Om værdighed, og om at være bange

En pointe er, at mod ikke er fravær af frygt. For Mandela er det et spørgsmål om at lade som om, han ikke er bange i pressede situationer. Ikke lade andre mærke med sin frygt. Om det så har været i mødet med fængelsbetjente, politiet under apartheid, eller det første møde med Sydafrikas daværende præsident de Klerk.

Det handler først og fremmest om attitude og værdighed, om holdning. Forældre forsøger jo også, som regel, at undgå at vise, når de er bange, overfor deres børn. Det er en 'voksenopgave' at udstråle en form for sikkerhed og fasthed og myndighed, hvis man skal tages alvorligt. At 'tage sig sammen' som menneske, fordi andre er afhængig af en, uanset at man måske er i en svær situation.

Og man behøver ikke at have været i fængsel for at have gjort den erfaring: "Mens han var isoleret fra livets problemer i dagligdagen, måtte hun [Winnie] kæmpe med de daglige vanskeligheder med at leve under apartheid, forklarede han, og opdrage to piger. Mandelas største ros til nogen, han betragter som modig, er: "Han gjorde det virkelig godt". Dermed mener han ikke, at den pågældende er en mægtig helt eller har risikeret livet under en vovelig bedrift, men at han dag efter dag forblev standhaftig under krævende forhold. At han dag efter dag afstod fra at give op over for frygt og usikkerhed. Vi er alle i stand til denne form for tapperhed - og heldigvis er det den eneste tapperhed, de fleste af os bliver udsat for at skulle udvise." (s.37f.).