Rune Klan om Jesu liv

 

 

Glædelig

 

påske!

 

 

Muhammed og Jesus

 

Det er mig til stadighed en gåde, hvordan så mange muslimer kan anse den såkaldte profet Muhammed som et forbillede. Det er et faktum, at han var både hærfører, landevejsrøver, indehaver af et stort harem, og ansvarlig for en etnisk udrensning af jøder i Medina omkring 627. Dette baserer jeg blandt andet på Karen Armstrongs biografi Muhammed, en biografi, der er uhyre apologetisk, dvs at den løbende forsvarer Muhammeds handlinger. Og det fremgår af Reza Aslans bog Kun én Gud. Aslan er iransk muslim. Karen Armstrong er ganske vist ikke muslim (men katolsk nonne), men hendes bog er blev godt modtaget af muslimer. Hun skriver ligefrem, at hun blev "dybt rørt over den varme og generøse modtagelse, som muslimerne gav min bog i disse vanskelige tider"(s. 129).

Jeg sendte en tidlig version af denne tekst til Abdul-Wahid Pedersen. Det var han ikke særligt tilfreds med, og skriver blandt andet til mig i en mail 29. juni 2009: "Kære Juma Kruse

Det er helt i orden, at du gerne vil referere korrekt, og det har jeg stor respekt for.

Men det vil blive for omfattende at begynde at kritisere, for der er for mange ting at tage fat på. Grundlæggende går du til opgaven med en hensigt om at fortælle hvorfor kristendommen er så fortfæffelig og Islam så forfærdelig, og det præger hele din tilgang til begge religioner. Det er den tilgang, du har valgt, og jeg mener det er dybt usagligt, men det er måske heller ikke hensigten at være saglig, men blot at fremlægge personlige præferencer.

Men alene det, at du ikke nævner så kendt en udtalelse fra Profeten Muhammad, som hvor han siger: "Den som ikke ønsker for sin bror, det samme som han ønsker for sig selv, er ikke en af os." Det er jo næstekærlighedsbudskabet omsat i andre ord, og det er en af de mest kendte og skattede udtalelser fra hans side. Den fortæller rigtig meget om hans personlighed. Og du kalder ham både landevejsrøver og krigsherre (eller noget i den retning). Igennem hele sit liv var han omkring 70 dage i krig. Hvor mange dage var Bush i krig? Fogh Rasmussen? og mange andre nuværende politikere?

Det er for nemt købt at slynge ord om sig uden at kende baggrunden.

Venligst

Abdul Wahid".

Hvis vi lige ser bort fra komikken i, at Wahid bl.a. forsvarer Muhammeds krigsførelse med, at Bush og Fogh var værre end ham (sikke dog en målestok!), så er det givet (dette korte afsnit skrev jeg efter modtagelsen af hans mail), at Muhammeds gerninger på Muhammeds tid var ret enestående efter samtidens målestok, og at han på denne måde vitterlig var en person, der gjorde en afgørende forskel i verdenshistorisk sammenhæng (i positiv forstand). Men som Ellen Wulff skriver i forordet til Aslans bog: "Muhammads virke var begrænset i tid og rum, og som tid og rum ændrede sig, burde legal og etisk kodeks automatisk have tilpasset sig de ændrede forhold. Det er ikke sket, og deri ligger fejlen. Muhammads handlinger og forskrifter skal anskues som en respons på hans omgivende virkelighed og bedømmes ud fra tidens normer. Det giver ingen mening at tilskrive dem evig og uforanderlig værdi" (s. 23).

Men som det hedder i Islam og kristendom (s. 299): "Muslimske apologeter har travlt med at beskrive Muhammeds perfekte dyder og hans uovertrufne personlighed. Ifølge dem var han det største og bedste menneske, der nogensinde har levet på denne jord. Man vælger at glemme alt om hans røveriske overfald på de mekkanske karavaner, hans snigmord på flere af hans modstandere og hans ordre om at henrette alle mænd fra en jødisk stamme i Medina m.m. Hvad han sagde og gjorde er endnu i dag standarden for over en milliard muslimer verden over. Selv om kristne bestemt også ønsker at følge Jesus' moralske eksempel, interesserer det dem ikke synderligt, hvilken fod han først trådte ind på toilettet med, hvordan han spiste, indledte en rejse, eller hvor langt hans skæg var, etc.". Bogen er skrevet af den tidl. muslim, nuværende kristen, Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard (gammeldansker),som er teolog og præst.

