Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

 

Hellig Tre Konger

 

perioden

 

 

Kirkelig vielse af homoseksuelle?

 

Cand.theol. og ph.d. Kathrine Lilleør har følgende velskrevne blog-indlæg om emnet.

Her er min egen kommentar:

Homoseksualitet er en vederstyggelighed?

Denne holdning er især begrundet i Det gamle Testamentes 3. Mosebog, kap. 18, v. 22, og i Det nye Testamente i Paulus' 1. Korintherbrev, kap. 6, v. 9.

Hvorimod homoseksualitet overhovedet ikke bliver nævnt i evangelierne. Der er nemlig kommet noget nyt til, i forhold til Moseloven/Det gamle Testamente - nemlig den nye pagt, som i Johs. evangeliet (kap. 13, v. 34-35) udtrykkes sådan: "Et nyt bud [dvs. pagt/testamente] giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden".

Det nye bud svarer til det dobbelte kærlighedsbud, selvom sidstnævnte synes mere radikal, som det fx. udtrykkes i Matt. kap. 23, v. 36-40: ""Mester, hvad er det største bud i loven?" Han [Jesus] sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: "Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne".

Loven er som sådan altså ikke ophævet, det er nemlig på denne og profeterne, at det dobbelte kærlighedsbud hviler. Det altafgørende er derimod, at denne lov kun kan opfyldes på én eneste måde, nemlig ved at elske Herren sin Gud og sin næste som sig selv. Kun således holder man Kristi lov. Hvad Paulus faktisk også siger!

Den kristne har altså en slags frihed fra loven. Men den kristne frihed betyder frihed til at tjene næsten i kærlighed - uafhængig af love.

Hvordan man udøver sin seksualitet bliver derfor aldeles ligegyldig, så længe man ikke krænker den anden - gør man det, elsker man jo ikke næsten. Og kæresten/ægtefællen er jo først næsten, og derefter kæresten/ægtefællen.

Omend Paulus er en genial retoriker, og ofte har aldeles raffinerede tanker (og trods alt har modtaget mange befalinger fra Herren), er han trods alt et menneske som alle os andre. I det hele taget er det problematisk, at Paulus, - selvom Jesus med sit eksempel viser, at man ikke kaster sten efter sin næste - ikke har problemer med at fordømme, hvor Jesus i stedet ville have tilgivet. Paulus´ fordømmelser er selvsagt ganske ukristelige.

De mange fordømmelser af homoseksualitet i Det gamle Testamente, skyldes naturligt, at denne form for seksualitet hindrer slægten i at blive "talrig", som Gud/Jahve har lovet Abraham, jvf. Det gamle Testamentes 1. Mosebog, kap. 15, v. 1-6. Derfor bliver også Onan dræbt på stedet, da han spilder sin sæd på jorden (jvf. 1. Mosebog, kap. 38, v. 6-10), i stedet for at bruge den til at føre slægten videre.

Selvom det synes at stride mod Jahves forjættelse til Abraham, så er Paulus ikke særligt optaget af, at slægten skal føres videre og gøres "talrig". Han anbefaler, at man forbliver ligesom han selv, han er nemlig ugift og lever i cølibat. Og mens Jesus taler om, at mennesket skal blive ét kød med sin ægtefælle, taler Paulus om at blive én ånd med Gud (Det er ærligt talt ikke underligt, at Paulus har kunnet misbruges i gnostiske kredse!). Paulus agiterer dog ikke imod ægteskabet. Om end ægteskabets eneste funktion synes at være en "reglementeret lynafleder, når lysten begynder at gnistre" (Thielst: Kødets lyst - tankens list, s. 107). Skal det absolut være - hvad det helst ikke skal - så skal det i hvert fald holdes i tøjler indenfor ægteskabet!

