Vores fokus på næsten?

Prædiken til 1. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

 

 

Vi er nu kommet rigtigt i gang med trinitatisperioden, som blev skudt i gang sidste søndag. Det er den periode i kirkeåret, der løber helt til slutningen af november. I denne periode – ikke mindst i begyndelsen af perioden - skal det blandt andet forkyndes for os, hvilke konsekvenser Jesu forkyndelse faktisk har for vores hverdagsliv. Det er fx i trinitatisperioden, at vi hører om fjendekærlighedsbuddet i lige år og hører historien om den barmhjertige samaritaner i ulige år – sidstnævnte er 13. søndag efter trinitatis.

 

Dagens evangelietekst handler om i hvert fald tre forskellige forhold.

 

Dels handler den om respekt, eller mangel på samme, og - ikke mindst - hvorfor respekt og kristendom ikke nødvendigvis har så meget med hinanden at gøre.

 

Dels handler den om, at alle vore handlinger - eller mangel på samme - har konsekvenser.

 

Og ikke mindst om vores medansvar for vore medmennesker.

 

Jeg hører sommetider, at kristendommen handler om at respektere andre mennesker. Og jeg undrer mig lige meget over det udsagn, hver gang jeg hører det. Det kommer givetvis an på, hvad man mener med udsagnet, men grundlæggende mener jeg alligevel, at det er udtryk for en misforståelse. Det er klart - kristendommen handler selvsagt ikke om det modsatte - men der er noget uhyre passivt over udtrykket "respekt".

 

Spørger man mig, så er respekt et godt humanistisk udgangspunkt. For selvfølgelig skal vi vise respekt for andre mennesker. Andet ville jo være decideret usympatisk. Men - og det er nok så vigtigt - man kan sagtens respektere andre mennesker, uden at komme dem ved overhovedet.

 

Jeg vil derfor tillade mig at kalde respekt for et absolut minimumskrav til almindelig anstændig opførsel. Men som sagt: Man kan sagens respektere et andet menneske, uden at komme det andet menneske ved overhovedet. Og det harmonerer dårligt med det kristne bud om at være der for vores næste.

 

I dagens evangelietekst kan man sagens forestille sig, også selv det jo ikke står i teksten, - her kan man sagtens forestille sig, at den rige mand havde stor respekt for den fattige mand. Og det siger jeg vel at mærke med hverken ironi eller sarkasme.

 

Man kan sagtens forestille sig, at han beundrer den fattige mands kamp med tilværelsen, og - altså - har stor respekt for manden.

 

Men i lignelsen kommer han tydeligvis ikke den fattige mand ved, overhovedet. Jeg tror ikke, at han har noget imod den fattige, det fremgår i hvert fald ikke af historien. Men han handler ikke i forhold til ham, forholder sig derimod helt passiv.

 

Til gengæld viser lignelsen også, at vores handlinger har konsekvenser.

 

Nu er Danmark heldigvis stadig et meget lige samfund, så det første billede, der dukker op for mig, er den globale ulighed i verden. Giv os i dag vort daglige brød, beder vi, men spørgsmålet er, om ikke vi er blevet ret sammenspiste, når vi dagligt kaster os over vores veldækkede bord. For der er mange fra den fattige del af verden, der kigger på, når vi sidder og nyder af vores overflod, spiser os mætte, og ikke mangler tøj at gå i. Vi tager vores situation for givet i den rige del af verden, er sammenspiste, i stedet for at spise sammen med de fattige, og tænke dem med i vores fællesskab. I fadervor hedder det jo ikke MIT, men VORES daglige brød.

 

Hvad der konkret skal til for at ændre på denne globale ulighed, er jo også et politisk spørgsmål, selvom det også handler om menneskesyn, og spørgsmålet om, hvem der egentlig er vor næste. En af de mest berømte historier fra evangelierne er nok historien om den barmhjertige samaritaner, som indledes med, at Jesus får stillet det farisæiske spørgsmål om, hvem der er vor næste. Og det er jo ganske tragik-komisk. For det giver kun mening at stille det spørgsmål, hvis man faktisk ønsker at udelukke nogle medmennesker, som medmennesker. Jesus svarer som altid på en drilsk måde, at opgaven er, at være næste for vor næste. Vor næste er hvem som helst, som vi ser, lider nød. Samaritaneren handler jo ikke fordi, han lige er i nærheden, selvom det nok er praktisk, men fordi, at han SER den nødlidende. Han SER, og handler.

 

Det er med andre ord et vilkår, at vi er forpligtet på vor næste, skal bære hinandens byrder, som det hedder hos Paulus. At det i praksis er svært at gøre det konsekvent, er også et vilkår. Ikke alene kan vi jo ikke alle tage til et uland og være ulandsfrivillig. Vi har jo lige så vigtige forpligtelser overfor vor familie og venner - de er jo også vore næst'er. Men det ændrer ikke på fordringen, og den helt principielle forpligtelse til at tage vare på den trængende næste, som vi ser.

 

Og derfor er dagens evangelietekst også ret så provokerende. For vi er jo alle i den rige mands situation, i hvert fald billedligt talt. Denne rige mand har jo ikke gjort noget decideret forkert, i hvert fald ikke juridisk. Han kan sagtens tænkes at have levet et sobert liv, med respekt for sine medmennesker, været en god familiefar, osv.

 

Men uanset, hvor almindeligt det er for mange af os at leve et dagligdags liv, hvor vi sjældent mangler mad på bordet, så er det også samtidig ret klart, at vi netop lader en hel masse mennesker i stikken, personer, der som Lazarus i dagens tekst, blot ønsker at spise sig mæt i det, der falder fra vores bord - når vi har lavet for meget mad, og ser os nødsaget til at smide noget af det ud. Og det er vor forpligtelse at ændre på situationen. Hvordan, må vi selv finde ud af, for selvom fordringen er klar - du skal elske din næste - siger fordringen intet om, hvad vi faktisk skal gøre. Som K.E. Løgstrup ville sige, så er fordringen TAVS, vi er nødt til at tænke selv.

 

Derfor ser det i grunden ret sort ud for os alle sammen, for hvem af os kan se sig fri for at svigte engang imellem, og måske også oftere, end vi bryder os om at indrømme. Skulle vi dømmes på vore gerninger, ser det hele meget sort ud.

 

Rigmanden må nemlig først og fremmest være et billede på os alle, som forsøger at leve det liv, vi ønsker, hvor det i høj grad er os selv, der er i centrum, når vi søger at gøre karriere, skabe et lykkeligt liv, eller hvordan vi ynder at formulere os. Måske ikke ligefrem i sus og dus som rigmanden, men dog et nogenlunde komfortabelt liv, som det jo er muligt i et land som Danmark.

 

Den ydmyghed, hvor vi nøjes med at ønske smulerne fra de riges bord, ligger de fleste af os fjernt. Ikke at vi er ligeglade, og opfører os dårligt overfor vore medmennesker. Men det ubetingede, og konstante fokus på næsten, er menneskeligt umuligt, selvom det er fordringen. Vi kan nok gøre det glimtvis, i det kærlige møde med vor næste, hvor vi kan opleve gudsriget glimtvis. Men ellers ikke.

 

Derfor er det så velgørende med Guds nåde, som det daglige brød. Selvom vi for ofte opfører os som rigmanden, selvom vi så tit fokuserer på, at leve vore egne liv, hvor vor trængende næste kommer lidt for meget i parentes, ja, så elsker Gud os ubetinget på trods. Det er fuldstændigt uforståeligt, med de svigt, vi dagligt gør os skyld i.

 

Men Guds nåde er fuldstændigt uudgrundelig, og ubegribelig. Den gør det muligt for os mennesker at leve netop som de mennesker, vi nu engang er. Vi er ikke perfekte, men det er et eksistensvilkår. Vi er accepteret af Gud på trods.

 

Amen.

 

Inviteret...

