Rune Klan om Jesu liv

 

 

Glædelig

 

påske!

 

 

De store profeter

Esajas' Bog

I Johannes Møllehaves erindringsbog "Skuffelser der ikke gik i opfyldelse" referer han side 51 til Grundtvig, der i Bøstrup Kirke stod og skældte pyntesyge kvinder ud med citat fra kapitel 3, vers 18-24. "slå selv efter - mage til udskældning findes ikke i litteraturen (Grundtvig var vred over, at fruen, som han kaldte Laura, havde pyntet sig, fordi hendes mand fik befalingsmænd på besøg)".

 

Stykket (fra 28,16) "Den, der tror, flygter ikke" gjorde stort indtryk på den tyske teolog og modstandsmand, Dietrich Bonhoeffer, som havde denne oversættelse i en tysk udgave (her oversat til dansk). Den danske autoriserede oversættelse lyder "Den, der tror, skal ikke være urolig". Citatet, som han havde i en årbog med bibelcitater for hver dag (her 24. juni 1939 - med tak til Peter Tudvad for at scanne mig den pågældende side og forsiden via facebook), var medvirkende årsag til at han forlod "eksilet" i England og tog tilbage til Tyskland.

 

Hos Esajas finder vi også et af de mest berømte profetier om Jesus som den kommende Messias: "Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel" (7,14). Mattæusevangeliet refererer direkte til dette udsagn som en profeti om Jesu fødsel.

Som kuriøsum kan nævnes, at Barack Obama under præsidentvalgkampen 2012 har nævnt kapitel 40, vers 31, som sit yndlingscitat fra Bibelen: "Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes".

Stykket (fra 49,6) "derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende" er det første markante udtryk for at frelsen - potentielt i hvert fald - også tilhører ikke-jøder. I oversættelsen fra 1931 bruges ordet 'Hedninger' fremfor 'folkene'. Lukasevangeliet referer til skriftstedet, som selvfølgelig er en profeti om Jesus som hedningernes, det vil sige vores alle sammens, lys.

Kapitel 53 kan også ses som en stor profeti om Jesu komme som Frelseren, der tager vore overtrædelser og skyld på sig.

I kapitel 54 hedder det (vers 9): "For mig er dette som Noas dage: Som jeg dengang svor, at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen, sådan sværger jeg nu, at jeg ikke vil blive vred og true dig". Interessant udsagn. Kan Gud sende os til fortabelse på baggrund af dette udsagn?

Det er også her, at udsagnet om templet som et bedehus findes - "For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene" (fra 56,7). Jesus bruger det til at begrunde tempelrensningen. I templet skal bedes, ikke handles.

Ligeledes er det her fasten omtales som en handling, der ikke handler om at 'sulte sig i hjel', men at udøve kærlighedens gerninger (58,6-7: Nej, den faste, jeg ønsker, er....).

Sidst i teksten har vi et af de mest berømte paradis-billeder: "Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen; men slangens føde er støv. Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren" (65,25).

Jeremias' Bog

Et tankevækkende udsagn om retten til 'dette sted': "Nej, gør jeres færd og jeres gerninger gode: I skal dømme retfærdigt mand og mand imellem. I må ikke undertrykke den fremmede, den faderløse og enken, I må ikke udgyde uskyldigt blod på dette sted, I må ikke følge andre guder til ulykke for jer selv! Så vil jeg lade jer bo på dette sted fra evighed til evighed i det land, jeg gav jeres fædre" (7, 5-7). Og hvis det står til troende, kan man roligt stille spørgsmålet, om ikke retten til 'dette sted' er forpasset!

"Kornhøsten er forbi, frugthøsten endt, men vi blev ikke frelst" (8,20) er også citeret som indledning i Peter Seebergs fantastiske bog Bipersonerne.

