Til slut: Man kan ikke tale Grundtvig uden at nævne hans salmer.

Den danske gudstjeneste er med rette kaldt en salmegudstjeneste med indlagt prædiken, og det mener jeg er Grundtvigs fortjeneste. Man taler sommetider om, at menigheden i folkekirken ikke er aktiv - de sidder blot og lytter. Og det er jo netop ikke rigtigt, selvom det godt nok kræver, at man kender salmerne. Jeg har ikke tænkt mig at lave nogen analyser, blot nævne fem af mine yndlingssalmer.

Et nyt kirkeår er aldrig rigtigt begyndt, førend denne salme er sunget:

"Vær velkommen, Herrens år"

Juleaftensdag skal man synge:

"Dejlig er den himmelblå" (hans første salme)

Kristus er ikke opstanden, førend der er sunget

"Krist stod op af døde"

Desuden er denne salme et must i pinsen:

"I al sin glas nu stråler solen"

Og endelig:

"O Kristelighed" - om landet hvor kærlighed bor.

Salmernes tekst og melodierne hertil kan ses på siden www.dendanskesalmebogonline.dk

Hvad angår Grundtvigs salmer, er jeg ikke den store kender. Men, hvis man bemærker det, når man synger i kirken, kan man næsten ikke holde en gudstjeneste uden at synge en grundtvigsalme.

Hans navn står på cirka 1/3 af salmerne i den danske salmebog.

Grundtvigs blinde øje: Nationalislmen

Der er ingen tvivl om, at Grundtvig var glødende nationalist. Han hadede "Tysken", når en sådan var inden for Danmarks grænser, men det var mildt sagt også en anden tid, Grundtvig levede i. Krigens rædsler var dengang nærværende for en dansker på en måde, som vi ikke med rimelighed kan sætte os ind i i dag, selvom nationalister som fx. Søren Krarup har udtalt, at 'kampen' i dag er mere nødvendig end nogensinde.

Dog vil jeg påstå, at hvis bevidstheden om det dobbelte kærlighedsbud gennemsyrer en i marv og ben, og således hele ens liv, må ens politiske holdning nødvendigvis være uforenelig med nationalisme, da jeg vil påstå, at nationalisme er udtryk for en meget bevidst opdeling af samfundet/verden i ‘venner’ og ‘fjender’, eller i hvert fald en skelnen mellem et ‘os’ og et ‘dem’, i stedet for at se på samfundet som en gruppe medmennesker, som skal behandles efter behov, uden at det givne etniske tilhørsforhold (‘dansk’ som ‘ikke-dansk’) i sig selv giver anledning til forskelsbehandling.

Jeg mener derfor, at Jesu forkyndelse i sin grundvold er anti-nationalistisk.

Derfor anser jeg nationalstaten med dets tilhørende grænser, og et statsborgerskab, for den sags skyld, som rent pragmatiske størrelser. Et statsborgerskab skulle give en bestemt retsbeskyttelse. Dels at man ikke udleverer danske statsborgere til retsforfølgelse i andre lande, uanset forbrydelsens karakter. Og så burde et statsborgerskab, som den naturligste ting i verden, give en person ret til at bo sammen med den mand eller kvinde, han/hun måtte have lyst til. Sådan er det ikke i dag for de danske statsborgere, der er sammen med en udlænding, pga den stramme udlændingelov, vi har i dag.

Grundtvigs sangskat