Først ind i Guds rige?

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

 

Vi befinder os stadig i trinitatisperioden, den periode, der løber fra pinse til advent. Men jo mere vi nærmer os sidste søndag i kirkeåret, som vi gør hen mod slutningen af november, jo mere dramatiske bliver søndagens tekstlæsninger.

Og man må unægtelig sige, at dagens evangelietekst er dramatisk, og Jesus lægger bestemt ikke fingrene imellem, når han fortæller sine lignelser.

Det er her værd at bemærke, at vi er i Matthæusevangeliet. Dette evangelium er overvejende skrevet til en jødekristen menighed, det vil sige en menighed med Kristustroende, som har en jødisk baggrund. Det er en menighed, som kender deres Torah, altså det skrift, der sådan cirka svarer til Det Gamle Testamente.

Jesus taler i teksten en del om de folk, som Herren sender til sin vingård, og som alle får en grusom behandling, og jeg tænker at det også er et billede på den behandling, som Herrens profeter får i Det Gamle Testamente. Profeterne er ikke rigtigt populære, da en af deres hovedformål er at revse folket på vegne af Gud Herren selv.

Og det ender ikke bedre, da han sender sin søn, som også bliver slået ihjel.

Det er en halvlang tekst, og der er flere ting på spil, men jeg hæfter mig ved een sætning i teksten.

Det er udsagnet: ”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham”.

Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Med de rimelig barske Jesuord, som vi hører i teksten, så er dette udsagn værd at bemærke.

Jeg tænker, at ordene i høj grad kan være med til at forstå Jesu forkyndelse, ikke mindst når han taler dunder, og ikke mindst i hans dommedagslignede lignelser.

Hvis man rigtigt skal forstå tonen og budskabet i Jesu udsagn, når han bevæger sig ud i disse billeder og formaninger, så tror jeg man skal prøve at forestille sig forholdet mellem en forælder og et barn. Og man skal forestille sig et forhold, hvor forælderen er virkelig virkelig bange for, at barnet ikke gør det rigtigt, ikke finder den rette sti at vandre ad. Man skal forestille sig, at forælderen er så bange på barnets vegne, at forælderen begynder at komme med udsagn, der godt kan minde om trusler. Og hvis det virkelig er alvor, og forælderen ser sit barn på vej den forkerte vej, lige ud i ulykken, ja, så er fristelsen til virkelig at true barnet stor. Hvis du gør sådan eller sådan, så dør du. Hvis du kommer for tæt på elmasten, så dør du. Hvis du kommer for tæt på jernbanen, så dør du. Det er jo udsagn, som en voksen vil vide, ikke er helt rigtige. Det er formaninger, som man må forvente skræmmer barnet bort fra at opføre sig uforsvarligt, om end den voksne nok ved, at man nok ikke dør af det, som det ellers lyder i formaningen, advarslen, truslen.

Og jeg forestiller mig, at det er samme vrede, der ligger i Jesu formaninger. Vi vil ikke forstå, vi vil ikke rigtigt følge Jesus, når det kommer til stykket, selvom det er helt uomgængelig for vores frelse, for fællesskabet med Gud og næsten, som må være endemålet.

Vi synes muligvis, at Jesu forkyndelse og kristendommen i det hele taget er meget interessant, og der er nogle værdier i kristendommen, som vi godt kan lide.

Men hvor megen efterfølgelse er der, når det faktisk kommer til stykket? Det nytter jo ikke noget, hvis vi i første omgang taler varmt og godt om kristendommen, folkekirken og Jesu forkyndelse, og vi så øjeblikket efter, når det kommer til praksis, ikke rigtigt gør noget ved det alligevel.

I disse tider, hvor der tales megen om kristendommen som en del af vores kultur, kulturkristendom, om man vil, så kan jeg ikke lade være at spørge, hvad det egentlig er for en kristendom, man taler om. Ikke mindst fordi, at kristendommen i sit væsen nærmest er en modkultur. Når vi i almindelighed lever vores hverdagsliv, forholder os til vores medmennesker, de politiske slagsmål på Christiansborg eller ser på verdens gang i nyhederne, så er vi i allerhøjeste grad påvirket af vores kultur, vores kulturelle ophav. Og jeg tænker, at det er meget almindeligt at være pragmatisk i dagligdagen, og når man befinder sig sammen med andre mennesker, så gør vi som regel, hvad vi kan, for at gøre samværet så gnidningsfrit som muligt, for vi skal jo alle være her. Og det er jo fint nok, og jeg tænker, at sådan er vi rigtigt mange, der handler.

