Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

 

Hellig Tre Konger

 

perioden

 

 

Om den barmhjertige samaritaner

 

Historien om den barmhjertige samaritaner er en af de få tekster, man ikke kan prædike over uden at blive en smule politisk. Det fremgår i hvert fald af de samtaler som især tidehvervs folk (i den krarupske form) og folk som fx. Anders Gadegaard, Kjeld Holm, og andre, nogle gange fører i medierne.

For hvad handler denne historie egentlig om? Ja, i første omgang handler den om, at det er hykleri overhovedet at stille spørgsmålet, og i anden omgang handler den faktisk slet ikke om, hvem der er ens næste!

Til at begynde med kunne man evt. genlæse historien her.

Spørgsmålet er blandt andet, hvad der giver samaritaneren anledning til at hjælpe den nødstedte. Er det fordi, at han falder over ham på sin vej. Eller er det fordi han SER ham og derfor handler?

Lad mig komme med tre eksempler, som måske kan belyse spørgsmålet. For hvad gør han:

Eksempel et: Leif ser TV-avisen. Pludselig dukker der et billede op på skærmen af et udmagret barn fra et U-land. Han skynder sig at zappe videre. Dels er billedet ubehageligt, dels føler han ikke, at billedet er en del af hans virkelighed.

Eksempel to: Leif ser TV-avisen. Pludselig dukker der et billede op på skærmen af et udmagret barn fra et U-land. Han tænker: Lad mig tage det første fly derned, så jeg kan gøre noget for min nødstedte næste.

Eksempel tre: Leif ser TV-avisen. Pludselig dukker der et billede op på skærmen af et udmagret barn fra et U-land. Han tænker: Vi har også mange fattige og hjemløse i Danmark. Tilmed har jeg en familie i Danmark, som jeg også skal være tro overfor. Men jeg har så mange ressourcer, så lad mig også give et bidrag til en nødhjælpsorganisation, så de i det mindste har ressourcer til at foretage deres nødvendige arbejde.

Eksempel fire: Leif ser TV-avisen. Pludselig dukker der et billede op på skærmen af et udmagret barn fra et U-land. Han tænker: Lad mig gå en tur udenfor. Så vil jeg på min vej hjælpe dem, som har hjælp behov.

Første eksempel er meget menneskelig. Andet eksempel er selvfølgelig sat på en spids, selvom der givet er ildsjæle, der ville reagere sådan. Tredje eksempel er formentlig den mest realistiske, men - må man også erkende - også meget bekvem. Fjerde eksempel er også helt reel - selvom jeg nok har sat scenen, så det bliver en parodi.

Hvilket af ovenstående eksempler, der for den enkelte giver mest mening, må den enkelte selvfølgelig selv vurdere.

Men som nævnt indledningsvis, så viser begyndelsen af historien, at det er hykleri overhovedet at stille spørgsmålet: "han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: "Hvem er så min næste?" (v. 29). Det er udtryk for et ønske - et håb om at kunne begrænse antallet af næst'er. Manden i historie spørger jo, hvem der er hans næste. Og i jødiske tradition er det landsmanden. Han håber i virkelighed bare på, at han bliver bekræftet af Jesus.

Hvilken ironi! Manden spørger hvem, der er hans næste, og så står Jesus lige foran ham! Både Gud og næsten på en gang!

Men pointen i historien er som nævnt egentlig ikke, hvem der er ens næste. Så ville Jesus have endt med at spørge: "Hvis var da samaritaneres næste?". Det er jo åbenlyst i historien.

For samaritaneren både SER den nødstedte, og 'falder' også over ham på sin vej. Nej, Jesus ender med at stille spørgsmålet: "Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" (v. 36). Og så er det pludselig samaritaneren, der er i fokus. Jesus får da også det rigtige svar, og befaler derefter manden - gå du hen og gør ligeså!

Manden i historien skal altså være næste for sin næste. Være sin næstes næste.

Hjælpe med ydmyghed, som en der selv har hjælp behov, syndere som vi alle er. Hjælpe næsten, som var det Kristus selv, vi fik æren af at hjælpe.