Gode gerninger og retfærdiggørelseslæren

 

Denne lære spørger til, hvordan det enkelte menneske bliver retfærdiggjort? Hvad skal der til? Skal man foretage (særligt) gode gerninger, eller foretage særlige ritualer, for at kunne kalde sig en sand kristen?

Retfærdiggørelseslærens korte svar er et klart NEJ. Svaret er enkelt: Således bliver det enkelte menneske retfærdiggjort, nemlig ved at kaste alt, hvad han/hun har i sine hænder fra sig og modtage Guds nåde og tilgivelse. Så er man sat fri til at kunne elske sin næste uden forbehold, og uden at forvente point fra Gud for de gerninger man gør for næstens og ikke sin egen skyld.

Luthers tanke er, at når mennesket ved troen er retfærdiggjort, så kommer de gode gerninger helt automatisk.

"Dette er frelsens begyndelse. Sådan befries vi fra synden, retfærdiggøres og får evigt liv, - ikke på grund af vore fortjenester og gerninger, men på grund af troen, hvormed vi griber om Kristus", skriver Martin Luther i "Store Galaterbrevskommentar I" .

 

Troen skal altså komme før gerningerne, for hvis det var meningen at man skulle gøre gode gerninger for at retfærdiggøre sig for Gud, ville disse gerninger ikke være uselviske, men kun udført for at blive frelst. Man ville i så fald ikke kunne elske næsten, for næstens egen skyld. Faktisk mener Luther, at såkaldt gode gerninger, som udføres af ikke-troende (og vildledte kristne!) per definition er onde, da de kun kan være foretaget af selviske grunde - for at retfærdiggøre sig selv over for Gud. Omvendt er gerninger, som er udført af sande kristne per definition gode. Og sand kristen er man kun som resultat af troen på Gud. I troen er man nemlig retfærdiggjort af Gud, i stedet for at forsøge med såkaldt gode gerninger at retfærdiggøre sig selv overfor Gud. Kærlighedshandlinger kan således kun være gode i troen på Gud.

Det betyder ikke at man skal glemme alt om budene, snarere tværtimod: "Fordi du med troen har grebet Kristus, ved hvem du er retfærdig, skal du nu gå hen og elske Gud og din næste" . Det er nemlig ved at prædike budene, at det enkelte menneskes synd afsløres, som er forudsætningen for anger og omvendelse. Men hvis det overhovedet skal give mening at prædike budene, skal også tilsagnet om nåden prædikes.

Det er altså ikke gerninger, der giver mennesket ro i sjælen, men troen. For uanset hvor god man prøver at være, betyder det intet for Gud. Man kan aldrig gøre Gud tilfreds med at leve efter Hans bud og anvisninger, for disse er kun bestemt til at man i dem "skal se sin magtesløshed over for det gode" , og dermed opgive håbet om at være i stand til at retfærdiggøre sig selv, opgive håbet om sin egen formåen.

Det kristne menneske er altså sat fri i troen på Gud. Men netop i troen. Derfor kan det kristne menneske tjene næsten i kærlighed for næstens egen skyld, for den troende behøver jo i princippet ikke at gøre det - han er jo allerede from og retfærdig i troen. Men da den kristne netop har nok i troen, behøver han ikke længere selv gerningerne. Luther taler om, at den kristne "har alle gerninger og livet i øvrigt til fri disposition" . Og disse gerninger vil den kristne skænke sin næste. Kristus er stadigvæk forbilledet - "som kristen vil jeg være dét mod min næste, som Kristus er blevet for mig" .

Og således kan Luther sige, "at et kristenmenneske ikke lever i sig selv, men i Kristus og i sin næste" . Det handler om den troendes forening med Kristus - "som en brud med sin brudgom" , hvor troen er vielsesringen.