Selvom det er forplantningens ukrænkelighed (hvorfor intet sæd må gå til spilde!), der motiverer fordømmelserne af homofili i Det gamle Testamente, er det tilsyneladende ikke en linie, som Paulus ubetinget fører videre. Hans fordømmelser må snarere tages som udtryk for, at Paulus som kristen jøde må tage afstand fra den græsk/hedenske kultur - byen Korinth er jo en græsk havneby. De homoseksuelle får også en ordentlig omgang med pisken af Paulus i Romerbrevets kap. 1, v. 1,26f. Romermenigheden er også overvejende hedensk.

Man kan spørge sig selv, hvorfor Paulus i et andet vigtigt brev, det til galaterne, ikke er konsekvent, og ikke her fordømmer homofili. Forklaringen forekommer mig ligetil: I Korinth er problemet de hedningekristne, der tror, at alt er tilladt (hvad Paulus jo ikke mener homofili er), fordi Paulus har forkyndt, at hedningekristne har frihed for loven. Men de har misforstået Paulus, for frihed for loven betyder for Paulus (og Jesus!) frihed til at tjene næsten i kærlighed. I Galatien er problemet de jødekristne, der tværtimod holder fast i den (herunder fordømmelsen af homofili, så her behøver han ikke at nævne det) - især hvad angår Moselovens krav om, at omskærelse også skal gælde de hedningekristne.

Paulus' generelle holdning til homofili er altså særdeles negativ. Men hans standpunkt hænger ikke sammen med den del af hans forkyndelse, som han har fælles med Jesus. Det skyldes sandsynligvis, at Paulus som jødekristen, trods alt har rod i en jødisk kultur. For selvom han prædiker frihed for Moseloven, så at man har frihed til at tjene næsten i kærlighed, er hans forkyndelse åbenlyst ikke tilnærmelsesvis lige så radikal som Jesu forkyndelse, som jo er et opgør med jødernes forståelse af Moseloven, og alt hvad der hedder gerningsretfærdighed. Så langt er Paulus ikke nået. Men har er også blot et menneske som os andre - syndere for Vor Herre, som vi alle er. Og så er hans breve jo også skrevet længe før de fire evangelier blev kanoniseret, så han kan ikke have haft kendskab til centrale dele af Jesu forkyndelse. Og hvis han har, viser han det i hvert fald ikke særligt godt.

Insisterer man på, at homoseksualitet skal fordømmes, kan det kun ske ved at påstå, at Moseloven kan opfyldes på anden måde, end ved at tjene næsten i kærlighed - som Jesus ellers udtrykkeligt siger er den eneste måde, hvorpå lovens opfyldelse er mulig. Selv Paulus siger, at Kristi lov kun kan opfyldes ved at tjene næsten i kærlighed.

Faktisk er det mærkeligt, at Jesus ikke én gang nævner homoseksualitet, selvom også grækere var tiltrukket af hans forkyndelse. For selvom alle grækere selvfølgelig ikke var homoseksuelle, var homoseksuel aktivitet lige så naturligt og accepteret som den heteroseksuelle variant. Hvis Jesus deler Moseloven (og Paulus') fordømmelse af homofili burde man have ventet en formaning til grækerne á la opfør jer ikke uterligt som jeres landsmænd - mænd må ikke ligge med mænd, thi det er en vederstyggelighed!

Og der er jo nok en grund til, at Jesus ikke siger sådan i evangelierne.

Eller helt kort:

Vi kan aldrig få nok kærlighed mellem myndige mennesker viet foran Guds alter!

Den 15. juni 2012 blev det endelig muligt for homoseksuelle par at blive viet i folkekirken til at blive ægtefæller.

Til eftertanke:

1866: Homoseksualitet er ulovligt og strafbart. 1930: Homoseksualitet gøres straffrit for personer over den seksuelle lavalder på18 år. 1973: Det gøres lovligt at danse offentligt med en partner af samme køn. 1976: Den seksuelle lavalder for homoseksuelle sættes ned til 15 år og ligestilles således med heteroseksuelle.

