdi i sig selv. 


Af en eller anden grund, har det været kunstens skønhed og ikke naturens skønhed, der haft fokus i nyere tid, trods nogle kunstneres forsøg på at besjæle naturen i deres værker. 


Æstetikken og teologiien har derfor fået et dårligt forhold til hinanden. 


Og det til trods for, at også æstetiske erfariger, er noget der sker for en, altså noget, der ikke kan planlægges. Det samme knne man sige om religiøse erfaringer. 


Og selvom det nok er forskel på oplevelsen af med en religiøs erfaring at få kontakt til og overskride grænsen til Gud. Og "bare" at erfare noget "mere" i en æstetiske oplevelse.


Så er der - kan man i hvert fald hævde - sige, at forskellen blot lægger i tolkningen. 


I hvert fald kan man sige, at reformationen afskaffede mange af de æstetiske elementer i den katolske gudstjeneste. 


Til gengæld blev det legalt at være mere fantasifuld som individ. Dog til en vis grænse, for fantasifuldheden skulle nødig udvikle sig til noget usandt.