Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

De fem Mosebøger (1., 2., 3., 4. samt 5.)

Indeholder bl.a. skabelsesberetningen/erne, syndefaldsberetningen om Adam og Eva, historien om Kain og Abel, om Noahs Ark og syndfloden, Babelstårnet, Abraham, Isak og Jakob, der får (til)navnet Israel, og De Ti Bud. Samt selve moseloven, med alle jødernes spiseforeskrifter, mv. En lov til samfundsregulering.

 

I 1. Mosebog, kap. 1., vers 28 er der i Bibelselskabets nudanske udgave kommet en tiltrængt nyoversættelse, så det i stedet for "Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" her hedder "og velsignede dem med sin livsstyrke. Han sagde til dem: "Få børn, og bliv så mange, så I kan opfylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden".

Tage ANSVAR. Det gamle oversættelse lød HERSK, og kan netop misforstås, men den gode hersker tager netop vare på andre.

Udtrykket, at blive lige så gammel som Metusalem, stammer fra 1. Mosebog, kap. 5, vers 27, hvor hans alder angives til 969 år, den ældste person i Bibelen.

 

1. Mosebog, kap. 15, vers 6 er en stor del af grundlaget for den protestantiske teologi: "Da troede Abraham Herren, og det blev regnet ham til retfærdighed". Paulus henviser til det i Romerbrevet, og for Martin Luther bliver det grundlaget for retfærdiggørelseslæren, den lære, der siger, at det er troen og ikke gerningerne, der frelser. Gerningerne kan ikke gøre os refærdige for Gud, men igennem troen retfærdiggøres vi af Gud. På almindelig dansk: Gerningerne, som (ganske vist) hænger uløseligt sammen med troen, giver ingen point hos Gud. Det er troen, der tæller, en tro, som skænkes os af Gud. Martin Luther ville sige, at når vi derfor ikke længere skal bruge gerningerne til vor frelses skyld - da de intet gør for frelsen - så kan vi bruge dem overfor vor trængende næste i stedet.

 

I 3. Mosebog, kap. 23 angives tidspunkterne for højtiderne, herunder den jødiske påske.

Den aronitiske velsignelse, som lyder i slutningen af enhver gudstjeneste/højmesse: "Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred", står skrevet 4. Mos., kap. 6., v. 24-26.

 

I 4. Mos., kap. 16 hører vi om Kora, som ifølge Jeppesens Bibelskole (fra Radio24Syv) var forud for Martin Luther, ikke mindst med udsagnet: "Nu kan det være nok! Hele menigheden er hellig, alle som én, og Herren er midt iblandt dem. Hvorfor ophøjer I jer så over Herrens forsamling?", som lægger op til det almindelige præstedømme (vi er alle præster, når vi er døbte, nogle dog udvalgte til præstetjeneste), som Luther talte om. Det er meget godt set.

Titlen på Nick Caves bog "Da æslet så englen" stammer fra 4. Mos., kap. 22. Det er fra historien om Bileam, kap. 21-23.

Desuden, efter læsning af Mosebøgerne står det mig klart, at hvis man tager dem på ordet (hvad jeg ikke uden videre gør), så kan jeg godt forstå, at Israel må have en meget robust selvforståelse. "Det forjættede land" har dette 'folk' fået ved en regulær etnisk udrensning i deres guds navn (efter jødernes gudsforståelse): "Herren din Gud vil selv rykke over i spidsen for dig og udrydde disse folk foran dig, så du får dem fordrevet. Josva skal rykke over i spidsen for dig, sådan som Herren har sagt" (5. Mos, 31,3).

Jeg er overbevist om, at der er en historisk kerne i Det Gamle Testamente - en sand myte, om man vil. Det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, hvori denne består. Men forfatteren/erne til Mosebøgerne har åbenlyst set det helt rigtige i at udrydde folkeslag i sin guds navn. Så er det jo en lykke, at Jesus kommer og fortæller, at jøderne har misforstået, hvad og hvem Gud er. Dels ved at gøre det dobbelte kærlighedsbud til det første og største, dels ved det provokerende bud om fjendekærlighed.

Josuas Bog

Læsningen af Josuas Bog får mig til at tænke på den internationale konference, afholdt af Otto von Bismarck, der blev holdt i Berlin i februar 1885. Her blev Afrikas deling besluttet af de europæiske stormagter. I Josuas Bog er det ikke Bismarck & Co., men - ifølge jødernes gudsopfattelse - gud, der deler det erobrede land mellem de forskellige israelske stammer igennem 'lodkastning'. Kan godt 'forstå', hvis Israel kan have oparbejdet en selvforståelse, der legitimerer brug af tung militær mod palæstinenserne. Intet nyt under solen.

Dommerbogen ("Frihedskampen" på nudansk)

Om bl.a. Gideon (kap. 6-8), der har lagt navn til gideonitterne.

 

Men er nok mest kendt for historien om Samson (kap. 13-16), der havde alt sin styrke i sit hår. Og som i sin naivitet og blinde kærlighed afslører sin hemmelighed.

Ruths Bog

En meget kort tekst om Ruth, der, fortæller teksten blandt andet, er oldemor til den senere David.

Første Samuelsbog og Anden Samuelsbog

David salves til konge af profeten Samuel (den første, der nævnes i Det Gamle Tetamente), men bogen er nok mest kendt for historien om David og Goliat (1.Sam, kap. 17).

Davids meget inderlige og kærlige forhold til Jonathan i kap. 18-20 er blevet nævnt som en referencehistorien i relation til homoseksuelle forhold og dermed vielser.

David tager af skuebrødene (1. Sam, kap. 21) - "nadver-brød" (det hellige) -, da han er sulten, men som kun præster må spise af. En begivenhed Jesus henviser til, da han skal forklare, at sabbaten (det hellige) er til for menneskets skyld, og ikke omvendt.

Udsagnet (fra 2.Sam.,kap. 7, v. 12-14): "Når dine [Davids] dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn" er ofte forstået som en profeti om Jesus som den kommende Messias, den nye Davids søn. Det gælder egentlig hele kapitel 7.

Begrebet 'Uriasposten' stammer fra (2.Sam) kap. 11, hvor David i et brev skriver: "»Sæt Urias i forreste linie, hvor kampen er hårdest, og lad ham i stikken, så han kan blive dræbt.«" (fra. v. 15). Kong David er nemlig faldet for en af sine soldaters (Urias') hustruer, og gjort hende gravid. For at gøre handlingen lovlig, sørgede han for at sætte Urias på den mest udsatte post i kampen, så han med sikkerhed ville blive dræbt. Efter Urias' fald i krigen, ægtede David så enken, Batseba. Men som straf for deres synd døde deres første barn. De fik dog senere Salomon, den senere konge.

Første Kongebog og Anden Kongebog

Salomon salves til konge.

Mest kendt er nok historien (1. Konge, kap. 3) om "Salomons dom", om de to 'skøger', hvor den ene kommer til at ligge sit spædbarn ihjel, og stjæler den andens barn, og hævder, det er hendes rigtige barn. Salomon afgør tvisten mellem kvinderne ved at foreslå, at det stadig levende barn bliver skåret midt over, så de to kvinder kan få hver deres del. Den ene kvinde siger god for løsningen, den ande insisterer i stedet på, at den anden får barnet, så barnet kan undgå at blive slået ihjel. Hvilket så afslører, at hende, der vil give barnet bort, netop er den rigtige mor. Salomon bliver meget kendt for sin visdom.

Det første jødiske tempel opføres af Salomon.

Han får dog frataget kongestatus pga synd (et harem på 1000 'hustruer' og afgudsdyrkelse), men det bliver først effektivt efter hans død. Ak, selv store konger kan fristes over evne, selvom HERREN just har pålagt ham det modsatte. Det lader til, at det i gammeltestamentlig sammenhæng er mindre syndigt at leve sammen med 1000 kvinder, end at leve i ét homoseksuelt parforhold!

Riget deles op i Israel (nordriget, ikke at forveksle med nutidens Israel) og Juda (med Jerusalem) pga magtkampe, og de to riger ligger i konstant krig med hinanden. Kong Omri skaber området Samaria i det nordlige Israel.