For at undgå en misforståelse skal det til sidst nævnes, at når Luther taler om, at mennesket retfærdiggøres i troen, så betyder det ikke, at mennesket pludselig er uden synd overfor sin næste. Nåden giver ganske vist total syndsforladelse, men at den enkelte kan skænke sin næste sine gerninger for næstens egen skyld, betyder ikke, at mennesket ikke kan fejle. I princippet synder mennesket altså lige så meget, som før nåden, men nu "behandles den som noget, der ikke er der og smides ud" . Guds kærlighed skjuler synders mangfoldighed.

Den troende er altså sat fri til at elske næsten for næstens skyld. At forsøge at tage livet i 'egen hånd' ved igennem gode gerninger at gøre sig (mere) fortjent til frelsen, er i virkeligheden det samme som at leve i gudsforladthed, da man ikke lever i nåden, men i sine gerninger.

Reformationen og Martin Luther

Inden for kirkesamfundene var der splittelse - her tænker jeg på den katolske kirke overfor den græsk-ortodokse. Splittelsen skyldes dels, at de begge ønskede den størst mulige indflydelse i bl. a. Østeuropa, dels dogmatiske stridigheder.

I 1054 kom det endelige brud efter gensidige bandlysninger mellem paven og patriarken. Den dogmatiske strid gik på det lille latinske ord filioque, der betyder “og fra Sønnen”. Den katolske kirke mente, at det i trosbekendelsen skulle hedde, at Helligånden udgik fra Faderen og fra Sønnen, mens den ortodokse kirke mente, at tilføjelsen var udtryk for kætteri (med henvisning til Johs.evang. 15,26 og 16,14).

Dette brud mellem den vestlige og østlige kirke står formelt set stadig ved magt i dag.

Forholdet melllem konge/kejser og paven var altid afhængig af den til enhver tid siddende pave (herunder magtforholdene inden for kirken) - og kejser/konges gensidige interesser, eller mangel på samme.

Disse magtkampe fik - vel nærmest uundgåeligt - som konsekvens, at paven udviklede sig til at være ligeså meget politiker som religiøst overhovede. Som ‘Kristi stedfortræder’ på jorden, gjorde kirken krav på at anerkendes som den øverste politiske, retslige, sociale og økonomiske autoritet. “Romerkirken betragtede sig som en omfattende religiøs, videnskabelig, politisk og kulturel, guddommeligt indskiftet anstalt, bærer af en storslået enhed af religon og kultur” (Thestrup, s. 15). Men da reformbevægelser, især i begyndelsen af 1400-tallet, ønskede en fornyelse af kirken på hoved og lemmer (reformatio ecclesiae in capite et membris), simpelthen for at redde den universielle (‘katolske’) kirkes fortsatte eksistens, blokerede paven. En reform ville sætte koncilet over paven, og han ville således miste sin monarkiske stilling, hvilket ikke huede en pave, der på dette tidspunkt interesserde sig mere for den politiske magt, positionen gav ham, end de religiøse anliggender. Han gjorde nemlig krav på at være den øverste politiske, retslige, sociale og økonomiske autoritet - i sin egenskab af at være “Kristi stedfortræder” på jorden.

Romerkirkens magt over og udnyttelse af de rettroende kristne kulminerede i det femtende årh. med den stigende afladshandel. Afladsbrevene gav lov til selv at vælge skriftefader, og de fritog den enkelte for synd og straf i det hinsidige, hvilket ledte til den opfattelse, at man kunne købe sig til frelsen. “Tanken bag [afladshandlen] var, at kirken gennem Kristi og helgenernes overskydende gode gerninger sad inde med en skat (...) som den [dvs paven] kunne dele ud af til dem, der manglede sådanne” (Ottosen, s. 230)

Dette var gnisten, der tændte reformationen.

Reformationen

Den 31. oktober 1517 opslog teologen Martin Luther sine 95 teser mod afladshandlen på kirkedøren i Wittenberg, og så brød helvedet løs (ikke pga selve opslaget - det var der intet usædvanligt i - men pga indholdet!).

Han blev 1518 erklæret for notorisk kætter af Romerkirken. Luther nægtede at tilbagekalde sin kritik af kirken, og da processen mod ham trak i langdrag, fik han mulighed for at sprede sine kætteriske tanker, som skabte den reformatoriske bevægelse. Og af realpolitiske grunde blev Luther aldrig udleveret til Rom trods den hårde dom.

Udover afladshandlen angreb han Romerkirken på fem afgørende punkter:

1) Paven er ikke Kristus. Pavestolen er ikke guddommeligt indstiftet. Den eneste pave er Kristus selv! Og paven har ikke nogen særlig ret til at udlægge teksten.

2) Den katolske kirke havde syv sakramenter:

Men Luther mente ikke, at de havde hold i skriften, og det var skriften alene, der havde autoriteten. Så han reducerede de syv til kun to sakramenter: Dåben og nadveren. Det var de eneste, som Kristus havde indstiftet, de øvrige såkaldte sakramenter var menneskelige påfund.

3) Endnu mere provokerende var hans påstand, at sakramenterne ikke var nådesmidler. Det, som var nødvendigt for menneskets frelse var troen alene. Sakramenterne var ikke noget i sig selv. Det, som betød noget, var troen på dem, som nådesmidler. En dåb, fx., som ikke var ledsaget af tro, havde ingen værdi. Man kunne måske også udtrykket det sådan, at sakramenterne ikke var magiske redskaber, hvormed kontakten til Gud kunne formidles. Det eneste, der stod mellem det enkelte menneske og Gud, var og skulle kun være Kristus selv.

4) De her nævnte kritikpunkter kan siges at udspringe af Luthers dogme om, at mennesket retfærdiggøres af tro alene.

Man må prøve at forestille sig et samfund, hvor det, der knuger den enkelte troende, var skyld, og angsten for fordømmelsen.

Også Luther havde opfattet Guds retfærdighed som en straffende retfærdighed, der dømmer mennesket efter dets gerninger. Og hvordan skulle man kunne elske sådan en Gud? Var der slet intet nyt kommet til siden Moseloven?

Hans anfægtelser drev ham i kloster, og det var her, han fik sin berømte “tårnoplevelse”, hvor han ud fra en ny læsning af Romerbrevets kap. 1, vers. 17, opdagede, at man ikke skal gøre sig fortjent til Guds retfærdighed, for det kan mennesket slet ikke. Nej, mennesket skal leve af tro alene.

I stedet for at arbejde for sin egen saligsheds skyld - ved at gøre gode gerninger, fx. ved at gå i kloster og bruge alt sin tid på at tilbede Gud ved at gøre alle de ‘rigtige’ ting -, så skulle man i stedet bruge sin energi på at elske næsten.

Luthers tanke var, at man ikke blev en sand kristen (dvs. accepteret af Gud) ved at gøre gode gerninger, men troen alene gjorde en til sand kristen, hvilket så automatisk ville drive en til at gøre gode gerninger i mødet med næsten. Gode gerninger gør ikke en til kristen, men en kristen gør gode gerninger!

Det er svært for et moderne menneske at sætte sig ind i, hvor frigørende disse nye tanker har været for mange troende. Man kunne nu leve i visheden om, at man var accepteret af Gud, alene fordi man troede på Ham.

Men at troen alene gør en til sand kristen betyder vel at mærke ikke, at mennesket ved sig selv begynder at tro. Det er udelukkende ved forkyndelsen af Ordet, at mennesket overhovedet er i stand til at gribe troen.

Således har man intet, som ikke er givet af Gud. For betragter man troen, som noget man har erhvervet sig af sig selv, gør man sig selv til en gud, roser sig af sig selv - og ikke af Gud. Og dette har intet med et sand gudsforhold at gøre, for det indebærer, at mennesket opkaster sig selv til Gud.

Dåb og nadver

Men hvad betyder så alt dette? Hvorfor er mennesket syndigt? Og hvad vil det egentlig sige at have en kærlig og tilgivende Gud?

