Rune Klan om Jesu liv

 

 

Glædelig

 

påske!

 

 

Den barmhjertige dansker

"

KRONIK: En del af de individuelle bidragydere til nødhjælpsarbejdet i Asien er motiveret af budet om at elske sin næste, for det er den visuelle og ikke kun den fysiske nærhed, der forpligter.

Af Peter Tudvad

Tsunamien anden juledag har givet et stort antal danskere anledning til at finde tegnebogen frem for -- alt efter formue og vilje -- at donere et større eller mindre beløb til den humanitære indsats i landene omkring den Bengalske Bugt.

I et kristent perspektiv er det oplagt at forstå offerviljen som et udtryk for næstekærlighed. Nogle vil dog af teologiske grunde ikke anerkende den som andet end en medmenneskelighed, der ikke som sådan kan kvalificeres som kristelig. For ofrene er motivet uden betydning, men for forståelsen af den kristne næstekærlighedsfordring er det væsentligt. Spørgsmålet er nemlig, om et menneske, hvis nød man kun erfarer på afstand og via medierne, tæller som ens næste, sådan at fordringen aktualiseres, selvom man ikke i fysisk forstand er den nødstedtes nærmeste.

Følger man Søren Krarup (DF) er næsten eksklusivt "dette enkelte, bestemte menneske, der her og nu er dig nærmest." Som sådan harmonerer denne definition med det græske substantiv plèsíos, der i Det Nye Testamente betegner næsten: en, der er nær eller i nærheden af nogen. Imidlertid synes Jesus med sin lignelse om den barmhjertige samaritaner ikke at abonnere på en sådan eksklusiv forståelse af næsten, men tværtimod at ville gøre op med enhver indskrænkende definition (Luk 10,25-37). Den lovkyndige, der giver anledning til Jesu fortælling om samaritaneren, ved netop fra Det Gamle Testamente, at næsten eksklusivt er at finde blandt hans landsmænd: "Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv" (3. Mos. 19,18).

Da den lovkyndige vil "retfærdiggøre sig selv", beder han Jesus forklare ham, hvem hans næste er. Som svar fortæller Jesus om en mand, der undervejs fra Jerusalem til Jeriko i Judæa er blevet overfaldet af røvere. Først kommer en præst forbi den halvdøde mand, dernæst en levit, men skønt de begge burde være deres landsmands nærmeste, går de begge uanfægtede videre.

Endelig kommer en samaritaner forbi, og selvom han som samaritaner ikke tæller som en jødes landsmand, men tværtimod som en fjende, ynkes han over ham. Han hjælper ham, forbinder ham nødtørftigt og bringer ham til et herberg. Da han må drage videre, betaler han værten for at pleje ham, indtil han kommer tilbage. Sluttelig vender Jesus den lovkyndiges spørgsmål på hovedet: "Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" Svaret giver sig selv: den barmhjertige samaritaner. "Gå du hen og gør ligeså!"

Hvis den lovkyndige virkelig har forstået lignelsen, må han beskæmmet erkende, at han ikke som hidtil skal bekymre sig om at finde sin næste, men i stedet beflitte sig på selv at gøre sig til sin næstes næste. Og hvis kærlighedsfordringen i det Nye Testamente vitterligt er afgørende forskellig fra det Gamle Testamentes, må forskellen netop være denne forskydning af perspektivet, nemlig fra det deskriptive (at finde sin næste) til det normative (at gøre sig til sin næstes næste) og således fra det objektive til det subjektive (fra loven om kærligheden til kærligheden som lov).

Hvordan kan lignelsen om den barmhjertige samaritaner nu appliceres på katastrofen i Asien? Ganske vist kommer vi ikke -- som præsten, levitten og samaritaneren -- forbi ofrene for katastrofen, som vi på flere tusinde kilometers afstand følger på TV. Men det er heller ikke afgørende, for som præsten "så manden, men gik forbi", således ser vi også trods afstanden et utal af nødstedte mennesker. Det er altså den visuelle og ikke den fysiske nærhed, der forpligter. Eller rettere sagt er det underordnet, hvordan præsten, levitten og samaritaneren bliver opmærksomme på den nødstedte, da det afgørende er, at de bliver opmærksomme og således forpligtes.

På Jesu tid var der ikke medier, der kunne fortælle om flodbølger tusinder af kilometer væk. Ej heller var der mulighed for pr. kreditkort at betale til organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, der som stedfortrædere gør det praktiske arbejde. I nogles øren vil det sidste lyde som en påstand om, at næstekærlighed lader sig udøve per stedfortræder, og derfor vil disse snarere se den pekuniære støtte som en bekvem form for aflad.

Sådan må det imidlertid ikke forstås, selvom vi i Danmark i sagens natur er forhindret i som samaritaneren at hælde olie og vin i sårene på den nødstedte, forbinde ham og bringe ham til det nærmestliggende herberg eller hospital. Men ligesom Jesus hyppigt priser den, der giver penge til de fattige uden selv at kunne yde dem direkte hjælp, således fortælles det også her om samaritaneren, at han udøver en form for stedfortrædende omsorg, som han betaler for: "Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage."

Her er det klart, at værten ikke uden videre kan rangere sit praktiske arbejde som næstekærligt, al den stund hans motiv ikke nødvendigvis er mere og andet end hensynet til sin indtjening. Tilsvarende kan vi ikke sige noget om de professionelle nødhjælpsarbejderes motiv, selvom det oplagt er mere uselvisk end værtens. Af større betydning i nærværende sammenhæng er det at se på samaritanerens forhold til værten som hans stedfortræder i omsorgen for den nødlidende.

Værten kunne jo tænkes at være bedre stillet økonomisk end samaritaneren, men man bemærker, at samaritaneren overhovedet ikke bekymrer sig om smålige sammenligninger af deres respektive formåen. Han er kun optaget af ét, nemlig at gøre sig til den nødlidendes næste ved i sit fravær at betale værten for at pleje ham. Tilsvarende betaler mange danskere i dag for, at andre i deres fravær kan hjælpe srilankanske, indiske, thailandske og indonesiske ofre for tsunamien.

Risikoen ved den stedfortrædende hjælp er ikke desto mindre, at "buddet om kærlighed til næsten bliver forvandlet til læren om næstekærlighed, et program i stedet for en fordring". Ordene er lånt af Søren Krarup, der som nævnt insisterer på, at den næstekærlige gerning eksklusivt hører til i det direkte møde mellem to individer. Uden for dette møde bliver gerningen institutionel og motivet ideologisk. Det kan Krarup i nogen udstrækning have ret i, men overhovedet er det ikke noget problem, at diverse institutioner vælger at støtte nødlidende mennesker af ideologiske grunde, når de blot undlader at kalde motivet næstekærligt.

Således henviste den danske regering heller ikke til næstekærlighedsbuddet, da den forleden bevilligede 300 millioner skattekroner i humanitær bistand. Det ville da også være horribelt, om regeringen ikke blot per stedfortrædende organisationer, men også for andres penge mente at kunne kalde sin disposition næstekærlig. Derimod er der ikke noget odiøst i at antage, at en del af de individuelle bidragsydere til nødhjælpsarbejdet er motiveret af buddet om at elske sin næste. Hvis Krarup i sin kritik af den institutionaliserede næstekærlighed vil nægte dette, så står han i fare for at hælde barnet ud med badevandet (hvis man vil tillade mig dette ikke synderligt heldige udtryk i den aktuelle situation).

I sin prædiken om "Menneskerettigheder og kærlighed til næsten", som jeg et par gange har citeret fra, henviser Søren Krarup i sin forståelse af næstekærlighedsbuddet til Søren Kierkegaard, der har skrevet om dette i "Kjerlighedens Gjerninger". Med bifald noterer Krarup sig, at Kierkegaard insisterer på buddets ubetingede og individuelle form -- den bekendte triade: du skal elske, du skal elske næsten, du skal elske næsten. Imidlertid burde Krarup også bemærke, at Kierkegaard ikke blot mener at skulle finde sin næste i sine nærmeste omgivelser -- "thi "Næsten" er jo alle Mennesker" -- men netop betoner, at Jesus ikke taler "om det at kjende Næsten, men om det selv at blive Næsten, at bevise sig at være Næsten, som Samaritanen beviste det ved sin Barmhjertighed; thi ved den beviste han jo ikke, at den Overfaldne var hans Næste, men at han var den Overfaldnes Næste."

Hvem er da næste for den, der blev offer for tsunamien? Den barmhjertige dansker!"

Trykt i Kristeligt Dagblad som kronik, 5. januar 2005 (taget fra netudgaven).