Når livet får det sidste ord

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Vejlby Kirke og i Hoed Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

 

 

Jeg skrev engang en prædiken, som jeg kaldte for ”Nine Eleven og Breaking Good News” – altså: 11. september 2001 og et ordspil mellem glædeligt budskab og nyhedernes Breaking News.

Det var en prædiken, jeg skrev i anledning af tiårsdagen for terrorangrebet mod de to tvillingetårne i New York, og som blandt andet handlede om vores behov for at høre gode historier, det, som man også kalder feel good-historier, midt i al ulykken. Det var dengang, der også havde været en atomulykke i Japan, og den lille dreng Holger var blevet væk fra sin mor i Danmark.

Det er nu i dag femten år siden angrebet. Det er ikke min hensigt at svælge særligt meget i det, for selvom selve begivenheden har forandret den politiske dagsorden markant, så vi næsten ikke kan høre om andet end terror og terrorbekæmpelse i fjernsynet, så er selve tragedien den 11. september 2001, om end selvsagt stadig en tragedie, stadig i den lille kategori, hvis man sammenligner med mange af de andre tragedier på verdensplan, som ikke fylder det samme. Om det så gælder folkemordet i Rwanda i 1994, den langsomme sultedød nogle steder i Afrika, eller de etniske udrensninger der finder sted, flere af de steder, hvor der er borgerkrigslignende tilstande i verden.

At jeg alligevel nævner det kort, og genkalder titlen på en fem år gammel prædiken, skyldes, at jeg synes, det er et meget godt sindbillede på den verden, vi alle sammen lever i.

Jeg mener: Der er jo rigtigt mange rigtigt gode grunde til at være fortvivlet. Nu kan man jo diskutere, hvad der skal til for at kunne kalde en forbrydelse eller en ekstremistisk handling for terror. Definitionen er jo ikke faldet ned fra himlen, og på verdensplan eksisterer der over hundrede forskellige definitioner af, hvad terror er. Men uanset det, må man i hvert fald konstatere, at terroren tit er blevet omtalt af medierne i dette års sommer. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man godt tro, at risikoen for terror er stor, selvom der jo stadig er større risiko for at køre galt i bilen end at opleve et terrorangreb.

Men følger man nyhederne og verdens gang, så kan man vitterlig finde mange grunde til at være bekymret. Udover terrordagsordenen, så er der flygtninge- og migrantstrømmene, der er en klimakrise, og jeg kunne fortsætte.

Men samtidig med alt dette, så findes glæden og kærligheden jo også. Den findes vitterlig. Der er et gammelt teologisk problem, der kaldes teodiceproblemet. Det lyder helt enkelt: Hvis Gud er god, og Gud er almægtig, hvorfor er verden så ond? Spørgsmålet er sådan set reelt nok, men svaret også ligetil, for vi har jo alle vores frihed til at handle mod evangeliet. Men det rigtig interessante er, at den danske teolog K.E. Løgstrup vender det på hovedet. Han spørger i stedet: Når der er så megen glæde, lykke og kærlighed til stede blandt mennesker i verden, hvordan kan man så tænke Gud bort?

Dagens evangelietekst er også et sindbillede på alt det her.

Det ultimative udtryk for fortvivlelse og angst er alle de bekymringer, der kommer ind i billedet, når vi taler om døden. I alle de begravelsessamtaler jeg har haft, har det været gennemgående, at selvom afdøde måske har været gammel, og været velsignet med et langt og godt liv, så er de pårørende alligevel ikke helt afklaret med, at deres kære er gået bort. Når nogle af vores nærmeste dør, ja, når nogle af vores bekendte dør, ja så bliver vi for alvor mindet om, hvor absolut døden er. Vi skal til at vænne os til en tilværelse, hvor et kært menneske ikke længere er tilstede, vi skal til at vænne os til et liv, hvor vi må nøjes med minderne.

Og vores egen dødelighed kommer også tættere på. Har man haft døden tæt på, så tror, jeg det er almindeligt, at man selv forsøger at forestille sig, hvad det egentlig vil sige at være død. Det er jo en form for intethed, vi slet ikke kan kapere. Søren Kierkegaard ville sikkert sige, at det handler om en angst for intetheden.

Der er med andre ord rigtigt meget på spil, når temaet er døden.

Derfor er der jo heller ikke noget overraskende over den fortvivlelse, der kommer til udtryk i dagens tekst.

Men samtidig er der en uhyre spænding mellem fortvivlelsen over Lazarus’ død og troen på Kristus som den levende Guds søn. Martha siger direkte til Jesus, at hvis han havde været der, hvis han var kommet tidligere, så var hendes bror, Lazarus, ikke død.