Jesus, derimod, forkyndte fjendekærlighed: "I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!" (Matt. kap. 5, v. 44-48).

Aminah Tønnsen skriver da også (i Tror muslimer at jorden er flad?), at drab kan være tilladt i særlige situationer, men at "der er altså tale om en ret til at forsvare sig imod overgreb i en situation, der på ingen måde kan overføres på dagens Danmark, hvor muslimer og ikke-muslimer lever fredeligt side om side" (s.59). I islam er der ikke nogen fællesbetegnelse, der modsvarer den kristne næste (s. 148), og Tønnsen nævner, at der ikke er noget der hedder fjendekærlighed i islam: "De kristne er blevet påbudt at 'elske ders fjender' (Matthæus 5,44), hvilket er næsten umuligt at opfylde. Dette er et eksempel på, at Gud i Koranen lemper nogle af de krav, Han tidligere har pålagt menneskene, for Gud læger ikke større byrder på den enkelte, end hun/han kan bære" (s. 149).

Det skal siges, at Amir Zainorin i dagbogsantologien "Muslimsk-Dansk dagbog. 19 dagbøger fra Muhammed-krisen" fortæller følgende historie, som eksempel på, hvordan muslimer bør reagere på fornærmelser (s. 152):

"[E]n historie om Muhammed. Den går på, at en kvinde smed affald efter ham, hver gang han var på vej til moskeen. I stedet for at gøre gengæld ignorerede han hende og fortsatte blot forbi, som om intet var hændt. En dag blev kvinden syg og måtte blive i sengen. Muhammed var forbavset over, at kvinden ikke stod der og smed affald efter ham. Så han stoppede op og spurgte hendes nabo, om han måtte se hende. Ved synet af Muhammed, der var på vej ind i huset, blev kvinden forskrækket og bange for, at han var kommet for at få sin hævn, nu hvor hun var hjælpeløs. Men i stedet spurgte han til hendes helbred og tilbød sin hjælp. Kvinden omvendte sig siden til islam. Dette er efter min mening en af de mest inspirerende historier, fordi den viser, hvordan man kan løse et problem ved ganske enkelt at elske sin fjende".

Uanset hvad sandhedsværdien i den historie måtte være, må man desværre sige, at Muhammed i sit virke har været noget inkonsekvent i at udleve denne tankegang, jvf. indledningen i denne tekst.

Den vestlige kulturs sprogbrug, har dog påvirket mange muslimer: "I dag er der mange muslimer, der taler både om Guds kærlighed og om næstekærlighed - modsat tidligere, hvor det næsten kun var kutyme inden for sufismen (...) Det er givetvis globaliseringen og den tværreligiøse dialog, der ar smittet af på muslimernes sprogbrug" (s. 149). Og så kommer hun med et udsagn, der næsten er kulturkristent: "Rent sprogligt mener jeg, at der er en tendens til at bruge de store ord såsom kærlighed og næstekærlighed (og alle former for superlativer) alt for hyppigt, og hvis vi ikke passer på, mister begreberne efterhånden fuldstændig deres substans og betydning. De risikerer at blive en tom floskel - alene af den grund, at vi mennesker i praksis har svært ved at leve op til de store ord og til de forventninger, som disse stiller" (s. 150).

I den forbindelse bør det også nævnes, at når det i en af islams søjler hedder, at man skal give almisse til fattige, så tænkes der, underforstået, på fattige muslimer (fik jeg at vide af en muslim, da jeg spurgte på en blog). På den måde opererer islam med en os-og-dem-tankegang, der er fremmed for kristendommen (jvf. - igen - fjendekærligheden). Det skal dog siges, at da jeg gjorde dette forhold gældende i en kommentar på facebook, blev jeg korrigeret af Özlem Sara Cekic (udover at være politiker, er hun kendt for at arrangere ramadan-middag på Christiansborg). Hun skriver (31. juli 2011) "Måneden går ud på at hjælpe og elske medmennesker uanset tro, køn, alder og etnicitet". Og tilføjer i samme debattråd: "Juma. Desværre eksisterer racismen også blandt muslimer". Hun mener altså, at den nævnte almisse ikke er forbeholdt muslimer.