Det er spørgsmål som det vist er meget svært for det moderne mennesket at forholde sig til. Af den grund vil jeg i min behandling af disse spørgsmål, forsøge at bruge et sprogbrug, som ikke nødvendigvis er teologisk korrekt, men måske bedre kan forklare, at det ikke bare er teoretiske begreber, men siger noget afgørende om den måde hvorpå det enkelte menneske liver sit liv - eller måske netop ikke gør det.

Dåben kan ses som en lille syndflod, som drukner alle ens synder, så man efter dåben altså er “syndfri”, “ren” og “uskyldig”. Derfor er denne ‘dåbens syndflod’ ikke, som i Det gamle Testamente, en ‘vredens syndflod’, men en ‘nådens syndflod’.

Det enkelte menneske er som alle andre mennesker en del af en “ond og utro” slægt, og sådan har det været lige siden syndefaldet. Arvesynden er i den forstand en ursynd, som det enkelte menneske i princippet ikke kan gøre for, men som ikke desto mindre gør mennesket til det, som det faktisk er, nemlig en synder.

Men at Gud ved sin nådige handling i dåben gør os syndfri, betyder ikke at vi i vores jordiske levned faktisk er syndfri. Derfor er det mere korrekt at kalde dåben for begyndelse på kristenlivet, hvor man hele tiden og hver dag søger at gøre sig fri af sine syndige tilbøjeligheder.

Der er således to vinkler på hvorledes et menneske er synder.

Ved dåben får mennesket ved Guds ufortjente nåde total absolution for sine synder. Det kunne man kalde for det horisontale aspekt. Men på det vertikale plan forholder det sig anderledes. Her er mennesket fortsat synder. MEN, Gud tilregner ikke mennesket dets synder. Mennesker er altså fortsat en synder, men Gud “ser igennem fingre med det”.

Derfor kan man sige, at det som gør mennesket til en sand kristen, er syndsbevidsthed. Selvom mennesket fortsat er synder (fortsat har tilbøjelighed til havesyge, utugt, ukysthed, vrede, gerrighed, osv.), er det alligevel accepteret af Gud.

Eller sagt på en tredie måde: Sålænge mennesket lever i syndsbevidsthed, med et i princippet konstant begær efter syndsforladelse, dvs. deltagelse i nadveren, ser Gud igennem fingre med de faktiske synder.

Mennesket er med andre ord både retfærdigt (accepteret af Gud) og synder på en og samme tid. Reelt synder, men fordi Gud i sin nåde ikke dømmer mennesket, ser Gud derfor på mennesket som værende accepteret -, når mennesket er bleven døbt ( I dag kan man vel med en vis rimelighed sige, at man godt kan have en klippefast tro på Jesus som Guds Søn, uden at være døbt. Her er det dog på sin plads at nævne Luthers tanke om det ‘almindelige præstedømme’, hvor essensen er, at intet menneske har mere ret til at udlægge skriften end andre. Det betyder ikke, at alle er kaldet til at tjene menigheden som præst, men at præsten ikke står over meningheden. Men det er dette almindelige præstedømme, altså menigheden, som man døbes ind i. Luther således om, at dåben er en slags præsteordination, der så at sige bliver ‘bekræftet’ ved den ‘rigtige’ præsteordination).

Nadveren

Her vil jeg gribe tilbage til pkt. 3. Som der er nævnt, er det, som skal stå mellem den enkelte og sakramentet, dvs. også nadveren, Kristus, altså Ordet, og ikke fx. et særligt indstiftet embede.

Når man går til alters, står man i virkeligheden frem for Gud, og bekender sig selv som synder, men også at man er rede til at være der for sin næste (bær hinandens byrder!).

Luther anklager også Romerkirken for at fornægte inkarnationen igennem sin nadverforståelse. Hos Luther bliver vinen og brødet til Jesu blod og legeme via Ordet, når det høres og troes (brødet og vinen skifter ikke udseende, ligesom Ordets inkarnation i Jesus ikke fik Jesus til at skifte udseende!). Mens Romerkirken forestiller sig, at vinen og brødet faktisk ændrer sin substans, i forbindelse med Ordet.

