Prædiken til 3. søndag efter trinitatis, 2018. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

 

 

Fortællingen om den fortabte søn er nok en af de mere berømte fra Det Nye Testamente. Det er dog et stort spørgsmål, om der kun er tale om én fortabt søn. Er der ikke to fortabte sønner? Det vender jeg tilbage til.

 

Historien handler nemlig også om tro og tvivl.

 

Fra tidernes morgen har gud været en, man har søgt trøst hos i svære tider. Måske har man håbet, at hvis man bad til gud – måske ofrede til gud – så ville det gå godt, høsten ville blive god, familien kunne måske undgå sygdom, osv. Til andre tider – eller samtidig hermed – har man frygtet gud, fordi man var bange for, at hvis man ikke var god nok, var troende på den rigtige måde, så ville man havne i helvede.

 

Jeg er også overbevist om, at frygten for et helvede blev markant anderledes efter reformationen i 1500-talltet. Her var en af reformatoren Martin Luthers hovedpointer, at vores gode gerninger ikke gjorde nogen forskel i forhold til Guds kærlighed – i forhold til frelsen – men at troen var nok. Nåden var nok.

 

Der er naturligvis mange versioner af disse forhold, da der igennem historien har været mange kirkelige retninger. Men sådan helt overordnet vil jeg påstå, at jo mere afhængig man har været af omstændigheder, man ikke selv har indflydelse på – fx vejret til en god høst – jo mere intenst har gudsforholdet været. Og jo mere man tror, at man selv har kontrol over sit liv og sin tilværelse – som mange moderne mennesker tror – jo mindre ”behov” for et gudsforhold vil man opleve.

 

Desuden har sekulariseringen også spillet en stor rolle. Fra omkring 1850 har kirkens rolle i samfundet spillet en stadig mindre rolle. Kombineret med en misforstået udgave af Martin Luthers lære. Hvis gerningerne ikke længere er ”nødvendige” for at opnå Guds kærlighed, fordi troen er ”nok”, så har man i stigende grad kunnet koncentrere sig om sit eget liv og sin egen karriere, og ikke mindst fra 1960erne i højere grad via skattebilletten, kunnet deponere de gode gerninger hos velfærdsstaten. Når velfærdsstaten tager sig af vore ældre, og giver vore unge mennesker SU, så behøver vi ikke længere at tænke på vores medmenneskers ve og vel, men kan fokusere på vores egne liv. I en tro på (!), at vi er selvstændige uafhængige mennesker, der ikke behøver hjælp fra vore medmennesker eller trøst ovenfra.

 

Så er det først, når vi bærer en død til graven, eller oplever det mirakel at bære en baby til dåben, at vi oplever, at livet og døden er noget meget større end os selv – og at vores forhold til noget guddommeligt – til gud/Gud – bliver mere intenst og mere nærværende. Det er sikkert det sidste, der gør, at vi stadig har en stor og levende folkekirke.

 

Og hvor bringer det os hen i forhold til dagens fortælling om den eller de to fortabte sønner?

 

Jeg vil faktisk hævde, at sønnen, der hele tiden har været hjemme, er et meget godt billede på det moderne menneske.

 

Han har hele sit liv fulgt konventionerne, gjort som det forventedes af ham. Den slags giver jo følelsen af at gøre det rigtige, hvilket kan give oplevelsen af frihed og selvstændighed, selvom det udefra set kan virke modsat. Han er nærmest i en symbiose med sit fædrene ophav, på samme måde som det moderne menneske kan blive opslugt af samfundets forventninger i en grad, så hans eller hendes egen følelse af autonomi reelt er en illusion.

Begge to – både sønnen, der arbejder for faderen og det moderne menneske – gør hvad de inderst inde føler er rigtigst for dem selv. De føler ikke rigtigt behov for hjælp ovenfra, da de jo får til dagen og vejen uden videre. De lider med andre ord ingen nød. Føler, at de nogenlunde har kontrol over tilværelsen.

 

Den fortabte søn, som forlader det fædrene hjem, tror sikkert også i begyndelsen på en meget intens måde, at han har kontrol over tilværelsen. Han gør jo som det passer ham. Han finder dog med tiden ud af, at det har han overhovedet ikke, altså kontrol og frihed. Han byggede hele sin tilværelse på noget relativt, nemlig druk og svir. Men det hører op en dag, ikke mindst når pengene er væk.

 

Han føler i den grad, at tilværelsen er ude af hans hænder. At han er afhængig af noget andet og større. Og det i en grad, så han ikke føler sig værdig at blive kaldt for faderens søn.

 

Men mod alle odds bliver han taget imod med åbne arme af faderen, og her bliver faderen jo også et billede på Gud selv.

 

Den anden fortabte søn, ham, der hele tiden har været hjemme, føler sig pludselig overset. Og opdager sikkert også, at hans tilværelse alligevel er mere ude af hans hænder, end han troede. Han troede, at når blot han udfyldte sin plads, gjorde karriere ved at være en dygtig arbejder, så ville alt gå efter planen, så ville han ikke mangle noget, ikke behøve andres hjælp.

 

Han finder ud af, at man ved hårdt arbejde ikke kan gøre sig fortjent til kærligheden. Og hvad mere er, faderens kærlighed har været der hele tiden, uden han rigtigt har haft øje for den. Alt mit er dit, siger faderen. Det virker som en nyhed for sønnen.

 

At sønnen, der har været hjemme hele tiden, også virker ulideligt selvcentreret, viser hans reaktion også. Han har tilsyneladende ikke bekymret sig så meget for sin broder. Og bliver tilsyneladende heller ikke lettet over at se ham i live.

 

Hvad vil historien så sige os?

 

Lever man et konventionelt liv, hvor man knokler derud af, fx hvis man forsøger at gøre karriere, ja så vil man sikkert ikke opleve behovet for hjælp og trøst ovenfra. For man kan jo godt selv.

 

Det er først, når der opstår en krise, eller måske en særlig stor glædelig begivenhed som en barnedåb, at det går op for en, at der er noget, der er større end en selv, ikke mindst Guds kærlighed og velsignelse. Nåden og tilgivelsen.

 

Den fortabte søn, der har været hjemme hele tiden, opdager jo også, at der er noget, der er større end ham selv, nemlig faderens kærlighed. Han har i sin selvoptagethed slet ikke opdaget, at han er gået op og ned af den hele tiden.

 

Det er først, da den så åbenlyst bliver en anden til del, at han får øje på den, og bliver forurettet. Selvom faderen siger, at alt mit er dit.

 

Og så kan vi jo selv, hver især, vurdere, om vi bedst kan genkende os i den forurettede søn, der har været hjemme hele tiden, og som har forsøgt at gøre det rigtige med hårdt arbejde, men som i sin selvoptagethed ikke har opdaget faderens kærlighed, selvom den har været der hele tiden. Eller vi bedst genkender os selv i ham, der har forladt hjemmet og forsøgt at nyde livet intenst i den tro, han var fri, men som ender med at finde ud af, at han ikke kan selv alligevel, og vender hjem til sin faders kærlighed.

 

Amen.

 

Det moderne menneske?

Den, der elsker meget...?

Prædiken til 11. søndag efter trinitatis, 2018. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

 

Som nogen vil vide, så benytter jeg enhver mulig lejlighed – især her på prædikestolen – til at fortælle om, og minde om det dobbelte kærlighedsbud, det bud, som Jesus selv kalder for det første og største bud. Jeg gentager: Det første og største bud. Det har altid gjort indtryk på mig.

Og samtidig hermed – eller rettere bagefter, typisk sidst i prædiken – gøre opmærksom på, hvor fejlbarlige vi alle sammen er, syndere for Vor Herre, som vi alle sammen er. Og at vi dermed må håbe på nåden som en del af det daglige brød, når vi alligevel gang på gang krænker buddet, krænker vor næste.

 

Alt sammen væsentligt og rigtigt.

 

Det dobbelte kærlighedsbud, fejlbarligheden eller synden, og nåden hænger uløseligt sammen.

 

Den tyske teolog Dietrich Bonhoffer skelnede engang imellem den billige og den dyre nåde. Det er en skelnen som ikke er uden problemer, men hovedbudskabet er, at billig nåde er nåde uden efterfølgelse. Og harmonerer fint med et andet vægtigt udsagn af Bonhoeffer, som jeg selv er meget begejstret for, nemlig udsagnet om, at vi nok skal bevare den mundtlige trosbekendelse som menighedens helligste gode, men kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen. Kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen.

 

Det handler altså om, at vi til stadighed skal huske, at Jesus både er gave og opgave. Det handler om, at vi hele tiden skal forsøge at være en Jesu discipel, en Jesu efterfølger. Vel vidende, at vi hele tiden er dømt til at mislykkes. Måske ikke mislykkes i et og alt, men i hvert fald med en viden om, at vi kommer til at fejle, vi kommer til at eksponere vores egen uformåenhed, vores egen utilstrækkelighed, om ikke andet, så for os selv og Gud.

 

Vi vil så gerne gøre det rigtige, men kommer jævnligt til at klokke i det alligevel. Det er så at sige et eksistensvilkår.

