Grundtvigianismen i dag

Ebbe Kløvedal Reich skriver i Billeder af Jesus (s. 184):

"Der er mange forskelle på dengang [for små 200 år siden] og nu, men Grundtvigs indsats dengang har alligevel bud til nutiden. Det er nok rigtigt, at han ved sin mageløse opdagelse gjorde den apostoliske trosbekendelse mere højhellig og magisk end rimeligt er [trosbekendelsen er blevet til mange århundrede efter Jesu død, og kan derfor ikke indiskutabelt være af hans mund, som Grundtvig hævdede - det var jo hans bolværk mod den historisk-kritiske bibelforskning]. Men opdagelsen står ved magt, selv hvis man nedtoner den del: Det er stadig det menneskelige, kristne fællesskab op gennem historien, der er kristendommens og kirkens egentlige grundlag. Uden det ville ingen af dem eksistere".

Og han fortsætter (s.188):

"Jeg tror på den Jesus, der forkyndte Guds kærlighed og kraft imod magten og gik i døden for sin forkyndelse, så det har virket lige siden. Jeg tror på, at det gudsrige, den dom og den tilgivelse, han forkyndte, virker i enhver nutid. Jeg tror også, at det var evangelisterne og kirkebyggerne, der for at holde sammen på tropperne udstyrede ham med et stort udvalg af guddommelige titler, himmelsk trone, afskyelige djævle, gigantiske undergangssyner og dommedag ved tidernes ende. Alligevel tror jeg på Kristus, instansen. Han blev, som han er, og der er ingen andre - eller der er Gud som Det Absolut Anderledes eller som et vindtørt princip. Kristus har på godt og ondt præget næsten to årtusinder af det syndefulde Europas historie og meget mere end et årtusinde af det syndefulde Danmarks historie. At sidde med ved bordet i de historier er at sidde til bords mellem andre toldere, syndere, skøger og farisæere. Det hører med til at kalde sig kristen. Jeg tror endelig på, at folkekirken er en borgerlig indretning, og at åndsfriheden i det ligeværdige, menneskelige fællesskab er det eneste sted, hvor helligånden kan tænkes at dale ned eller flamme op og give mening og mod. Med nye, livgivende billeder af vejen, sandheden og livet".

Jeg har valgt at citere hele den tekst, som Reich kalder (sin) trosbekendelse. For selvom det jo er en utvetydig bekendelse til kristendommen, tror jeg, at mange af hans tanker er meget moderne.

At Ebbe Kløvedal Reich er lav-grundtvigianer (hans eget udtryk) ses af, at han nok tror på, at det er i det menneskelige fællesskab at Helligånden kan tænkes at dale ned, men kirken er dog 'blot' en borgerlig indretning. Hvad jeg også tror, mange vil give ham ret i. Her er det interessant, at Niels Højlund mener, at det i dag faktisk er kirken, der er de fleste danskeres anstødssten, og hverken religionen, kristendommen og måske ikke engang Kristus, der er forargelsen, sandsynligvis - i hvert fald blandt andet - dels fordi man jo prædiker i kirken (!), og især fordi kirken mildt sagt ikke har nogen særlig sympatisk historie bag sig, selvom det er længe siden, at tyraniet faldt, rimeligvis siden midten af nittenhundrede-tallet i Danmark. Niels Højlund kan ikke undvære kirken, og gør en dyd ud af at være vane-kirkegænger ("så meget kirken også er mig til forargelse, så umuligt er det mig alligevel at tænke mig den væk og borte. Uden at kristendommen gik med i købet. Jeg er lige ved (men også kun lige ved) at gentage den katolske kirkes berygtede ord: Extra ecclesiam nulla salus - Uden for kirken ingen frelse" ) (fra hans tekst "Kirken er forargelsen" fra antologien Gud anno 1992).

Indremissionærere anklager ofte de kirkelige grundtvigianere for netop at være vane-kristne, altså folk, som er kristne mere af navn end af gavn - en anklage som Vilhelm Beck jo også fremførte. Og hvis vi skal fortsætte anklagerne (helgivis ofte med et glimt i øjet), så kunne tidehvervsfolk kunne finde på at kalde i hvert fald lav-grundtvigianerne for cirkus-kristne.