I Luthers forståelse er Ordet så og sige inkarneret i vinen og brødet. Mens Romerkirken holder fast ved, at der faktisk sker en konkret synlig forandring med vinen og brødet. Men ved Ordets inkarnation i et menneske foregik der jo ikke en forandring af dette menneske. Troede man ikke på Ordets inkarnation i kødet, troende man ikke på Kristus.

To-regimentelæren

Har den kristne pligt til at være lydig overfor den verdslige øvrighed? Og er det overhovedet brug for nogen verdslig øvrighed?

Hvis verden bestod af lutter kristne mennesker, var en verdslig øvrighed selvsagt ikke nødvendig - alle ville leve et liv, med det dobbelte kærlighedsbud dybt integreret i deres liv.

Men, som vi alle ved - er det mildest talt ikke tilfældet!

Netop fordi, at kun en lille del af verden er kristne, er der brug for en øvrighed, en øvrighed, der med dets love og regler i princippet har samme status som Moseloven. Den kristne har frihed fra loven, fordi det - i stedet - er gået ind under det dobbelte kærlighedsbud. Men ligesom Det gamle Testamente ikke er sat ud af kraft, er øvrighedens love det heller ikke. I det omfang Det gamle Testamentes (her vel især Moseloven) bestemmelser kommer næsten til gode, har de stadig gyldighed - og lige sådan gælder det for øvrighedens love og regler.

Luther betragter også - med Paulus (Rom.13,3) - øvrigheden som indsat af Gud. Den er nødvendig, så alle ikke-kristne holdes i ave. Loven er noget påtvunget, noget man er nødt til at overholde, for at retfærdigheden kan ske fyldest. Mens Jesu lov kun giver mening, når den antages af den troende - helt frivilligt. Så kommer resten af sig selv, om man så kan sige. Øvrighedens love anses som et forsøg på at beskytte de ikke-kristne mennesker mod det værste kaos, der udspringer af den relativitet, der ligger i den ikke-kristne livsførelse. Øvrighedens lovgivning er altså en slags lænker, der binder de ikke-kristne, så de ikke laver for meget uro - til skade for næsten. Mens Jesu lov frelser mennesket fra denne lænke - når man altså frivilligt går ind under Jesu lov.

Det betyder også, at hvis øvrigheden kræver, at det kristne menneske skal gå i krig - så skal det gøre det.

Her griber Luther især tilbage til Det gamle Testamente. Alt det, som står heri, og som taler til beskyttelsen af næsten, står ved magt. Det vil i praksis sige, at hvis man kan beskytte den ikke-kristne næste ved at bruge våben - så er det tilladt.

Luthers argumentation går på, at Jesu fordringer om at vende den anden kind til - og lignende bud - kun gælder mellem kristne, hvor denne fordring jo helt naturligt lever. Det er meningsløst at gøre den gældende overfor ikke-kristne. Det, som beskytter dem mod de værste overgreb, er øvrighedens lovgivning, som den kristne således må bruge, når det skal forsvare sin næste mod overgreb. Herunder altså, at bruge vold og gå i krig, hvis det påkræves.

