Ord og gerning

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Ebeltoft Kirke i anledning af min indsættelse i Ebeltoft-Dråby-Handrup pastorat..

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«

 

 

Kristendommen er på mange måder en underlig størrelse, forstået på den måde, at den både kan være uendelig svær at forklare og få hold på – samtidig med, at den i virkeligheden er så enkel at forstå, at man kan undre sig over, hvorfor den så alligevel sommetider synes at være svær at få hold på.

 

Men lad mig starte et andet sted. I marts/april måned var jeg med min forlovede i Jerusalem, og uden at det var rigtigt planlagt, så vi både et stykke af Getsemane Have og det område, hvor den sidste nadver skulle have fundet sted – og ikke mindst Vestmuren, Grædemuren, Bedemuren, den kaldes meget forskelligt. Og til min egen store overraskelse, følte jeg mig underligt draget af denne mur. Den har stået der i omkring 2500 år. Denne del af muren var det eneste, der stod tilbage, da romerne i år 70 ødelagde jødernes tempel.

 

Vi gik spontant ned mod muren, blev dog hurtigt stoppet – eller vi fik hurtigt at vide, at mænd og kvinder havde separate indgange. Fint nok, jeg fortsatte så tæt på muren, jeg synes, jeg kunne tillade mig. Der var mange ved muren, der tydeligvis havde et meget religiøst forhold til at være der, så jeg holdt mig lidt på afstand, jeg følte mig trods alt mest som en turist. Men jeg har nok alligevel set ret fascineret ud, for der var en jøde – det kunne jeg se på hans påklædning – som stoppede mig op, og spurgte, om jeg tilfældigvis var jøde. Hvad jeg måtte sige, at jeg ikke var, men forklarede kort min baggrund. Og som han sagde – sikkert som en kommentar til min fascination af området – yes, it was here it all began. På dansk: Ja, det var her det hele begyndte. Og hvor man med rette kan diskutere den relikvieagtige dyrkelse af Getsemene Have og rummet for den sidste nadver, så var dette uomtvistelig Vestmuren fra dengang, den mur, der også eksisterede på Jesu tid.

 

Og når man bliver fascineret på den måde, når man næsten får noget, der også bliver en spirituel oplevelse, så kan man ikke lade være at tænke over det bagefter, ikke mindst som stålsat lutheraner. Det var lige før, jeg fik en forståelse for dem, der har et religiøst forhold til muren. Og man kommer i høj grad til at tænke på, hvad spiritualitet har med kristendom at gøre, for som vi har lært i forlængelse af Kristi Himmelfart og Pinsen i sidste måned, så er Jesus alt for alle, der er ikke knyttet nogle særligt hellige områder til Jesus, der er ingen særlige steder man bør bede, eller nogle særlige retninger, eller tidspunkter på døgnet, man skal bede i eller på. Vestmuren er for eksempel ikke mere hellig end andre mure, om end det altså – som antydet – godt kan opleves sådan i situationen.

 

På den baggrund kan man godt få anledning til at fundere over, hvad kristendommen gør ved os som mennesker. Hvor bringer den os hen? Hvad betyder den faktisk for os? Hvad betyder den faktisk for vores hverdag? Hvad gribes vi af?

 

Her er dagens evangelietekst ret tankevækkende. For da Jesus spørger, hvem folk egentlig siger, at han er, kommer disciplene med en masse bud, som komisk nok alle sammen viser sig at være helt forkerte.

Og da han så endelig spørger disciplene selv, er det kun Peter, der svarer. Han gør det til gengæld påfaldende spontant: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. Og når man betænker, at Peter var lige et så stort fjols som de andre disciple – de svigtede som bekendt alle sammen i sidste ende, da det virkelig gjaldt, så er det så meget mere påfaldende, hvor præcist Peter rammer. For det kan næppe siges meget mere præcist: Jesus er Kristus, den levende Guds søn.

 

Og det er blandt andet her, det enkle og simple i kristendommen viser sig, for så godt som alle kirkelige retninger vil selvsagt erklære sig enig i dette. Jesus er Guds søn. Det er så en anden diskussion, hvad det faktisk betyder, men selve udsagnet er helt uantastet.