Profeten Elias, som vi møder første gang i Første Kongebog, farer til himmels. Elisa, som får 2/3 af Elias' ånd ved dennes himmelfart, laver mirakler og helbredende undere, herunder en dødeopvækkelse. På Jesu tid forventede man Elias' genkomst inden selve Messias' komme. Derfor bliver i Det Nye Testamente, Johannes Døberen omtalt som den nye Elias, da han jo peger videre mod Jesus. Og da Jesus hænger på korset, er folk spændt på at se, om Elias kommer og frelser Jesus.

Der høres om den ene massakre efter den anden, med skiftende konger, både i Israel og i Juda.

Nordriget, Israel (med Samaria) falder i assyrernes hænder (og 'forsvinder' ud af historien). Senere falder Juda (med Jerusalem) i babylonernes hænder. Salomons tempel i Jerusalem ødelægges, byen nedbrændes, og de kommer i landflygtighed i Babylon/Babel. Det er i øvrigt denne landflygtighed, som Boney M. synger om i "By The Rivers Of Babylon" (bl.a. inspireret af salme 137).

Der er historikere, der mener, at det gamle testamentes skrifter blev til her, i landflygtigheden, omkring 586 f. Kr. De første skrifter er dog nok adskillige hundrede år ældre end det. En jøde er således en judæer.

Første Krønikebog og Anden Krønikebog

Slægtstavler fører Adam frem til David og hans slægt. Hovedhandlingen: Arken føres til Jerusalem. De mange forberedelser til bygningen af templet - som bliver Salomos opgave, da David - ifølge HERREN - har for megen blod på hænderne. Handlingen griber altså tilbage til handlingen i Samuels- og Kongebøgerne. Men med fokus på David, Salomo, og Judas historie, indtil Jerusalems fald og landflygtigheden. Når den siddende konge gør, hvad der er 'godt' i Herrens øjne, vinder han krigene, og når han gør, hvad der er 'ondt', ja, så taber han krigene, bliver evt. ramt af spedalskhed.

Sidste vers, om tilladelsen til at vende tilbage, peger direkte over i næste bog, som indledes med samme vers.

Ezras Bog

Judæerne får tilladelse (af perserkongen) til at vende tilbage til Jerusalem med lov til at genopbygge templet. I 1931-oversættelsen benyttes ordet 'jøde' for første gang, i den nye oversættelse står stadig ordet 'judæer'. Samaritanerne ("Judas og Benjamins Fjender") ønsker at være med til genopbygningen, men får ikke lov, da det er forbeholdt judæere/jøder fra landflygtigheden, og de forsøger så at bremse byggeriet i stedet.

Jøderne/judæerne får påbud om at bortsende alle de af deres kvinder og børn, som de har hjemtaget fra landflygtigheden, men som ikke er jøder, men "hedninge". Forbudet mod blandede ægteskaber skyldes sikkert et forsøg på at styrke de hjemvendte jøders særegne identitet som netop jøder i et nyt Jerusalem med et genopført tempel.

Nehemias' Bog

En slags fortsættelse af Ezras Bog. Perserkongens mundskænk (!), Nehemias, får tilladelse til at drage til Jerusalem for at genopbygge bymuren. Og med en - som altid - kraftig opfordring til at holde Loven, og "da de nu hørte Loven, udskilte de alle fremmede af Israel".

Esters Bog

Mærkelig bog, hvor der slet ikke er nogen henvisning til hverken HERREN eller Moseloven. Ikke desto mindre har skriftet kæmpe betydning for jødernes identitet som et forfugt og udrydningstruet folk - ikke mindst i "vores tid", omkring 70 år efter Holocaust.

Jøderne er truet af en etnisk udrensning, påbudt af kongen, da de ikke holder kongens love (en jøde ville ikke bukke for statholderen). Ester får - igennem sit ægteskab med kongen - gennemtvunget en kontraordre, så det i stedet bliver jøderne, der slår deres fjender ned.

'Jøderne' virker klart defineret, og der tales ligefrem om personer, der konverterer til jødedommen "af Frygt for Jøderne".

Denne 'redningsaktion' bliver fejret af jøderne den dag i dag ved Purims-festen (Purim for 'lod', da der blev kastet lod om dagen for den etniske udrensning).