Og skulle vi havne i en politisk diskussion, så er det selvfølgelig også vigtigt at skelne mellem pragmatiske politiske løsninger – og så kristendommens forkyndelse.

NÅR det så er sagt, så kan vi godt i al vores magelighed, og i et velfærdssamfund som det danske, så har vi alle forudsætningerne for at kunne leve nogenlunde mageligt – så kan vi godt i vores magelighed glemme hvor radikal kristendommen og Jesu forkyndelse faktisk er. Det kan godt være, at vi i en politisk diskussion kan argumentere for, at den mindst ukristelige løsning på terrorspørgsmålet er krig. Men Jesus taler om fjendekærlighed. Det harmonerer dårligt med krig. Og det kan godt være, at vi i politiske spørgsmål argumenterer med, at det er bedst at holde flygtninge i nærområderne, når blot vi husker på, at hovedargumentet aldrig må være vores egen bekvemmelighed, men fordi vi faktisk mener, at det er det bedste for flygtningene, eller det mindst dårlige om man vil. Men vi må huske, at evangeliet konsekvent peger bort fra os selv. Vi skal hele tiden tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for vores næste, og så handle derefter. Kristendommen er sjældent fornuftig, kærligheden er sjældent fornuftig, ja, forbilledet Jesus Kristus – for at tale med et udtryk af Møllehave – Jesus elskede mere, end det var fornuftigt, og Jesus er også vores opgave.

Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Det er unægtelig en advarsel fra Jesus, men også en advarsel, der rummer Guds nåde, for til trods for, at vores handlinger ikke lægger op til nåden, så skal vi – netop igennem nåden – nok også få adgang til Guds rige også.

Jesus siger også til sidst, at Gudsriget skal overgives til andre, der bærer dets frugter. Hvem disse andre er, fremgår ikke, men jeg læser det også som en trussel, en advarsel.

Hvad Jesus grundlæggende siger i dagens evangelietekst er, at vi skal tage ham alvorligt, vi er pligtige at følge Jesu forkyndelse.

Hvad det helt præcist betyder i praksis, kan vi dog ikke rigtigt vide. Kristendommen er jo ikke nogen lovreligion. Og det betyder mindst tre ting. Dels opnås frelsen ikke igennem gerningerne, men troen, om end de to ting hænger uløseligt sammen. Dels handler kristendommen ikke om jura, som dele af jødedom og islam fx gør. Og endelig, så er Bibelen ikke en opskriftsbog, hvor man kan slå op og se, hvordan man bør handle.

Nej, som gamle K.E. Løgstrup sagde, så er den etiske fordring, kærlighedsbuddet, tavst. Med det mente han, at selvom fordringen, buddet, var absolut, og helt uomgængeligt, et bud, som altid allerede er tilstede iblandt mennesker, selvom buddet er helt uomgængeligt, så er det tavst, det fortæller os ikke noget om, hvad vi faktisk skal gøre.

Det må være helt op til vores egen samvittighed og situationen i øvrigt. Det er også derfor, at det er umuligt at lave politik direkte på kristendommen, for man kan ikke på forhold fortælle, hvad der er den rigtige kristne handling i en given situation. Det ved kun Gud.

Om end der nok er handlinger og holdninger, der flugter mere med den kristne forkyndelse end andre. Det er dog ikke vores opgave at dømme omkring det, om end vi hver især nok har vores egne holdninger til dette. Vi må huske, at evangeliet peger bort fra os selv og hen mod næsten, den næste, vi kan SE, har behov for vores hjælp.

Så er vi til gengæld også pligtige at handle det bedste vi kan, og ikke komme med undskyldninger og bortforklaringer, der dybest set har rod i vores egen bekvemmelighed. Så er det bedre, at vi i første omgang ikke rigtigt kan overskue det, og alligevel ombestemmer os, fordi vores samvittighed med rod i Jesu forkyndelse tilsiger os at handle - end at vi højt og flot siger, at vi selvfølgelig handler lige med det samme, men i praksis lader være.

 

Amen.

 

Refleksion og umiddelbarhed?

Prædiken til 22. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Tirstrup Kirke..

