Et inkluderende fællesskab

Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger, 2017. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.

 

 

For ikke så længe siden blev jeg færdig med bogen ”Vredens børn” af Jeppe Aakjær. For dem, der ikke kender bogen, kan jeg kort fortælle, at undertitlen er ”En tyendes saga”, og er historien om Per og hans udvikling fra at være hyrdedreng og tjenestekarl til at blive daglejer – og til sidst forlade Danmark for Amerika. Hans mange verbale angreb på gårdmændene og de arbejdsvilkår de byder tjenestefolk som ham selv har ikke ligefrem gjort ham populær hos gårdmændene i lokalområdet.

 

Bogen har blandt andet fået mig til at spekulere over, hvad marginalisering egentlig er for en størrelse. Hvad vil det sige at være marginaliseret?

 

Er man marginaliseret, hvis man er fattig? Her er det interessant at læse ”Udsat!” af Knud Vilby. Her bliver det nemlig forklaret, at hvis man er fattig i et afrikansk land, så er man ikke marginaliseret, fordi man ikke er i noget mindretal. Man er som folk er flest. Hvis man derimod er fattig i et land som Danmark, ja, så følger både marginaliseringen og stigmatiseringen med – fordi man netop vil være et mindretal. Skyldes fattigdommen ikke, at man har et dårligt betalt arbejde, men at man er på en meget lav overførselsindkomst, så må man tilmed leve med den umyndiggørelse og mistænkeliggørelse, der følger med. Dem af os, der bare har prøvet at være i dagpengesystemet i kortere eller længere perioder, ved, hvor umyndiggørende det kan opleves.

 

Det kunne også være fristende at nævne eksempler på, at folk med anden etnisk herkomst end dansk (den ”fremmede" som det hedder i Femte Mosebog) kan føle sig marginaliseret, fordi der konstant bliver brugt en hård tone i samfundsdebatten, en tone, der rammer bredere end det måske var tænkt. Eller andre årsager til, at man kan føle sig marginaliseret.

 

Og her er det vel at mærke ikke vigtigt, om følelsen af at være marginaliseret er berettiget eller ej. For – for den enkelte, som sidder med denne følelse, er det inderligt ligegyldigt, om andre synes, følelsen er berettiget. Følelsen er der, og det er den, man reagerer på.

 

Og hvad handler det alt sammen om? Ja, vel først og fremmest behovet for at blive set. Blive set som mennesker. Blive set som værdige, ja, ligeværdige borgere, netop på lige fod med andre borgere.

 

Om man så læser en bog som ”Vredens børn”, der foregår i 1800-tallets Danmark, hvor fattigfolk bliver holdt nede på samme måde, som det helt givet sker i mange fattige lande i dag, hvor der arbejdes i plantager under usle vilkår, om det handler om et samfund, der definerer menneskers værd ud fra hvor meget de kan og vil arbejde, eller det gælder den ikke etniske dansker, der trods arbejde og danskkundskaber ikke har fået stemmeret som andre borgere – ja, det er ikke det afgørende. Det afgørende er følelsen af, ikke at være en rigtig del af fællesskabet.

 

Og det er bestemt ikke en ny følelse. Den har altid eksisteret, den har blot haft forskellige ansigter igennem tiden. Nogen gange har det – historisk set – været nødvendigt at udelukke folk, hvis de for eksempel var smittet med en stærk smitsom sygdom. Det siger sig selv, at det i sådanne tilfælde vil være dybt uansvarligt at blande smittebærende mennesker med raske, uanset hvor marginaliserende, det kan forekomme i situationen.

 

I andre tilfælde er marginaliseringen, altså dette at holde enkelte grupper af folk borte fra fællesskabet, mere kulturelt betinget. Eller måske endda religiøst betinget.

På Jesu tid havde de spedalske det for eksempel ikke særligt godt. Og det er stadig – i dag – en forfærdelig sygdom at blive ramt af.

 

Men på Jesu tid var Moseloven gældende for jøderne – hvad den vel stadig er i dag. Og her er der sygdomme, som gør folk urene ud fra et religiøst perspektiv, og når et samfund er religiøst, så får det selvsagt kolossal betydning for disse personer og andres forhold til dem.

