Rune Klan om Jesu liv

 

 

Glædelig

 

påske!

 

 

Vilhelm Beck

 

Vilhelm, der påbegyndte teologi-studiet efter faderens vilje (han ville hellere have været gartner, og havde ikke meget til overs for præster), fik her en noget blandet oplevelse af undervisningen. Især professor H.N.Clausens teologi var problematisk, mente den unge Beck: ““Clausen ødelagde de evangeliske beretninger ved at fortolke dem. Mirakler gjorde han til misforståede parabler, og syndefaldet blev til en myte. “Engle og djævle afskaffet, uddrivelsen af onde ånder gjort til en lempelse af Kristus efter datidens overtroiske forestillinger, Kristi forsoningsdød som et offer og en betaling for vore synder gjort til blot en bekendtgørelse om, at Gud var ikke vred, helvede afskaffet og altings ende med alle menneskers salighed - nej, det kunne jeg se, var ikke Bibelens kristendom, og mit hjerte sagde uafladeligt nej til hans hjemmegjorte kristendom”. Sagen var, at “enten er Bibelen sandhed fra først og til sidst, eller også er et hele med kristendommen intet”” (Egon Clausens Guds knaldepisk. De helliges høvding, s. 41f).

Men Vilhelm Beck var ikke stifter af Indre Mission, det var der tre andre, der fik æren af.

Den omvandrende prædikant Jens Larsen (til daglig smed i Kirke Værløse) var blevet grebet af en uimodståelig åndelig kraft - dels efter at have hørt en salme af Brorson, dels efter at have hørt Grundtvig holde en prædiken i Vartov. I begyndelsen var han således en god grundtvigianer, hvor trosbekendelsen, dåben og nadveren var selve det levende ord.

Han mødte gårdejeren Peder Pedersen og væveren Peder Sørensen.i 1853, og alle tre var de lægmænd, og var (derfor) skeptiske overfor de lærde præster, og da disse (herunder Grundtvig, som tilbragte hele sommeren på godset Rønnebæksholm) svigtede under koleraepidimien i København 1853, besluttede disse tre at gøre noget ved den åndelige situation i Danmark. Her er det interessant at bemærke, at ‘de hellige’, som de mente ikke havde svigtet under epidimien, ikke havde søgt at lindre de syges sygdom, men at trøste de døende; Gudsforholdet skulle jo først og fremmest være i orden.

En sådan gruppe af hellige mødtes 17. september 1853 i landsbyen Ordrup, og sådan blev Indre Mission til.

I 1861 blev Vilhelm Beck medlem af bestyrelsen, og en af de første udrensninger/fyringer fandt her sted - det gik ud over Jens Larsen, ham der havde været med til at skabe organisationen; eller rette ‘tanken’, for organisation var der egentlig ikke meget af endnu. Men man mente, at han var blevet for overmodig og spredte falske og forvirrede lærdomme, og. Vilhelm Beck vandt blandt andre Johannes Clausen til at fyre Jens Larsen på generalforsamlingen i Stenlille i efteråret 1861. Han ville nemlig ikke gå frivilligt. Men Egon Clausen skriver (s.78): “Deres egentlige interesse lå dog ikke i foreningen som sådan, men i hvad den kunne bruge til. Johannes Clausen mente nemlig, at når lægmandsbevægelser og sekter skød op overalt, skldtes det præsternes dovenskab og ringe anseelse i befolkningen, og for dem begge stod det klart, at kirken var truet såvel indefra som udefra, men hvis man nu kunne samle de troende og gøre dem til kirkens stridsmænd, var alt håb måske ikke ude, og måske var Indre Mission et egnet redskab i kampen for at generobre det tabte terræn? (...) Hvis Indre Mission skulle bruges til noget, måtte den demokratiske lighedstanke kort sagt skiftes ud og erstattes af en ledelse, der kunne handle hurtigt uden at skulle afvente udfaldet af slskens palaver. det var de enige om”.

Hovedfjenden var grundtvigianismen. Den havde, som vi så i sidste afsnit, et alt for lyst syn på tilværelsen. Blandt andet grundtvigianernes påstand om, at omvendelse var mulig, også efter døden, tog de skarp afstand fra: ““Den der prædiker omvendelse efter døden, må have studeret teologi på djævelens universitet”, sagde Vilhelm Beck. Han hævdede, at hvis døden ikke er endegyldig, bliver alt andet ligegyldig. Hvis man i tide var blevet omvendt, gik sjælen lige ind i himlen; men hvis man var vantro i dødsøjeblikket, gik man fortabt og havnede i helvede, hvor man blev pint til evig tid” (s. 94f).

En anden markant mærkesag var den skarpe skelnen mellem ‘Guds folk’ og dem, der tilhørte verden; som i bund og grund - i Vilhelm Becks øjne - svarede til Indre Mission hhv. grundtvigianerne. Lignende tanker tilhørte dog også de tidlige grundtvigianere.

Han var ganske vist en god grundtvigianer i den forstand, at han lagde mest vægt på sakramentene, dåben og nadveren, men Grundtvigs bon mot: Menneske først, kristen så, tog han afstand fra. “”Det er den gamle fejltagelse, først kultur, så kristendom,” sagde han. “Efterhånden har man udslettet grænsen mellem Guds rige og verden. Nej, først Guds rige, også først i tidsfølgen, så det øvrige, det er Vorherres orden. Guds rige vil aldrig være halen. Det er og vil være hovedet. Kulturen, det menneskelige, det nationale. det er halen” (s. 100f). Modsat Grundtvig tillagde Vilhelm Beck altså ikke menneskelivet i sig selv grundlæggende værdi.

Hvis man - som jeg har gjort - kan kalde trosbekendelsen for Grundtvigs archimediske punkt, må Vilhelm Becks archimediske punkt være dåben. Grundtvig mente, at menneske havde en medfødt evne til at tro, mens Vilhelm Beck mente, at dette kun var muligt efter dåben. I sin polemik mod Grundtvig kunne han advare mod baptistiske tendenser, for i deres tale om en medfødt evne til at tro, lå der efter Becks opfattelse “et Frø til en rigtig solid Baptisme endog midt i Grundtvigianismen” (Kurt E. Larsens Vilhelm Beck. Missionspræsten, s.249). Det skal forstås således, at barnedåben strengt taget ikke var vigtig for grundtvigianerne, da evnen til at tro jo var medfødt - nødvendigheden af barnedåben var i den forstand - i hvert faldt i polemikerens øjne - anderledes.

En anden - måske endog mere markant - uenighed mellem de to retninger var Bibelens rolle. Grundtvigianere læste den mere (som en indremissionær ville sige det:) liberal, mens Indre Mission var bogstavtro. Så nok var dåben i en vis forstand Vilhelm Becks såkaldt archimediske punkt, men det var dog stadig den skrevne bibel, der havde absolut autoritet. Måske kan det bedst udtrykkes sådan, at bibelen havde den absolutte autoritet, men denne gav ingen mening før man faktisk var døbt. I den forstand var barnedåb ekstrem vigtig. I princippet var ‘omvendelse’ ikke mulig førend man var døbt.

Selvom der altså virkelig var skarpe modsætnigsforhold mellem grundtvigianerne og Indre Mission, forblev de - som bekendt - begge i folkekirken - det var en ‘broderstrid’, hvor polemisk og hadsk den sommetider end kunne være.

Både Indre Mission og grundtvigianerne havde trods alt barnedåben til fælles. Stort set alle firkirker har bekendelsesdåb, dvs. voksendåb.

Nye tider, nye trusler

Den yngre Vilhelm Beck var forarget over den såkaldt historisk-kritiske bibellæsning, og for den ældre blev det en regulær trussel.

Det vil dog være forkert at sige, at denne ‘libesrale’ ikke-bogstavtro læsning af bibelen anfægtede Vilhelm Beck, for til sin død var han - tilsyneladende - ikke i tvivl om, at han (som altid!) havde ret: Bibelens ord fra start til slut var Guds ufejlbarlige åbenbaring. Også selvom ovennævnte liberale læsning påviste konkrete uoverensstemmelser i bibelen.

Vilhelm Beck gav sig ikke. Mest kendt er nok, da han tordnede mod professorerne på Københavns Universitet. Han råbte til dem, om de mon læste Bibelen på knæ? Spørgsmålet var naturligvis retorisk, så han brølede:

På knæ, professorer, for den hellige skrift!

Hvad angår grundtvigianerne anfægtede den ‘liberale’ læsning ikke på samme måde. De mente jo at have et ‘bolværk’ mod denne problemstilling - nemlig den mageløse opdagelse, trosbekendelsen.

To andre trusler - eller udfordringer om man vil - var den spirende socialisme, og fritænkeriet.

Man må huske, at i det enevældige Danmark, havde præsten i det enkelte sogn cirka samme position som den enevældige kongen havde over borgerne. Han skulle sørge for ‘ro og orden’. Præsterne var således ganske betydelige autoriteter (med pave-agtig status), og kunne af gode grunde henvise til Gud, når de argumenterede for rigtigheden af deres synspunkter, og mange ønskede i virkeligheden status quo, den, som blev brudt ved Grundlovens indførelse.

Derfor kan det ikke undre, at socialismen blev en betydelig konkurrent til kristendommen, og det i princippet uanset om det var i den indremissionske udgave, eller den grundtvigianske. Ingen forstod rigtigt nødvendigheden af socialismen, sandsynligvis pga. af, at de to gruppers tilhængere ikke længere befandt sig i samfundets laveste klasser. Grundtvigianeren Otto Møller mente, at socialismen var lig antikrist, for socialisterne ville jo skabe paradis på jorden ved at plante livets træ i synders verden, og indremissionærerne (overvejende middelstanden) var sikker på, at ejendomsretten var en skabelsesordning. Og de kristne, som faktisk gjorde ‘kærlighedsgerninger’ for at hjælpe de fattige og ‘udstødte’ tog Vilhelm Beck afstand fra. Hvor socialister så social elendighed, så mange præster synd og utugt. Her plejer man at skelne mellem ordmission og gerningsmission, og Vilhem Beck mente, at alene ordmissionen var kirkens opgave.

Socialisterne spottede præsterne, og anklagede dem for ikke at gøre alvor af, hvad de hver søndag prædikede i kirken. Der var dog socialister, der mente, at kristendom og socialisme kunne ‘kombineres’: Socialismen var praktiseret kristendom, og Jesus var således den første socialist! - “hvis enkle lære om næstekærlighed præsteskabet i egen klassebestemte interesse havde forvansket til “dogmer” og fyldt med naturstridige mirakler, men sand religion er “en på sund fornuft og på overbevisning grundet moralsk lovbog”; kirkelæren bygger på fantasien og vil kue fornuften, derfor må enhver hos hvem “den frie tanke har spiret være med at bekrige den”” (P.G.Lindhardts Vækkelse og kirkelige retninger, s. 141f). Til dette sagde Vilhelm Beck sarkastisk, at mens de kristne i Jerusalem sagde “Alt mit er dit”, sagde socialisterne: “Alt dit er mit”! Især ønsket om at afskaffe den private ejendomsret afskyede han.

Ikke uden grund følte arbejderne og andre socialt og økonomisk dårligt stillede personer - og dem var der mange af - totalt svigtet af kirken, og den kirkelige institution blev set som alt det, de hadede ved det gamle system under enevældens tid, før grundloven; selvom grundloven i grunden også mest kom de velstillede til gode. I hvert fald kunne den øgede frihed og såkaldt stigende velstand ikke ses på arbejdernes lønninger.

Selvom ovenstående var slemt nok for en person som Vilhelm Beck, virker det næsten som om, at den største fjende overhovedet var fritænkeriet - dvs. fritænkeren par exellence, nemlig George Brandes.

For han var nemlig ikke ligeglad med kristendommen, han hadede den: “Gud er det onde. Skaf os blot af med ham, så får vi lindring...” (citeret efter Egon Clausen, s. 166).

Dette fik Vilhelm Beck til at tænke i dommedagsscenarier:

“Djævelen havde udrustet Georg Brandes med en evne til at rive alle de vantro med sig og samle dem om sig i et stedse stigende antal. Når Gud lod dette ske, var det, for at den sidste store krig på jorden kunne blive udkæmpet. I denne krig ville antikristne kræfter søge at tilintetgøre alle de troende, og hvis dette lykkedes, ville der komme frygtelige tider. Vilhelm Beck forklarede, at til den tid er der ingen der “tror på noget guddommeligt ord eller nogen guddommelig lov, og (der er) heller ingen, der mere bryder sig om nogen menneskelig lov. Ingen, der tror på nogen guddommelig øvrighed i himlen, og heller ingen, der mere bryder sig om nogen menneskelig øvrighed på jorden”. Dette vil være den store trængsels forfærdelige tid, hvor lovløsheden ville herske uindskrænket. Hvor “enhver myrder og slår ihjel, som han har lyst, - man tror jo ikke længere på det ord: “Du må ikke slå ihjel!” og der er ingen øvrighed mere til den tid til at straffe mordere, og intet menneske vil nogen dag være sikker på ikke at blive myrdet inden aften. Og til den store trængsel vil høre, at enhver stjæler og røver fra sin næste, som han vil - her er jo ingen mere, som tror på det ord: “Du må ikke stjæle!” og der er jo ingen øvrighed til den tid til at ave tyvene, intet menneske vil i den store trængsel være sikker på at beholde sit hus, sit hjem, sin ejendom nogen eneste dag. Og til den store trængsel vil også høre al den utugt, der vil vælte sig som en rædsom strøm hen over menneskeslægten, - der er jo ingen til den tid, som mere tror på det ord: “Du må ikke bedrive hor!” og der vil ikke til den tid være tale om noget ægteskab, om at mand og hustru er bundte til hinanden på livstid; det vil være “den frie kærlighed”s tid, da mand og kvinde lever samen i utugt, så længe de har lyst til hinanden, og så skilles ad og søge andre, når de bliver kede af hverandre...” (Clausen, s. 167f).

Men det blev næsten endnu værre, for naturvidenskaben stormede frem. Jeg citerer her igen Clausen, da det er skrevet så præcist: “Den første store ydmygelse indfandt sig, da Kopernikus slog fast, at Jorden var en klode i rummet blandt andre kloder, og at mennesket ikke længere var verdens centrum, men blot en lillebitte skabning i udkanten af verdensaltet, og når himlen var væk, måtte Gud også være et andet sted. Dette var den første ydmygelse. Derefter havde videnskaben skrift for skridt erobret det religiøse rum. Troen på forsynet blev undermineret af sandsynlighedsberegningen, der kunne sætte tal på enhver risikos sande størrelse. Bibelens sandhedsværdi blev anfægtet af udgravningerne i Mesopotamien, og da man lærte at læse kileskrift. Skabelsesberetningen blev fejet af bordet af Darwins teorier om, at mennesket ikke var skabt af Gud, men blot var et resultat af mutation, og selektion, og hvad sjælens evige længsler angik, sad Sigmund Feud i Wien og var i færd med at affyre det største grundskud af dem alle. De store videnskabelige indsigter havde godt nok givet mennesker muligheder som aldrig før, men de havde også påført dem et tab af forsyn, af fælles værdier og meningsfyldt sammenhæng. Det var kort sagt en veritabel kulturkatastrofe, hvorigennem den vestlige grundfortælling mistede sin binding til kosmos og dermed til noget, der lå uden for mennesket” (s. 184f).

Ikke desto mindre ville han ikke give afkald på de goder, som de nye revolutioner havde givet - selvom han tog afstand fra moderne metoder i landbruget, udnyttede han som leder af Indre Mission den moderne teknologi. “Han brugte telegrafen flittigt, han kørte land og rige rundt med jernbane, han sejlede med dampskib, han betjente sig af moderne trykkerier og var hurtig til at få installeret elektrisk lys og telefon i præstegården, da det blev muligt” (s. 85)!

Bevidsthedshistorikere mener, at det er ganske få hændelser i historien som gør, at verden ‘bliver en anden’. Der nævnes dog én undtagelse, nemlig religionerne, især de tre store: Jødedom, kristendom og islam. Og ikke mindst den lutherske reformation.

“Naturvidenskab, historie og psykologi var ved at revolutionere tænkningen og tilmed på en sådan måde at de “videnskabelige resultater” som “populærvidenskab” trængte dybt ind i folkets brede lag, det folk som i kraft af den politisk-sociale udvikling samtidig overtog magten i både stat og kirke” (P.G.Lindhardts Vækkelse og kirkelige retninger, s. 167).

Hertil må man tilføje, at mangt et moderne menneske i dag mener, at naturvidenskaberne er - ofte betydeligt - tættere på sandheden end kristendommen i dag. I den forstand blev verden en anden, da forestillingen om hvad, der kunne være Sandheden, langsomt ændredes, og i dag har slået rod i vor bevidsthed.. Vi tror - når det kommer til stykket - betydeligt mere på os selv, end på Gud - hvis overhovedet. En henvisning til Gud vil for mange i dag virke næsten komisk.

Måske er det derfor, at den senere tidehversbevægelse så markant har fremhævet menneskets totale syndighed overfor Gud. At mennesket i sit hovmod tror på, at det kan bygge et sandt liv på menneskeskabte frembringelser og idéer, er at leve i en total illusion. Og det er grundlæggende udtryk for et oprør mod og forkastelse af Gud som Herren, hvilket selvfølgelig er blasfemi.

Det lyder måske meget ‘missionsk’, men det er det ikke.

Tværtimod.