Hvem er så min næste?

I luthersk kristendom realiseres kærligheden til Gud, og gudsforholdet som sådan, i mødet med næsten.

Derfor er det ikke underligt, at debatten omkring, hvem denne/disse næste(r) egentlig er, sommetider er så heftig blandt teologer, præster, og andet godtfolk, i Danmark. En af grundene er det noget uafklarede forhold mellem politik og religion.

Ikke desto mindre er dette et paradoks, al den stund, at dette overhovedet at stille spørgsmålet om hvem ens næste er, i virkeligheden er udtryk for hykleri, et udtryk for ønsket om at begrænse antallet af næst'er, man er forpligtet overfor.

Se fx. min tekst om den barmhjertige samaritaner (i højre menu), hvor denne pointe efter min mening er særdeles væsentlig.

Her fremgår det i øvrigt, at et væsentligt punkt, der skiller vandene, er, hvorvidt ens næste/næst'er kun er den/dem, man rent faktisk står fysisk overfor, eller det også gælder den næste, man kun ser på tv.

Er ofrene for humanitære katastrofer også vore næst'er?

Er ofrene for jordskælv vore næst'er, er ofrene for tsunami-katastrofer og oversvømmelser vore næst'er? Hvad med de fattige i den tredie verdens lande?

Svaret burde være et klart ja. Selve problemstillingen er i sagens natur moderne (der var ingen fjernsyn på Jesu tid!), og jeg synes, at den er godt behandlet af Peter Tudvad i kronikken "Den barmhjertige dansker" (skrevet i forb. med tsunami-katastrofen, Julen 04), hvor han argumenterer godt for, at ikke kun det fysiske nærvær, men også det virtuelle nærvær forpligter. Se i højre menu.