 

Derfor har dagens beretning været ganske opsigtsvækkende på Jesu tid. Det er værd at bemærke indledningen. ”Da Jesus var kommet ned fra bjerget”. Vi har altså i de foregående kapitler i Matthæusevangeliet lige haft Jesu Bjergprædiken, hvor han ikke mindst har et opgør med centrale bestemmelser i Moseloven. Man kan sige, at Jesus med Bjergprædiken forsøger at sætte nye rammer for, hvad et sandt fællesskab består af, hvordan det er defineret, om man så kan sige.

 

Og som det første, da han kommer ned fra bjerget, møder han en spedalsk. En af de mest udstødte mennesker i det jødiske samfund. Denne spedalske ejer tilsyneladende ikke tvivl i sit sind, men kaster sig ned foran Jesus og siger, at han ved, at hvis Jesus vil, så kan han gøre ham ren.

 

Og så sker underet, Jesus gør ham ren. Det pudsige er, at i selve teksten er bønfaldelsen nok dramatisk beskrevet, men selve underet bliver nærmest blot konstateret. Og det til trods for, at Jesus i meget bogstavelig forstand har givet den tidligere spedalske et helt nyt liv. Fra nu af vil hans landsmænd ikke længere se på ham som en paria, som en, som skal undgås. Men som en del af fællesskabet. Og dét er, når vi giver det en tanke, ret vildt. At gå fra at være åbenlyst marginaliseret til at blive en rigtig del af fællesskabet.

 

Med Jesu komme – og det er jo kun cirka en måned siden, at vi fejrede Herrens komme til verden – med Jesu komme bliver der sat en helt ny dagsorden. Et helt nyt fællesskab bliver defineret.

 

Og det for alvor spektakulære ved dette nye fællesskab er,

at det faktisk inkluderer alle mennesker. Der er altså ikke

tale om en blandt mange andre fællesskabet. Det er et inkluderende fællesskab.

 

At det netop er både toppen og bunden af samfundet, som Jesus vil have ind i samme fællesskab, ses af den næste

helbredelse i teksten. Her er der tale om en officer, som har mange mænd under sig, men som ikke desto mindre har lige så meget brug for Jesu hjælp, som den tidligere spedalske havde.

 

Officeren er også påfaldende ydmyg, og hans insisteren og hans tro får da også det klare resultat, at hans tjener bliver helbredt. Denne officer har for resten et noget mere sympatisk forhold til sine tjenere, end gårdmændene i Jeppe Aakjærs roman; her er er ikke megen empati at spore.

 

Hvad er det da for et fællesskab, Jesus lægger op til? Ja, det er i hvert fald et fællesskab, hvor alle skulle føle sig inkluderet. Både venner og fjender. I denne tekst viser Jesus det meget konkret ved at rense en spedalsk. Så vi alle kan se, at han faktisk er en person som du og jeg. Der er ingen tvivl om, at den spedalske ikke er kommet nærmere Gud end han hele tiden har været - efter helbredelsen, i Jesu øjne. Men helbredelsen åbenbarer det for os andre, at han selvfølgelig er lige så meget skabt i Guds billede, som vi andre er.

 

Og Guds nåde og helbredelse gælder alle. Både de syge og dem med flotte arbejdstitler.

 

Dagens tekst handler jo i allerhøjeste grad om troen. Det er i den grad troen, der frelser, både når det gælder den spedalske og officeren. Det er med andre ord troen, der fører os rigtigt ind i fællesskabet, det nye fællesskab med Jesus Kristus. Men når vi så er her, i det nye fællesskab med Jesus Kristus, så har vi alene af den grund en forpligtelse til at se på andre menneske, netop som mennesker, der er skabt i Guds billede.

 

Det får store konsekvenser. Det betyder blandt meget andet, at vi også er pligtige at drage omsorg for mennesker, vi måske ikke bryder os om. Jesus er her vort forbillede.