Alligevel er det som om, at hun samtidig anerkender døden som et vilkår. For Jesus bliver jo ikke for alvor bebrejdet. Jeg mener: Det ville være ret oplagt at være rasende på og skuffet over et menneske, nemlig Jesus, som kunne have gjort al verden til forskel med sin tilstedeværelse. Et kært menneske er gået bort, og hvis Jesus havde været til stede, var det nok ikke sket. Selvom reaktionen ville have været meget irrationel, og måske endda urimelig, så ville det ikke være underligt, hvis Jesus var blevet overfuset med bebrejdelser. Det er rigtigt, at han får at vide, at han skulle have været der. Når han har hjulpet så mange andre mennesker, hvorfor kunne han så ikke hjælpe sin ven, som han elskede. Nu kan man selvfølgelig hævde, at der trods alt er stor forskel på at hjælpe blinde til at se igen, og så at hjælpe et menneske bort fra døden, men alligevel.

Så selvom Jesus altså får at vide, at han burde have været der, da hans ven lå for døden, så synes jeg mere det lyder som en konstatering end som en egentlig bebrejdelse.

Men Jesus ved selvfølgelig godt, hvad han gør. Og samtidig med blandt andet Marthas undren over Jesu fravær, så er troen levende til stede.

Og Jesus går da også frimodigt ud til graven og beder dem tage stenen bort. Her er der selvsagt en del vantro at spore, for Lazarus er jo død.

Men så kommer underet. Jesus siger: ”Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!”

Når den almægtige kærlighed, Jesus Kristus, kommer ind i billedet, så kan døden ikke hamle noget op. Så får livet altid det sidste ord.

Vi kan, som jeg før var inde på, have rigtigt mange grunde til at være fortvivlet. For der findes megen ondskab i verden, megen ufred. Og der er sikkert også ting i vores eget liv, vi kunne ønske anderledes, måske en ven vi er raget uklar med, eller en elsket person, der ligger for døden.

Men kærligheden og glæden eksisterer også. Man kunne passende kalde dagens evangelietekst for et påskeunder at gå ind i efterårets mørke med.

Når troen lever, så får livet det sidste ord, lyset og glæden kan udfordres og angribes af mørket og ondskaben, men når troen lever, får livet det sidste ord.

Den fysiske død er en uomgængelig realitet, også Lazarus har nu døden foran sig. Ligesom Jesus på dette tidspunkt i historien også har døden foran sig. Miraklet påskesøndag handler ikke mindst om, at Jesus pludselig får døden bag sig.

Vi har alle sammen døden foran os. Den kommer, og er fuldstændig uomgængelig. Men når den indtræffer, vil vi alle have døden bag os, ligesom Jesus. Det er svært at sætte ord på, hvad der er hinsides. Jeg plejer i begravelsesprædikener at kalde det for livet efter livet. For Gud er med os alle dage indtil verdens ende – og er med til at holde vores håb op, bære vores tro på livet og kærligheden, selv i en verden og i livssituationer, hvor fortvivlelsen, angsten og sorgen fylder vores sind helt ud.

Lad os med dette påskeevangelium sammen gå ind i efterårets mørke, der som bekendt kulminerer sidst i december, hvor mørket brydes og lyset langsomt kommer tilbage, ikke mindst med Herrens komme til verden, julenat.

 

Amen.

 

Høstgudstjeneste med konfirmander: Vores værdier...

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Ebeltoft Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«

 

 

Hvor har vi vores værdier fra? Når jeg har stillet spørgsmålet i samtaler med folk, så har jeg ofte fået svaret: Fra mine forældre.

Når jeg så spørger, hvorfra de tror, at deres forældre har fået deres værdier fra, lyder svaret logisk nok: Fra deres forældre.

Og det er helt givet rigtigt nok. Vi er alle meget påvirket af vores jordiske ophav, som jo er vores forældre. Det er ikke sikkert, at det er i forholdet en til en. Det vil sige, vi kopierer sikkert ikke vores forældres værdier direkte – og i teenageårene, ikke mindst konfirmandalderen, handler det tit om at gøre det modsatte af, hvad forældrene siger. Far og mor skal ikke tro, de bestemmer det hele.

Men der er som sagt en sandhed i udsagnet – bare tænk på politikerbørn. De bliver eller forbliver ofte inden for samme parti som deres forældre.

Det siger også en hel del om, hvor påvirket vi er af den tid, vi lever i, for de værdier, som vi siger, vi har fra vores forældre, og som de siger, de har fra deres forældre, er jo i virkeligheden et samspil med det samfund, man faktisk lever i. Ingen af os kan frigøre os fra det samfund vi lever i, vi er alle hele tiden – bevidst eller ubevidst – påvirket af de emner, der tales om, hvordan man taler om dem, hvilke dagsordner vores politikere og meningsdannere forsøger at sætte sig igennem med, og hvad der i almindelig betragtes som rigtigt og forkert.