 

Jesus bliver også tydeligt begejstret, måske endda overrasket over Peters bekendelse, og giver ham med det samme nøglemagten, som på almindelig dansk og i en nutid kontekst må betyde, at det cementeres, at netop Kristus er vejen til tilgivelsen, når man tror, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Den kristne kirke er bygget på dette udsagn, på Peters udsagn. Navnet Peter kommer af Petrus, det græske ord for klippe. Den katolske kirke har til forskel læst udsagnet som, at paven er Peters efterfølger, og ikke uden grund hedder kirken i Rom netop Peterskirken.

 

Det viser sig dog hurtigt, at Peter nok alligevel ikke har forstået, hvem Jesus er og var. Da Jesus fortæller om sin skæbne, protesterer Peter nemlig lige så spontant, og modsiger de facto, hvad han lige har sagt. I Peters optik har Jesus sikkert været en gudesøn, som skulle frelse dem fra den romerske besættelse. Men som bekendt er det en eklatant misforståelse. Jesu rige er ikke af denne verden, Gudsriget kan kun opleves glimtvis i det kærlige møde med næsten.

 

Det får da også Jesus til spontant at sige: Vig bort fra mig, Satan, og mere kraftfuldt kan Jesus vel næppe understrege, at Peter, og med Peter sikkert også alle os andre, at vi aldrig, når det kommer til stykket, vil kunne forstå, hvad det faktisk vil sige, at Jesus er Guds søn. Det hører til det, som Jesus i en anden sammenhæng kalder for Gudsrigets hemmelighed.

 

Og jeg synes, at disse to kraftfulde udsagn meget godt illustrerer sammenhængen mellem ord og gerning, eller mangel på samme. Peter siger det rigtige, men forstår slet ikke konsekvensen af sine ord.

 

For når vi siger, når vi bekender, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn, og det siger vi jo, hver gang vi bekender anden trosartikel: Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn Vor Herre. – Når vi bekender, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn, så er det jo virkelig oplagt at spørge: Og hvad så? Hvilke konsekvenser har det faktisk for os?

 

Ja, Jesus udtrykker det meget bombastisk – som altid – til sidst i dagens tekst: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.«

 

Vi skal jo nemlig huske, at Jesus både er gave og opgave, både nåde og forbillede. Eller med Martin Luthers ord: Gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger.

 

Hvis først troen på Jesus som Kristus, den levende Guds søn er bekendt, så er det helt umuligt at komme uden om det bud, Jesus selv kalder for det første og største bud, det dobbelte kærlighedsbud, som fordrer den absolutte kærlighed til næsten af os, – ikke mindst i lyset af Johannesevangeliets udsagn af Jesus: Som jeg har elsket jer, således skal I også elske hinanden.

 

Og jeg kan her ikke dy mig for at citere Bonhoeffers udsagn om, at kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen. Den mundtlige bekendelse af Jesus som Kristus, den levende Guds søn er uomgængelig i det kirkelige fælleskab. Men kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen.

 

Det er selvsagt helt umuligt at leve op til, men må aldrig være nogen undskyldning for ikke at forsøge, igen og igen og igen. Men samtidig huske på, at netop Kristus, som den levende Guds søn, også er kilden til den absolutte tilgivelse, når vi fejler.

 

Det handler altså helt uomgængeligt om at efterfølge Kristus, det bedste vi kan, for kun gerningen er vor bekendelse overfor omverden.

 

Men at gøre det indhyllet i Guds nåde, som vi møder den i Kristus. Bade os i, lade os omfavne dagligt af Guds nåde, således at evangeliet hele tiden vedbliver at pege hen mod vores næste, som den, der har behov for vores gerninger, når nu – som Luther har sagt det – når nu vi ikke skal bruge vore gerninger til vor frelses skyld, thi den får vi for intet.

 

Guds Ord er alt rigeligt – at stå ved Vestmuren giver i tillæg hertil et sug i maven, hvor man får lyst til højt at sige: Det skete virkelig – Jesus er Kristus, den levende Guds søn.

 

Amen.

 

Om ydmyghed og værdighed

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

 

 

Et af de mest berømte udsagn fra Bibelen, Det Nye Testamente, ikke mindst Paulus’ breve, må være: Det gode jeg vil, gør jeg ikke, det onde jeg ikke vil, gør jeg.