 

Men han er selvfølgelig også vores befrielse. For netop fordi, Jesus drager omsorg for alle, så gælder det naturligvis også os selv. Troen fører os ind i fællesskabet med ham, og derfra kan vi med alle vores egne fejl og mangler, syndere som vi er, forsøge at gøre Jesu gerning efter, det bedste vi kan. Vi vil altid fejle på et eller andet plan, men så har vi heldigvis nåden, som en del af vort daglige brød.

 

Amen.

 

At finde ro hos Jesus

Prædiken til 4. søndag efter Helligtrekonger, 2017. Holdt i Hoed Kirke og i Homå Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus::

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?

 

 

I dag bliver en blanding af det, man kunne kalde for personligt vidnesbyrd, og om, hvad Jesu forkyndelse kan gøre ved os.

 

Når jeg læser dagens evangelietekst, så kommer jeg til at tænke på alle de ting, der har gjort indtryk på mig igennem min levetid, når det gælder Jesu forkyndelse.

 

Den første dunkle erindring stammer helt tilbage fra 70erne. Jeg kan huske nogen tale om, at der var folk, der havde et billede af Gud hængende på væggen. Fra dengang han var nede på jorden, som det vist hed.

 

På dette tidspunkt har jeg i min erindring absolut intet forhold til Gud, religion og kristendom, men jeg har som antydet en erindring om, at dette udsagn virkelig gjorde indtryk på mig. Jeg var under ni år. Dels så satte jeg slet ikke spørgsmålstegn ved det rigtige i, at der overhovedet var en Gud til. Og dels synes jeg, at det var en fuldstændig vild tanke, at Gud faktisk havde været nede på jorden.

 

Det næste erindringsglimt er fra 80erne. Og det er om blandt andet den musical eller rockopera, der hedder ”Jesus Christ Superstar” og sikkert konfirmandundervisningen.

 

Jeg hørte ”Jesus Christ Superstar” rigtigt mange gange på LP, en plade, jeg havde lånt på biblioteket.

 

Der var flere ting, der gjorde indtryk på mig. Lige fra en sang af Maria Magdalena, som handlede om det meget specielle ved at elske en mand som Jesus. ”I don’t know how to love him”. På dansk: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal elske ham. Og sætningen fik ekstra fylde, da også Judas senere synger de samme linjer: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal elske ham.

 

Og Jesus, som var bange for at død: Tag dette bæger væk fra mig, for jeg ønsker ikke at smage dets gift. Men med den klare konklusion, at det var op til Gud, hvad der skulle ske: Gud, din vilje er hård, men du sidder med alle kortene. Det lyder bedre på engelsk: God, thy will is hard, but you hold every card. Jeg tænker, at det er fra denne periode, mit forhold til Jesus som en særlig autoritet, er opstået.

 

Af uransagelige grunde, så husker jeg ikke meget fra min konfirmationsforberedelse, om end jeg har fået fortalt, at jeg især var meget betaget af historien om Jesus, der forvandler vand til vin.

 

I 90erne var min egen bevidsthed om Jesu forkyndelse meget pragmatisk. Når folk spurgte mig, om jeg troede på Gud, svarede jeg altid ja, selvom jeg havde meget svært ved at sætte ord på, hvad jeg mente med det. Det blev som regel til noget med, at Gud var den instans, der fik det timelige og det evige til at hænge sammen.

 

Det var også i 90erne, at jeg dels igennem nogle personlige erfaringer, dels igennem læsning af ikke mindst Johannes Møllehave og Søren Kierkegaard, fik øje for Gud som udtryk for den absolutte kærlighed. I modsætning til den kærlighed mellem mennesker, der, om end nok så intens, kun kan blive en relativ størrelse, i hvert fald sat lige overfor Guds kærlighed, og Gud som kærlighed.

 

Og i 00erne tog det selvsagt fart, da jeg startede på teologien. I starten blev jeg nok en hel del forvirret, da det også gik op for mig, hvor mangfoldig kristendommen i grunden var. Det overraskede mig, at der var så mange forskellige holdninger til, hvad sand kristendom var for en størrelse.

 

Men her fik jeg i den grad mulighed for at gå ned i skriften, og det endda på originalsprogene.

