Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

Den barmhjertige muslim

"

ORD TIL EFTERTANKE

 

Skrevet den 18. august 2005

Den barmhjertige muslim

Af Bent Dahl Jensen

Evangelieteksten, der skal prædikes over i folkekirken søndag den 21. august 2005, er en af Bibelens velkendte tekster – nemlig lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der står i Lukasevangeliet, kapitel 10, vers 23-37.

Det er en lignelse, der er mindst lige så aktuel i dag, som da Jesus fortalte den for ca. 2000 år siden.

Optakten til lignelsen er, at der kommer en lovkyndig og spørger Jesus, hvad han skal gøre for at arve evigt liv?

Jesus svarer manden med et spørgsmål: ”Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?”

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”

”Du har svaret rigtigt,” siger Jesus til manden og fortsætter: ”Gør det, så skal du leve.”

”Hvem er så min næste?” spørger manden videre, og der står om ham, at ”han ville retfærdiggøre sig selv”.

Det er som svar på det spørgsmål, Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Hvordan vil den scene udspille sig, hvis spørgsmålet flyttes fra datidens jødiske samfund til vore dages Danmark?

Det kan vi kun gisne om. I det følgende vil jeg give et bud på, hvordan lignelsen kan passes ind i en aktuel dansk sammenhæng. For teksten har i høj grad også et budskab til os i dag.

Der kommer en lovkyndig til Jesus. Det kan være en teolog – måske en teologiprofessor, en biskop eller en bibelskoleforstander – én, der kender religionen, budene, Guds krav til, hvordan vi skal leve vores liv her på jorden.

Den lovkyndige kan også være en jurist, en advokat eller en politiker – én, der kender de love og regler, der gælder i det samfund, vi lever i. Love og regler, som skal hjælpe os til at leve, så vi kommer godt ud af det indbyrdes og ikke stjæler, slår hinanden ihjel eller på anden måde gør hinanden ondt.

På Jesu tid var der en tættere sammenblanding mellem religion og politik, end vi kender til herhjemme i dag, og den lovkyndige i lignelsen har uden tvivl kendt til både den religiøse lov og den verdslige retsorden. I så fald kan den lovkyndige være en kirkevant jurist, eller en præst, der er blevet politiker, eller …? Eller måske skal vi søge den lovkyndige i os selv – for hvem kan sige sig fri fra forsøget på at retfærdiggøre sig selv?

Dernæst kommer vi til spørgsmålet om, hvem der er min næste?

Det kan besvares med en lille fortælling, en lignelse:

"En mand skulle fra København til Frederikshavn. Han tog lyntoget til Århus, hvor han skulle skifte til et andet tog. Toget blev forsinket, og han nåede ikke det tog, han skulle have været med. Han blev nødt til at vente næsten en time i Århus.

Han gik op i byen for at finde et pizzeria eller en café, hvor han kunne få noget at spise. Dér, midt på gaden, blev han slået ned af en mand, der stjal mandens pung og hans skuldertaske. Han nåede ikke at råbe om hjælp, før det sortnede for hans øjne. Røverne slog og sparkede manden, før de løb deres vej.

Der lå han hjælpeløs på fortovet, men hjælpen syntes nær. For en mand kom gående i hastige skridt hen mod gerningsstedet. Det var en præst, han havde travlt, for han havde lige haft en samtale, der trak ud, med et par forældre, som skulle have deres barn døbt. Nu var han på vej hjem fra kontoret og skulle lige nå at handle i supermarkedet, så familien kunne komme af sted for at holde weekend i sommerhuset. Han så manden, så det blødte lidt fra panden, og at jakken var revet i stykker. Men præsten gik videre, han havde jo travlt.

Kort efter kom en anden mand til stedet. Det var en menighedsrådsformand, men han skyndte sig også videre. Han var på vej til et møde med kirkeværgen og byggeudvalget.

En tredje person nærmede sig. Det var en ung mand. Hans forældre var kommet til Danmark som palæstinensiske flygtninge for godt 20 år siden - og havde bosat sig i Århus, i Gellerup. De var alle muslimer.

”Hvorfor ligger du her? Hvad er der sket” spurgte han manden – uden at få noget svar. Den unge fyr hev sin mobiltelefon op fra lommen og tastede 112. Snart kunne man høre ambulancens sirener. Manden blev lagt på en båre, og den unge palæstinenser fulgte med til skadestuen.

Den forslåede mand kom til bevidsthed, før de nåede skadestuen. Han blev undersøgt, og hans sår blev renset og forbundet – og han blev udskrevet. Der stod han – uden penge, uden andet tøj end det forrevne, røverne havde efterladt ham i med blodpletter på skjorten, huller på albuen og flere steder på buksebenene.

”Vil du med hjem?” spurgte den unge palæstinenser. ”Så kan du få noget rent tøj og noget at spise.” Manden tog med hjem til palæstinenserens familie. Han fik spærret sit dankort, og han fik penge, så han kunne købe en billet og komme videre til Frederikshavn."

Sådan lyder lignelsen om den barmhjertige muslim.

Nogle vil måske indvende, at det er en lige lovlig smart omskrivning, der blot skal tjene til at provokere?

Det er en omskrivning! Om den er smart, må andre afgøre? Om den provokerer? Måske? Men jeg er sikker på, at lignelsen om den barmhjertige samaritaner også har provokeret mange af dem, der var til stede, da Jesus fortalte den til sin samtids jøder.

