Gud er kærlighed?

Hvem eller hvad er Gud?

Som kristentroende er det altid mærkeligt at få spørgsmålet, da Gud for mig bare er Gud. Jeg har ikke behov for at forklare mig yderligere.

Men når det er sagt, så ved jeg også, at i samtaler med personer, der intet forhold har til disse størrelser, eller i samtaler med regulære ateister, så er denne konstatering ret intetsigende.

Skal jeg derfor alligevel åbne op for en forklaring, må den lyde sådan: Dels er Gud kærlighed, og dels er Gud ånd.

Gud er kærlighed

Det bliver nævnt direkte i Første Johannesbrev (kapitel 4, vers 8 og 16), men fremgår også ret klart af evangelierne. Mine egne prædikener skulle også meget gerne vise og udlægge denne overbevisning. Jesu forkyndelse og handlinger er den eller de mest eklatante eksempler på den"syndfrie"kærlighed. Gud er den absolutte kærlighed, evigt gyldig og ikke til at komme uden om. Den kærlighed ved hvilken man kan elske, og den kærlighed, der gennemsyrer alt, når blot man har øje for og får øje på den. Når kærligheden til et andet menneske kan virke relativt, især - selvfølgelig - når den pludselig forsvinder, og man måske endog begynder at tvivle på kærlighedens væsen, så er Gud som kærlighed stadigvæk allestedsnærværende. Den er den ved hvilken man kan elske.

Paulus har i sit Første Brev til Korintherne, i kapitel 13, skrevet en hyldes til netop kærligheden. Læs den her.

Gud er ånd

Selve udsagnet bliver nævnt direkte i Johannesevangeliet (kapitel 4, vers 24). Hvor de fleste nok kan forholde sig til begrebet om kærlighed - og heldigvis for det - , så er det givetvis sværere, når det gælder begrebet om "ånd". Det er mere diffust, og ordet "ånd" bliver brugt i uhyre mange sammenhænge, og med vidt forskellige betydninger. At være "åndløs" eller "uden ånd" er dog sjældent positivt ment.

For at få en forståelse af ordet i kristen sammenhæng, bliver det da også nødvendigt at gribe tilbage til vor mytologiske fortid, både som den er beskrevet i skabelsesberetningen om verdens tilblivelse, og dels om menneskets skabelse i Guds billede.

På hebraisk hedder ånd ruah, og det betyder "vind" eller "ånde". I beretningen om verdens skabelse hedder det, at Guds ruah svævede over vandene (på dansk gengivet som "ånd" - Gud som ånd, kunne man sige, med reference til Johannesevangeliet). Og i beretningen om menneskets skabelse, hedder det, efter at Gud har formet mennesket af jorden ("af jord er du opstået"), at Gud blæser livsånde i menneskets næsebor, så mennesket blev levende.

Så man kunne på den baggrund sige, at Gud også er livsånde, eller eventuelt, at Gud er den, som gør den døde materie, om det så er knogler, muskler, enzymer, nervebaner eller hvad, levende.

Gud er kærlighed, livsånd, og liv og ånd. Den absolutte kærlighed, der har skabt mennesket med livsånd og åndsfrihed til fællesskab med næsten.

Guds eksistens er med andre ord ikke en tese, som kan påvises eller forkastes. Det handler om eksistensen, den, som med sikkerhed ikke kan tælles, måles og vejes, og er ikke et naturvidenskabeligt spørgsmål, eller faktum. Skulle man insistere på Guds eksistens som sådan en tese, er det i hvert fald ikke den kristne Gud, man forholder sig til.

Det dobbelte kærlighedsbud

 

Der var engang en klog mand, der sagde, at hvis man bare opførte sig ordentligt, så skulle det hele nok gå. Men hvad vil det sige at "opføre sig ordentligt"? Det er bestemt ikke givet. Ligeledes kan ateister og humanister og andre med lige god ret sige, at de ikke 'behøver' en gud til at fortælle dem, at de skal tage vare på deres næste. Nu kan man hævde, at dette udsagn er kulturkristent, men fred være med det. Men i forlængelse af det, vil jeg så spørge - hvordan?, i hvilke situationer?, - og i hvor høj grad? I særligt sårbare perioder af næstens liv, og skal det kun være, når man selv har overskud til det, eller for den sags skyld, lyst til det? Her er umiddelbart mange spørgsmål, som er ubesvarede, og som er helt nødvendigt at svare på, hvis man skal have en idé om, hvilket kærligheds-begreb, man taler om.

I kristendommen er svaret klart: Man skal elske sin næste altid og hele tiden, uden undtagelse.

Normalt udtrykkes det dobbelte kærlighedsbud, som står i de fire evangelier, i kort form således:

Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv.

I protestantismen skal Gud elskes igennem næsten. Gudsforholdet realiseres i forholdet til næsten.

MEN - hvad betyder udsagnet "som dig selv"? Jeg har desværre tit hørt og læst, at det skulle betyde, at man skal elske næsten, ligesom man elsker sig selv. Eller at man skal elske sig selv, for at kunne elske næsten, og andre lignende formuleringer. Disse udsagn er dog dybt problematiske, da graden af kærlighed til næsten bliver afhængig af noget relativt, nemlig i hvor høj grad man kan sige at elske sig selv, hvis overhovedet. Disse læsninger forekommer mig meget moderne.

Jeg mener, at det er helt oplagt at tage udgangspunkt i Johannesevangeliet, hvor det hedder, "Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden". Vi skal altså elske næsten, som Gud elsker os, dvs ABSOLUT. I stedet for sætningen: Du skal elske Herren din Gud og din næste som du elsker dig selv - som sætningen ofte læses -, skal den altså læses: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som Gud elsker dig selv.

Derfor: Man skal elske sin næste altid og hele tiden, uden undtagelse. Det kan vi selvfølgelig ikke, al den stund, at vi ofte føler os nødsaget til at tage udgangspunkt i os selv, og vor egen formåen. Vi har jo allesammen en selvopholdelsesdrift. Men det ændrer ikke på, at fordringen er der. At vi så, synderesom vi er, ikke kan løfte fordringen, er en ganske anden sag.

Vi skal altså altid være der for vor næste. Men hvordan?

Her må man - med K.E.Løgstrup - nøjes med at konstatere, at fordringen, den etiske fordring, er TAVS.

Den siger, at vi ubetinget skal være der for vor næste, men den siger intet om, hvad vi rent faktisk skal gøre i praksis, så at sige. Det kan kun være en vurderingssituation, hvad vi skal gøre i en given situation.

 

Den tidl. amerikanske præsident, Bill Clinton, har i bogen "At give" nogle forslag til, hvordan man ikke behøver at sidde passivt og vente på, at nogen har brug for hjælp. Læs her.

Det vigtigste at notere er, at fordringen ALTID HELE TIDEN er der, og ikke kun når det passer os, at den er der.