Jeg synes også følgende udsagn er tankevækkende, når man tænker på forholdet mellem frelse og fortabelse: "Snart truer jeg et folk eller et kongerige med at rykke det op med rode, rive det ned og ødelægge det. Men hvis det folk, jeg har truet, vender om fra sin ondskab, så fortryder jeg den ulykke, som jeg har planlagt mod det. Snart lover jeg et folk eller et kongerige at bygge det op og plante det. Men hvis det gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, fortryder jeg det gode, jeg lovede at gøre mod det" (18,7-10). Alles frelse er altså i praksis en helt reel mulighed, hvis/når kærligheden er stor nok.

Igen er der et udsagn, som releterer sig til "Israel"s ret til "den jord, Herren gav jer og jeres fædre": "Igen og igen har Herren sendt sine tjenere, profeterne, til jer, men I hørte ikke og lyttede ikke, når de sagde: »Vend om fra jeres onde vej og jeres onde gerninger; så skal I bo på den jord, Herren gav jer og jeres fædre, fra evighed til evighed" (25, 4-5). Så kan man jo passende spørge - og hvis ikke...?

Igen er der et udsagn, der handler om frelse og fortabelse: "Måske vil de høre og vende om fra deres onde vej; så vil jeg fortryde den ulykke, jeg har planlagt mod dem på grund af deres onde gerninger" (26,3). Alles frelse er altså i praksis en helt reel mulighed, hvis/når kærligheden er stor nok.

Desuden er udsagnet (fra 31,33): "Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte" sommetider brugt om den naturlige lov. Loven, kærlighedens lov, er skrevet i alles hjerter. En lov, som i modsætning til de mange bud på stentavlerne fra Sinai Bjerg, vil blive skrevet i hjertet (hvor fornuften sidder i gammeltestamentlig forstand), og dermed umiddelbart til at forstå og udleve. Den ultimative udlevelse af denne umiddelbare ikke-bogstav-tro forståelse af kærlighedens lov, er naturligvis Jesus. Men så er fællesskabet med Gud og næsten også fuldbyrdet: "Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd" (v. 34).

Hele skriftet kan (også) ses som et forsøg på at forklare Jerusalems fald, og judæernes deraffølgende fangenskab/eksil i Babel/Babylon: Reelt en (dommedagslignende) straf fra Herren, fordi folket ikke fulgte Hans bud.

Klagesangene

Tilskrives sommetider Jeremias. Består af fem digte, der klager og sørger over Jerusalems fald. Formen er bygget op efter det hebraiske alfabet, som består af 22 bogstaver, derfor har digtene 22 vers, med undtagelse af kapitel 3, som har 3 gange 22 vers, og kapitel 5, der heller ikke følger alfabetet slavisk.

Ezekiels Bog

Bruger et meget apokalyptisk 'overnaturligt' sprog - fx. når den beskriver det overnaturlige væsen, keruben. Minder på den måde om Daniels Bog og Johannes Åbenbaringen. I oversættelsen fra 1931 benyttes udtrykket 'Menneskesønnen', som også er et udtryk, der bruges om Jesus i Det Nye Testamente. I den nye oversættelse hedder det 'menneske'.

Skriftet har nogle af de mest brutale dommedagsscenarier i Det Gamle Testamente. I kapitel 16 bliver beskrivelsen af Jerusalem helt erotisk, hvor byen beskrives som en nyfødt pige, inden ønsker at tage sig af, og som vokser op og bliver en frodig kvinde, der kaster sig ud i seksuelle udskejelser med fremmede magter, og som har opført sig værre end Sodoma og Gomorra. Men som dog ender med at blive tilgivet. Jerusalem bliver konsekvent beskrevet som Zions datter i Det Gamle Testamente.

I kapitel 23 berettes også om Jerusalem og Samaria som to kvinder, der udøver utugt med alle tænkelige mænd.

I kapitel 37 er der en beskrivelse af, hvordan døde knogler får kød og liv igen, blandt andet igennem Guds ånde. Sommetider er der kristne, der henviser til stedet, som en illustration af de dødes opstandelse.

Kapitel 43 har følgende interessante udsagn: "Du, menneske, fortæl Israels hus om templet, så de skammer sig over deres synder. De skal måle konstruktionen, og når de skammer sig over alt, hvad de har gjort, skal du gøre dem bekendt med templets plan og mål, dets udgange og dets indgange, alle planerne og alle forskrifterne og lovene for det. Skriv det ned, mens de ser på det, så de omhyggeligt kan følge alle lovene og forskrifterne for det" (v.10-11). Forfatteren bag denne bog må have en stor tro på hvad forestilligen om noget helligt kan betyde for folks handlinger. Ezekiels Bog slutter af med, at målene i templet oplistes, "landets" grænser angives, og området tildeles de enkelte stammer, og Jerusalems udgange, portene, får navne efter "Israels" stammer.

Landflygtigheden i Babel/Babylon er selvsagt også temaet her.

Daniels Bog ("Verdens undergang" på nudansk)

Har ligesom Ezekiels Bog overnaturlige træk. I kapitel 3 overlever Daniels venner inde i en glohed ovn, (hvor de er kastet ind som straf), fordi en Gudesøn er med dem, og i kapitel 6 overlever Daniel i løvekulen, fordi en Guds engel lukkede løvernes gab. Som et kuriøsum kan nævnes, at der netop henvises til denne historie, da Mads Skjerns søn i Matadors første afsnit (minuttal 7:30) siger sit navn til grisehandleren.

Det apokalyptiske sprog er meget tydeligt, og af samme grund er der en del henvisninger til bogen i Johannes Åbenbaringen, fx. til kapitel 7.

Og så bør det nævnes, at det er et af de tidligste skrifter i Det Gamle Testamente, og en længere del af det er skrevet på aramæisk (ligesom korte pasager i Ezras og Jeremias' Bog), sproget som Jesus talte.

Kapitel 7, vers 13 og 14 kan ses som en profeti om menneskesønnen Jesus, som kommer og etablerer det evige Gudsrige.

De sidste kapitler handler om verdenhistoriens gang, i profetisk sprog.

Bemærkelsesværdig er kapitel 12,2 hvor der er et udsagn, som synes at omhandle de dødes opstandelse. Det er kun Daniels Bog, der nævner dette så tydeligt. Idealet i gammeltestamentlig sammenhæng er ellers som Abraham, at dø gammel og mæt af dage.

 

I den nudanske oversættelse, hvor bogen har fået navnet "Verdens undergang" nævnes Palæstina to gange. I kapitel 8, vers 9 og i kapitel 11, vers 41. Det er udtrykket "det herlige land", der oversættes med Palæstina.

De 12 små profeter

 

Hoseas' Bog

Hoseas omtaler "Israels" frafald fra deres Gud, som en kvinde, der boler og driver utugt med forskellige elskere, og sproget er til tider ret svulstigt.

Bogen er også et godt eksempel på den forvirring, der kan være omkring benævnelsen "Israel". For her tænkes nemlig ikke på judæerne/jøderne, som jo hører til i Jerusalem, Juda/Judæe. Her tænkes på indbyggerne i Samaria, som lå i - nå ja, Israel. Som tidligere nævnt blev landet delt op i Nordriget Israel (med Samaria), og Sydriget Juda (med Jerusalem).

Joels Bog

Mærkelig lille tekst, som blandt andet omhandler en græshoppeplage, som ødelægger afgrøderne; tolket som krig, eller også er det omvendt. Teksten får mig til at tænke på en dansk propagandafilm fra Anden Verdenskrig. Da det ikke var muligt at sige tingene så direkte som ønsket, blev den tyske besættelse illustreret ved en masse insekter (biller var det vist), som strømmede ind over landet.

Amos' Bog

En doms- og straffetale rettet mod "Israel", altså Nordriget. Selv kom Amos fra Sydriget, Juda.

Kapitel 8, vers 4 og frem, er et af mange eksempler i Det Gamle Testamtente på de stadige, intense opfordringer til at beskytte de fattige, hjælpeløse, de fremmede, enkerne, mv.

Obadias' Bog

Det Gamle Testamentes korteste tekst er en domsprofeti over Edom, et naboland til Juda. Edomitterne bebrejdes, at de ikke hjalp judæerne mod deres fjender.

Jonas' Bog

Er efter min mening et af de vigtigste skrifter i Det Gamle Testamente, og klart det vigtigste blandt de tolv små profetskrifter.

Det skyldes blandt andet, at Jesus laver en meget direkte henvisning til skriftet med udtrykket "Jonas' tegn". Når Jesus fortæller folket, at han ikke vil vise dem tegn som bevis på, hvem han er, så siger han nogle steder, at de ikke skal se andre tegn, end 'Jonas tegn'.

Her refereres oftest til, at Jonas var tre dage i en hvals bug, indtil han bliver spyttet ud - som skulle være en allusion til Jesu tre dage i graven inden opstandelsen. Og det er utvivsomt én grund til Jesu udsagn.

Men der er et andet meget iøjefaldende og tankevækkende aspekt ved historen. Jonas bliver kaldet af Gud som profet til at advare byen Nineve mod dens kommende destruktion. Han prøver først at undvige kaldet ved at flygte ud på havet, men ender til sidst med at måtte bøje sig, og havner i Nineve, hvor han bekendtgør, at om fyrretyve dage bliver byen styrtet i grus. Det får dog den for Jonas uventede konsekvens, at indbyggerne faktisk omvender sig fra deres onde vej, og den uret, der hænger ved deres hænder.

Og så hedder det: "Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med" (3,10).

Gud ender med andre ord med at aflyse dommedag. Han starter med at true med den totale destruktion, men ombestemmer sig.

Det mener jeg, er et andet vigtigt aspekt ved Jesu tale om 'Jonas tegn'. Ligesom Gud i Jonas Bog ender med at aflyse dommedag til fortabelse, således vil tegnet på, at Jesus er den, han siger han er, være, at Jesus inviterer til dommedag uden fortabelse.

Som jeg selv har skrevet i en prædiken:

"Men i Jonas’ Bog er der et andet aspekt, der er mindst lige så interessant. Sidst i historien ender Herren nemlig med at aflyse den ellers så højt proklamerede og med Jonas højt profilerede Dommedag. Dommens dag, og det er ikke dom til det gode, bliver simpelthen aflyst! Mon ikke det er en væsentlig side af Jonas’ tegn. At med Jesu komme til Jorden er dommedag med dom til fortabelse i praksis aflyst?".

Mikas Bog

En domstale over Samaria og Jerusalem på det tidspunkt, hvor landet var opdelt i et Nord- og et Sydrige. Og de kaotiske (krigs)tilstande tolkes også som straf for folkenes mange lovovertrædelser. Han ser dog også et lys forude, hvor "Han [Herren] skal skifte ret mellem talrige folk, fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig" (4,3).

I øvrigt har netop dette vers været en inspirationskilde for Michael Jackson i hans sang "Heal The World" hvor det i min oversættelse blandt andet hedder "Se nationerne gøre deres sværd til plovskær".

Nahums' Bog

En domsprofeti over byen Nineve, hovedstaden i datidens Assyrien (samme by, som i Jonas' Bog), med en meget uforsonlig slutning: "Dine hyrder sover, assyrerkonge, dine stormænd er faldet i søvn. Dit folk er spredt over bjergene, der er ingen til at samle dem. Der er ingen lindring for dit nederlag, dit sår vil ikke læges. Enhver, der hører om dig, klapper i hænderne; for hvem er ikke gang på gang blevet ramt af din ondskab?" (sidste to vers). Byen blev faktisk ødelagt under et slag i 625 fvt.

Habakkuks Bog

Virker mere som en klagesang eller bøn, og musikudtrykket 'sela', som tit bruges i Salmernes Bog, fremkommer i sidste kapitel.

Teksten udtrykker en undren over, hvordan Gud dog kunne overgive judæerne til fangenskab i Babylon.

I øvrigt er sætningen "men den retfærdige skal leve i tro" (anden del af 2,4) ret vigtigt. Paulus refererer til den i Romerbrevet i Det Nye Testamente, og det var denne sætning hos Paulus, der gav Martin Luther stødet til hans skelsættende lære om retfærdiggørelse af tro alene, altså den retfærdiggørelseslære, der siger, at vi ikke får point hos Gud for vore gode gerninger, men at det er troen alene, der frelser. Selve kernen i den protestantiske kristendom, hvis man spørger mig.

Sefanias' Bog

En domsprofeti over Juda, herunder Jerusalem. Bogen ender med udsagnet om, at når Herrens dag/Dommedag indtræder, vil Han vende folkets skæbne for øjnene af dem.

Haggajs Bog

Efter hjemkomsten til Jerusalem fra landflygtigheden i Babylon, har indbyggerne tilsyneladende mere travlt med at genopbygge deres egne huse, fremfor templet. Haggaj opfordrer til at gøre templet færdigt, og som gevinst kan indbyggerne forvente en bedre høst, mv. Bogen ender altså ikke med en egentlig dom, tværtimod.

Den ender snarere med at pege fremad.

Zakarias' Bog

Er klart den, blandt de 'små profeter', der minder mest om de større profeters bøger.

I 4,6 har vi sætningen: "Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!", som er det skriftsted, der bryder Kristeligt Dagblads forside.

I denne bog gentages den sande faste (fra 7,9-10): "Fæld redelige domme, vis godhed og barmhjertighed imod hinanden! I må ikke undertrykke enker og faderløse, fremmede og fattige, og I må ikke udtænke ondt mod hinanden!".

Bogen er tydeligt fra tiden efter hjemkomsten til Jerusalem, og i kapitel 8 beskrives det kommende Ny Jerusalem i en profeti som et sted fuld af liv, et sted, som alle folkeslag vil søge til for at bede Herren om nåde.

Kapitel 9, vers 9 er skriftstedet, der refereres til ved Jesu indtog i Jerusalem på Palmesøndag.

Ligeledes ses udsagnet: "men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham de har gennemboret. De skal holde dødsklage over ham, ligesom man klager over sin eneste søn, og holde bitter sorg over ham, ligesom man sørger over sin førstefødte" (12,10) som en henvisning til Guds enbårne søn, Jesus,

Så man kan roligt sige, at denne bog peger frem.

Desuden er denne bog et godt eksempel på, hvorfor det for - i hvert fald ortodokse - jøder i nutidens Israel, er uomgængeligt, at Jerusalem (for)bliver en udelt hovedstad i Israel.

Malakias' Bog

Dyrkelsen af Gud i Jerusalem er blevet overfladisk og doven, og det bliver indbyggerne kritiseret for. Især præsterne, som åbenbart ikke tager det så nøje, om de dyr, som de ofrer i templet, er hele, sunde og raske.

De sidste tre vers i bogen, og dermed i Det Gamle Testamente: "Husk min tjener Moses' lov, som jeg gav ham på Horeb, lovbudene og retsreglerne for hele Israel. Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.".

Elias bliver i Det Nye Testamente tolket som Johannes Døberen.

I 3,12 hedder det: "Da skal alle folkene prise jer lykkelige, fordi I har et dejligt land, siger Hærskarers Herre". I 1931-oversættelsen står der: 'et yndigt Land'.

Det er dog ikke fra Malakias, at Adam Oehlenschläger har idéen til "Der er et yndigt land". Det er vist Langeland, der har inspireret ham!

MEN bogen slutter altså med at minde om Loven, og at pege frem mod ham, der skal pege frem mod Jesus, og dermed evangeliet.