Den himmelske dimension?

Prædiken til 5. søndag efter påske, 2017. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

 

 

Vi har lige haft barnedåb. Her sang vi dåbssalmen ”Når jord og himmel mødes”.

 

Når jord og himmel mødes. Der er altså en anden dimension end den rent jordiske, der skal med – en anden dimension end den rent timelige, den relative, den hverdagsagtige.

Der er også den himmelske. Den vertikale dimension, for nu at bruge et lidt tørt udtryk. Den dimension, der kommer ovenfra og ned. Den dimension, der betyder, at der er noget, der er større end os selv. Osv. Det kan sikkert formuleres på mange måder.

 

Har vi mon tabt den dimension mere end vi er klar over?

 

For at undersøge det – eller for at få en forståelse af, hvad der muligvis er på færde, vil jeg fortsætte et helt andet sted.

 

I anledning af, at Aarhus i år er kulturhovedstad – så er syv forskellige kunstmuseer i Midtjylland gået sammen om at lave udstillinger omkring det som den katolske kirke har kaldt for de syv dødssynder. Således at de syv forskellige museer hver især viser en af disse dødssynder.

 

Dødssynderne er oprindeligt udtrykt på latin – men i en dansk oversættelse kunne de hedde: Hovmod, nydelsessyge, fråseri, grådighed, dovenskab, vrede, misundelse.

 

Et spændende projekt, som har betaget og fascineret mig selv så meget, at jeg faktisk har været rundt og set alle udstillingerne. Jeg kan nævne, at vi i Ebeltoft på Glasmuseet har en af udstillingerne, nemlig den om dovenskab. Den kan stadig ses til den 28. maj, og udstillingen er en af de mere vellykkede af de syv, hvis man spørger mig.

 

Jeg nævner dem, fordi de har sat en hel del tanker i gang hos mig. Lad mig tage et eksempel, nemlig den i Horsens. Den handler om vrede. Ira på latin. Når man træder ind i rummet ser man først en stor installation, og hvis man har et anstrengt forhold til modernistiske kunstinstallationer, så kan man godt meget hurtigt stå af her. Men den overrasker positivt. Der er også tilsat lyd, og lyden – som kan forekomme en anelse skinger og skærende – samtidig med synet af en masse ting, der ser ud til at være gået i stykker, eller har været resultatet af vrede – om det så er en ødelagt grammofon, en computer, man er blevet gal på – hvem kender ikke det – eller en bageplade, der tydeligvis har været brændt på – hvem kender ikke det, denne kombination af det man ser, og det man hører, gør det alt sammen både skræmmende og uhyre hverdagsagtigt.

 

Og netop derfor slog det mig, hvor uhyre hverdagsagtige fænomener som irritation og vrede er for de fleste af os. De fleste gange stikker disse følelser heldigvis ikke særligt dybt – men de er der, og er på den måde noget meget hverdagsagtigt.

 

I Randers har de desværre oversat det latinske ord luxuria til begær i stedet for nydelsessyge, og hvor vægten er lagt på massevoldtægten som en krigsforbrydelse. I Lemvig er det fråseriet, der er temaet med en lidt old school installation om vores alle sammens overforbrug, også så hverdagsagtigt, at det næsten bliver trivielt. Men vel at mærke trivielt på en skræmmende måde. I Skive er det om misundelse – hvor kunstneren med to videoinstallationer under jorden mellem to kirker nærmest synes af påstå, at vi forsætter vores misundelse på andre, selv efter døden. Plus en video i et indkøbscenter, som – hvis man giver den tid – leder tankerne hen på Kain og Abel.

 

I Viborg synes kunstneren at ville punktere selve begrebet om hovmod – nært beslægtet med stolthed – med en henvisning til det gamle udtryk memento mori, husk du skal dø. Og i Ebeltoft illustreres, hvad jeg vil kalde den næsten svulstige dovenskab. Og endelig i Holstebro er temaet grådighed, hvor en af værkerne bærer titlen: Den sekulære katedral.

 

Hvad der er værd at bemærke her, er, at de alle sammen for så vidt meget godt illustrerer, hvor hverdagsagtige disse syv såkaldte dødssynder er. Udover vreden, så kender vi alle til misundelse og dovenskab. Vi ved udmærket hvad hovmod og stolthed betyder, og både fråseri og grådighed ligger os i den vestlige verden nærmere, end vi nok bryder os om at erkende. Klimakrisen er fx i høj grad en vestlig brøde. Og begær er også noget uhyre naturligt – eller nydelsessyge, som vil være en bedre oversættelse af denne såkaldte dødssynd.

