Seksuel afholdenhed før ægteskabet?

Dette er også en meget paulinsk tanke. Man skal egentlig helst leve ugift og i cølibat, men man kan dog få forløsning seksuelt, hvis blot det foregår indenfor ægteskabets rammer, mener Paulus. Problemet med ægteskabet er dog, iflg. Paulus, blandt andet, at det hindrer den enkelte i at vise Herren sin fuldstændige hengivenhed. Når fx. manden også skal bekymre sig om verden og hvordan han kan behage sin hustru, får Herren jo ikke al opmærksomheden.

Denne form for moral-kodex har ikke meget med Jesu forkyndelse at gøre, hvis man spørger mig.

Moseloven, som Paulus tydeligvis er dybt inspireret af, kan kun opfyldes igennem det dobbelte kærlighedsbud. Jesu forkyndelse er ikke moraliserende, men netop forkyndende (om forskellen, se et senere punkt).

Det er selvfølgelig ikke ukristeligt at være afholdende, men på den anden side er det heller ikke specielt kristeligt.

Men det betyder - kristeligt set - ikke, at man kan dyrke sex med hvem som helst, og slet ikke når man er gift. Ægteskabet er ukrænkeligt. Det vil sige, at det er et brud på Jesu forkyndelse at være utro, eller at bryde ind i en anden mand/kvindes ægteskab.

For at illustrere problematikken, vil jeg nævne en virkelig hændelse, som jeg dog ikke vil generalisere ud fra, men lade tale sit helt eget sprog: En teologistuderende, som var missionsk sindet, udtrykte i fuldskab (vi er jo alle mennesker!), at han gerne ville giftes, så han kunne få noget sex (han brugte dog et mere vulgært udtryk end de sidste tre ord), da han gerne ville opleve det, og havde svært ved at vente.

Er man ikke bundet af dette dogme - som jeg, som nævnt, ikke mener har meget med kristendom at gøre - så er der i hvert fald ikke nogen risiko for, at dét bliver hovedårsagen til et giftermål!

Skilsmisse og vielse af fraskilte?

 

Jeg har just hævdet, at ægteskabet er ukrænkeligt, så hvordan kan det overhovedet give nogen mening at tale om skilsmisse?

Det skyldes igen det dobbelte kærlighedsbud. Ganske vist kan dette bud aldrig blive betinget af hvad mennesket måtte være i stand til på ethvert givent tidspunkt - budet er altid ubetinget og absolut. Men et ægteskab kan blive så destruktivt, at det går ud over næsten - hvilket er aldeles ukristeligt. I princippet betyder dette, at så længe et ægteskab ikke krænker næsten (og ægtefællen jo også næsten), er det nødvendigvis ukrænkeligt. I medgang og modgang skal tages alvorligt - i hvert fald set i kristendommen lys. Og det skal det jo i en kirke!

De fleste indremissionærere vil acceptere en skilsmisse som en nødudgang i et ægteskab.

Men spørgsmålet om genvielse er betydeligt mere kontroversielt. Argumentet er blandt andet, at vielsesritualet for alvor bliver krænket og uden reel værdi, hvis man tillader genvielse.

Men, kan man spørge, hvis et par brænder for at blive viet, og herligheden i Guds velsignelse gør det nemmere for dem at elske næsten, er det selvsagt ukristeligt at nægte dem den.

Desuden bliver forbudet for alvor absurd, hvis kærligheden i det andet ægteskab faktisk er sandere end i det første. Og femte gang? Foran Guds alter bliver også femte ægteskab lige så helligt som det første - netop foran Guds alter. I medgang og modgang - syndere som vi er.

Lovmæssigt blev det i 1922 muligt at nægte at vie fraskilte. I 1903 blev præsten ved Hellig Kors Kirke i København, Julius Niels Sophus Ifversen, dømt for embedsforseelse, fordi han nægtede at vie fraskilte. Han blev til sidst frikendt ved højesteret.