Mandelas lære

For en del år tilbage blev der i en undersøgelse 'på verdensplan' stillet det hypotetiske spørgsmål, hvilken nulevende personlighed man helst så som præsident for en tænkt verdensregering. Jeg husker ikke rækkefølgen, men top tre var Nelson Mandela, Bill Clinton og Dalai Lama. Denne hypotetiske navneleg gjorde indtryk på mig, fordi jeg synes den ramte noget rigtigt. Jeg ville nok selv have valgt Desmond Tutu fremfor Dalai Lama. Og i dag vil det nok også være passende at tilføje en Aung San Suu Kyi.

Det særlige ved Nelson Mandela, udover, at han faktisk har været præsident, er selvfølgelig hans historie, der som bekendt er ganske ekstraordinær. Det, som jeg har fundet ganske usædvanlig hos Mandela og Tutu, er deres evne til at udleve et menneske- og livssyn, som jeg ellers kun ville forvente af en person som Jesus. Jeg er udmærket klart over, at ingen af disse personer - ligesom Clinton, Dalai Lama og Suu Kyi - er ufejlbarlige, og derfor selvfølgelig ikke er Jesus, eller noget der ligner.

Men det er de færreste nulevende personer, som i den grad er i stand til både at have store visioner for og tanker om, hvordan man bør handle overfor sine medmennesker, både som menneske, og som leder; og så samtidig faktisk selv udleve dem. Mandelas 'lære' vil jeg fortælle ganske kort om i nedenstående punkter (på baggrund af bogen "Mandelas lære. Tanker om livet, modet og kærligheden" af Richard Stengel). Det er ikke meningen, vi skal være som Mandela. Men denne konstante bevidsthed om at være en del af et fællesskab, hvor andre er afhængig af en, og de valg, man træffer, er meget essentiel for forståelse af, hvad det dobbelte kærlighedsbud også indeholder.