Kristendommen skal leves

Prædiken til 15. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt i Homå Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«

 

Jeg vil starte med at fortælle om en kunstoplevelse, jeg havde på udstillingen documenta i Kassel i Tyskland sidste måned.

 

På den temmelig store udstilling, som documenta er, var der cirka fem værker, som gjorde rigtigt stort indtryk. Dem vil jeg ikke dvæle ved, men nøjes med at fortælle om en af dem.

 

Værket havde fået et lille udstillingshus for sig selv. Når man gik ind, så man en videoprojektion. Det var kirke- og messesang i en kirke, der tydeligvis ikke var luthersk. Stilen var græsk-ortodoks, meget pompøs og højtidelig, i hvert fald ikke protestantisk.

 

Jeg brugte ikke så meget tid på videoen, ikke fordi den var dårlig, men fordi, der ikke var de store overraskelser. Jeg vil nemlig gerne overraskes på en kunstudstilling.

 

Vi gik altså ud igen. Udenfor, øverst på bygningen, var der et LED-display. Først irriterede det mig lidt, at den sad så højt, og at der kun kom en linje ad gangen. Den krævede lidt tålmodighed. Men da jeg så – ikke mindst på min kones opfordring – blev stående lidt, og gav den lidt tid, gik det op for mig, at det var kristendommens historie, der blev fortalt som en lysavis.

 

Og som I sikkert ved, så er kristendommens historie – kirkens historie – ikke uden videre sødsuppe, men har faktisk i lange perioder været en fæl omgang. Både med kristenforfølgelser og korstog. Og en massakre i Jerusalem. Den del af kristendommens historie, som nyateister gerne minder os kristne om.

 

Og jeg kunne ikke undgå at mærke et clash og et sug i maven, da dét gik op for mig.

 

Her havde vi et værk, som indenfor viste kristendommen som næsten ren æstetik med kirkesang og en flot pompøs kirke. Som vel i grunden repræsenterer alt det, som mange kulturkristne forbinder med kirken, når de skal sige noget pænt. Der er næsten en hel uskyldighed over det, når det sættes op mod kristendommens og kirkens historie, som den blev fortalt udenfor, i LED-lysavisen.

 

Og her kunne det være interessant at stille spørgsmålet, hvilken af de to tilgange til kristendommen, som er mest rigtig eller mest relevant eller mest interessant.

Og hvad vi egentlig skal bruge den indsigt til.

 

Først og fremmest kan man vel sige, at den ene tilgang ikke er mere rigtigt end den anden, så længe begge tilgange faktisk fortæller noget, der er korrekt. Det er altid relevant at få opfrisket kristendommens historie, for at forstå, hvordan vi er kommet til i dag, og perspektiveringer er altid interessante.

 

Hvor stiller det os så, i forhold til søndagens evangelietekst.

 

Ja, man må unægtelig sige, at teksten er en stor opfordring til at være umiddelbar. For kristendommen er meget umiddelbar. Den ene hånd skal helst ikke vide, hvad den anden laver; man skal stoppe op, helt umiddelbart, hvis vi ser et medmenneske, der har behov for en hjælpende hånd; man skal, helt umiddelbart, tage de slag, tilværelsen giver, for det er altid medmennesket, der skal være i centrum. Og vi skal allerhelst ikke bekymre os for meget om i morgen, men være i dag.

 

Alt sammen noget, der faktisk ikke passer så godt til et tænkende væsen som mennesket. Det er nemlig meget sjældent, vi er rigtigt umiddelbare. Strengt taget er det vel kun børn, der har denne umiddelbarhed, hvorfor børn jo også bliver et forbillede i dåben.

 

Der er derfor også meget i kristendommens historie, som man sådan lidt på afstand, kan undre sig over. Og som vi hver især kan tænke, ikke har så meget med kristendom at gøre. Også selvom nogen sikkert vil kalde det en anakronisme.

 

For det er jo et faktum, at de kristne meget tidligt over en længere periode blev forfulgte. Og da kristendommen blev accepteret og siden officiel religion i Romerriget, ja, der endte det med, at de kristne blev forfølgere af anderledes troede. Det kan vi i dag kalde for ukristeligt, men ikke desto mindre blev det i den grad gjort i kristendommens navn.

 

Men man kan ikke tjene to herrer på en gang. Siger Jesus i dagens tekst. Enten har man den umiddelbare tilgang, hvor man er næste for sin næste. Hvor man glemmer sig selv og sine egne behov for mad, klæder og husly. Og sætter næsten i centrum.

 

Eller også begynder vi at finde andre holdepunkter, fordi vi ikke for alvor tror på og tør kaste os ud i umiddelbarheden, hvor vi ikke tænker over morgendagen, men er i dag.

Og andre holdpunkter handler som regel om selvopholdelse. Det kan være alt lige fra jobbet, der giver os livsindhold og identitet, eller en hobby vi bruger al vores tid på.

 

Det kan også være magt og indflydelse, vi går efter. Og man kan næppe finde noget mindre umiddelbart, end magt og indflydelse, der som hovedregel kræver refleksion og en vis eftertanke.

 

Og det er vel det, der i høj grad er gået galt på mange punkter i kristendommens historie. Man har været mere interesseret i magt og sikkerhed, end i at tjene næsten for næstens egen skyld.

 

Og jeg tænker, at det i virkeligheden er noget, vi alle kender fra vores egne liv, i hvert fald i lille skala. Tryghed og sikkerhed søger de fleste af os. At leve i konstant usikkerhed er sjældent noget man kan holde ud at leve i alt for længe af gangen. Vi vil gerne have nogle holdepunkter, som er forholdsvis synlige og konkrete.

 

Og at kalde Kristus for et holdepunkt, vil for mange næppe blive betragtet som noget synligt og konkret. Det er for diffust, selvom selve tanken kan give god mening.

 

Men det er faktisk opgaven. Og jeg vil hævde, at hvis man levede med denne opgave foran sig, så vil det slet ikke være muligt at bruge kristendommen til magt og indflydelse endsige politik. For det kræver refleksion og eftertænksomhed. Det kræver, at man så at sige netop BRUGER kristendommen, og den skal netop ikke bruges.

 

Kristendommen skal leves og ikke tænkes.

 

For to uger siden havde vi historien om den barmhjertige samaritaner, hvor en hovedpointe netop er, at vi ikke skal sætte os ned og diskutere, hvem næsten er, og hvad vi egentlig skal gøre.

 

Nej, fordringen lyder, at vi skal handle umiddelbart i situationen. Og som vi bliver mindet om den sidste søndag i kirkeåret, hvert andet år, så er det ikke raketvidenskab, hvordan vi skal handle. Hvis vi ser en næste, der er sulten, så skal vi give denne noget at spise. Hvis vi ser en næste, der fryser. Ja, så er det tøj, vi skal sørge for.

 

Det er faktisk ikke så kompliceret. Det kan godt være, at fordringen om at elske Gud og næsten som sig selv er tavs. Det kan godt være, at den ikke fortæller os præcis, hvordan vis skal handle. Men i langt de fleste tilfælde giver handlingen sig selv.

 

Så er det vores valg, hver især, at vælge. Om vi først og fremmest vil leve trygt og sikkert – eller vi vil lade os forstyrre af vores næste, som på de mest ubelejlige tidspunkter kan trænge til en hjælpende hånd.

 

Bekymrer jer ikke om morgendagen, for hver dag har nok i sin plage!

 

Amen.

 

Høstgudstj.: Om ydmyghed

Prædiken til teksten til 17. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt på Plejecenter Fuglsanggården.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

 

 

Vi kommer vidt omkring i dag. Jeg tager selvfølgelig udgangspunkt i dagens tekst, og ender med høsten.

 

Moseloven var jo givet af Vor Herre selv til at holde samfundet sammen. Har man læst Moseloven helt igennem – hvad jeg gjorde for nogle år siden – vil man vide, at den er meget detaljeret, og både regulerer det religiøse og kultiske liv. Og også tager mere verdslige tvister til behandling. Det meste af loven har sikkert givet ganske god mening i sin samtid, da den blev overleveret.

 

Men det gælder jo også al lovgivning, at den aldrig kan tage fuldstændig hensyn til det levede menneskeliv. Menneskelivet kan være uforudsigeligt, med nye problemstillinger og nye måder at leve på, der gør gammel lovgivning utidsvarende og ny lovgivning nødvendigt, i hvert fald hvis borgerne i et samfund skal oppebære en vis retssikkerhed og hvis lovgivningen skal kunne håndtere nye udfordringer.

 

Selvom en lovgivning som Moseloven i jødernes selvforståelse og i gammeltestamentlig sammenhæng faktisk er faldet ned fra himlen, om man så kan sige, så er Jesus ikke bange for at sætte spørgsmålstegn ved den, når den ikke virker efter hensigten.

 

Men selvom Jesus har en åbenlys pointe i hans måde at bryde loven på, så er det på den anden side også forståeligt, at rigtigt mange bliver provokeret af det.