Denne festdag er som eviggyldig ordning netop stadfæstet i Esters Bog, der oplæses ved festen.

De såkaldt historiske skrifter

 

Jobs Bog

Denne tekst er måske - efter 1. Mosebog - den mest kendte fra Det Gamle Testamente, og betragtes også som en af verdenslitteraturens hovedværker.

Den er nok mest kendt for citatet: "»Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.«", som må siges at være et af de vildeste udsagn i Det Gamle Testamente. En betingelsesløs underkastelse, uanset hvor irrationel den måtte forekomme en, og uanset hvor absurd verden synes at være.

Den danske film "Adams æbler"af Anders Thomas Jensen er lavet med kraftig inspiration fra temaerne i Jobs Bog. Ligesom filmen "Tree of Life" af Terrence Malick indledes med et citat fra Jobs Bog. Også Martin Scorseses "Cape Fear" er en moderne Jobs Bog-fortælling.

Skriftet handler om at være vred på Gud, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet. Men Gud replicerer: "Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!" (38,4). Guds retfærdighed er af en karakter, som vi mennesker - som mennesker - aldrig vil kunne forstå, eller have nogen kvalificeret mening om.

Salmernes Bog

Er faktisk en regulær digtsamling. De fleste af salmerne tilskrives (kong) David.

Den vigtigste salme er nok salme 22, der indledes med ordene: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?", om at føle sig svigtet af Gud, og forhånet af mennesker. Ikke underligt, at Jesus vælger at citere fra salmen, da han hænger - (nærmest) gudsforladt - på korset.

Min yndlingssalme er salme 23 (v. 1:) "Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes".

Salme 51, som skulle være "For korlederen. Salme af David. Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba" (v.1-2), bruges til at legitimere dogmet om 'arvesynd' med verset "I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig". - som i selve verset skulle være en slags forklaring eller undskyldning for Davids bedrag med Batseba (jvf. historien fra 2. Samuelsbog fra de såkaldt historiske skrifter).

Salme 78 er tankevækkende, da den understreger den billedlige tale: "Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil fremføre gådetale fra fortiden" - hvorefter hele "Israel"s gammeltestamentlige historie genfortælles i korte træk. Ifølge denne salme er de såkaldt historiske skrifter altså billedtale. Det giver ganske god mening, hvis man spørger mig.

Salme 104 understreger Gud ikke bare som Himlens og jordens skaber, men også som opretholder af alt liv; en skabende og opretholdende Gud.

Blandt andet salme 116 omtaler 'de levendes land', et tema som også Grundtvigs salme Oh Kristelighed omhandler. En salme, som slutter med 'hvor kærlighed bor', som denne hjemmeside i øvrigt har fået navn efter.

Også salme 119 skal fremhæves. Det er den længste salme med 176 vers. De første 8 vers starter med det første bogstav i det hebrasiske alfabet, de næste 8 vers starter med det andet bogstav i det hebraiske alfabet, og så fremdeles. Men dette system går selvsagt fuldstædig fløjten i den danske oversættelse. Teksten handler om menneskets uudgrundelige kærlighed til Gud HERRENs love, bud, veje, forordninger, forskrifter, befalinger, ord, afgørelser, krav, og hvad man ellers kan finde på af synonymer for Guds Lov. Denne hovedpointe kan selvsagt snildt overføres til kærligheden til Jesu dobbelte kærlighedsbud, det første og største, som byder at elske Gud og næsten af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sit sind og af hele sin styrke.

En del af folkekirkens dåbsritual stammer fra salme 121's sidste vers: "Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid".

Endvidere kan nævnes, at Ruth Østergaard Poulsens bønnebog "Fra det dybe råber jeg til dig" har sin titel fra salme 130, hvad hun også selv angiver.

Og Boney M.s popsang "By The Rivers Of Babylon" har taget de første strofer fra salme 137, og sidste vers i salme 19.

Ordsprogenes Bog

De fleste af 'ordsprogene' i bogen er tilskrevet Salomon.

Udsagnet: "Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet" (4,23) minder mig uhyre meget om Johannes Møllehaves udsagn om, at tid er liv, og livet sidder i hjertet, som han skulle have fra Michael Endes bog "Momo og tidstyvene". Selvom hjertet efter gammeltestamentelig tankegang er stedet for fornuften, ikke følelserne.

Udsagnet: "Det er Herrens velsignelse, der gør rig, slid føjer intet til" (10,22) får mig til at tænke på Luthers retfærdiggørelseslære, som kort siger, at man ikke får point hos Gud for at gøre gode gerninger. Man skal gøre dem for næstens skyld, og ikke for sin egen frelses skyld. Udsagnet "Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad" (12,25) fortæller til gengæld, hvor lidt der sommetider skal til. Det bør dog nævnes igen, at hjertet efter gammeltestamentelig tankegang er stedet for fornuften, ikke følelserne.

Udsagnet: "Kommer frækhed, kommer skændsel, men hos de ydmyge er der visdom" (11,2) får mig til at tænke på Sokrates' berømte udsang om, at det eneste han vidste var, at han ikke vidste noget.

Udsagnene "Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald" (16,18) og "Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslaaet Sind suger Marv af Benene" (17,22), eller "Den, der vogter sin mund og sin tunge, bevarer sit liv for trængsler" (21,23), "Svar ikke tåben så dumt, som han spørger, for at du ikke skal komme til at ligne ham" (26,4), "Den, der graver en grav, kan selv falde i den, en sten kan falde tilbage på den, der ruller den op" (26,27) minder om nogle kendte talemåder, vi også bruger i dag.

"Hesten gøres rede til krigens dag, men sejren er Herrens sag" (21,31) kunne godt være en overskrift over de såkaldt historiske skrifter i Det Gamle Testamente, hvor det konsekvent er HERREN, der skænker sejren, når der føres krig.

Desuden bruges sætningen "Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner" (30,6) sommetider blandt konservative/missionsk sindede kristne som argument for, at man ikke må tolke på skriften. Udover at man kan diskutere, hvad "hans ord" dækker over, så lægger den sammen med Salme 78 dog klart op til, at man netop ikke kan komme udenom billedtalen.

OG dette her må være Ordsprogenes Bog's version af Fadervor: "Hold løgn og løgneord borte fra mig! Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn" (30, 8-9).

Prædikerens Bog

Kan vel nærmest karakteriseres som en lang klagesang, som indledes med de berømte ord:

"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed" (v. 2).

Desuden har vers 4s anden linje lagt navn til en bog af Merete Pryds Helle: "men jorden står til evig tid".

Endvidere må vers 9 nævnes, hvor især sidste linje er citeret uendeligt meget af rigtigt mange, i alle tænkelige sammenhænge: "Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen".

Mantraet i klagesangen er (derfor) "Også det er tomhed og jagen efter vind!". Den stemning af meningsløshed, der præger teksten, er måske anledningen til, at der citeres fra den i forbindelse med begravelser. Sætningen "Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt" (3,1) indleder en længere opremsning af Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, Tid til at dræbe og Tid til at læge, og så videre.

Det, som er udfordringen for den menneskelige eksistens, og som kan være så svært at forstå, når den skal iagttages med menneskers øjne: "Alle får én og samme skæbne, den retfærdige og den uretfærdige, den rene og den urene, den, der ofrer, og den, der ikke ofrer. Det går den gode som synderen, den, der sværger, som den, der frygter for at sværge" (9,2)

Og udsagnet "Den, der graver et hul, kan falde i det, den, der river et stengærde ned, kan blive bidt af en slange" (10,8) - giver mindelser om et kendt ordsprog.

Desuden er disse to forskellige udsagn tankevækkende: "Intet menneske på jorden er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder" (7,20) og "For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt". (12,14 - og sidste vejrs i teksten). Uanset hvor meget godt vi kan og vil gøre, er det dybest set aldrig godt nok. Og intet undgår Guds øjne og dom.

Højsangen

Den danske oversættelse af selve titlen 'Højsagen' burde retteligen være 'Sangenes Sang', dvs. den ypperste af alle sange. Første vers tillægger digtet Salomo som forfatter.

Teksten er helt enkelt et langt erotisk (kærligheds)digt, der hverken nævner Gud eller HERREN.

De poetiske skrifter