 

På den måde viser udstillingerne på nogle meget forskellige måder, hvad det blandt andet vil sige at være menneske, på godt og ondt.

 

Men det jeg lagde mest mærke til på disse syv udstillinger var, netop hvor hverdagsagtige eller harmløse disse synder virkede. Eller for at sige det samme på en anden måde: Det var som om, at alle syv udstillinger havde glemt Gud i ligningen. Den himmelske dimension var væk. Og for mig var det i hvert fald noget af en øjenåbner, forstået på den måde, at det fortæller en del om, hvor langt væk begrebet om synd ligger de fleste mennesker i dag, selvom ordet egentlig bare betyder at være fejlbarlig. At forestillingen om en decideret dødssynd, altså en utilgivelig synd ingen mening giver pga. troen på en nådig Gud er en ting. Men det gør selvsagt en stor forskel, hvorvidt man overhovedet tænker Gud med eller ej. I Ebeltoft kan man ligefrem putte en lille kugle i den af de syv dødssynder, man er mest tilbøjelig til selv at havne i. Som om, at det er lidt sjovt at lege med disse forestillinger. Vi kan ikke rigtigt tage tanken om synd alvorligt.

 

Og hvilken forskel gør det?

 

Lad mig tage to eksempler. Jeg talte indledningsvist især om vreden. Hvis vi tilføjer Gud i ligningen, og dermed gør syndsbegrebet radikalt, så vil det lyde: Den, som udviser aggression og begær efter hævn, synder, fordi han har mistet troen på en retfærdig Gud. Jeg kan tilføje, at Jesus i Bjergprædiken reelt siger, at det er værre at blive vred på sin broder – sit medmenneske – end det er at slå ihjel. Fordi selve sindelaget er afgørende for vores holdninger og handlinger i forhold til vores medmennesker. Og her vil vreden klart føre os bort fra fællesskabet med Gud og næsten. Hvor retfærdig og forståelig vreden end måtte være.

 

Om dovenskab, der også kunne oversættes til ladhed, kunne det med Gud i ligningen hedde: Den dovne har en svag sjæl og er modtagelig for fristelser, fordi hans dovenskab forhindrer ham i at søge Gud.

 

Som det forhåbentlig fremgår, så er der radikal forskel på alvoren, med og uden Gud. I vores sekulære samfund, er disse tilstande gjort menneskelige og forståelige, i den forstand, at det ikke er noget vi for alvor tager afstand fra. Når det gælder misundelse, fråseri, hovmod, nydelsessyge og grådighed er det næsten forudsætningen for vores markedsbaserede kapitalistiske samfund. De er – hårdt sagt – blevet dyder. I det perspektiv er det vel kun ladhed og dovenskab, der i dag for alvor stigmatiserer folk.

 

Når Jesus i dagens tekst siger: Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. (…) Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«”

 

Når Jesus siger disse ord – så spørger jeg: Forstår vi overhovedet denne tale? At bede til Gud forudsætter selvsagt denne himmelske, vertikale dimension. Den forudsætter Gud i ligningen.

 

Eller er det mon sådan, at vi godt kan følge talen om Gud, når vi er her i kirken, ikke mindst i forbindelse med barnedåben, hvor vi i den grad fornemmer denne himmelske dimension. MEN når vi forlader kirken, så efterlader vi alt det åndelige igen, vi glemmer, at vi også udenfor kirken skal holde vort fokus på næsten, vi glemmer at vores gudsforhold kun kan realiseres ved at handle til fordel for vores næste? Vi glemmer, at de såkaldte dødssynder stadig er fejltrin og tilbøjeligheder, som får os bort fra fællesskab med Gud og næsten.

 

Lever vi det mest af vores tid med ryggen vendt mod Gud?

 

Det ville vores reformator Martin Luther sikkert sige, og ja, det er i hvert fald et rigtigt godt spørgsmål, som vi passende kan tænke over hver især, mens vi – her i kirkeårets gang – ser frem mod Jesu tilbagevenden til Faderen – også kaldet for Kristi Himmelfart.

 

Amen.

 

Men også I skal vidne...

Prædiken til 6. søndag efter påske, 2017. Holdt i Hoed Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«

 

Vi har lige fejret Kristi Himmelfartsdag, dér, hvor Jesus bliver alt for alle, i stedet for noget meget konkret fysisk for nogle få efterfølgere.

 

Han er nu opfaret til himmels, som det også hedder i trosbekendelsen.