Den 26. maj 1989 vedtog Danmark som det første land i verden loven om registreret partnerskab, en mulighed, der trådte i kraft 1. oktober samme år. Siden 1997 har det endvidere været muligt for 'registrerede partnere' at få forholdet/partnerskabet velsignet i folkekirken. Disse to 'ordninger' ophørte selvsagt 15. juni 2012.

Holland var det første land til at tillade homoseksuelle ægteskaber i 2000, og herefter tillod også Belgien (2003), Canada (2005), Spanien (2005), Sydafrika (2006), Norge (2008), Sverige (2009), Portugal (2010), Argentina (2010), Island (2010), Liechtenstein (2011), New Zeeland (2013), Frankrig (2013) homoseksuelle ægteskaber. Det gælder også England (2013) og Wales (2013), Skotland (2014), Finland (2014) og Irland (2015). Synes det er meget tankevækkende, at det er tilladt i Sydafrika, når man tænker på den homofobi, der ellers florerer på det afrikanske kontinent.

 

Og det var først 3. januar i 1981, at sundhedsstyrelsen fjernede homoseksualitet fra listen over psykiske sygdomme, og 1. januar 1993 forsvandt den så også officielt fra WHOs liste over samme.

Finlands bidrag til Eurovisionen i 2013, med et særligt kys til sidst

Modstand mod kvindelige præster?

Dette er i missionske kredse især begrundet i Det nye Testamentes 1. Korintherbrev, kap. 14, v. 34-35: "Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden"

Jesus nævner intet om kvindelige præster i evangelierne. I det hele taget er enhver form for undertrykkelse ukristeligt.

Dette forbud er også efter min mening en krænkelse af den lutherske tanke om det almindelige præstedømme, hvor intet medlem af menigheden har nogen særlig ret til at prædike. Selvom om nogen forkyndere selvfølgelig er bedre uddannet end andre, er det nemlig ikke den enkelte præsts kvaliteter eller mangel på samme, der gør forkyndelsen gyldig i en luthersk sammenhæng. Det er Guds Ord, som forkyndes, som ved tro virker syndernes forladelse. Uafhængig af, hvem der er præst.

Luther ville ikke være enig i mit udsagn, da et sådant lærerembede for ham er forbeholdt mænd. Selvom jeg synes det bryder med hans eget udsagn om det almindelige præstedømme, kan hans holdning måske forklares med, at han sætter Paulus' breve som autoritet lig med evangeliernes (og dermed Jesu ords) autoritet. Luther må have fortrængt modsætningerne.

'Onde' mennesker må i princippet også gerne prædike!

Desmond Tutu udtrykker sin kritik af forbudet mod kvindelige præster således: "For kristne er den mest radikale handling, der kan overgå et menneske, at blive medlem af Kristi menighed. Hvis køn ikke kan være en barriere for dåben, som gør alle kristne repræsentanter for Kristus og deltagere i hans majestætiske præsteskab, kan køn ikke være en barriere for ordination" (Gud har en drøm, s. 53).

Jeg vil udtrykke det endnu hårdere: At forhindre kvinder i at prædike fra prædikestolen er at miskende hendes dåb. Iflg. luthersk tankegang er alle døbte i princippet præster. Alle døbte udgør det han kalder 'det almindelige præstedømme'. Alle har princippet lige meget ret til at prædike fra prædikestolen. Men nogle bliver så 'kaldet' af den ene eller anden grund fra dette almindelige præstedømme. Men hvis kvinder på forhold af afskåret fra denne kaldelse, er de jo ikke noget fuldtgyldigt medlem af det almindelige præstedømme. Det må betyde, at deres dåb ikke tillægges rigtigt gyldighed. Er det ikke udtryk for bespottelse af Helligånden?

Muligheden for kvindelige præster er faktisk ret ny i Danmark. Loven, der gjorde det muligt blev fremlagt 1919, men først vedtaget i Rigsdagen i 1947. Bispefrihedsloven af 1948 har siden gjort det muligt for præster at nægte samarbejde med kvindelige præster.