 

Og i dagens tekst strækker Jesus denne tanke et skridt videre. Jesus siger: ”Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt”. Eller helt kort: Den, der elsker meget, synder meget, som Johannes Møllehave vist engang har udtrykt det samme. Og det er ellers noget af et udsagn, ja nærmest en dom over menneskets håbløshed, hvis vi skal være meget firkantede.

 

For en ting er, at vi kan være bevidste om, at vi alt for ofte er for selvfokuserede, og dermed vender blikket bort fra næsten. En anden ting er, at når vi endelig forsøger at være der for vores næste, så går det endnu mere galt.

 

Kan det virkelig være det, som Jesus mener?

 

Faktisk er jeg personligt meget begejstret for udsagnet, den der elsker meget, synder meget, og det kan godt minde lidt om Luthers udsagn: Synd tappert!

 

Men er det rigtigt? Eller rettere, det er det jo, når Jesus siger det. Men hvordan skal det mon forstås, og er det virkelig udtryk for den rene håbløshed?

 

Både ja og nej. For det er sikkert sandt, at jo mere vi vover pelsen, jo mere risikerer vi at snuble og falde. Men så sandelig også nej, for i tekstens sammenhæng er det helt tydeligt udtryk for en ros. Nok en konstatering af menneskes fejlbarlighed, men så sandelig også en ros til kvinden for hendes insisterende kærlighed, hendes iver efter at gøre det rigtige og det gode for Jesus. Hendes iver efter at elske.

 

Og jeg mener i høj grad, at udsagnet kan forstås derhen, at jo mere du prøver nye veje, jo mere du gør ting, som andre ikke havde set komme, jo mere du tager ansvar i situationer, hvor det normalt er uhørt, jo mere er du også dømt til modstand, latterliggørelse og masser af fejltagelser.

 

Hvad jeg prøver at sige er, at folk, der træder lidt ved siden af, fordi de risikerer noget, ofte er dømt til at få eksponeret deres fejl mere end os andre. Folk, der ikke blot taler om at ville ændre noget til det bedre, gøre noget særligt for andre, men faktisk handler på ordene, er selvsagt dømt til at begå flere fejl, end alle os andre, der nøjes med at tale om at være der for vor næste, skabe en bedre fremtid, men ikke for alvor gør noget ved det i handling. Men det er samtidig dem, der for alvor rykker noget for os andre.

 

Den, der elsker meget, synder meget. Jesus kan næppe mene, at den, der elsker meget, synder mere end os andre. Som Luther sagde – mennesket synder, fordi det er en synder.

 

Men det er så åbenlyst i teksten, synes jeg, at dem, der forsøger at gøre en forskel – og det kan man som bekendt gøre på mange måder – dem, der forsøger at gøre en forskel, vil i særlig grad få eksponeret deres fejl og deres utilstrækkelighed. Og derfor er det en dobbelt provokation, som Jesus kommer med i udsagnet.

 

Dels er udsagnet en dom over farisæeren, da han slet ikke har været i nærheden af at handle som kvinden, som Jesus roser. Og dels antyder han som sagt, at det næsten kan være et adelsmærke at synde meget, da det betyder, eller kan betyde, at man har elsket meget.

 

Men det kan i lige så høj grad være en stor opfordring til os alle om, at vi ikke skal være bange for at stræbe efter at gøre det gode. Og at alle valg har konsekvenser. Hvis man giver sin formue væk til den tredje verden, er der ingen, der kan få glæde af den her til lands. Hvilket der både kan siges godt og skidt om. Hvis man vælger at hjælpe den døddrukne alkoholiker, i stedet for at skynde sig til den jobsamtale, man er ved at komme for sent til, har det konsekvenser. Hvilket der både kan siges godt og skidt om.

 

Farisæeren i teksten undrer sig sikket ikke mere, end vi ville have gjort, hvis vi havde været til stede. Men det er også tydeligt, at hans undren helt overtrumfes af Jesu pointe: Den der elsker meget, synder meget.

 

Det er så nemt at dømme andre, der vover pelsen og træder ved siden af. Men den, der elsker meget, synder meget.

 

Det vil være forkert at se teksten som en hyldest til eneren, for hvad er en ener? Vi er jo netop alle sammen lige meget syndere for vor Herre.

 

Men teksten kan i den grad ses som et opråb til alle os, der har travlt med at pege fingre, for hvad gør vi selv, når det kommer til stykket? Ikke så meget, at det gør noget. Og derfor er vores åbenlyse fejl sværere at få øje på.

 

Og i alle tilfælde tage Jesu sidste ord i teksten til os: Din tro har frelst dig, gå bort med fred.

 

Amen.