Fællesskabet og rummeligheden står altså i centrum for en grundtvigianer, og det i princippet uanset om man er lav-grundtvigianer eller kirkelig. Tidehverv vil sandsynligvis også anklage en grundtvigianer for at være for rummelig i den forstand, at alt er lige godt, selvom det nok snarere er friheden inden og udenfor kirken, som grundtvigianere mener med rummelighed. Der hvor uenigheden her er størst, er sandsynligvis forholdet til andre religioner, hvor en grundtvigianer er betydelig mere åben end en tidehvervsmand.

Og det var så absolut friheden, både inden for og uden for kirken, der var Grundtvigs mærkesag, selvom han hadede "Tysken", når en sådan var inden for Danmarks grænser, men det var mildt sagt også en anden tid, Grundtvig levede i. Krigens rædsler var dengang nærværende for en dansker på en måde, som vi ikke med rimelighed kan sætte os ind i i dag.

Og i en sådan situation kommer Jesu bud om fjendekærlighed sandsynligvis til kort. Som Thorkild Grosbøll siger i en prædiken over Matt. 5,43 - 48 med en henvisning til borgerkrigen i eks-jugoslavien, hvor budet om fjendekærlighed synes at tale for døve øren: "Fra hus til hus kæmper de. Og når de med riflen i hånden krydser gaden, slår de kors for sig, inden de løber - serbere, kroatere og alle de andre (på nær muslimerne naturligvis [der er intet bud om fjendekærlighed i Koranen]). For de [de kristne] kender jo historien. De har hørt den igen og igen i deres respektive kirker. Men øjensynlig med ringe effekt. Uciviliserede bæster, som ikke bare myrder løs, men gør det i Vorherres navn. Ingen undser sig for at gøre det. Og så står man dér med evangeliet som en punkteret badebold i alt for latterligt glade farver. Og man floves over sin tankeløse barnagtighed. For hvad er det også for noget? Der er jo ingen, der kan elske deres fjender [det er jo derfor de er fjender - jk], med mindre de er masochister - ingen er i stand til at gøre godt mod dem, der hader og forfølger én - det ville også være perverst". (Fra prædiken "Fuldkommen sommer" (s. 202f), fra antologien Prædikener fra i går til i morgen).

Den grundtvigianske indbyder

Der er en stor forskel i forkyndelsen, som den lyder hos grundtvigianere og tidehvervsfolk. Mens tidehvervs forkyndelse synes at have resignation som konsekvens, er det ikke nødvendigvis tilfældet for en grundtvigianer. Forskellen kan måske bedst illustreres med gæstebuds-lignelsen fra Lukas-evangeliet. Her er der en mand, som inviterer venner og bekendte til fest, men alle har en undskyldning for ikke at komme. Manden bliver naturligvis vred, og nok også skuffet, men inviterer i stedet alle de fattige og udstødte til festen, alle dem, som han absolut ikke kan regne med vil give noget til gengæld. En grundtvigianer ville gøre som denne mand, men set i polemikkens lys ville en tidehvervsmand ikke gøre som denne mand. Det ville blive betegnet som sværmeri, patetisk aktivisme og gerningsretfærdighed at drage ud og finde næst'er, som tidehverv ville udtrykket det - og vi er jo ikke Jesus.

Ovenstående kan selvfølgelig kun være grundtvigianismen i kort form, for grundtvigianismen er meget bred - sandsynligvis bredere end både Tidehverv og Indre Mission. Man kan udtrykke det på den måde, at lav-grundtvigianismen i sin 'ekstreme form' grænser til blot at blive en livs-filosofi (cirkus-kristne), mens højrefløjen - gammelgrundtvigianerne - synes at mene (som mange i Indre Mission), at menighedsfælleskabet er særligt helligt, eller særligt kristent.

Forskellen mellem de tre store kirkelige retninger inden for folkekirken kan altså udtrykkes således:

Tidehvervs forkyndelse ligger vægten på, at mennesket ikke kan gøre noget særligt, og at det er sværmeri at tro noget sådant. Mennesket kan 'blot' håbe og tro på syndernes forladelse.

Grundtviganere (især de aktivistiske) vil sige gå ud og elsk, evt. igennem det kirkelige fællesskab. Her 'må' man gerne selv opsøge næst'er, og byde dem ind, som manden i ovennævnte historie fra Lukas-evangeliet gjorde. Grundtvigianere - især af den mere klassiske slags - vil tale om sakramenterne (dåb og nadver) og troens ord.

En anden gruppe, nemlig tidehvervsgrundtvigianerne, er omvendt kritiske over for kirkelig aktivisme, og har en - vil nogen sige - ret radikal tolkning af Grundtvigs frihedsbegreb. Gruppen startede, i 1930'erne, med en gruppe tidehvervsfolk, som talte for en ny-tolkning af Grundtvig i forh. til den 'hellige' grundtvigianisme. En grundtvigianer som Henrik Wigh-Poulsen synes her at mene, at vægringen mod at tale om kirken og menigheden som noget 'særligt' og i stedet fokusere på at forkynde frihed og plads til alle, kan have fatale følger for folkekirken: "måske har tidehvervsgrundtvigianernes modstand mod at skelne (fra teksten "Den folkekirkelige hjemlighed" fra antologien Vartovbogen 2002, s.67) mellem os herinde og dem derude paradoksalt nok netop afstedkommet sådan en skelnen?" . Hans pointe er vist, at en skelnen mellem 'os' og 'dem' ikke som sådan er af det onde, men at den manglende fokus på kirke og menighed også har medført manglende indsigt i disse blandt danskerne - hvorved det problematiske 'os' og et 'dem' netop opstår (Os, der kommer i kirken mere end gennemsnittet, kan jo godt se, når der er ikke-kirkevante tilstede i kirken. 'De' holder jo meget øje med, hvornår 'vi' rejser os i kirken, og hvornår 'vi' sætter os ned igen!).

Her kan flg. replik måske bruges: "Det synes (…) kun at være de kristne, der ikke skelner mellem kristne og ikke-kristne, medens de ikke-kristne skelner mellem kristne og ikke-kristne, og på den måde dukkede forskellen mellem de kristne og de ikke-kristne op på ikke-kristen vis" (Hans Hauge: Den danske kirke nationalt betragtet, s. 155). At en vis indsigt i kirken og dens ritualer ikke er nogen skade til, udtrykker Jan Lindhardt ved at sige, at enhver der kan sit fadervor har kørekort til kirken. (Er Jan Lindhardt grundtvigianer? Tja: I bogen Ned fra soklen anklager han Tidehverv for at have taget moralen ud af kristendommen; og han mener, at vi godt kan blive klogere end Paulus, og derfor vil han fx gerne velsigne homoseksuelle, samtidig med at han undrer sig over forbudet mod kvindelige præster i indremissionske kredse).

Indre Mission er såkaldt bogstav-tro, selvom det ikke giver nogen mening. De hævder også at kunne skelne mellem rigtige og forkerte kristne. Desuden synes de at se kristendommen som et slags moral-kodex. Ovenfor forsøgte jeg at vise forskellen mellem tidehvervsfolk og grundtvigianere igennem lignelsen fra Lukas-evangeliet. Hvis man skulle lave en tilsvarende henvisning, mht. Indre Mission, ville deres version af festlignelsen være bryllupslignelsen, som står i Mattæus-evangeliet. Her kommer en klar adskillelse mellem troende og ikke-troende til udtryk. Den skal selvfølgelig ikke læses bogstavlig, men gør man det og sætter den lige overfor versionen i Lukas-evangeliet, er det i hvert fald markant forskel.

Skal man som præst prædike over denne lignelse må den sige noget om det autentiske liv. Tager man ikke imod indbydelsen til livet (bryllupsfesten), hvor man skal leve i kærlighed til næsten for næstens skyld, vil man ud fra kristen tankegang leve uautentisk og falsk. I en vis forstand indadvendt, og i hvert fald ikke udadvent i en ubetinget åbenhed over for næsten. Man lever som kastet ud af livet og bryllupsfesten.

Vælger man at tage imod, men alligevel ikke gør det helhjertet, så vil man alligevel se sig selv havne udenfor livet. Men altså, hvor manden i gæstebudet i Lukas-evangeliet er udtryk for "den grundtvigske indbyder" (Reich, s. 73), er der ikke megen indbydelse over værten i den tilsvarende lignelse i Mattæus-evangeliet, hvor det i øvrigt ikke er en 'mand', men en 'konge' der inviterer til gilde.

Inden jeg går videre med Indre Misson i dag, vil det her være på sin plads at komme med en kommentar til ovenstående.

Det måske mest lutherske er Luthers retfærdiggørelses-lære. Spørgsmålet er blot, om det i dag netop kun har fået karakter af en lære.

For selvom det er svært for et moderne menneske (undertegnede inklusive) at forstå, hvilken lettelse og forløsning Luthers lære gav de troende, var det bestemt ikke 'kun' en lære. Det drejede sig simpelthen om liv eller død. De troende var bange for ikke at gøre alle de rigtige ting - fx. at gå i kloster - for hvis Gud på dommedagen vurderede, at den enkelte ikke havde levet redeligt nok, så vankede fordømmelsen og helvedes ild. Hvilken angst for ikke at gøre det rigtige har der ikke hængt over den troende!

Efter Luthers "tårnopdagelse" kunne man efter selve den hellige tekst læse, at det 'kun' var nødvendigt at tro for at blive frelst. Der krævedes ikke noget særligt gode handlinger for at blive frelst.

Denne angst for dommedag har de fleste troende gudskelov ikke i dag (måske med mindre man er indremissionær), man ville jo som dengang leve i angst for Guds dom, hvilket jo er en aldeles destruktiv måde at leve på ("psychological terrorism", som Jürgen Moltmann udtrykker det i The Comming of God, s. xi).

I dag er der altså ikke tale om nogen 'forløsning' som på Luthers tid. Hans tanker er i dag blevet til en lære, som de færreste præster og studerende vel egentlig forstår helt, når det kommer til stykket.

Luthers retfærdiggørelses-lære synes i dag at have udviklet sig til tanken, at enhver god gerning næsten får karakter af gerningsretfærdighed (katolsk!, siger vi jo). Er det en særlig god gerning at give et bidrag til nødhjælpsorganisationer? Eller at besøge sin gamle mormor, selvom man egentlig hellere ville i biografen?

Teologen Bonhoeffer er berømt for hans skelnen mellem den såkaldt 'billige nåde' og den såkaldt 'dyre nåde'.

Når nåden er blevet 'billig' er Luthers retfærdiggørelseslære blevet en sovepude og måske endog kimen til sekularisering (lutherdommen har sejret sig ihjel!). Her er tanken, at når vi alligevel - som syndere - aldrig kan gøre det gode (thi overfor Gud har mennesket altid uret) ingen forskel kan gøre med vores handlinger, osv.; når det altså er sådan, er det meningsløst overhovedet at forsøge. Denne totale uformåenhed tilgives os igennem syndernes forladelse (denne totalt resignerende holdning til menneskets godhed er meget tidehvervsk).

Med den såkaldt 'dyre nåde' forholder det sig anderledes. Her er tanken sådan cirka følgende: Nok er mennesket dømt til at tage fejl, reelt uanset hvad det vælger at gøre eller ikke at gøre. Vi kan simpelthen aldrig gøre det godt nok, hvor godt vi end mener det. Men forsøg dog! Når det i forsøget viser sig, at man kom til kort - i større eller mindre grad - så gives syndernes forladelse. Her er nåden altså 'dyr', for fordringen lyder jo, at den enkelte trods alt skal forsøge at gøre et eller andet (som manden fra Lukas-evangeliet), uagtet den enkelte nok ved, at det reelt kan gøre meget lidt, og ligefrem kan risikere at gøre det deciderede forkerte. I lutherske ører klinger ovenstående ikke godt, for det grænser åbenbart til at være gerningsretfærdighed. Det kan jo lyde som om, at mennesket skal gøre noget særligt for at få del i Guds nåde.

Det er selvfølgelig ikke tanken, og i det hele taget kan man hævde, at man i troen på Guds nåde ikke kan lade være med at gøre 'gode gerninger', og for den sags skyld også særligt gode gerninger - være nødhjælpsarbejder? ("en god mand gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger"). Der hvor dette - kristeligt set - bliver et problem forekommer mig at ske, når et kristent menneske, som har gjort en såkaldt 'god gerning' føler sig mere god og mere kristen end andre kristne og andre mennesker i det hele taget. I så fald har han/hun ikke forstået radikaliteten af syndernes forladelse. At være kristen er jo som sådan ikke at gøre gode gerninger - med mindre man altså ikke kan lade være!