 

Han – Jesus – kan nu opleves som det rene gudsnærvær. Enten når vi beder Fadervor, eller når vi bekender vor kristne tro – eller i det kærlige møde med vores næste. For eksempel.

 

”Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”

 

Man kan med dette udsagn spørge, hvor meget gudsnærvær, vi egentlig oplever. Følger man bare lidt med i nyhederne, kan det godt være svært at få øje på, at vi rent faktisk – både i Danmark, og på europæisk plan – at vi rent faktisk er rundet af en kristen tradition.

 

Naturkatastrofer kan vi ikke gøre så meget ved, men den måde, vi behandler andre mennesker på, også flygtninge, kan vi gøre ret meget ved, hvis vi virkelig ønsker det.

 

Hvad vil det sige at tjene Gud? Ja, det er i hvert fald ikke at slå ihjel, eller at kigge på, mens det sker. Vi må huske, at selvom vi jo ikke kan drive politik på kristendommen, men dog lade os inspirere, så der det i hvert fald sikkert, når man ser det med kristne øje, at det aldrig må være vores bekvemmelighed, der styrer, hvilke løsninger vi finder på verdens problemer. I særdeleshed ikke, hvis vi skal lave love, Gud til ære og næsten til gavn.

 

Man kan godt føle sig lidt lille, når man iagttager vores omverden, fordi der er så meget, der kunne og burde være anderledes.

 

Men vi må huske, at det netop er vores frihed, der gør os i stand til at handle imod kærlighedsbuddet, det er netop vores frihed, der gør, at vi både kan vælge at gøre det rigtige, og vælge at gøre det forkerte.

 

Hvis Adam og Eva ikke havde fået forbud mod at spise af kundskabens træ, så havde de ikke været frie, for man er ikke rigtigt fri, hvis det ikke er muligt at handle forkert.

 

Der er altså stor forskel på, om man handler forkert, og ved, at man gør det. Og at handle forkert, i den tro, at man faktisk tjener Gud. De sidste er dem, der hverken har kendt Jesus eller Faderen.

 

Vi andre ved nok, når vi ikke handler, som vi burde. Og vi må glæde os over, at det er Kristus, der er vores dommer. Ham, der giver os nåden for intet.

 

Som jeg har sagt til radioens P4 Østjylland for nogle ugers tid siden, så så jeg meget gerne Store Bededag flyttet til dagen efter Kristi Himmelfartsdag, da det giver meget mere teologisk mening, end dagens nuværende placering, også i forhold til dagens tekst.

 

Efter vi har været igennem påsken, med Kristi lidelseshistorie, har fulgt – billedligt talt – Jesus på jorden de fyrre dage mellem opstandelsen og himmelfarten, Jesu tilbagevenden til Faderen, så er der i den grad brug for en dag til at reflektere over livet og verden, Gud og vores medmennesker. Reflektere over – hvad var det lige, der skete der?

 

Efter Jesus har forladt jorden igen må der nødvendigvis dukke en masse spørgsmål op. Efter at have fulgt ham i tre år – og efter påske og opstandelse – og så pludselig var han væk igen. Ja, hvad så?

 

Det spørgsmål kunne man passende bruge en Store Bededag på at overveje, hvis den lå lige efter Kristi Himmelfart.

 

Og dermed i dag, 6. og sidste søndag efter påske, inden pinsen, være klar til at høre ordene: Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.

 

Også vi skal vidne, siger Jesus. Han lægger hermed op til kirkens fødselsdag, pinsen.

 

Det hele er lagt an, lagt til rette: Efter at Gud for tredje gang har forkyndt og bevist, at Jesus er Guds søn, igennem opstandelsen, og ikke mindst igennem de mange møder med den opstandne i de fyrre dage inden Kristi Himmelfart, så har Gud igennem Jesus Kristus i den grad fået cementeret, hvem og hvad han er. Og ikke mindst, at vi har med Sandheden at gøre. Sandheden med stort S.

 

Der var mindst en, der tvivlede. Det hørte vi om første søndag efter påske. Tvivleren Thomas, som vi sikkert er rigtigt mange, der kan se os selv i.

 

Og siden påske har vi om søndagen hørt disse snørklede passager fra Johannesevangeliet, hvor Fader, Søn og Helligånden bliver vævet sammen, og langsomt med sikkert peger hen mod pinsen.

 

I dag er ingen undtagelse. Jesus taler igen om Talsmanden, og taler om vores ansvar for at vidne om Jesus. