Prædiken til 20. søndag efter trinitatis, 2018. Holdt i Harlev Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

Amen.

 

 

Vi er stadig i trinitatisperioden, den periode, der løber fra pinse til advent. Jeg plejer at sige, at trinitatisperiodens evangelielæsninger i overvejende grad handler om, hvad Jesu forkyndelse betyder for os, i vores konkrete hverdag.

Det er blandt andet derfor, at vi både har historien om den barmhjertige samaritaner og buddet om fjendekærlighed som tekstlæsninger i denne periode. Men jo mere vi nærmer os kirkeårets slutning, jo mere dramatiske bliver tekstlæsningerne, og i ulige år ender kirkeåret ligefrem med lignelsen om verdensdommen.

 

Og i denne evangelietekst til 20. søndag efter trinitatis, lægger Jesus bestemt heller ikke fingrene imellem i de to lignelser, han fortæller. En meget lille lignelse, og en noget længere.

 

Den første lignelse handler om, at det er handlingen, der er afgørende. Det er bedre at sige, at man ikke gider gøre noget, men så alligevel gør noget, fremfor at sige, at man gerne vil, men så alligevel ikke gør noget. Selvom begge situationer unægtelig er en kende vægelsindet. Men sådan er vi mennesker sikkert – ifølge Jesus.

 

I den anden og længere lignelse taler Jesus en del om de folk, som vingårdsejeren sender til sin vingård, og som alle får en grusom behandling, og jeg tænker at det også er et billede på den behandling, som Herrens profeter får i Det Gamle Testamente. Profeterne er ikke altid populære, da et af deres hovedformål er at tale dunder til folket på vegne af Gud Herren selv.

 

Og det ender heller ikke bedre, da han sender sin søn, som også bliver slået ihjel. Det sidste er oplagt et billede på Jesus – der som bekendt er endt som hovedhjørnesten i den kristne kirke.

 

Hele teksten er lidt halvlang, og der er flere ting på spil, men jeg hæfter mig i første omgang ved een sætning i teksten.

 

Det er udsagnet: ”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham”.

 

Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Med de rimelig barske Jesusord, som vi hører i teksten, så er dette udsagn værd at bemærke.

 

Vi vil ikke forstå, vi vil ikke følge Jesus, når det kommer til stykket, selvom det er helt uomgængelig for fællesskabet med Gud og næsten, som må være endemålet.

 

Vi synes muligvis, at Jesus forkyndelse og kristendommen i det hele taget er meget interessant, og der er nogle værdier i kristendommen, som vi godt kan lide.

 

Men hvor megen efterfølgelse er der, når det faktisk kommer til stykket? Det er jo ikke meget værd, hvis vi i første omgang taler varmt og godt om kristendommen, folkekirken og forkyndelsen, og vi så øjeblikket efter, når det kommer til praksis, ikke rigtigt gør noget ved det alligevel.

 

I disse tider, hvor der tales megen om kristendommen som en del af vores kultur, kulturkristendom, om man vil, så kan jeg ikke lade være at spørge, hvad det egentlig er for en kristendom, man taler om. Ikke mindst fordi, at kristendommen i sit væsen nærmest er en modkultur.

 

Når vi i almindelighed lever vores hverdagsliv, forholder os til vores medmennesker, de politiske slagsmål på Christiansborg eller ser på verdens gang i nyhederne, så er vi i allerhøjeste grad påvirket af vores kultur, vores kulturelle ophav. Og jeg tænker, at det er meget almindeligt at være pragmatisk i dagligdagen, og når man befinder sig sammen med andre mennesker, så gør vi som regel, hvad vi kan, for at gøre samværet så gnidningsfrit som muligt, for vi skal jo alle være her. Og det er jo fint nok, og jeg tænker, at sådan er vi rigtigt mange, der handler.

 

Men vi kan godt i al vores magelighed, og ikke mindst i et velfærdssamfund som det danske, glemme hvor radikal kristendommen og Jesus forkyndelse faktisk er. Jesus taler om fjendekærlighed. Vi må huske, at evangeliet konsekvent peger bort fra os selv. Vi skal hele tiden tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for vores næste, og så handle derefter. Kristendommen er sjældent fornuftig, kærligheden er sjældent fornuftig, ja, forbilledet Jesus Kristus – for at tale med et udtryk af Møllehave – Jesus elskede mere, end det var fornuftigt, og Jesus er også vores opgave.

 

Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Det er unægtelig en advarsel fra Jesus, men også en advarsel, der rummer Guds nåde, for til trods for, at vores handlinger ikke lægger op til nåden, så skal vi – netop igennem nåden – nok også få adgang til Guds rige også. Der ligger nemlig også en dobbelthed i udsagnet. På Jesu tid var både toldere og skøger nærmest en formel for de allermest udstødte og ringe sete i samfundet. Så alene udsagnet rummer en enorm provokation. Som om Jesus siger til os: I, som er så selvfede og selvgode, og taler og snakker og siger alle de rigtige ting, I kommer bagerst, for I viser ikke jeres flotte ord i praksis. Tolderne og skøgerne, derimod, da de hørte Jesu budskab fra Johannes’ mund, troede de med det samme og handlede. Og samtidig ligger der dét håb i udsagnet, at når selv toldere og skøger kan få adgang til gudsriget igennem troen, ja, så er der håb for, at vi andre også kan få adgang via troen på Guds nåde.

 

Jesus siger også til sidst, at Gudsriget skal overgives til andre, der bærer dets frugter. Hvem disse andre er, fremgår ikke, men jeg læser det først og fremmest som et udsagn om, at troen og gerningerne hænger uløseligt sammen. Som den tyske teolog Bonhoffer kan sige det: Kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen.

 

Hvad Jesus grundlæggende siger i evangelieteksten er, at vi er pligtige at følge Jesu forkyndelse, pligtige at gøre de fine ord og rigtige meninger til handling.

 

Hvad det helt præcist betyder i praksis, kan vi dog ikke vide med sikkerhed, for Bibelen er ikke en opskriftsbog, hvor man kan slå op og se, hvordan man bør handle. Jo, du skal elske din næste, men hvad vil det sige i praksis, i konkret handling?

 

For nu at bruge gamle K.E. Løgstrups ord, så er den etiske fordring, kærlighedsbuddet, tavst. Med det mente han, at selvom kærlighedsbuddet er absolut, og helt uomgængeligt, et bud, som altid allerede er tilstede iblandt mennesker, selvom buddet er helt uomgængeligt, så er det tavst, det fortæller os ikke noget om, hvad vi faktisk skal gøre i den konkrete situation. Det må situationen afgøre.

 

Selvom der helt givet er handlinger, der flugter mere med den kristne forkyndelse end andre. For eksempel så burde det ikke svært at finde ud af, hvordan man skal handle, hvis man ser et medmenneske, som er tørstigt eller sultent eller ikke har noget tøj på.

 

Det må netop aldrig blive nogen undskyldning for ikke at handle, at vi ikke ved, hvordan vi skal handle. Med bortforklaringer, som dybest set har rod i vores egen bekvemmelighed.

 

Så er det bedre, at vi i starter med at sige nej, men alligevel handler, fremfor at komme med alle de rigtige ord og meninger, men faktisk undlader at handle.

 

Hvornår vi faktisk gør det rigtige, ved dog kun Gud, og vi må derfor i alle tilfælde tro på og håbe på Guds nådige dom, så der også bliver plads til os i Gudsriget.

 

Og det, selvom vi måske kommer sidst ind.

 

Amen.

 

Først eller sidst ind i Gudsriget?

Den lige vej?

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis, 2018. Holdt i Trige Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

Amen.

 

 

Hele teksten til 20. søndag efter trinitatis er lidt halvlang, og der er flere ting på spil, men jeg hæfter mig i første omgang ved een sætning i teksten.

 

Det er udsagnet: ”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham”.

 

Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.

 

Det er som om, vi ikke vil forstå, vi vil ikke følge Jesus, når det kommer til stykket, selvom det er helt uomgængelig for fællesskabet med Gud og næsten, som må være endemålet.

 

Når vi i almindelighed lever vores hverdagsliv, forholder os til vores medmennesker, er det sikkert meget almindeligt at være pragmatisk i dagligdagen, og når man befinder sig sammen med andre mennesker, så gør vi som regel, hvad vi kan, for at gøre samværet så gnidningsfrit som muligt, for vi skal jo alle være her. Og det er jo fint nok, og jeg tænker, at sådan er vi rigtigt mange, der handler.

 

Men vi kan godt i al vores magelighed, og ikke mindst i et velfærdssamfund som det danske, glemme hvor radikal kristendommen og Jesus forkyndelse faktisk er. Jesus taler om fjendekærlighed. Vi må huske, at evangeliet konsekvent peger bort fra os selv. Vi skal hele tiden tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for vores næste, og så handle derefter.

