Jeg har altid været troende, men har ikke fået nogen hverken kirkelig eller kristen ópdragelse. Men da jeg startede på teologi, fik muligheden for at læse både det gamle og det nye testamente på originalsproget, og i det hele taget læse teksterne mere intensivt, end man ville gøre til dagligt brug. Noget der frustrerede mig i starten var alle de modsigelser der var i denne ellers så fantastiske bog. Der kan være mange forklaringer på de forskellige modsigelser, men ikke desto mindre kan det opleves som et problem, hvis man søger et klart budskab.

 

Mht. spørgsmålet om homoseksualitet har jeg altid undret mig over, hvorfor Jesus ikke nævner den direkte med et eneste ord. Og jeg kan simpelthen ikke forstå, når nogen kan finde på at sige, at Jesus klart vender sig mod homoseksualitet, når han slet ikke bruger ordet. At man ønsker at tolke det derhen, er en ærlig sag, men det er og forbliver en tolkning. Paulus er som bekendt anderledes klar i mælet, men det har tit slået mig, hvor tit Paulus forkyndelse er i modstrid med Jesu forkyndelse. Det kan der sikkert også findes nogle forklaringer på, men da jeg er overbevist om, at Jesus og ikke Paulus er Guds Søn, holder jeg mig kun til Paulus, når han ikke taler mod Jesus.

 

Det gamle testamente ligger heller ikke fingrene imellem. Det siger - lidet poetisk - at homoseksualitet er en vederstyggelighed. Efter min mening er det en jødisk tankegang, som islam i øvrigt har arvet, og jeg er af den faste overbevisning, at Jesus har OPFYLDT moseloven igennem det dobbelte kærlighedsbud. Personligt mener jeg at det er at gøre kristendommen til en lov, hvis man insisterer på udsagnene mod homoseksuelle.

Jeg har også bemærket, at mange af Jesu tilhængere var hellenere, dvs. grækere. I græsk kultur var der intet som helst odiøst ved homofili. For mig vil den være indlysende, at Jesus til denne gruppe har tordnet mod homofili, hvis det var det han mente. Men det gjorde han som bekendt ikke.

 

I øvrigt burde man som bibellæser også være mere opmærksom på, at den vi normalt bruger - altså den danske - er en oversættelse. Og det kan ses. Jeg har lagt mærke til, at jo ældre en bibel man bruger, jo mere nær den græske hhv. den hebraiske tekst er teksten oversat. Har man adgang til en græsk version af det nye testamente - og kan et minimum af græsk - vil man bemærke, at det tekstkritiske apparat er et vigtigt værktøj, når man oversætter. Det fortæller om alle afvigelserne i de forskellige oprindelge håndafskrifter. Hele vejen igennem, når man oversætter, må man træffe valg. Der er naturligvis - som hovedregel i hvert fald - tale om kvalificerede valg, men det kan være ret så interessant at gå ned i det tekstkritiske apparat og se, hvad andre håndskrifter har for ord og formuleringer på samme sted. Førsteudgaven af det nye testamente er forlængst forsvundet, så de udgaver, det græske nye testamente er baseret på, er håndafskrifter en masse. Desuden er der konstruktioner både på hebraisk og græsk, som vi ikke har på dansk, hvorfor en tolkning er decideret nødvendig. I den hebraiske grammatik bruger man ikke engang tider.

 

Derfor mener jeg at skrift-fundamentalisme (eller hvad man skal kalde det) er en umulighed, da det dels forudsætter, at der ingen modsigelser er i biblen, dels forudsætter, at vi rent faktisk har adgang til førsteudgaven af de oprindelige græske og hebraiske tekster, hvad vi ikke har.

 

Jeg har altid ment, at hele biblen skal læses i lyset af det dobbelte kærlighedsbud, og på mit studie fandt jeg senere ud af, at Luther mener at man i sin bibellæsning "skal drive på Kristus".

Selv den (kristeligt set) konservative Erik Bjerager skriver: "Biblen er således ingen lovbog, og kristendommen kender kun én lov, budet om næstekærlighed" (s. 175 i Gud bevare Danmark). Derfor forstår jeg ikke, hvordan han samtidig kan argumentere mod vielse af homoseksuelle.

Debatindlægget er trykt i Dansk Kirketidende, februar 2012

"

Indfør en tredje tekstrække

Debatindlæg af Juma Kruse, cand.theol., forfatter og civiløkonom.

Jeg synes, folkekirken skulle indføre en tredje tekstrække, som tillæg til de to, der i dag bliver læst hvert andet år. Og det kan kun gå for langsomt.

Det skal være en tekstrække, kun med nytestamentlige tekster, og selvfølgelig skal strukturen i en sådan tekstrække give mening, men det har vi jo også gode folk til at tage sig af.

Jeg har intet ønske om at ændre på de to eksisterende, men ’turnusordningen’ vil selvfølgelig få en anden karakter.

Jeg forestiller mig, at første tekstrække læses som altid, da det er den ældste, og derfor er garant for en slags kontinuitet. At (folke)kirken også repræsenterer kontinuiteten, er selve højmessen et levende symbol på, og godt for det.

Til gengæld forestiller jeg mig, at anden og en (kommende?) tredje tekstrække skiftes til at være den tekstrække, der læses fra, når vi normalt bare ville have læst fra anden tekstrække. De kunne fx skifte plads ved hvert skudår. Et tænkt eksempel vil se således ud: I 2011, første tekstrække, i 2012, tredje tekstrække, i 2013, første tekstrække, i 2014, tredje tekstrække, i 2015, første tekstrække, i 2016, anden tekstrække, osv.

Jeg er overbevist om, at en sådan ændring vil gøre folkekirken endnu mere dynamisk, end den allerede er i dag. For folkekirkens præster vil det blive historisk, at de for første gang i deres levetid får mulighed for at prædike over nye tekster. Med den guldgruppe af tekster, der er i det nye testamente, er det faktisk besynderligt, at vi ikke har fået en tredje tekstrække indført for længst, så meget desto mere som kirken heldigvis ikke har været bange for at udvikle sig på mange andre områder – her tænker jeg på de mange alternative gudstjenesteformer, der er blevet almindelige mange steder i dag, børnegudstjenester, natgudstjenester, rytmiske gudstjenester, osv. Og en meget stor del af højmessen består af salmesang, derfor er det i grunden mærkeligt, at der ikke er noget odiøst i en ny salmebog. Og en autoriseret nyoversættelse af det nye testamente har vi også fået (selvom det er et par årtier siden sidst), men den tredje tekstrække udebliver på ubestemt tid. "

Fundamentalisme er en umulighed