Prædiken til 2. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt i Ålsø Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«

 

 

Normalt, når man taler om højtid og fest i kirken, så tales der - måske meget forståeligt - først og fremmest om højtiderne jul, påske og pinse, og vel også de skæve helligdage derimellem.

 

Når pinsen er veloverstået, så starter den periode, der kaldes trinitatistiden, og som løber helt frem til advent. Denne periode bliver sommetider kaldet for kirkens festløse halvår, da der ikke længere er nogen særlige helligdage, som indbyder til særlige fester eller ritualer. Undtagelsen er måske Allehelgen.

 

Derfor er det lidt tankevækkende, at en historie som dagens evangelietekst, netop handler om en mand, som ønsker at holde et festmåltid, tilsyneladende uden nogen anden grund, end at han har lyst.

 

Det fremgår ikke rigtigt, om de mange indbudte er hans venner, om det blot er nogen han kender lidt til, nogle bekendte, eller om det er mere eller mindre tilfældige mennesker, som får indbydelsen. Men stor fest skal der være.

 

Hvad vil teksten sige os? Jeg vil stille i hvert fald tre spørgsmål til søndagens evangelietekst.

 

Først vil jeg stille spørgsmålet, om det er meningen, at nogle af os skal gå forrest, når det gælder forkyndelsen. Om der er nogen af os, som måske har mere overskud end andre og derfor skal gå forrest som et slags forbillede?

Og hvis det er tilfældet - hvad sker der, hvis vi svigter? Og ikke mindst: Hvorfor svigter vi?

Og endelig: Hvad siger det om evangeliet, at andre får chancen i stedet for, og hvilke konsekvenser har det egentlig for kirken?

 

I dagens tekst er det åbenbart, at der er nogen mennesker, der i første omgang får indbydelsen. Det er som om, at der er nogen, der skal gå forrest. Og det er muligvis de mennesker, vi i dag ville kalde for de mest ressourcestærke mennesker. De skal gå foran med et godt eksempel, og derfor indbydes de som de første til at deltage i festen, så de kan vise vejen for andre.

 

Det er dog også åbenlyst i teksten, at den tankegang, den mission, ender helt galt. Alle de mennesker, der var udset til at gå foran, alle de mennesker, der først får indbydelsen - alle sammen takker de nej tak, og ikke nok med det, de kommer alle sammen med en eller anden undskyldning for deres afvisning. Eller bortforklaring, om man vil.

Historien får mig til at tænke på nogle af Søren Kierkegaards tanker om, hvordan vi som mennesker forholder os til os selv og andre. Der er jo stor forskel på, om man lever et meget vaneagtigt liv, hvor man gør som man altid har gjort, og dybest set gør det, fordi, at dem man kender gør noget tilsvarende. Man gør, hvad der forventes, selvom man ikke selv tænker det på den måde.

 

Og det er lige meget, om det er som travl forretningsmand, som er Kierkegaards hadeobjekt i bogen Enten-Eller, eller om det blot er en person, der lever i sin egen dagligdags trummerum, uden rigtigt at tænke over det. Det er den figur, som han kalder spidsborgeren, en figur, vi alle sammen strejfer engang imellem, og måske også oftere, end vi selv er klar over.

Og et liv som spidsborger, er i hvert fald ikke vejen indtil livet, hvis man spørger Kierkegaard. En spidsborgers liv er i høj grad drevet af fornuft, sikkerhed og tryghed, og det er der for så vidt ikke noget galt i. Grundlæggende er det jo noget vi alle sammen søger, tryghed. Måske derfor er evangelieteksten så provokerende, for jeg tror de fleste af os kan sætte os i den situation, som de mange, der afviser, er i. Hvis vi har travlt med vores liv, om det så er med forretnings- eller foreningslivet, om det er som nygift par, der ikke kan få nok af hinanden, eller der er noget andet, vi lige skal nå at have styr på, så kender vi godt det at have travlt med vor liv, så en uventet indbydelse, en uventet livsmulighed ikke får en chance.

 

MEN - det at bekende sig til Kristus er også lig et fuldtonet ja til kristendommen og hele dets væsen. Og det uanset ens egen livssituation. OG det er præcis det, der går galt for de mange indbudte i dagens tekst. De tager alle sammen deres egen situation så meget for givet, at de ikke ænser det fantastiske i den invitation, de får af Herrens tjener.

 

I stedet for et fuldtonet ja, siger de: "Jeg kan ikke, jeg er lige blevet gift". I stedet for et fuldtonet ja, siger de: "Jeg har lige købt en mark, som jeg skal se til". Og så videre.

Og hvor mange af os andre gør i virkeligheden ikke det samme? Når kristendommens ubønhørlige krav til os puster os i nakken: Du skal elske dine fjender, du skal tilgive og tilgive og tilgive, du skal bære din næstes byrder - og så videre - så kommer vi hurtigt med undskyldninger og bortforklaringer for at retfærdiggøre, at vi ikke lige kan i dag.

 

Det er ikke ligefremt udtryk for de forbilleder, vi burde være.

 

Derfor får historien i dagens tekst også noget af et tvist, noget af en drejning, da Herrens tjener vender tilbage for at fortælle, at alle sammen har takket nej til invitationen.

 

Og her ser vi evangeliet for fuld udblæsning.

 

For nu er det pludselig alle dem, vi andre ikke bryder os om at være i nærheden af, som bliver inviteret. Alle de besværlige, alle dem, vi skal tage særligt hensyn til, alle dem, vi lægger særligt mærke til i gadebilledet, men som vi forsøger at undgå.

 

Alle dem, som ikke mindst på Jesu tid, ikke blev anset som hele mennesker, forstået på den måde, at de ikke var lydefri - fejlfri.

 

På den måde bliver evangeliet virkelig en stor provokation. Evangeliet er for alle. Også de besværlige, også dem, vi normalt forsøger at undgå. Vi forestiller os måske, at festen ikke bliver helt det samme uden os, således, at det er et tab for festen, at vi ikke dukker op. Men sådan ser evangeliet ikke på det. Det er os, der taber ved at afvise invitationen. Og alle de mindre privilegerede udstiller vores selvtilstrækkelighed, vores overfokusering på vores egne liv.

 

Og hvilke konsekvenser har det så, ikke mindst for kirken? Ja, det viser i hvert fald, at kirken ikke er en forsamling for de retfærdige, men først og fremmest et sted for alle dem, der behøver hjælp. Det er ikke stedet, hvor vi viser, hvor gode kristne vi er. Det er tværtimod stedet, hvor vi kommer for hjælp, fordi vi ikke kan selv.

 

For når alt kommer til alt, må det være målet for det hele. Fællesskabet, fællesskabet med Gud og næsten, her og hisset. Vi har et medansvar for fællesskabet, og det gælder i virkeligheden både det globale fællesskab, samfundets fællesskab og trivsel, og de mere nære fællesskaber, herunder det kirkelige, naturligvis.

 

Vi skal med andre ord - billedlig talt - se os selv som fattige, blinde og lamme, for det er forudsætningen for, at vi kan se nogen som helst grund til at opsøge kirken. Og det er også i det lys, vi skal se udsagnet "nød dem at komme i kirken", hvilket betyder noget i retning af: Gør det nødvendigt for folk at komme i kirken. Eller på almindelig dansk: Forkynd evangeliet for folket, lad evangeliet vække vores syndsbevidsthed, så vi ser den næste, vi skal hjælpe, og ser vores egen utilstrækkelighed, når vi møder næstens behov. Et fuldtonet ja til evangeliet, er et fuldtonet ja til Guds nåde som forudsætning for, at vi faktisk kan være jordens salt og verdens lys, altså gå foran med det gode eksempel og ikke komme med undskyldninger og bortforklaringer, men faktisk se Jesus som både gave og forbillede. Og - selvsagt - leve af nåden som en del af det daglige brød, når vi gang på gang støder på vores egen uformåenhed.

 

Amen.