For ”helten” i lignelsen – ham, der gør det rigtige – var en samaritaner. Det er et ord, der i vore øre nok har en positiv klang, blandt andet på grund af lignelsen – en samaritaner er én, der er god mod andre. Vi forbinder måske også en samaritaner med ord som ”samaritter” og ”samaritervagt”. Det er mennesker, som har lært at give førstehjælp og i stort omfang hjælper ved sportsarrangementer m.v.

Men på Jesu tid nød samaritanerne ikke en tilsvarende positiv anerkendelse i det jødiske samfund. De var nemlig ikke ”inde i varmen” blandt jøderne. Samaritanerne i datidens Israel og Palæstina var en blandingsbefolkning, der var indvandret fra Babylon (det nuværende Irak), da israelitterne i Nordriget omkring 600-700 år før Kristus blev ført i eksil til Assyrien.

Samaritanerne antog den lokale religion og benyttede de lokale templer, men da jøderne vendte tilbage fra deres eksil, var samaritanerne imod genopbygningen af templet i Jerusalem. Det centrale sted for samaritanernes gudsdyrkelse var Garizim i Samarias bjergland.

Jøderne ville ikke anerkende samaritanerne som etniske jøder, og der var et spændt forhold mellem de to grupper. Det kommer frem et andet sted i Det Nye Testamente – nemlig i beretningen om den samaritanske kvinde, som Jesus møder ved Jakobskilden (Johannesevangeliet kapitel 4, vers 1-42).

Jesus kommer sammen med disciplene til brønden, og ved middagstid, mens disciplene er inde i byen, kommer en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus beder hende om at få noget vand at drikke.

Kvinden svarer: ”Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” – og der står videre i teksten: ”- jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.” Her kommer det tydeligt frem, at der blandt jøderne var en klar modvilje mod samaritanerne. Derfor blev kvinden overrasket over, at en jøde bad hende om vand – og derfor var det uden tvivl en provokation for jøderne, der hørte lignelsen om den barmhjertige samaritaner, at ”helten” var en samaritaner.

Af beretningen om den samaritanske kvinde fremgår det også, at der var forskelle i de to gruppers måde at tilbede Gud på. Kvinden ved brønden siger nemlig senere i samtalen med Jesus:

”Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.”

Jesus svarer: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. (…) Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus ikke siger, at det er bedre at tilbede Gud det ene sted end det andet. Han siger ganske enkelt, at der skal komme en tid, hvor stedet ikke er afgørende – men man skal have en gudsdyrkelse, hvor man tilbeder Gud i ånd og sandhed.

Hvem er så samaritanerne i vore dages Danmark? Jeg tænker ikke på de etniske samaritanerne, der eventuelt måtte bo i landet, men på ”samaritanere” i overført betydning.

De er mennesker, der tror på Gud, men som ikke nødvendigvis tror på alle de læresætninger, vi som kristne i en dansk, luthersk folkekirke-tradition har om Gud.

De er mennesker, som majoriteten i det danske samfund har en modvilje imod, fordi de er anderledes.

Vore dages samaritanere kan f.eks. være kinesiske indvandrere og flygtninge. Eller muslimer fra Mellemøsten, hinduer fra Indien, buddhister fra Thailand – eller måske kristne fra Egypten, Palæstina, Iran, Filippinerne, Chile, Rusland eller Grækenland? Måske er der også samaritanere blandt os etniske danskere – hjemløse, rockere, prostituerede …

Til os alle lyder budskabet i dag, som det lød til den lovkyndige: ”Gå du hen og gør ligeså!” – følg det dobbelte kærlighedsbud: ”Elsk Herren din Gud og din næste som dig selv.”

Hvordan kan vi så omsætte det til handling i vores eget liv? Forudsætningen for at kunne elske er, at vi har kærlighed at elske med – at vi selv bliver elsket. Den kærlighed finder vi hos Gud.

Vi er skabt i Guds billede, og Gud elsker os, fordi vi er en del af hans skaberværk. Og takket være hans kærlighed er vi i stand til at elske – elske Gud, elske andre mennesker, elske vor næste og elske os selv.

Guds kærlighed til os er betingelsesløs. Vi kan ikke gøre noget, der får Gud til at elske os mindre – og vi kan ikke gøre noget, der får ham til at elske os mere, end han allerede gør. Han elsker os ubetinget. Dig og mig – og min værste fjende, hvis jeg har en sådan, de mennesker, jeg føler allermindst sympati over for – og mine allerbedste venner. Gud elsker andre mennesker med den samme ubetingede kærlighed, som han elsker mig med.

Det er det kærlighedssyn, vi må have i os, hvis vi skal kunne elske vor næste som os selv. Vi må være i stand til at se, at indvandreren fra Tyrkiet, flygtningen fra Iran, den kinesiske grillbarejer er skabt af Gud – skabt i Guds billede, ligesom vi selv er det, og elskes af Gud med den samme kærlighed, som han elsker os med. Vi er hinandens medmennesker, og vores opgave er at elske vor næste som os selv – ikke at retfærdiggøre os selv, som den lovkyndige gjorde.

Næstekærlighedens vej er den, hvor vi følger vores samaritanske pligt og hjælper nødlidende medmennesker, når og hvor vi møder dem på vores vej. Ingen af os er i stand til at elske fuldkomment. Det er derfor, vi har brug for Guds hjælp til at leve livet. Men vi har nogle idealer – blandt andet i kraft af beretningen om den barmhjertige muslim. Følger vi dem er vi kommet er stort skridt i retning af at leve sammen i fredelig sameksistens med plads til og respekt for hinandens mangfoldigheder og kulturelle, etniske og religiøse særpræg".

Teksten er hentet fra hjemmesiden multisamfund.dk