Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

Det moderne menneske?

Prædiken til 3. søndag efter trinitatis, 2018. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

 

 

Fortællingen om den fortabte søn er nok en af de mere berømte fra Det Nye Testamente. Det er dog et stort spørgsmål, om der kun er tale om én fortabt søn. Er der ikke to fortabte sønner? Det vender jeg tilbage til.

 

Historien handler nemlig også om tro og tvivl.

 

Fra tidernes morgen har gud været en, man har søgt trøst hos i svære tider. Måske har man håbet, at hvis man bad til gud – måske ofrede til gud – så ville det gå godt, høsten ville blive god, familien kunne måske undgå sygdom, osv. Til andre tider – eller samtidig hermed – har man frygtet gud, fordi man var bange for, at hvis man ikke var god nok, var troende på den rigtige måde, så ville man havne i helvede.

 

Jeg er også overbevist om, at frygten for et helvede blev markant anderledes efter reformationen i 1500-talltet. Her var en af reformatoren Martin Luthers hovedpointer, at vores gode gerninger ikke gjorde nogen forskel i forhold til Guds kærlighed – i forhold til frelsen – men at troen var nok. Nåden var nok.

 

Der er naturligvis mange versioner af disse forhold, da der igennem historien har været mange kirkelige retninger. Men sådan helt overordnet vil jeg påstå, at jo mere afhængig man har været af omstændigheder, man ikke selv har indflydelse på – fx vejret til en god høst – jo mere intenst har gudsforholdet været. Og jo mere man tror, at man selv har kontrol over sit liv og sin tilværelse – som mange moderne mennesker tror – jo mindre ”behov” for et gudsforhold vil man opleve.

 

Desuden har sekulariseringen også spillet en stor rolle. Fra omkring 1850 har kirkens rolle i samfundet spillet en stadig mindre rolle. Kombineret med en misforstået udgave af Martin Luthers lære. Hvis gerningerne ikke længere er ”nødvendige” for at opnå Guds kærlighed, fordi troen er ”nok”, så har man i stigende grad kunnet koncentrere sig om sit eget liv og sin egen karriere, og ikke mindst fra 1960erne i højere grad via skattebilletten, kunnet deponere de gode gerninger hos velfærdsstaten. Når velfærdsstaten tager sig af vore ældre, og giver vore unge mennesker SU, så behøver vi ikke længere at tænke på vores medmenneskers ve og vel, men kan fokusere på vores egne liv. I en tro på (!), at vi er selvstændige uafhængige mennesker, der ikke behøver hjælp fra vore medmennesker eller trøst ovenfra.

 

Så er det først, når vi bærer en død til graven, eller oplever det mirakel at bære en baby til dåben, at vi oplever, at livet og døden er noget meget større end os selv – og at vores forhold til noget guddommeligt – til gud/Gud – bliver mere intenst og mere nærværende. Det er sikkert det sidste, der gør, at vi stadig har en stor og levende folkekirke.

 

Og hvor bringer det os hen i forhold til dagens fortælling om den eller de to fortabte sønner?

 

Jeg vil faktisk hævde, at sønnen, der hele tiden har været hjemme, er et meget godt billede på det moderne menneske.

 

Han har hele sit liv fulgt konventionerne, gjort som det forventedes af ham. Den slags giver jo følelsen af at gøre det rigtige, hvilket kan give oplevelsen af frihed og selvstændighed, selvom det udefra set kan virke modsat. Han er nærmest i en symbiose med sit fædrene ophav, på samme måde som det moderne menneske kan blive opslugt af samfundets forventninger i en grad, så hans eller hendes egen følelse af autonomi reelt er en illusion.

Begge to – både sønnen, der arbejder for faderen og det moderne menneske – gør hvad de inderst inde føler er rigtigst for dem selv. De føler ikke rigtigt behov for hjælp ovenfra, da de jo får til dagen og vejen uden videre. De lider med andre ord ingen nød. Føler, at de nogenlunde har kontrol over tilværelsen.

 

Den fortabte søn, som forlader det fædrene hjem, tror sikkert også i begyndelsen på en meget intens måde, at han har kontrol over tilværelsen. Han gør jo som det passer ham. Han finder dog med tiden ud af, at det har han overhovedet ikke, altså kontrol og frihed. Han byggede hele sin tilværelse på noget relativt, nemlig druk og svir. Men det hører op en dag, ikke mindst når pengene er væk.

 

Han føler i den grad, at tilværelsen er ude af hans hænder. At han er afhængig af noget andet og større. Og det i en grad, så han ikke føler sig værdig at blive kaldt for faderens søn.

 

Men mod alle odds bliver han taget imod med åbne arme af faderen, og her bliver faderen jo også et billede på Gud selv.

 

Den anden fortabte søn, ham, der hele tiden har været hjemme, føler sig pludselig overset. Og opdager sikkert også, at hans tilværelse alligevel er mere ude af hans hænder, end han troede. Han troede, at når blot han udfyldte sin plads, gjorde karriere ved at være en dygtig arbejder, så ville alt gå efter planen, så ville han ikke mangle noget, ikke behøve andres hjælp.

 

Han finder ud af, at man ved hårdt arbejde ikke kan gøre sig fortjent til kærligheden. Og hvad mere er, faderens kærlighed har været der hele tiden, uden han rigtigt har haft øje for den. Alt mit er dit, siger faderen. Det virker som en nyhed for sønnen.

 

At sønnen, der har været hjemme hele tiden, også virker ulideligt selvcentreret, viser hans reaktion også. Han har tilsyneladende ikke bekymret sig så meget for sin broder. Og bliver tilsyneladende heller ikke lettet over at se ham i live.

 

Hvad vil historien så sige os?

 

Lever man et konventionelt liv, hvor man knokler derud af, fx hvis man forsøger at gøre karriere, ja så vil man sikkert ikke opleve behovet for hjælp og trøst ovenfra. For man kan jo godt selv.

 

Det er først, når der opstår en krise, eller måske en særlig stor glædelig begivenhed som en barnedåb, at det går op for en, at der er noget, der er større end en selv, ikke mindst Guds kærlighed og velsignelse. Nåden og tilgivelsen.

 

Den fortabte søn, der har været hjemme hele tiden, opdager jo også, at der er noget, der er større end ham selv, nemlig faderens kærlighed. Han har i sin selvoptagethed slet ikke opdaget, at han er gået op og ned af den hele tiden.

 

Det er først, da den så åbenlyst bliver en anden til del, at han får øje på den, og bliver forurettet. Selvom faderen siger, at alt mit er dit.

 

Og så kan vi jo selv, hver især, vurdere, om vi bedst kan genkende os i den forurettede søn, der har været hjemme hele tiden, og som har forsøgt at gøre det rigtige med hårdt arbejde, men som i sin selvoptagethed ikke har opdaget faderens kærlighed, selvom den har været der hele tiden. Eller vi bedst genkender os selv i ham, der har forladt hjemmet og forsøgt at nyde livet intenst i den tro, han var fri, men som ender med at finde ud af, at han ikke kan selv alligevel, og vender hjem til sin faders kærlighed.

 

Amen.