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«

 

 

Temaerne til denne søndags tekst kunne vi fx kalde præstation og umiddelbarhed. Eller: Refleksion og umiddelbarhed. Og det er ord, der både kan bruges om tilgangen til Guds nåde som vi fx får den ved altergangen, og Jesus som opgave, altså fordringen om gode gerninger.

Lad os starte ved det sidste.

Og jeg starter et lidt andet sted. Fra tid til anden bliver islams shariasystem vendt i medierne. Her tænker jeg på sharia som straffe- og familielov, for den findes også som almindelig trosliv, som intet har med straf at gøre. Når det sker, at sharia vendes i medierne bliver dette straffesystem med rette kritiseret og talt imod. Det er meget langt fra, hvad kristendommen står for. Men en enkelt gang oplevede jeg en markant meningsdanner sige, at kristendommen nødig skulle snakke, for her blev der opfordret til at rive øjet ud eller hugge hånden af. Om det da var meget bedre end sharia?

Nu kommer den slags kommentarer ofte fra personer, der ikke vil kristendommen det godt, for man skal godt nok læse teksten for i dag meget skævt, hvis man skal komme frem til den konklusion.

De hårde udsagn er først og fremmest en opfordring til at ændre livsstil, levemåde, hvis måden, man lever på, forarger en – det vil sige, hvis man faktisk synes, at man ikke lever sit liv med rod i Jesu forkyndelse.

Hvis din venstre hånd gør noget, den ikke burde gøre, så er det – billedligt talt – bedre at den blev hugget af end at man havner i Helvede, hvad det så end er for en størrelse.

Og skulle der sidde en enkelt formørket person og tage ordene for pålydende, ja så er det altså hans eget øje, der skal rives ud. Der er ikke tale om nogen straf, som skal udføres på andre.

Dagens tekst udtrykker en uhyre dobbelthed ved kristendommen. For en omvendelse, dette at fatte et nyt sind, som ordet omvendelse faktisk betyder, en omvendelse er her noget, man er meget bevidst om. Hvis man faktisk ikke lever, som man burde, og forsøger at vende rundt, så er det noget, man i grunden er meget bevidst om. Det kræver refleksion og aktion.

Og det står i modsætning til, hvordan teksten indledes. Her har vi nemlig udsagn, som minder om de ord, vi hører i forbindelse med enhver dåb i folkekirken. Det handler om at vende om og blive som børn, ellers kommer vi slet ikke ind i Himmeriget. Og blandt meget andet handler det i den grad om umiddelbarhed og ydmyghed. Og dette ikke at skulle præstere. Jeg plejer ofte i dåbssamtaler at sige, at hvis der er nogen, der ikke præsterer ved en dåb, så er det dåbsbarnet, der endda kan finde på at skrige eller græde uhæmmet, hvis det er det, der ligger lige for.

For kristendommen handler netop ikke om præstation. Kristendommen skulle helst udleves umiddelbart, uden bagtanker, og fordi man ikke kan lade være.

Men der sker sikkert noget med os, når vi bliver ældre. En del af den barnlige umiddelbarhed forsvinder, og vi bliver meget bevidste om, når vi faktisk gør noget forkert. Og det er klart, at her kan refleksionen komme ind i billedet, for hvis vi faktisk vurderer, at vi lever vores liv forkert, så er der jo kun os selv til at stoppe op og ændre på det.

OG at Gud og Guds nåde aldrig opgiver os, viser tekstens slutning med al ønskelig tydelighed. Her kommer det vel nok berømte udsagn om, at der i himlen er mere glæde over et får, der farer vild men bliver fundet igen, end de mange, der ikke farer vild. Et godt billede på Guds helt uforståelige nåde, Guds almægtige kærlighed.

Og hvad så med denne Guds nåde? Vi taler tit om den i kirken, men jeg tænker, at der nok er mere end en af jer, der engang imellem spekulerer over, hvad der ligger i udtrykket. Guds nåde. Kan man føle den, eller sanse den? Eller er den blot et udtryk for, at vi lever nogenlunde til trods for alle vores fejl og mangler, som dybest set burde gøre os fortvivlede, i hvert fald hvis vi har taget Jesu forkyndelse til os.