 

Og lidt populistisk sagt, så er det sikkert en meget kort forklaring på verdens tilstand. Når jeg er i samtale med folk, der ikke rigtigt har noget forhold til kristendommen, eller er regulære ateister, bliver jeg tit belært om videnskaben og fornuftens lyksaligheder. Her er begreber som synd og syndsbevidsthed som bekendt en by i Langtbortistan.

 

Jeg tænker blot, at hvis fornuft og videnskab – som vi selvsagt i mange sammenhænge ikke skal foragte – hvis fornuft og videnskab var vejen til frelse og harmoni, hvorfor ser verden så faktisk ud som den gør? Det skal retfærdigvis siges, at vi faktisk lever i historisk fredelige tider, ikke bare i vores del af verden, men også globalt – historisk set har der aldrig været færre krige og færre diktaturer. Men det ændrer ikke på, at fornuften er en tveægget følgesvend. Eller logik for den sags skyld, der jo hænger sammen med fornuften.

 

Fornuften kan bruges til mange rationelle ting, herunder at skabe rimelige hierarkier, strukturer og andre former for systemer. Hele vores måde at tænke i kategorier på er en arv fra de aristoteliske tanker: Enten er det en hest, eller også er det ikke en hest. En tankeverden, der har været en gave til naturvidenskaben.

 

Når fornuften laver hierarkier og andre systemer, er det ikke nødvendigvis forkert eller urimeligt. Når det fx er mere strafbart at slå statsministeren end andre menige borgere, så er der tydeligvis et hierarki, men det kan forklares med, at statsministeren har en særlig udsat position, ikke mindst i et åbent samfund som det danske.

 

Vi skal dog også hver især tænke på vores begrænsninger, og det er ikke nødvendigvis altid fornuftigt eller logisk. Når Jesus taler om, at en discipel ikke står over sin Herre, og at det må være nok, at det går disciplen lige så godt som sin Herre, handler det blandt andet om ydmyghed. Og så skal vi jo være opmærksom på, hvem Herrens herre er: Jesus Kristus af Nazareth. Det må være nok, at det går Herren ligesom Herrens selv, og så handler det ikke mindst om ydmyghed. I virkeligheden er Jesu udsagn en snu måde at få os alle sammen til at stoppe op og tænke: Hvad var det lige han sagde der? Første gang jeg læste udsagnet kom jeg til at tænke på talemåden: Flyv ikke højere end vingerne bær! Så oversat må det betyde, at vi ikke skal sætte os over Jesus, og det giver unægtelig god mening.

 

Derfor handler det også om selvværd og værdighed, og om at se ud over vores egen næsetip. Og ikke mindst om skjult mindreværd. For når verden ser ud som den gør, når vi – som Paulus – vil alt det gode, men ikke gør det, bedyrer, at vi ikke vil det onde, men gør det alligevel, så handler det om en blanding af behovet for selvhævdelse og vores mindreværdsfølelse. Når vi ser nogen, der kan noget mere end os, eller måske har en højere position end os, så kan den ubevidste mindreværdsfølelse komme i spil – og vores behov for selvhævdelse blive aktiveret. Det er blot ikke det, der fører over i at gøre alt det gode, vi siger, vi vil gøre.

 

Derfor er Jesu opsang helt på sin plads, for samtidig med, at han minder os om, at vi skal huske vores begrænsninger som mennesker, huske ydmygheden, så gør han et lige så stort nummer ud af at minde os om vores værdighed, og vores opgave.

For menneskes største opgave er – lidt højstemt sagt – at forkynde evangeliet med ydmyghed.

”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene”, siger Jesus, og det ligner unægtelig en missionsbefaling.

 

Det handler om at være vågen og varsom, det handler om at vi skal suge alle impulser, al inspiration til os, så vi kan blive stadig klogere på evangeliets ord.

Frygt ikke, siger Jesus, og antyder dermed, at der kunne være noget at frygte. Han tænker sikkert på alt fra latterliggørelse til mere fysiske farer, som vi dog ikke kender så meget til på vore breddegrader. Men går man ind på hjemmesiden forfulgt.dk så kan man se, hvor i verden, kristenforfølgelserne især finder sted, og det er pænt mange steder.