Når det er sagt, så lever vi unægtelig i en anden virkelighed i dag, end for bare ti år siden. Med den adgang vi alle har til de elektroniske medier, de forskellige sociale netværk – og de unge er meget bedre til den slags end alle os andre – så er påvirkningen i dag anderledes. Og måske mere forvirrende.

Vores forhold til naturen i dag er unægtelig også meget anderledes. Jeg vil for eksempel tro, at det er de færreste her, der faktisk har set, hvordan en høst foregår, og måske endnu mindre tænker over, hvor afgørende en god høst kan være. Det gælder både i dag, men så sandelig også i gamle dage, hvor samfundet som sådan var mere afhængig af landbruget, end det er i dag. Jeg har hørt om børn, der ikke rigtigt kan forstå, at mælken ikke kommer fra bilka eller føtex, men faktisk fra en rigtig ko. Og heller ikke gør sig noget begreb om, alt det arbejde, der lægger forud for at kunne bage et brød. Der skal jo mel til, blandt andet, som kommer af korn, som skal høstes, og så videre.

Om vores forhold til naturen har forfatter og fremtidsforsker Lene Andersen meget rammende skrevet: "... en af de helt fundamentale sammenhænge som vi har mistet i vores kultur - og som over halvdelen af jordens befolkning må formodes at have mistet med os, eftersom det nu er over halvdelen af jordens befolkning der bor i byer og ikke på landet - det er vores forbindelse til naturen. Som art er vi blevet til i og af naturen, vi er tunet til at indgå i (…) den, og det har alle dage været et af vores grundvilkår at være underlagt den (...) Derfor nyder vi at sidde og kigge ud over havet eller op på skyerne eller hen over bølgende kornmarker. Det er den slags omgivelser vi er programmeret til at befinde os i."

Men – kan jeg tilføje – netop omgivelser, som vi normalt ikke befinder os i, selvom vi her i Ebeltoft unægtelig har en adgang til at kigge ud over havet, som de færreste i Danmark har.

Dagens evangelietekst om Jesus som det sande vintræ handler i høj grad om det, der med et fint ord kaldes indfældethed. Det vil sige, om hvor meget eller hvor lidt vi er en del af noget større. Meget passende til en høstgudstjeneste som i dag, er der tale om et naturbillede, hvor Jesus taler om vores forhold til ham.

Og på mange måder er det en korrektion til alt det, jeg lige har sagt. Jesus siger eller antyder nærmest det modsatte.

Vi lever ganske vist i et land, der er rundet af en kristen kultur, og på den måde er det jo i overvejende grad kulturkristne værdier, vores forældre i større eller mindre grad bærer rundt på. Men det Jesus faktisk gør gældende i dagens tekst, er, at vi er forpligtede på at følge Jesus, og ikke nogen som helst anden. Det er de værdier, Jesus står for, vi skal bøje os under, og ikke nogen som helst andre.

Han siger ligefrem: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner”. Jesus siger, at hvis vi ikke bliver hos ham, så risikerer vi at visne som mennesker. Hvis ikke det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus kalder for det første og største bud, hvis ikke buddet: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv, hvis ikke dette bud gennemsyrer vores liv, således at vi er som en gren på Jesus, ja så visner vi.

Og det er i hvert fald rigtigt, at vi svigter kærligheden hver eneste gang vi ikke hjælper det medmenneske, som vi ser har behov for hjælp. Jeg vil også tro, at de fleste kan mærke det. Når vi undlader at gøre noget, vi ved, vi burde have gjort, så giver det et stik i os, som om noget døde i os.

Denne oplevelse af at være en del af noget større, som jo også handler om vores forhold til naturen og naturens rytme, er sikkert forudsætningen for at kunne forstå Jesus i dagens tekst. Jesus brugte jo altid billeder, som hans tilhørere på sin samtid forstod. Jeg tænker, at jo mere naturligt og umiddelbart vores forhold er til naturen, jo mere vil vi føle os som en del af noget større, og jo bedre vil vi kunne forstå billedet af Jesus som det sande vintræ.

Og jo mere vil vi kunne indse, hvor afhængige vi er af hinanden, og de værdier, vi hver især bærer med os. Og i kristendommens lys skal disse værdier selvsagt tage udgangspunkt i Jesu forkyndelse, så vi forbliver en gren på det sande vintræ, Jesus.

 

Amen.