Når troen giver overflod

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke og (i kortere version) på Plejecenter Fuglsanggården.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

 

 

Når jeg læser historien om Peters fiskedræt, så kommer jeg uvilkårligt til at tænke på følgende passage fra Prædikerens Bog:

 

”Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed! Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted”.

 

Da jeg tilbage i slut90erne var en flittig gæst på folkeuniversitetet, havde jeg en underviser, som for at vise spændvidden i bibelen først citerede ”Endeløs tomhed” fra Prædikerens Bog og dernæst ”Gud er kærlighed” fra Første Johannesbrev.

 

Og det er jo det, der er på færde, også i dagens tekst.

 

Peter har sammen med sine kollegaer knoklet hele natten uden noget resultat. Så galt går det sikkert ikke hver nat, men man kan sagtens se for sig det hårde arbejde. Og føle sig fristet til at spørge: Hvad kommer der ud af det alt sammen? Er det arbejde for arbejdets skyld?

 

Arbejdet har historisk set haft forskellig status. I bibelsk sammenhæng bliver selve dette at arbejde fra starten – i forbindelse med uddrivelsen af Adam og Eva fra Paradisets Have – set som en straf. Som noget, mennesket er tvunget til, for at få en hverdag til at hænge sammen. På en måde giver det sig selv: Når man ikke længere har nogen til at gøre det for en – om det så er i en paradistilstand i Edens Have, eller det er når forældrenes forsørgerpligt ophører – så må man jo selv ud at arbejde for at få til dagen og vejen.

 

I dag er arbejdet nok det, der giver flest mennesker identitet. Og det er sikkert også den indirekte grund til, at arbejdsløse bevidst eller ubevidst bliver skammet ud i den offentlige debat. De er ikke rigtigt noget uden et arbejde, lyder dommen.

 

Jeg vil ikke komme med en lang idehistorisk redegørelse om arbejdet, med dog nævne to forhold.

 

Jeg vil dels nævne, at med reformationen og Martin Luther fik arbejdet værdi ved, at man ved sit arbejde kunne skaffe ressourcer, så man havde noget at dele ud til sin trængende næste.

 

Og så vil jeg nævne, at når man taler om protestantisk arbejdsmoral, bliver der ofte henvist til sociologen Max Weber, som hævder, at der er en sammenhæng mellem protestantismen og kapitalismens udvikling.

 

Det er dog ikke uden videre rigtigt. Luther talte ganske vist om kald og stand. At man - uanset sin position i samfundet - havde pligt til at lyde det kald, der nu engang lå lige for. Således at man i princippet havde en guddommelig pligt til at arbejde - med det man nu arbejdede med, hvor man var.

 

Men sammenhængen mellem kristendom og kapitalisme finder vi snarere i calvinisme, en anden gren af protestantismen. Det skyldes ikke mindst Calvins såkaldte prædestinationslære, som ikke alene er den også lutherske overbevisning om, at vi ikke kan gøre hverken fra eller til i vores regnskab over for Gud - men også, at vores skæbne med hensyn til frelse eller fortabelse er afgjort på forhånd.

 

Man skulle tro, at den slags førte til fatalisme og passivitet. Når man hverken kan gøre fra eller til med hensyn til frelse eller fortabelse ville det naturlige for de fleste være bare at stå til og afvente sin skæbne.

 

Når det fik den modsatte effekt – ikke mindst i USA -, skyldes det, at det også hed sig, at man kunne få et hint om, at man var blandt de udvalgte, hvis man opnåede rigdom og succes i det jordiske liv. Ikke sådan, at det var et formål i sig selv. Men når man opnåede det, var det et tegn på, at man var blandt de udvalgte.

 

Med reformationen fik arbejdet altså selvstændig mening. Det var ikke kun et spørgsmål om overlevelse – selvom det sikkert har været sådan i praksis i store dele af menneskets historie.

 

Og uanset det møjsomme i at arbejde, er det noget man uden videre har måttet tage på sig som et vilkår. Ligesom Peter gør det i teksten. Han brokker sig faktisk ikke.

Hvordan kommer vi fra en noget håbløs situation, som den Peter står i, og hen til ”Gud er kærlighed”?

 

Ja, faktisk vil jeg hævde, at teksten er et meget godt eksempel på Luthers retfærdiggørelseslære.

For uanset hvor meget vi knokler, om det så er med arbejdet eller med gode gerninger – og vi må huske, at luthersk forstået, så er arbejde også en gudstjeneste, en tjeneste for gud, netop fordi formålet er at skaffe ressourcer at dele ud af til sin trængende næste.

 

Og Luthers retfærdiggørelseslære siger netop, at uanset hvor meget vi knokler, så har det ingen indflydelse på Guds kærlighed eller Guds nåde.

 

Det er troen, der gør hele forskellen.

 

Det ser vi også i historien, for det er i det øjeblik, at Jesus beder Peter om at kaste nettet ud igen – og Peter adlyder hans ord, tror Jesu ord, at der pludselig sker noget.

Og så sker det endda til overflod. Det var ikke Peters knokkelarbejde, der gav ham i overflod. Det var hans tro på Jesu ord.

 

På Peters videre reaktion ses også, at han ikke rigtigt accepterer, at der ikke skal mere til. Han mener ikke, han har fortjent overfloden, og kommer med det samme med en syndsbekendelse.

 

Historien spejler sig også i den tekst, vi læser på denne søndag i alle lige år. Her tror Peter også Jesus, og kalder Jesus for Kristus, den levende Guds søn.

 

Og i den historie kan Peter heller ikke kapere det fulde omfang af, hvad det faktisk vil sige, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Og det i en sådan grad, at Jesus ender med at råbe ”Vig bort fra mig, Satan” til Peter.

 

Således også i dagens tekst - her kan Peter ikke kapere, at troen virkelig skulle være nok. Han føler ikke, han har fortjent den overflod, som Jesus kan give ham, alene ved troen.

 

Meget fint illustrerer teksten også sammenhængen mellem troen, nåden og de gode gerninger.

 

For selvom det ikke er gerningerne, Peters møje og besvær, der giver ham overfloden, men troen. Så er en helt naturlig konsekvens af, at Peter oplever, at Gud er kærlighed – nemlig, efterfølgelsen.

 

Der sættes slet ikke spørgsmålstegn ved det.

 

De to ting er uløseligt forbundet. Gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger. Peter følger efter Jesu som den gave og opgave, Jesus er.

 

Amen.

 

 

På plejecenteret (holdt den 26. juli) sprang jeg henvisningen til anden tekstrække samt de idehistoriske henvisninger om arbejdet over.

At blive et nyt menneske.

Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«

 

 

Vi har i trinitatistiden - altså, på søndage siden pinsen, indtil nu hørt om forskellige måder kristendommen og Jesu forkyndelse fylder og betyder noget i vores hverdagsliv. Om det så handler om, at Jesus først og fremmest glæder sig over syndere, der finder hjem end over de retfærdige, der allerede er i folden, om det handler om at dømme andre – fordringen om at undgå det, men først og fremmest at se på sine egne fejl først – om det handler om, at Jesus møder os, hvor vi faktisk er, at det er troen, der frelser – så handler det om at placere os i vores helt konkrete hverdagsliv som de syndere og fejlbarlige mennesker, som vi er.

 

Disse store spørgsmål, som relaterer sig til vores hverdagsliv, fortsætter.

 

I dag handler det om det store spørgsmål om tilgivelse. Syndernes forladelse. Guds nåde. Vi taler af gode grunde rigtigt meget om disse begreber i kirken.

 

Guds fordringer til os er enorme. På denne søndag, i alle lige år, handler teksten om at give sin formue væk – hvis man vil være fuldkommen, og synes, man har holdt alle budene.

 

Det store spørgsmål er derfor også, om man kan være rigtigt kristen uden at give sin formue væk.

 

Jeg vil dertil sige, at det er gennemgående for Jesu forkyndelse, at den ER absolut. Når han taler om, at vi skal elske næsten, handle til fordel for næsten, handler det netop ikke om, at vi kun skal gøre det en gang om dagen, hver anden dag, eller når vi har lyst, eller hvilke absurde formuleringer vi kunne finde på. Budet fordrer, at vi er der for næsten ubetinget, hele tiden, og uden undtagelse.

 

På den baggrund giver Jesu bud om at give vores formue væk, rigtig god mening. For alene refleksionerne over, hvorvidt det nu også er rimeligt, og hvorvidt det nu også er realistisk i virkelighedens verden, alene disse refleksioner viser jo, at vi som mennesker slet ikke kan håndtere Jesu absolutte forkyndelse.

 

MEN - og det er jo væsentligt - for Gud er alting muligt. Og derfor er det sådan, vi nok er nødt til at se på fordringen. Den står der, urokkelig og ikke til at komme uden om. Den skal hverken undskyldes eller bortforklares, men efterleves. MEN, det er klart, at med vores trang til selvfokus, så er budet i praksis nærmest umuligt at leve op til, og så er det vi må bede om og håbe på, nåden som en del af det daglige brød, og trøste os ved, at for Gud er altid muligt. Vi kan være kristne, men kun ved Guds nåde.

 

Så langt så godt. Men nok så vigtigt, som det understreges i dagens tekst, så handler et gudsforhold først og fremmest om vores forhold til vores næste.

 

En ting er nemlig, at vi måske-måske ikke er i stand til at erkende vores svigt, vores fejl og mangler – og så videre, i forhold til vores generelle forhold til vores medmennesker.

 

En anden ting er nemlig det meget konkrete forhold til vore konkrete medmennesker. Ikke mindst dem, vi af den ene eller anden grund ikke rigtigt kan sammen med. Dem vi har et udestående med. Dem vi er vrede på, og måske endog foragter.

 

Her ville den nemme løsning sikkert være at gå i kirke og deltage i altergangen, og håbe på syndernes forladelse.

Men så nemt går det ikke, synes dagens tekst at fortælle os. Du er simpelthen nødt til at forlige dig med din konkrete næste. Du er nødt til at konfrontere din ligemand med jeres uoverensstemmelser, eller hvad der nu måtte være årsag til, at I har et udestående med hinanden. Og forlige dig med vedkommende. Før du opsøger Gud i kirken.

 

Hvordan elske den Gud, du ikke kan se, hvis du ikke engang kan elske det medmenneske, du faktisk kan se – som det også hedder andet steds.

 

Og dette er meget centralt for Jesu forkyndelse, og også vigtigt for forståelsen af kristendommen som en såkaldt sindelagsreligion.

 

For dagens tekst indledes jo med et noget besynderligt udsagn – i hvert fald besynderligt, når man læser det første gang, og opfatter meningen umiddelbart. For Jesus siger faktisk, at det er værre at være uvenner med sin næste, end det er at begå drab. Og det lyder jo som en uhyre påstand.

 

Men Jesus går helt ind til kilden. For det er jo her, det starter. Vores sindelag. Alle de mennesker, som vi holder af, elsker, eller bare har stor respekt for – dem bekriger vi jo ikke. Og vi slår dem i hvert fald slet ikke ihjel.

 

Men vi ved også, hvad dårlig stemning mellem mennesker kan gøre ved os. Jeg er klar over, at vi selvfølgelig ikke begynder at slå eller at slå ihjel, bare fordi der er dårlig stemning.

 

Men vreden kan som bekendt i sin yderste konsekvens forvandle sig og blive til had.

 

I virkeligheden kan man i høj grad tale om, at det i kristendommen ikke handler om at holde en masse bud – kristendommen er ikke et moralkodex. Det er sikkert også derfor, Jesus – til den, der mener at holde alle bud – beder vedkommende give hele sin formue væk. For at understrege, at det ikke er de enkelte bud, det handler om, men selve sindelaget. Og her bliver det aldrig godt nok.

 

Som Knud Hansen har formuleret det i sin bog om Bjergprædiken: "Højere var det ikke muligt at skrue kravet op, eller rettere i denne formulering [så vær da fuldkomne] var det i virkeligheden skruet så højt op, at det var skruet over gevind, skruet så højt op, at det ikke var noget krav mere, men en forkyndelse af en anden verden. Sådan som Jesus forklarede meningen med menneskelivet, blev det ikke et krav om at være endnu mere moralsk end man i forvejen var, endnu mere pligtopfyldende og endnu mere lovoverholdende, men et krav om at blive levende, et krav om at blive et helt andet menneske".

 

- hertil kan man så på ægte luthersk vis tilføje, at når man så først er blevet levende og "et helt andet menneske", så kan man ikke lade være med at tjene næsten og elske fjenden. Eller som Knud Hansen senere bemærker: Elske fjenden kan man jo kun når man i forvejen gør det - som det nye menneske man er blevet, kan man tilføje…

 

For at kunne vende os helt mod Gud må vi altså først forlige os med vores medmennesker. Ikke som et krav, men noget vi netop gør umiddelbart.

 

Tanken er, kan jeg tilføje, at Gudsriget (de levendes land) opstår i det konkrete møde med vores medmennesker, hvor man elsker fjenden, fordi man ikke kan lade være, hvor man ikke dømmer den anden, fordi man ikke kan lade være med at se på sine egne fejl først, og hvor man giver, hvad næsten har behov for, inden denne har bedt om det, fordi man ikke kan lade være.

 

Man lever usandt, når man ikke lever med tanke og handling vendt mod næsten hele tiden, og med et i princippet konstant behov for syndsforladelse igennem fx. nadveren.

 

Og med troen på Guds uudgrundelige kærlighed til mennesket bliver tanken om Helvede meningsløst. Den er nok en teoretisk mulighed, men i praksis giver den ingen mening, med troens og kærlighedens fortegn. Det eneste Helvede, der så eksisterer, er det Helvede, som vi alt for ofte synes at skabe for hinanden, når vi "vredes på vor broder".

 

Jesu forkyndelse er forkyndelsen af en anden verden, landet som ikke findes i denne verden, men som alligevel findes - også her i det kærlige møde med vores næste i vores helt konkrete hverdag.

 

Amen.