 

Men det handler i lige så høj grad – på vore mere fredsommelige breddegrader – om rent faktisk at stå ved budskabet, stå ved evangeliet, vel at mærke med en klar bevidsthed om hvad evangeliet er for en størrelse. For der er ingen tvivl om, at der er steder og situationer, hvor den kristne forkyndelse vil blive mødt med hån, spot og latterliggørelse, og situationer, hvor man selv kan være i fare for at tvivle eller føle sig håbløs naiv.

 

Når vi forkynder fjendekærlighed, kan det for eksempel godt virke temmelig naivt, for så vil spørgsmålet ofte lyde: Vil du da drikke the med en terrororganisation? Og her er det jo vigtigt at skelne mellem kristendom og politik. For uanset, hvordan vi vender og drejer spørgsmålene og problemstillingerne, så står fx fjendekærlighedsbuddet helt uantastet. Uanset hvor ulogisk, ufornuftig, og uanset hvor langt ude fjendekærlighedsbuddet kan virke, så er det ikke desto mindre en del af forkyndelsen, og den kan vi ganske enkelt ikke gå på kompromis med. Det er klart, at vi kan ikke lave politik på dette bud – her bliver vi nødt til at være mere pragmatiske, men vi kan aldrig være pragmatiske i Jesu navn. Og derfor bliver kristendommen hurtigt til en modkultur, da vi på Jesu vegne er nødt til forkynde, hvad der for mange mennesker vil være en forargelse. Sommetider kan det mindst ukristelige godt være krig, men selvsagt aldrig i Jesu navn.

 

At vi kan få nogle knubs, når vi forkynder, at vi sommetider kan synes, at det er op ad bakke, når vi møder mennesker, der kun tænker i fornuft og videnskab, og derfor slet ikke forstår det religiøse sprog, må aldrig få os til at stoppe.

 

Folk er i større bevægelse, end øjet og øret lader os vide, og jeg er overbevist om, at selv den mest forstokkede ateist vil kunne overbevises i det lange løb. Man kan endda sige, at det slet ikke er vores opgave at overbevise en ateist. I virkeligheden handler det først og fremmest om forkyndelse, og om at give folk flere og flere gode undskyldninger for at komme i kirken. Så skal det andet nok komme med tiden. Det må være Helligåndens opgave. Troen kan præsten, eller andre forkyndere, jo aldrig give et andet menneske, det er først og fremmest en gave fra Gud.

 

Og vi er alle pligtige at følge opgaven, alle os, der er kravlet ud af dåben som præster. For vores reformator Martin Luther talte om det almindelige præstedømme. Med det mente han, at alle, der er døbte i den treenige Guds navn, er præster for vor Herre. Af dette præstedømme udvælges så præster til det såkaldte særlige præstedømme, det er alle os, der også får en fin præstekjole. Men luthersk forstået, er alle, der kravler ud af dåben, præster, og har derfor et medansvar for forkyndelsen.

 

Men vi er bestemt ikke alene. Selv når opgaven synes allermest håbløs, skal vi lytte til det, der fortælles os i mørket, det, der hviskes os i øret. Vi skal huske, at Gud er med os alle dage.

 

Vi er mere værd end mange spurve, vi er alle skabt i Guds billede, vi er alle skabt til at gøre det gode. At vores gudbilledlighed, at vores evne til at gøre det gode er blevet sløret ved syndefaldet, er jo evident, en meget konkret praktisk erfaring.

 

Derfor minder Jesus os om både vores begrænsninger og vores værdighed. Vi er kun mennesker, og kan ikke

opføre os som andet end mennesker med fejl og mangler, syndere for vor Herre, som vi alle er. Vi skal huske ydmygheden, og takke Gud for alle gode gaver, der tilskikkes os. Men samtidig må vi aldrig glemme vores værdighed, både fordi, at både ydmygheden og værdigheden er bærende for en sand forkyndelse af Jesus som nåde og forbillede.

 

Men også fordi, at vores egen værdighed kan minde os om andre menneskers lige værdighed. Vi er dømt til at fejle mange gange på vores gang i livet, for det gode vi vil, gør vi tydeligvis ikke altid, og det onde vi ikke vil, gør vi mere, end vi bryder os om.

 

Men frygt ikke, for verdens største kærlighedserklæring ligger hele tiden lige for fra Herren selv: Din synder er dig forladt.

 

Amen.