Det er korrekt, at der er foretaget uhyrlige gerninger i Jesu navn - men det kan Jesus jo ikke gøre for. At dræbe eller hade i Jesu navn giver overhovedet ikke nogen mening. Det gør det i nogle tilfælde i islam (altså, i Allahs navn). Måske kalder man det ikke had, men noget mere pragmatisk. Men at føre forsvarskrig i Allahs navn er under visse betingelser en pligt. Med det verdslige sværd i hånden kan det, som historien viser, være nødvendigt at føre forsvarskrig, også i et kulturkristent land. Men aldrig i Jesu navn.

 

Jeg synes det er et alvorligt problem, når man - legalt - kan føre krig i guds navn. I stedet for at tage ansvaret på sig, henvises til en anden instans, der påbyder det, og så er alt i orden. Udtrykket 'når gud er død er alt tilladt' bliver vendt på hovedet - 'netop fordi gud ikke er død er alt tilladt'. Det minder mig om Lars von Triers perle af en komedie, "Direktøren for det hele", hvor den synlige beslutningstager i firmaet konsekvent, når han skal tage de upopulære beslutninger, henviser til 'Direktøren for det hele' (et fantom, som påstås bosidende i USA!), som den der trækker i trådene. Han kan derfor hele tiden henvise til en anden instans, og behøver således aldrig selv at tage ansvaret på sig. Og ingen kan gå i dialog og diskutere med ham, for 'Direktøren for det hele' har talt. Sådan er det bare.

I en debat på facebook 7. juli 2013 om netop det for mig problematiske i at bruge Muhammed som forbillede, da han også var hærfører og gik i krig, dér røg jeg også i diskussion med Fatih Alev, som vist mest er kendt som imam, forfatter og foredragsholder - og debattør.

Ikke overraskende forsvarede han Muhammed som et forbillede, og skrev blandet andet følgende, som nok er meget sigende for logikken, hvis man da kan kalde det det:

"I Islam er kampen for retfærdighed og imod uretfærdighed et vigtigt princip. Hvis nogen udøver aggression mod andre, skal en muslim ikke forholde sig passivt imod dette. Det er det, Profeten Muhammad er et forbillede for. Ikke bare med ord, men med handling. Han har vist i handling, at det at skade andre mennesker UDELUKKENDE er en undtagelse, ikke en regel. At tilgive er bedre end at tage hævn. Og muslimer skal sænke deres våben så snart fjenden gør det. Principper stadfæstet i Koranen og i Profetens konsekvente praksis, som han aldrig veg fra. Så ja, han er et forbillede. For hvordan vi som muslimer skal være afbalancerede og drives af nogle yderst fornuftige principper og ikke lyster (såsom hævnlyst), når vi står overfor virkelighedens udfordringer".

Jeg synes i øvrigt også, det er problematisk, når der føres krig i Demokratiets navn. Igen er det som om, man - i hvert fald sprogligt - retfærdiggør sine (upopulære?) beslutnniger ved at henvise til en 'hellig sag'. Der kan være mange pragmatiske grunde til at man vælger at gå i krig, men grundene skal kunne diskuteres, og ikke tages for givet. Man skal kunne argumentere på timelighedens præmisser.

Vejen til frelsen - troen, loven eller kærligheden?

Jesus har erklæret alt mad for rent, jvf. fx. Markus, kap. 7, v. 14-23:

"Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: »Hør mig, alle sammen, og forstå: Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. Har nogen ører at høre med, skal han høre!«

Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. Og han sagde til dem: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.« Dermed erklærede han al slags mad for ren. Og han sagde: »Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.«"

Det dobbelte kærlighedsbud er i centrum. Ikke alle mulige regler om bedetider, faste, og adskillige renhedsforskrifter. Ovennævnte Massoud Fouroozandeh skriver ligefrem i Den forbudte frelse: "Renhed betyder alt i Islam. At være uren er at være uretfærdig, og vil man være rettroende, må man uafbrudt stræbe efter renhed. Jeg følte mig aldrig ren nok. Specielt ikke ren nok til at røre ved den hellige skrift, Koranen, som man skal gennemgå adskillige ritualer for at blive ren nok til at røre ved" (s. 43 - Fouroozandeh er i øvrigt fra Iran).

