Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

Et kristent velfærdssamfund?

"Ethvert menneske har frihed til at gøre alt, hvad det vil, forudsat at det ikke griber ind i noget andet menneskes tilsvarende frihed" (Herbert Spencer (1884), citeret fra Fra socialstat til minimalstat, s. 49).

Et umiddelbart godt neutralt udgangspunkt for et samfund. Det er en pointe i ovennævnte bog, at intet menneske har nogen pligt til at tage sig af et andet menneske, men at gøre det, er en væsentligt del af det at være et ansvarligt - og frit - menneske. Enhver har pligt til at skabe sig selv så mange ressourcer, at der er noget at aflevere til dem, der trænger (s.74). (Martin Luther: "Du skal ernære dig med dit eget arbejde, for at du kan have dit eget og også kan give den trængende noget. Det er du skyldig (...)", jvf. s. 74).

Jeg plejer at sige, at hvis ikke jeg var overbevist om, at vi mennesker er syndere for Vor Herre, ville jeg være liberalist. Men trods alle gode intentioner, gør vi meget sjældent som vi bør gøre. Vi gør det i hvert fald ikke konsekvent. Sat på en spids for at understrege en pointe: Gjorde vi alle som vi burde, havde vi ikke brug for et skattesystem. Omvendt må skattebilletten aldrig blive en undskylding for ikke at være der for vor trængende næste.

Det er derfor heller ikke markedskræfter, eller den rene frihed til at gøre alt, hvad man vil, der har skabt vort velfærdssamfund. Det er resultatet af en kristen virkningshistorie, og et forsøg fra staten på at sekularisere og fravriste kirken nogle områder, der før var centrale kirkelige opgaver.

"Derfor har kristne engageret sig dybt i socialt arbejde og gjort en kolossal indsats for at forbedre forholdene for syge og fattige, forældreløse, hjemløse og andre med behov for hjælp. Det er ikke muligt at gøre op hvor mange mennesker der i tidens løb er blevet hjulpet på kristne hospitaler eller har gået på kristne skoler, men tallet er svimlende. Indsatsen har ofte, men ikke altid, været knyttet sammen med mission, som også er en kristen pligt. Kristne har tjent deres gud ved at vaske andre menneskers sår og servere mad for dem, eller ved at lære dem at læse og tage dem med ind i et fællesskab af troende. De har reddet andres liv og har givet mange mennesker en langt bedre tilværelse end verden ellers bød på. Kristendommen er simpelthen jordens største sociale bevægelse - i dag i øvrigt skarpt forfulgt af islam som jo har rod i kristendommen og også bruger skoler og hospitaler til mission".

Således skriver den ikke-troende Jo Hermann i "Hvis Gud er svaret - hvad er så spørgsmålet?" (s. 125f.). Hun skriver endvidere, at nok frafristede Martin Luther paven magten over sjælene, men til gengæld blev fyrsten reelt kirkens overhoved - fyrsten var "indsat" af Gud, og ledte landet ved Guds nåde. Med tiden - og især i Skandinavien - forvandlede de sociale opgaver og opgaven med at lære folk at læse, sig til en statslig opgave, en måde at fravriste kirken indflydelsen, en sekularisering der stadig pågår. I de protestantiske lande har det indtil i dag været set som en fælles samfundsopgave at tage vare på de svageste og sørge for uddannelse til alle.

Chefen for Kirkens Korshær indtil 2010 (ialt 23 år), Bjarne Lenau Henriksen, stiller dog et stort spørgsmålstegn ved, om det også fungerer sådan i virkeligheden, når han taler om "Lars Løkke Rasmussens post-solidariske Danmark" - "Efter sine mange års arbejde blandt hjemløse, narkomaner, illegale indvandrere og andre socialt marginaliserede ser han [BLH] med bekymring på en samfundsudvikling, hvor den enkelte i stigende grad måles og vejes på sin nytteværdi" (fra et interview med BLH i Politiken 26. december 2010).

Måske er det samme bekymring, dronningen giver udtryk for i sin nytårstale 2010, når hun siger: "Ofte går det så vidt, at vi helt glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige løber på i det daglige".

Noget mere bastant er Ole Birk Olesen i sin bog "Taberfabrikken". Han drømmer sig tilbage til tiden før velfærdsstaten var i sin vorden, før 1961. Dengang det stadig var forbundet med skam at modtage passiv forsørgelse, og hvor modtagelse af fattighjælp (eller manglende tilbagebetaling af samme) var forbundet med tab af stemme- og valgret. Dén regel blev ophævet i 1961 (men strider ikke mod Grundloven). Han tordner mod 'velfærdsstatens frontkæmpere' (Hanne Reintoft, m.fl.), og giver dem et medansvar for, at ingen i dag synes at skamme sig over at modtage hjælp fra det offentlige. Tankevækkende nok er det omvendt i dag. Således viser en Cepos-undersøgelse fra september 2012, at 75 pct. foretrækker den offentlige støtte, hvis det er nødvendigt, fremfor at spørge sine nærmeste om hjælp. Nu synes jeg slet ikke, det bør være forbundet med skam at spørge om eller modtage hjælp, og jeg deler derfor ikke Ole Birk Olesens holdning, og så har jeg udtrykt mig uhyre diplomatisk. Men jeg synes undersøgelsen er noget tankevækkende. Skattebilletten bør aldrig være en undskyldning for ikke at give sin næste eller sine nærmeste, eller få hjælp af sin næste eller sine nærmeste.

Personligt synes jeg også - især ud fra et både kristent og demokratisk princip om ligeværd - at det er problematisk at fratage folk stemmeretten på baggrund af den enkeltes økonomiske situation. Jeg kan - lidt sarkastisk - glæde Ole Birk Olesen med, at de marginaliserede i dag, virkelig er ude på et sidespor i demokratiet, jvf. fx. Bjarne Lenau Henriksens indlæg i teksten Samtale med hvem?

Endvidere vil jeg henvise til kronikken "De velstillede har glemt, at velfærdsstaten er til for dem", som giver stoft til eftertanke, uden at man behøver at være enig.

Se velfærdsstatens historie, kort og godt, i nedenstående video: