Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

Må kristne drikke alkohol?

En gennemgang (ved Anne Katrine de Hemmer Gudme) af vinens rolle i Det Gamle Testamente og ditto i Det Nye Testamente kan læses her.

Gudmes gennemgang er meget oplysende og interessant, hvis man vil vide, hvad biblen egentlig siger forskellige steder.

Jeg vil imidlertidig indvende, at hvis spørgsmålet går på, hvorvidt kristne må drikke alkohol/vin, så gør Gudme det helt unødvendigt kompliceret, men det er for så vidt en meget traditionel fremgangsmåde for skrift-fundamentalister (uden hermed at hævde, at hun er det). Retningen mod at gøre kristendommen til en lovreligion er åbenbar.

Spørger man mig, er det uhyre enkelt: Så længe vi er i stand til at efterleve det dobbelte kærlighedsbud - og være der for vor næste (ægtefælle, børn, venner og fjender), så kan alkohol ikke være noget problem. Det er jo kristendommens fordring.

En af mine tidligere medstuderende fik, just inden han startede på teologi, spørgsmålet fra en af hans venner, om han da også var færdig med at drikke øl, når han nu startede på dette studie. Komikken ved spørgsmålet behøver vist ikke at kommenteres yderligere.

Kristendom er ikke moral, men forkyndelse!

 

I forlængelse af de førstnævnte punkter kan man stille spørgsmålet:

Hvad skal være forargelsen eller anstødsstenen, når man hører om kristendommen og Jesu forkyndelse? Er det spørgsmål som ovenstående, der skal gøre det enkelte menneske forarget på kirken? Nej, det er i sin essens hamrende absurd.

 

Men når Jesus taler til den enkelte om dets eget liv - elsker du næsten? Dømmer du folk? Hænger du fast ved nogle afguder? Føler du trang til syndsforladelse og tror du på den? - så skal folk vende sig bort fra kirken, hvis de ikke bryder sig om denne tiltale.

En relevant indvending vil selvfølgelig være, at hvis kristendommen ikke handler om moral, som jeg tror mange tænker (sex før ægteskabet fx.) - hvad handler den så om?

Som antydet overfor mener jeg, at der er en markant forskel på at kalde de bud, som Jesus giver i fx. Bjergprædiken for etik eller endnu værre: et moral-kodex - frem for at kalde Bjergprædiken for forkyndelse - Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! prædiker Jesus, så det er til at blive helt gal på ham. For det er jo menneskeligt umuligt.

Men som Knud Hansen udtrykker det særdeles præcist i sin bog Bjergprædiken: "Højere var det ikke muligt at skrue kravet op, eller rettere i denne formulering var det i virkeligheden skruet så højt op, at det var skruet over gevind, skruet så højt op, at det ikke var noget krav mere, men en forkyndelse af en anden verden. Sådan som Jesus forklarede meningen med menneskelivet, blev det ikke et krav om at være endnu mere moralsk end man i forvejen var, endnu mere pligtopfyldende og endnu mere lovoverholdende, men et krav om at blive levende, et krav om at blive et helt andet menneske" (min fremhævning) (s. 64).

- hertil kan man så på ægte luthersk vis tilføje, at når man så først er blevet levende og "et helt andet menneske", så kan man ikke lade være med at tjene næsten og elske fjenden. Eller som Knud Hansen senere bemærker: Elske fjenden kan man jo kun når man i forvejen gør det - som det nye menneske man er blevet, kan man tilføje…

Forkyndelsen af en anden verden, skriver Knud Hansen også i ovenstående citat, og et andet sted henviser han til Grundtvigs digt om de levendes land, landet som ikke findes i denne verden, men som alligevel findes - også her.

Tanken er, kan jeg tilføje, at Gudsriget (de levendes land) opstår i det konkrete møde med en eller flere næst'er (det sidste vil Knud Hansen nok ikke sige), hvor man elsker fjenden, fordi man ikke kan lade være, hvor man ikke dømmer den anden, fordi man ikke kan lade være med at se på sine egne fejl først, og hvor man giver, hvad næsten har behov for, inden han/hun har bedt om det, fordi man ikke kan lade være.

Betyder det, at mennesket bliver dømt til Helvedes ild, hvis det ikke lever i kærlighed til næsten?

Nej, men man lever usandt, når man ikke lever med tanke og handling vendt mod næsten (dvs. efter det dobbelte kærlighedsbud), og med et i princippet konstant behov for syndsforladelse igennem fx. nadveren. Men troen på Guds uudgrundelige kærlighed til mennesket gør tanken om Helvede meningsløst. Det eneste Helvede, der eksisterer, er det Helvede, som vi alt for ofte synes at skabe for hinanden, når vi "vredes på vor broder", jvf. Bjergprædikenen.

I vreden synes der næsten at ligge en større forbandelse end i den konkrete fysiske død, hvis man læser i Bjergprædikenen.

Måske fordi, at denne vrede i sin yderste konsekvens kan forvandle sig og blive til had, hvorved kærlighedsbudet om at elske næsten jo bliver forvrænget til ukendelighed. Eller for at vende Knud Hansens formulering om: Hade sin næste med hele sin lidenskab kan man kun, når man virkelig hader, og forsoning er utænkelig. Var forsoning mulig, hadede man jo ikke.

Forsoningen er først mulig, når tidens fylde kommer - for at tale frit efter Paulus.