Blandt andet derfor betragtes islam fra kristen side ofte som en lovreligion, som kan betyde i hvert fald to ting. Den mest oplagte, og det er den, der oftest henvises til i medierne, er, at islams hellige skrifter også er fyldt med decideret lovstof. Ligesom det gælder for det gamle testamentes mosebøger, dvs jødedom. Hvilket blandt andet betyder, at religion og politik er sammenblandet på en måde, som er fremmed for kristendommen (her tænker jeg først og fremmest på protestantismen i den lutherske version).

Men der er en mindst lige så vigtigt betydning af ordet lovreligion. Det er nemlig spørgsmålet om, hvad det er, der frelser den enkelte. Er det troen, eller er det lovens gerninger? I den protestantiske version af kristendommen siger vi, at det er troen, der frelser. I islam har gerningerne også direkte betydning for frelsens mulighed. Samtidig med, at frelsens mulighed (naturligvis) er betinget af nåden. Et billede kan måske tydelig gøre dette.

Niels Henrik Arendt refererer en "lille ordveksling fra en samtale, jeg engang deltog i, mellem en afrikansk kristen biskop og en pakistansk muslim (...) Biskoppen prøvede at forklare muslimen, hvad kristendom var, ved at fortælle en historie: "En mand faldt i en flod med en rasende vild hvirvelstrøm. Han kæmpede for at redde sig i land, men kunne ikke. Han var fortabt. Men inde fra bredden, havde en anden set det, og nu kastede denne sig ud i floden og reddede den druknende, men kun ved at han selv satte livet til". Her overfor indvendte muslimen, at historie i virkeligheden burde lyde således: "En mand valgte at springe i en flod med en rasende vild hvirvelstrøm. Han var fortabt. Men inde fra bredden havde en anden set det, og han smed et redningsreb ud til den druknende, som denne så selv måtte bjærge sig ved. Og det var vel også kun rimeligt, siden han havde bragt sig i denne knibe". Redningsrebet, der kastes ud til det nødstedte mennneske (og som omtales i sura 3,103), er for muslimen åbenbaringen af den guddommelige vilje, som den findes i Koranen og i den islamiske lovgivning. At gøre lovens gerninger er at bjærge sig ved dette reb. Det er en kendsgerning, at mange muslimer virkelig sætter deres kræfter ind på at gøre, hvad de opfatter som Guds vilje. At være muslim er at være forpligtet. Man kan med rimelighed spørge, om det ikke i langt højere grad burde gælde for den kristne?" (s. 114f i Gud er stor).

Ovenstående citat er yderst interessant. Blandt andet viser det islams tilsyneladende blinde tro på, at menneske grundlæggende er i stand til at vælge det gode, og i hvert fald har sin frie vilje til at gøre det rigtige. Mennesket får nok hjælp, men gør det ingenting, drukner det. I kristendommen drukner man ikke - her er der et andet menneske, der sætter livet til, for at redde mennesket fra druknedøden. I øvrigt er det værd at overveje, om Arendt har ret i, at kristne burde føle sig mere forpligtet på den kristne forkyndelse. Har vi glemt, at Kristus ikke kun er gave, men også opgave, ikke kun gave, men også forbillede? For selvom gode gerninger i kristent lys ikke giver point hos Gud, er vi jo stadig pligtige at gøre dem.

Og jeg mener personligt, at ovenstående illustrerer en meget vigtigt forskel på islam og kristendom. Føromtalte Massoud Fouroozandeh, som i dag driver mission blandt nydanskere, skriver da også i førnævnte bog: "Den store forskel på kristendom og Islam kan skrives på fire bogstaver: Nåde. Da jeg var muslim, kunne jeg aldrig være sikker på, at jeg var god nok til at komme i himlen. Hele livet skulle jeg frygte min død, når Allah tog sine to vægtskåle frem for at veje mine gerninger. Ville jeg ende med evige pinsler, fordi jeg blev fundet uværdig til at komme i himlen? Eller ville jeg slippe igennem nåleøjet? Jeg ville aldrig kunne vide mig helt sikker, men i kristendommen er læren helt anderledes. Ingen fortjener at komme i himlen, men alle bliver inviteret til det! For Jesus har allerede taget den straf, som vi fortjener, og den eneste vej til Gud går gennem Jesus" (s. 208).

Det er interessant læsning af en tidligere muslim. Og han har også givet en af de mest præcise beskrivelser af vejen til frelse, som jeg har læst. Helt enkelt, nemlig: Fællesskab med Gud. Han skriver: "En blomst kommer aldrig til at blomstre ved at anstrenge sig, kun ved at blive på stilken i tillid til, at det er godt at være der. Derfor passer det ikke, når nogle siger, at der ikke er forskel mellem forskellige religioner. For i Islam skal man anstrenge sig for at blive god nok, mens karakterforvandlingen ikke sker gennem anstrengelser i den kristne tro, men gennem fællesskab med Gud. Jesus giver selv et meget stærkt billede på, hvordan livet med ham kan forme én og give én nyt liv. Han sammenligner sig selv med et vintræ og siger, at "den, der bliver i mig bærer megen frugt". Et træ skal kendes på sin frugt, og kærligheden vokser frem, hvor Jesus får lov at leve" (s. 209).

Så smukt, så smukt, så smukt. Jeg bør nok tilføje, at i kristendommen kan man ikke have fællesskab med Gud uden på samme tid at have fællesskab med næsten. Vejen til Gud går igennem næsten. Vi skal møde vor næste, som var det Kristus selv.

Muslimen Sherin Khankan taler også om at handle, som om Gud hele tiden står foran en. Hun er nok mest kendt fra medierne i sin egenskab af at være medstifter af Forum for Kritiske Muslimer. Hun er interessant deri, at hun godt nok er født i Danmark, men er halvt finne, halv syrer, opdraget af en kristen mor og en muslimsk far. Hun ender med at vælge islam, men det er tankevækkende, at det er den gren, der hedder sufisme, som hun er stærkt inspireret af. Denne retning betragtes af mange muslimer som kættersk, da afstanden mellem skaber og skabning, Gud og menneske er noget mindre, og forholdet dermed mere intimt, end man traditionelt ser i islam, hvor mennesket helst ikke skal komme for tæt på sin skaber.

Jeg studsede bl.a. over følgende formulering i hendes bog Islam og forsoning: "For mange sufier er målet udelukkende at elske Gud uden nogen form for beregning. Men kærligheden til Gud er forbundet med forholdet til medmennesket. Kun ved at tjene næsten, tjener man Gud. Det guddommelige åbenbarer sig således gennem det ansvarsfulde møde med det andet menneske. Fra et holistisk islamisk perspektiv er bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse [islams fem søjler] blot redskaber til at huske Gud og vores næste. Ritualerne er ikke målet i sig selv, men midlet (...) At være tæt på Gud er at tjene sit medmenneske" (s.63f).

Når man ser bort fra henvisningen til islams fem søjler, kunne det lige så godt være en beskrivelse af kristendommen, og derfor er det ikke så mærkeligt, at det er sufismen hun er tiltrukket af, hvis hun absolut skal finde balancen mellem kristendom og islam i islam.

Interessant var det også at følge samtalen mellem Martin Krasnik og Mona Eltahaway (kvinde, egypter og muslim, som det hed i programmet), som fandt sted under Århus Festuge 2009 foran et publikum. Hun insisterede på ikke at svare på et spørgsmål om, hvor mange gange om dagen hun bad. Hendes forklaring var, at selve spørgsmålet følger de konservatives dagsorden, som hedder, at man selvfølgelig beder fem gange i døgnet, og hun ønskede ikke, at denne dagsorden skulle bestemme, hvorvidt hun var rigtig muslim eller ej, det skulle hun nok selv afgøre. Sætter med det over for den islamkritiske Ayaan Hirsi Alis udsagn: "Hvis man kalder sig muslim, skal man følge hans eksempel, ikke kun ved at bede fem gange om dagen, men også ved at efterleve hans moral" (citeret fra Tavshedens tyranni af Flemming Rose, s. 339), forstår man godt hendes statement. For hvad er sand islam for muslimer?

Men nu at gøre det helt klart: Muslimer skal vises omsorg og næstekærlighed, som ethvert andet medmenneske/enhver anden næste. Alt andet ville være et brud med det dobbelte kærlighedsbud. Men islam som religion skal bekæmpes med ord, igen og igen og igen...