Jesus som den gode hyrde

Prædiken til 2. søndag efter påske, 2017. Holdt i Homå Kirke og i Alsø Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«

 

Hvad er sandhed? Hvad er en myndighed? Hvad er en hyrde?

 

I denne konfirmandsæson havde jeg på et tidspunkt en øvelse med mine konfirmander. Den handlede om, at de hver især skulle angive, hvem der bestemte i deres liv, når det handlede om moralske, etiske spørgsmål og lignende. De kunne angive, om det var dem selv, om det var skolen, forældrene, samfundet – eller kirken.

 

Det virkelig interessante var, at det kun var kirken, som overhovedet ingen krydser fik. Med andre ord: Kirken bestemte ikke over de unge menneskers gøren og laden. Kirken havde ingen myndighed for dem.

 

Det resultat kan man vinkle på både positivt og negativt.

 

Det klart positive var, - og som jeg også fik fortalt dem – at kirken ikke længere opfattes som en moralsk institution, der kommer med løftede pegefingre. Og jeg vil hævde – i år hvor vi fejrer 500 året for reformationens begyndelse – at det er en væsentlig konsekvens af netop Luthers tanker. For kirken er jo ikke lig med Jesu forkyndelse. Kirken kan nok formidle Jesu forkyndelse – vi prøver i hvert fald – men kirken kan netop aldrig blive mellemleddet mellem Gud og den enkelte. Det var blandt andet den tanke, Luther gjorde op med.

 

På den anden side var resultatet også en tydelig konsekvens af sekulariseringen, og det faktum, at vi lever i et sekulært præstationssamfund. Hvor kirken har trukket sig bort fra de fleste områder som institution, og hvor man jo godt kan vælge at være ligeglad med, hvad der bliver sagt og gjort i kirkeligt regi.

 

Henrik Jensen skrev engang om det, han kaldte for det faderløse samfund. Jeg har endnu bogen til gode. Men det jeg har læst bogen tager op, er forholdet mellem en pligt og skyld-kultur med rod i kristendommen, og en rettighedskultur med fokus på forholdet mellem individet og samfund. Bogen handler med andre ord om autoritetstabet i vores kultur.

 

Og det er – luthersk forstået – og som allerede antydet, både godt og skidt.

 

Hvis jeg skal tage endnu en vinkel på det, så kan man omvendt hævde, at en myndighed eller en autoritet jo skal have en legitimitet eller sandhedsværdi, for at blive taget alvorligt som myndighed. Jeg er for eksempel grundlæggende ligeglad med, hvad koranen eller Muhammed siger. Ingen af delene har nogen som helst autoritet for mig.

Det modsatte gælder selvsagt mit forhold til Jesus. Hvorfor, kan jeg ikke svare rationelt på, Jesus har altid været en autoritet for mig.

 

Vi befinder os i tiden efter påske, mellem påske og pinse, hvor vi alle søndagene kun læser tekster fra Johannesevangeliet.

 

Sidste søndag var det den berømte historie om den vantro Thomas, som ikke troede sine egne øjne, da han så den opstandne Jesus. Og de næste søndage skal vi høre Jesu ord i hans afskedstale til disciplene, som ender ud i, at Treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, bliver fuldbyrdet med Helligåndens komme Pinsedag.

 

Vi læser altså i den grad teksterne i lyset af Jesu opstandelse. Og det er nok så væsentligt, for det er opstandelsen, som den ultimative triumf, det ultimative bevis for, at Jesus var Guds søn, det er opstandelsen, der viser, at alt, hvad Jesus siger og gør, er godt sandt og rigtigt.

 

Anerkender man, tror man på, at Jesus er Guds søn, så har han – selvsagt – helt automatisk absolut og eviggyldig autoritet.

 

Og det er det, som Jesus siger på en meget poetisk måde, i dagens evangelietekst.

 

Jesus er den gode hyrde. Den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene. Og det er en gensidig relation, forstået på den måde, at ligesom Jesus kender sine får, så kender fårene også Jesus – ligesom Faderen kender Jesus, og Jesus Faderen. Treenigheden, der som nævnt bliver fuldbyrdet til pinse, bliver også så småt antydet her.

Jesus kalder, og vi hører hans røst. Og Jesu forkyndelse er grænsesprængende, for også de får, som ikke umiddelbart hører til ”denne fold”, som det hedder, også disse får skal Jesus lede, og også disse skal høre hans røst.

Og der skal blive én hjord, én hyrde.

 

Det peger i den grad hen mod pinsen. Hver eneste søndag bekender vi troen på ”Helligånden, den hellige almindelige kirke”, og selvom det udsagn sikkert kan tolkes på flere måder, så handler det i hvert fald også om kirken som ÉN kirke. Som det grænsesprængende fællesskab, hvor vi er een hjord og een hyrde.

 

Siden jul har Jesus forsøgt at agere som den gode hyrde.

 

Vi har oplevet ham i mange forskellige sammenhænge, hvor forskellige facetter af hans forkyndelse er blevet understreget. Både som ham, der gerne vil fejre livet, da han forvandler vand til vin i helligtrekongersperioden. Og som ham, der som Guds søn ikke lader sig friste i fasteperioden.

 

Jesus ER den gode hyrde. Gud har bekræftet Jesus som sin søn tre gange. Ved dåben fastelavnssøndag. Ved forklarelsen på bjerget sidste søndag efter helligtrekonger. Og ikke mindst påskesøndag, ved opstandelsen.

 

Jesus er med andre ord Sandheden med stort s. Det er ham, der har myndighed, det er ham, der har myndighed til at tilgive synder, da det er igennem Kristus at vi kan møde Gud.

 

Det bliver allerede forkyndt os ved dåben. Hvor vi først hører om den pligt, vi er sat under, at vi skal holde de bud, Jesus har befalet os.

Og bagefter hører om Jesus som den gave, han også er. Velsignelsen fås for intet.

 

Den gode hyrde er både gave og opgave.

 

Opgave fordi Jesu forkyndelse forpligter. Vi skulle gerne gøre det bedre, end Jesu disciple gjorde i påsken, hvor de ikke engang kunne holde sig vågne med Jesus den sidste aften inden tilfangetagelse af Jesus i Getsemane Have.

 

Med tydeligvis også en gave, da Jesus – til trods for vores opførsel – ikke viger bort fra os, men til stadighed inviterer os med til sit bord, og har lovet os at være med os alle dage indtil verdens ende.

 

Amen

 

Konfirmation: Om vrede og kærlighed

Prædiken til Store Bededag, 2017. Holdt i Dråby Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.«

 

 

Hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?

 

Uanset meningen i denne tekstsammenhæng er vrede noget meget meget naturligt. Vi oplever det nok ikke ligefrem hver dag, men jeg tror de fleste af os her meget godt ved, at irritation og vrede er noget meget naturligt forekommende for os mennesker.

 

I sidste måned var jeg på Horsens Kunstmuseum, som havde en udstilling om en af de syv såkaldte dødssynder, nemlig vreden. Anger på engelsk. Ira på latin.

 

Og det som slog mig på denne udstilling, var, hvor almindeligt forekommende vreden faktisk er. Og hvor lidt, der sommetider skal til, før vi bliver irriteret eller vrede. Der er nok forskel på irritation og vrede, men overgangen kan være hårfin.

 

I Bjergprædiken, også fra Matthæusevangeliet, taler Jesus ligefrem om, at det er værre at være vred på sin broder – sine medmennesker – end at slå ihjel. Det skyldes sikkert, at kristendommen er en såkaldt sindelagsreligion. Hvilket betyder, at det er sindelaget, altså, hvordan vi tænker og føler, hvordan vores indstilling er, som er det afgørende i kristendommen, ikke handlingen. Og det hænger sammen med, at det altid er sindelaget, der er afgørende for, hvorfor vi handler som vi gør, og hvordan vi handler. Er vi fx vrede eller irriterede, så er sandsynligheden for en god gerning meget lille. Er vi derimod opfyldt af kærlighed, ja, så er det selvsagt lige omvendt.

 

Ban Herrens vej, gør hans stier jævne, siger Johannes Døberen med et citat fra profeten Esajas, og peger dermed hen mod Jesus. Det er altså vores opgave at gøre vejen til Jesus så begribelig og forståelig som muligt. Ikke nødvendigvis så nem som muligt, men så forståelig som muligt.

 

Det indebærer blandt andet, at vi skal gøre os det begribeligt, at Jesus faktisk vil os det godt, når han ophøjer Det Dobbelte Kærlighedsbud til det første og største bud. Altså det bud, hvor han byder os at elske Gud og næsten som Gud elsker os selv.

 

Vi vil som mennesker nok aldrig kunne sige os fri for vrede og irritation, men det siger sig selv, at jo mere vi lader os opfylde af Det Dobbelte Kærlighedsbud og lader det gennemsyre vores liv, jo mindre vil de mere destruktive kræfter i os fylde.

 

Guds vrede er ved Jesu komme afløst af nåden. Guds tilsagn til os om, at vi er gode nok, selvom vi ikke er så gode som vi burde være. Når blot det ikke bliver en sovepude. For selvom det kan være en lettelse, at det er i orden, at vi er som vi er, så må det aldrig gøre os passive. For vi har altid et ansvar overfor vores medmennesker.

 

At Guds kærlighed og Jesu Kristi nåde kan være med til at slukke de værste selvbebrejdelser over, at vi ikke er gode nok, kan til gengæld skabe den nødvendige frihed til at elske og drage omsorg for vores medmennesker det bedste vi kan.

 

Med ønsket om en glædelig og vellykket konfirmation til alle.

 

Amen