Den lige vej af Kim Larsen


       


Krist stod op af døde


en påskemorgenrøde

At være en Lykke-Per?

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis, 2018. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«



Hvordan hænger skyld og skam sammen med vores eller vores slægts fortid og historie? Og kan man være opportunist og kristen på en og samme tid?


Store spørgsmål, som jeg vil forsøge at sige noget om igennem Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, ikke mindst inspireret af, at filmen om ”Lykke-Per” sidst i august måned havde premiere.


Vi skal derfor ikke mindst høre om Lykke-Per i dag, da han på mange måder er meget moderne, og der er i hvert fald tre ting at sige om ham.


For det første er han noget af en opportunist. Han vil meget gerne frem i livet, har store store planer for Danmarks fremtid, nogen planer, der er så visionære og vilde at nogle forundres og fascineres, mens andre bare kalder ham en fantast.


Han vil gøre meget for at komme frem i livet, gøre hvad han kan for at net-worke, som vi ville sige i dag. Forsøger at kende de rigtige personer, de rigtige kredse, de rigtige familier. Gerne nogen med penge, da han synes i pengeproblemer meget af tiden. Og selvom han da også jagter både kærlighed og erotik, så synes det hele tiden – når det kommer til stykket – at være med denne bagtanke i hovedet, om forholdet kan bringe ham videre i livet, økonomisk og prestigemæssigt, så han endelig vil være i stand til at leve resten af sit liv, sorgløst og med en spændende og fri fremtid for sig selv.


”En fri fremtid” er mit eget udtryk, og dækker over den anden ting, nemlig at han hele tiden forsøger at gøre sig fri af sin fortid. Han ignorer, fortrænger og skubber hele tiden minder og tanker om sin barndom og sit barndomshjem så langt bag ud som det overhovedet er muligt. Ud over, at han ikke oplever at have haft en særlig lykkelig barndom, så ser han sig også selv som meget mere, end hvad hans tid i barndomshjemmet synes at love ham. OG når man læser Henrik Pontoppidans beskrivelse af de overklassemiljøer han færdes i i København, så kan man virkelig mærke, at han er så langt borte fra hans barndomshjem, som man næsten kan komme. Udover en meget mørk og streng konservativ forståelse af kristendommen har præget barndomshjemmet og de ting, man måtte og ikke måtte som barn, så oplever han simpelthen voksenlivet i København som mere frit, når han ikke lige har pengeproblemer.


Og for det tredje, som ligger i forlængelse af de to ting, jeg lige har nævnt, så er det samtidig tydeligt, at han ikke kan komme bort fra sig selv. Det er nemlig tydeligt, at man ikke bare render bort fra det, man er. Især ikke, når man befinder sig så langt fra sit udgangspunkt, som Per gør i den københavnske overklasse. Som en af de damer, han bejler til, bemærker på et tidspunkt, så lugter Pers tøj af fattigdom, og det selvom han faktisk har fine klæder på. Men dårlige vaner, dårlige manerer, dårlig stil, hænger ved, hvis man ikke er meget opmærksom på det. Det prøver Per at være som den opportunist han er, men det lykkes langt fra altid.


Så langt så godt.


OG hvad vil jeg så sige med alt det i forhold til dagens evangelietekst?


Jo, i Det Gamle Testamente er der en tro på, at forældres skyld og brøde nedarver sig i adskillige generationer frem, således at senere generationers børn bliver straffet for deres forfædres brøde. Det siges ikke så direkte i dagens tekst, men det ligger i spørgsmålet om, hvorvidt de elleve, tårnet i Siloa styrtede ned over, var mere skyldig end de andre i byen. Altså, hvorvidt ulykken med tårnet reelt er en straf for forfædres brøde, som nu går ud over børnene, altså de senere generationer.


Sådan tænker vi ikke i dag, og sådan tænker Jesus ikke, selvom han ikke siger det så direkte, som man kunne ønske. Han bruger ikke mindst ulykken med tårnet som et billede på, hvor galt det kan gå med en som menneske, hvis ikke man bliver en Jesu discipel, hvis ikke man omvender sig.


Man kan vælge at tolke Jesu udsagn derhen, at selvom vi nok ikke skal straffes for vores forfædres brøde, så er det jo uomgængeligt, at fortiden hænger ved, og det i en grad, vi nok ikke altid er opmærksom på. Lykke-Pers tidligere forlovede, Jakobe, siger ligefrem, at hun er lettet over ikke at skulle hedde Sidenius til efternavn ligesom Lykke-Per, da hun ikke forbinder Sidenius-slægten med noget positivt.


Så Jesu budskab i dagens tekst må siges at være tosidet, også selvom han ikke siger det så klart, som man kunne ønske. På den ene side afviser han ikke, at fortiden kan have indflydelse på, hvem vi er, og hvilken skyld og skam andre vil tillægge os. Men på den anden side er det ikke noget Jesus selv regner for noget. Jesu hovedærinde er selvsagt at gøre alle til en Jesu discipel, og her tæller kun omvendelsen og Guds fremtid.


Og på den måde er Lykke-Per en meget god beskrivelse af et moderne menneske, som gerne vil være unik, blive til noget stort. Et menneske, som tror, han kan blive fri fra barndommens begrænsninger, kan gøre sig fri af sin fortid og sin historie.


Men kan vi det?


Man kan selvfølgelig godt ende som mønsterbryder, og i den forstand komme videre, som man siger, hvis man har haft en dårlig start på livet, hvis man er opvokset under dårlige forhold i sin barndom. Men det er klart, at man altid vil være præget af det, man kommer af.


OG noget siger mig, at Lykke-Pers iver efter og talent for at være opportunist, i høj grad skyldes hans forsøg på at kappe al forbindelse til barndommens strenge moral. Hans forsøg på at kappe forbindelsen til den kristendom, der gerne vil fortælle ham, at alt ikke er tilladt, betyder også, at han bliver så meget mere selvfokuseret. Han får ganske vist på et tidspunkt – ikke i filmen, men i bogen – en grundtvigiansk åbenbaring – men ender alligevel som en slags agnostiker eller ateist, der finder sin mening i meningsløsheden og lidelsen.


Man kan sige, at han for så vidt bliver afklaret med sin fortid i en grad, så den ikke spiller nogen rolle.

Men en Jesu discipel bliver han ikke.


Og det store spørgsmål er, om man kan være opportunist og kristen på samme tid, og ikke mindst, hvor mange af os, der er opportunister, uden vi rigtigt er klar over det.


Det interessante ved Lykke-Per er her, at vi på den ene side godt kan følge ham. For vi søger jo alle sammen lykken. Vi vil hver især gøre hvad vi kan, for at finde frem til lykken, for os selv og vore nærmeste. Vi vil muligvis ikke gøre det for enhver pris, men jeg tror de fleste af os vil gå langt på opportunismens vej, hvis det faktisk er lykken, vi kan se forude, eller vi tror, vi kan se forude.


For det store spørgsmål er selvfølgelig også, hvad lykke er for en størrelse. OG om den overhovedet er mulig i sin rene form, hvis man kun tænker på sig selv.


For når det kommer til stykket, så findes den rigtige lykke, den rene lykke, livsfylden, om man vil, først og fremmest i relationen til andre mennesker, sine medmennesker, og når vi drager omsorg for hinanden, og dermed – netop – forsøger os som en Jesu discipel, og forsager al opportunisme.


Gud, som vi møder ham i Kristus, er i hvert fald tålmodig. Han ved vist godt, at vi ikke bare forsager al opportunisme fra den ene dag til den næste.


Og vi må, som hans disciple, også være tålmodige, som gartneren i lignelsen, og håbe på at troen bærer frugt.


Og ikke mindst glæde os over, at Jesus Kristus er vores eneste dommer, når vi alligevel svigter. 


Amen.

Den lige vej?

Prædiken til teksten til 20. søndag efter trinitatis, 2018. Holdt i Trige Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

Amen.



Hele teksten til 20. søndag efter trinitatis er lidt halvlang, og der er flere ting på spil, men jeg hæfter mig i første omgang ved een sætning i teksten.


Det er udsagnet: ”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham”.


Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.


Det er som om, vi ikke vil forstå, vi vil ikke følge Jesus, når det kommer til stykket, selvom det er helt uomgængelig for fællesskabet med Gud og næsten, som må være endemålet.


Når vi i almindelighed lever vores hverdagsliv, forholder os til vores medmennesker, er det sikkert meget almindeligt at være pragmatisk i dagligdagen, og når man befinder sig sammen med andre mennesker, så gør vi som regel, hvad vi kan, for at gøre samværet så gnidningsfrit som muligt, for vi skal jo alle være her. Og det er jo fint nok, og jeg tænker, at sådan er vi rigtigt mange, der handler.