 

Jeg fik øje for, at skabelsesberetningen kan læses som en stor hyldest til skabelsen. På hebraisk er der en poetisk rytme i det skrevne. Og hvordan syndefandsberetningen, en af vores kulturkreds’ vigtigste historier, hvordan den kunne forklare, hvorfor vi mennesker så ofte opfører os så ufornuftigt og grænsesøgende.

 

I det nye testamente talte Jesus om det kommende gudsrige, som jeg i en lang periode tænkte som kernen i livet, - Søg først guds rige og hans retfærdig og få alt andet i tilgift - men som jeg i dag mere forstår som det rene fællesskab med Gud og næsten – som kan opleves glimtvis her på jorden, men som fuldbyrdes hinsides, efter vores synders nådige forladelse. Men derfor jo også kernen i livet.

 

Her blev Jesus omtalt meget absolut. Som Sandheden, Vejen og Livet. Som det sande vintræ. Som ham, igennem hvem, man kan møde Gud Fader.

 

I starten så jeg meget kristendommen som en religion, der sammenfattende det hele, så tilværelsen ikke blev delt op i underafdelinger med politik, jura, kunst, og så videre, og så med etikken som en afdeling for sig. Men altså i stedet som en religion, der sammenfattede det hele. Det gør jeg for så vidt stadig, men i dag har jeg forholdsvis meget fokus på det dobbelte kærlighedsbud, da jeg synes det er ret afgørende, at Jesus selv kalder buddet for det første og største bud.

 

Paulus siger det jo meget præcist: Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Og: et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.

 

Jesus understregede, at vi nok skulle være loyale overfor øvrigheden, men altid give os selv til Gud – og i øvrigt adlyde Gud mere end mennesker, hvis vi stod med et dilemma, et tvivlsspørgsmål.

 

Og så er der dagens evangelietekst, der på mange måder sætter trumf på. For hvem er denne Jesus, som selv storm og sø adlyder?

 

Denne Jesus, som fik så mange efterfølgere, som gjorde undere og helbredte folk, der ikke synes helbredelse mulig? Denne Jesus, som gudhjælpemig også ville have, at vi skulle elske vores fjender?

 

Jeg tænker, at teksten i dag i høj grad er udtryk for både det absolutte, og den absolutte ro.

 

Teksten er udtryk for den absolutte hengivelse til Jesus, når det gælder naturens kræfter, forstået på den måde, at vi ser hans almægtighed.

 

Men der er også en stor indre ro over teksten. Det er nemlig påfaldende, hvor rolig Jesus er hele vejen igennem.

 

Nu er det jo ikke til at vide for os, hvor farlig situationen har været, om end det lyder skæbnesvangert, hvis båden er skjult af bølgerne.

 

Men – med Jesus i vores liv, burde vi ikke være så bekymrede, når der raser storme omkring os i vores liv.

Ikke fordi, vi er beskyttede mod alskens farer pga. Jesus. Men fordi Jesu forkyndelse blandt andet skulle være med til at få os ud af illusionen om en tryg tilværelse. Alle vore holdepunkter dennesidig, må nødvendigvis have relativ karakter. Og med Jesus som det eneste reelle holdepunkt, burde der kunne indfinde sig en vis ro, selv i en relativ og omskiftelig verden og tilværelse.

 

Sådan har disciplene det åbenbart ikke helt – og Jesus får da også kaldt dem for ”lidettroende”. Han er bestemt ikke imponeret af deres uro. De burde være helt rolige, når de har Jesus lige ved deres side.

 

Jesus er rolig i absolut forstand. Igennem troen kommer vi selvsagt tættere på Jesus, og dermed også hans ro.

 

Og det er fra denne ro, hvorfra alt andet kan springe. Måske kan man endda kalde Guds nåde for en slags ro. Når vores tanker flyver derud af. Om alt det, vi burde have gjort, alt det, vi ikke nåede, og alle de mennesker, vi ved, vi har svigtet, og de mennesker, vi sikkert har svigtet uden at vide det, når vi fortvivler over vores utilstrækkelighed – så er Jesus der med sin ro.

 

Guds nåde, syndernes forladelse – Jesu ord: Dine synder er dig forladt, er de ord, der kan få stormene i vores liv til at lægge sig, og dermed få os til at gå bort med fred.

 

Amen