 

Kristendommen er sjældent fornuftig, kærligheden er sjældent fornuftig, ja, forbilledet Jesus Kristus – for at tale med et udtryk af Møllehave – Jesus elskede mere, end det var fornuftigt, og Jesus er også vores opgave.

 

Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Det er unægtelig en advarsel fra Jesus, men også en advarsel, der rummer Guds nåde, for til trods for, at vores handlinger ikke lægger op til nåden, så skal vi – netop igennem nåden – nok også få adgang til Guds rige også. Der ligger nemlig også en dobbelthed i udsagnet. På Jesu tid var både toldere og skøger reelt udtryk for de allermest udstødte og ringe sete i samfundet. Og derfor ligger der dét håb i udsagnet, at når selv toldere og skøger kan få adgang til gudsriget igennem troen, ja, så er der håb for, at vi andre også kan få adgang via troen på Guds nåde.

 

Jesus siger også til sidst, at Gudsriget skal overgives til andre, der bærer dets frugter. Hvem disse andre er, fremgår ikke, men jeg læser det først og fremmest som et udsagn om, at troen og gerningerne hænger uløseligt sammen.

 

Hvad Jesus grundlæggende siger i evangelieteksten er, at vi er pligtige at følge Jesus, og gøre de fine ord og rigtige meninger til handling.

 

Men kan vi det? Jesus er nok både gave og opgave. Gaven kom til os julenat, og påskemorgen blev det åbenbaret, at Jesu kærlighedsbud var og er sandheden, og dermed vores opgave.

 

Men kan vi det?

 

Tillad mig her at citere fra Kim Larsens sang ”Den lige vej”.

 

Han skriver:

 

”Når mit regnskab det ska' gøres op

Så tror jeg nok, Vor Herre får en prop

For jeg har syndet, så det stod i stænger

Men det vil jeg ikke længere

 

Jeg er ikke en af de flinke

Det tør jeg sige uden at blinke

Der er sikkert flere minusser end plusser

Plus det løse, som ingen husker”.

 

Og Jesus siger i evangelieteksten, at toldere og skøger skal gå ind i Guds riget først.

 

På Jesu tid blev toldere og skøger som før antydet betragtet som personer, der havde syndet, så det stod i stænger.

I Jesu udsagn bliver de omvendt et billede på dem, der gør det rigtige. De lyttede til Johannes, når han forkyndte, og troede ham. De omvendte sig, og får derfor direkte adgang til Guds rige.

 

Og Kim Larsens sang fortsætter:

 

”Så vis mig nåde og miskundhed

Der var momenter af kærlighed

Og øjeblikke, hvor mit mismod

Ikke tyngede mig ned

Og jeg gik den lige vej

Op til himlen, op til dig”.

 

Med fare for at overtolke Kim Larsens ord, lyder det unægtelig som en bøn om Guds nåde.

Men stadig med en tvivl, for teksten slutter:

 

” Og jeg gik den lige vej

Op til himlen, op til dig

Men for det meste

Var det ligesom om

Det gik den anden vej”.

 

Og hvem af os kender ikke det, at det synes at gå nedad i stedet for opad?

 

De fleste af os vil så gerne gøre det rigtige. Med vi ved også, hvor tit vi alligevel ikke får det gjort, det rigtige. Om vi ligefrem har syndet, så det stod i stænger, som Kim Larsen siger det, må nok forblive et spørgsmål og et forhold mellem os selv hver især og Gud.

 

Men oplevelsen af at ville gøre det rigtige, men samtidig være klar over, hvor tit vi svigter, tror jeg, vi alle sammen kender.

 

Så på den ene side kan vi nemt lade os skræmme af Jesus ord i teksten. For han siger jo nærmest, at alle os, der ikke rigtigt kan finde ud af det, og ikke altid gør det rigtige, vi får et hårdt endeligt.

 

På den anden side får selv toldere og skøger adgang til Guds rige igennem troen, og så må der vel også være håb for os.

 

Og så ved vi jo også, at uanset hvor meget vi forsøger at være gode mennesker, så ved vi aldrig, hvornår det er godt nok.

 

Og hvornår vi faktisk gør det rigtige, ved kun Gud, og vi må derfor i alle tilfælde tro på og håbe på Guds nådige dom, så der også bliver plads til os i Gudsriget.

 

Og det, selvom vi måske kommer sidst ind.

 

Amen.