Men vi kan godt i al vores magelighed, og ikke mindst i et velfærdssamfund som det danske, glemme hvor radikal kristendommen og Jesus forkyndelse faktisk er. Jesus taler om fjendekærlighed. Vi må huske, at evangeliet konsekvent peger bort fra os selv. Vi skal hele tiden tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for vores næste, og så handle derefter.


Kristendommen er sjældent fornuftig, kærligheden er sjældent fornuftig, ja, forbilledet Jesus Kristus – for at tale med et udtryk af Møllehave – Jesus elskede mere, end det var fornuftigt, og Jesus er også vores opgave.


Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. Det er unægtelig en advarsel fra Jesus, men også en advarsel, der rummer Guds nåde, for til trods for, at vores handlinger ikke lægger op til nåden, så skal vi – netop igennem nåden – nok også få adgang til Guds rige også. Der ligger nemlig også en dobbelthed i udsagnet. På Jesu tid var både toldere og skøger reelt udtryk for de allermest udstødte og ringe sete i samfundet. Og derfor ligger der dét håb i udsagnet, at når selv toldere og skøger kan få adgang til gudsriget igennem troen, ja, så er der håb for, at vi andre også kan få adgang via troen på Guds nåde.


Jesus siger også til sidst, at Gudsriget skal overgives til andre, der bærer dets frugter. Hvem disse andre er, fremgår ikke, men jeg læser det først og fremmest som et udsagn om, at troen og gerningerne hænger uløseligt sammen.


Hvad Jesus grundlæggende siger i evangelieteksten er, at vi er pligtige at følge Jesus, og gøre de fine ord og rigtige meninger til handling.


Men kan vi det? Jesus er nok både gave og opgave. Gaven kom til os julenat, og påskemorgen blev det åbenbaret, at Jesu kærlighedsbud var og er sandheden, og dermed vores opgave.


Men kan vi det?


Tillad mig her at citere fra Kim Larsens sang ”Den lige vej”.


Han skriver:


”Når mit regnskab det ska' gøres op

Så tror jeg nok, Vor Herre får en prop

For jeg har syndet, så det stod i stænger

Men det vil jeg ikke længere


Jeg er ikke en af de flinke

Det tør jeg sige uden at blinke

Der er sikkert flere minusser end plusser

Plus det løse, som ingen husker”.


Og Jesus siger i evangelieteksten, at toldere og skøger skal gå ind i Guds riget først.


På Jesu tid blev toldere og skøger som før antydet betragtet som personer, der havde syndet, så det stod i stænger.

I Jesu udsagn bliver de omvendt et billede på dem, der gør det rigtige. De lyttede til Johannes, når han forkyndte, og troede ham. De omvendte sig, og får derfor direkte adgang til Guds rige.


Og Kim Larsens sang fortsætter:


”Så vis mig nåde og miskundhed

Der var momenter af kærlighed

Og øjeblikke, hvor mit mismod

Ikke tyngede mig ned

Og jeg gik den lige vej

Op til himlen, op til dig”.


Med fare for at overtolke Kim Larsens ord, lyder det unægtelig som en bøn om Guds nåde.

Men stadig med en tvivl, for teksten slutter:


” Og jeg gik den lige vej

Op til himlen, op til dig

Men for det meste

Var det ligesom om

Det gik den anden vej”.


Og hvem af os kender ikke det, at det synes at gå nedad i stedet for opad?


De fleste af os vil så gerne gøre det rigtige. Med vi ved også, hvor tit vi alligevel ikke får det gjort, det rigtige. Om vi ligefrem har syndet, så det stod i stænger, som Kim Larsen siger det, må nok forblive et spørgsmål og et forhold mellem os selv hver især og Gud.


Men oplevelsen af at ville gøre det rigtige, men samtidig være klar over, hvor tit vi svigter, tror jeg, vi alle sammen kender.


Så på den ene side kan vi nemt lade os skræmme af Jesus ord i teksten. For han siger jo nærmest, at alle os, der ikke rigtigt kan finde ud af det, og ikke altid gør det rigtige, vi får et hårdt endeligt.


På den anden side får selv toldere og skøger adgang til Guds rige igennem troen, og så må der vel også være håb for os.


Og så ved vi jo også, at uanset hvor meget vi forsøger at være gode mennesker, så ved vi aldrig, hvornår det er godt nok.


Og hvornår vi faktisk gør det rigtige, ved kun Gud, og vi må derfor i alle tilfælde tro på og håbe på Guds nådige dom, så der også bliver plads til os i Gudsriget.


Og det, selvom vi måske kommer sidst ind.


Amen.