Jeg fik for ikke så længe siden et spørgsmål på mail fra en kammerat, der lige er startet på teologi. Spørgsmålet handlede om nadveren, som han havde om. Og spørgsmålet gik i væsentlig grad på, hvordan folkekirken egentlig tænker nadver i dag, ikke mindst, hvordan jeg selv oplever nadveren, og hvad jeg synes, den gør ved mig.

Interessant, men også et vanskeligt spørgsmål, i hvert fald hvis man ønsker et konkret svar. Det er klart, at man bliver nødt til at kende til nadverens historie, de mange forskellige betydninger, man har tillagt nadveren og hvad man har tænkt, der sker under nadveren, igennem historien. Og så videre, og så videre.

Jeg tænker, at det er en væsentlig ballast, som enhver teolog bør have tilegnet sig.

Men jeg må sige, at for mig kan det også blive for fortænkt og teoretisk. Jeg kan godt lide at forholde mig helt umiddelbart til nadveren. Altså, nadveren som et sted, hvor vi knæler ved alteret, og symbolsk sætter os ved Herrens bord. Og tænker – måske – at hvis der var plads til disciplene omkring Herrens bord ved den sidste nadver, så er der altså også plads til mig. Et meget enkelt billede på netop Guds nåde. Jeg har også hørt fra en tidligere kollega – der gik meget op i, at det faktisk var vin, der blev serveret ved altergangen og ikke druesaft – da man jo kan mærke, hvordan alkoholen fra vinen fylder en ud, og man derfor – symbolsk, tænker jeg – bliver fyldt ud af Kristus.

Eller som jeg skrev til min kammerat, så vil jeg gerne bevare nadveren som et mysterium. Hvad der sker under nadveren skal der ikke sættes ord på, for det bliver alligevel fattigt, sammenlignet med hvor stærkt nadverritualet er.

Tillad mig derfor at citere en tekst af P.G. Lindhardt, som meget godt indrammer forholdet mellem de mange tanker, man kan gøre sig om nadveren, og så den helt umiddelbare tilgang.

Han skriver: “Men Jesus siger: “Jeg er livets brød, den som kommer til mig, skal ikke hungre, den, som tror på mig, skal aldrig tørste”. (…) Hvad De vil mene om dette brød og denne vin, det bliver ganske Deres egen sag. De kan anlægge den anskuelse, der passer til Deres temperament og stilling i samfundet, ganske som De har lyst til. Og skulle De komme i vanskeligheder med en anskuelse, der passer Dem, så har jeg kendskab til en ret omfattende litteratur, som behandler nadveren, og det skulde da være mærkværdigt, om vi ikke i dette velassorterede lager af anskuelser kunde finde en, som også De kunde være fornøjet over at gå rundt med. Men der var jo måske også den mulighed, at De, højtærede samtidige, for en gangs skyld kunne høre efter, hvad der blev sagt: Jeg er livets brød, den, som kommer til mig, skal ikke hungre, den som tror på mig, skal aldrig tørste. Jeg - siger han - ikke dette brød, ikke denne vin, ikke disse anskuelser derom, ikke disse forklaringer derpå - men jeg, jeg er livets brød. Og da er det, der sker ved nadveren, ikke sært og mærkeligt, i alt fald kun af den grund, at nadverens triste historie har gjort det sært. Ham alene drejer det sig om, ham alene er det, som forkyndes ved denne handling, som han forkyndes ved vore ord ham alene.”

Det er ikke fordi, jeg deler Lindhardts holdning 100 procent, og der er også en polemisk eller sarkastisk tone i citatet, som måske er lidt irriterende. Men han forsøger dog at finde tilbage til en umiddelbar tilgang til nadveren og Guds nåde, som jeg synes er ganske befriende.

Alt dette ændrer selvfølgelig ikke på, at vi konstant lader os undre og forundre over både kristendommen og vores egen opførsel. For vi udlever jo ikke kristendommen umiddelbart, og burde for så vidt rive vores øje ud eller hugge vores hånd af. Og vi undrer os nok også til stadighed over betydningen af de store begreber og ritualer i kristendommen – med risiko for at gøre disse begreber fortænkte.

Men dagens tekst er i hvert fald en opfordring til at prøve. At kaste os ud i de gode gerninger det bedste vi kan – og håbe og tro Guds nåde, hver gang det alligevel ikke lykkes. Gerne se Guds nåde som et mysterium, men først og fremmest opleve det som fællesskab med Gud og næsten, som må være målet med det hele.

 

Amen.