EKSKURS: Nu er Luther (eller Paulus for den sags skyld) jo ikke Guds søn, og derfor må man nødvendigvis sige ham imod, når han så åbenbart taler imod Jesu egen forkyndelse. Det er klart, at når det dennesidige Gudsrige er realiseret, er der af selvindlysende grunde ikke brug for nogen øvrighed. Men at dette ikke er tilfældet er jo ikke ensbetydende med, at man skal leve sit kristliv iblandt “ikke-kristne” på øvrighedens loves betingelser, når de måtte stride mod det dobbelte kærlighedsbud. Udgangspunktet må først og sidst være Jesu forkyndelse. Eller sagt på en anden måde: Hvordan skal man med nogen som helst form for troværdighed kunne sige (fx. i kirken), at man elsker (eller stræber efter at elske) sin næste - herunder sin fjende - af hele sit hjerte, hvis man derefterfølgende tilføjer, at hvis øvrighedens love og forordninger giver mulighed for det (fordrer det), så vil man indvillige i at føre krig, i det omfang det siges at kunne beskytte sin næste (og sin fjende!)? Ovenstående anser Luther dog for at være ydre ting, og det er kun disse, som fyrsten/øvrigheden har ‘magt’ over. Det indre skal fyrsten/øvrigheden holde sig fra. Hvilket vel alligevel gør det umuligt for den kristne at bruge vold? (Selvom den kristne ved tvivl om rigtigheden i en krig, skal vælge krigen - uden at tabe sin salighed!). I virkeligheden skal den kristne altså selv sætte grænsen mellem det åndelige og det verdslige regime. Når det gælder ham selv, skal han finde sig i uret. Når det gælder at beskytte næsten (fjenden???) må han gerne bruge magt - altså iflg. Luther, som tilsyneladende ikke har set nogen dobbeltmoral i en sådan måde at leve på.

Luthers gevinst ligger snarere i den skarpe adslillelse af kristendom og politik. Politiske beslutninger af enhver art må under ingen omstændigheder begrundes med skriftcitater, eller på anden måde med Biblen i hånden (derfor kan og skal man jo i princippet træffe sine beslutninger med udgangspunkt i det dobbelte kærlighedsbud. Iflg. Luther er det dog ‘nok’ at tage udgangspunkt i Den Gyldne Regel (“gør mod andre, hvad du ønsker de skal gøre mod dig”). Men det centrale for den kristne fyrste er, at han træffer alle sine beslutninger til gode for næsten/sine undersåtter, og aldrig for sin egen vindings skyld - men det indebærer altså også muligheden af en ‘legal’ krig). Og kirken skal principielt ikke blande sig i politik, men i sine gudstjenester udføre det, som den er sat til, nemlig at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne (dåben og nadveren).

Selvom Luthers to-regimentelære kan ses som et udtryk for at afpolitisere kristendommen, fik det ofte næsten de modsatte følger.

For når den kristne i princippet ubetinget skal adlyde øvrigheden, får øvrigheden jo alligevel magten over den kristne. På den måde er kristendommen alligevel med til at ‘legalisere’ den til enhver tid værende øvrighed, også når denne øvrighed udgjordes af despoter og magtsyge mennesker..

John Haywood skriver om den videre udvikling: “I løbet af 1530’erne gik tyske fyrster i stort tal over til protestantismen, som den ny trosretning stadig klades. Det skete ofte mere af politiske end af religiøse årsager, idet de på dene måde kunne erklære sig uafhængige af kejseren og gøre sig rige gennem beslaglæggelser af kirkens jordegods (...) Den katolske kirke havde været relativt længe om at imødegå den udfordring, de lå i de nye tanker; men i 1545 trådte Tridentinerkoncilet sammen i Trento i det sydlige Østrig, hvor man vedtog at iværksætte en modreformation. Den katolske lære blev revurderet og defineret (...) Men protestantismen fortsatte sin sejrsgang (...) Katolikkerne (...) kom til at tegne sig for en af religionskrigenes værste grusomheder, da de natten 24.8.1572, Barthlolomæusnatten, ved en massakre nedslagtede tusinder af huguenotter [franske calvinister; en trosretning mere radikal end Luthers]. (...) Godt 40 pct. af Europas befolkning var nu protestanter” (Haywood, s. 136f)

Det havde ikke været meningen at skabe en ny kirkelig retning, men netop en reformation af kirken, men afstanden var for stor, og mistroen katolikker og protestanter imellem var markant, og var årsagen til trediveårs-krigen, der udspillede sig 1618-1648 i Europa.

Det skulle blive den sidste store religionskrig i Europa, og hvis man skal være lidt optimistisk på menneskehedens vegne, så skyldes det oplysningstiden (med markante skikkelser som Voltaire og Jean-Jacques Rousseau i spidsen), der startede i det attende århundrede, og hvor menneskerettighedsbegrebet begyndte at dukke op. Og rationalismen.