 

For – som man også siger i dag: Hvis alle bare bryder loven og følger deres samvittighed i stedet, hvor er vi så henne?

 

Det er en rigtig god indvending, og derfor er det også vigtigt at se til anden del af dagens tekst. Her kommer Jesus nemlig med et billede på ydmyghed.

 

Det er nemlig ikke meningen, at vi skal sætte os op for bordenden som selvudnævnte konger, der kan gøre som vi har lyst til, når blot vi følger vores samvittighed, og blæser på øvrighedens love. Så vil vi få besked på at sætte os længere nede, så vi kan lære, at vi ikke er Herre over rigtigt og forkert. Det er ikke vores samvittighed, der definerer sandheden.

 

Tværtimod skal vi i den grad sætte os nederst. Være ydmyge. For når vi – lige som Jesus – godt kan forestille os situationer, hvor vi vil bryde loven, fx hvis vi hjælper en flygtning i nød, så handler det jo først og fremmest om at adlyde Gud mere end mennesker. Om det i den konkrete situation er rigtigt at hjælpe en flygtning i nød, der banker på vores dør, må vi jo hver især vurdere, men det er i hvert fald et eksempel på en kærlighedsgerning, som vil være på kant med loven, som det ser ud i dag.

Så når Jesus helbreder på en sabbat, selvom det ikke er tilladt, så er det på den ene side forståeligt, at det provokerer. Lovgivningen er jo med til at give sammenhængskraft, som det hedder, og det kan enkeltindivider jo ikke sådan uden videre sætte sig ud over.

 

Men på den anden side er Jesu handling også så åbenlys rigtig, at vi – i hvert fald i dag, på afstand af begivenheden – kan undre os over al den ballede hans handling medførte.

Når vi således skal være Kristi efterfølgere, skal det selvsagt være for vores næstes skyld, fordi vi må adlyde Gud mere end mennesker, på den måde som den konkrete situation nu måtte lægge op til.

Med ydmyghed og med bevidsthed om, at det ikke er os, der definerer rigtigt og forkert, men Jesu forkyndelse, og Jesu bud om at vi skal handle til fordel for vores næste.

 

Ydmyghed, gentager jeg. Da jeg forleden talte med konfirmanderne om den høstgudstjeneste vi skulle have i Ebeltoft Kirke – for to uger siden – var jeg spændt på deres reaktion. For hvor meget kan nutidens unge overhovedet forholde sig til høsten, og at høsten hverken i dag eller i gamle dage var noget, man kunne eller kan tage for givet? Her kræves for alvor ydmyghed. Man kan nok forbedre både så- og høstmetoder. Men det er stadig udenfor den enkelte landsmands rækkevidde at kontrollere vind og vejr. Nutidens unge – ja, alle dem af os, der ikke er opvokset på landet – lærer ikke samme ydmyghed, når man bare kan gå ned i brugsen og købe sin mælk, eller købe sit brød hos bageren, og aldrig har prøvet andet. Det er heldigvis meget nemt. At der er gået et enormt arbejde forud, tænker de færreste af os sikkert på. Derfor er det stadig vigtigt med en høstgudstjeneste som den i dag. Den kan ikke mindst minde os om, at der er meget vi tager for givet, som vi burde sætte større pris på. Og at der virkelig er god grund til at feste, når høsten faktisk er sikker i hus.

 

Når vi ved, og lærer, at ikke alt kommer an på os selv. At der faktisk er meget, der er ude af vores hænder. Så får man et mere levende begreb om, hvad ydmyghed er.

 

Og i hvilken grad, vi er afhængige af hinanden. For udover, at der skal høstes, før vi kan bage brød. Så gælder afhængigheden nærmest alt, vi omgiver os med. Mad, tøj og tag over hovedet. Der er faktisk nogen, der har produceret disse ting. Og måske endda i udlandet. Vi kan ikke det hele selv, og i mange sammenhænge er vi afhængig af noget større.

 

Ja, vi er nødt til at handle i forhold til vores samvittighed. Svare an, tage ansvar, for vores næste. Elske vores næste, fordi vores næste er sådan en som os selv. Skabt i Guds billede.

 

Og i ydmyghed erkende vores afhængighed af noget, der er meget større end os, en afhængighed, som kommer særligt tydeligt frem ved en høstgudstjeneste, som viser, at vi netop ikke tager for givet, at alt går efter vores planer. Så kan vi – om vi tør tro og håbe – billedlig talt være heldige at blive indbudt til at sidde højere oppe, ja, måske endda sidde ved siden af Jesus. Opfyldt af kærlighed til næsten i ydmyghed over det, vi har fået givet.

 

Amen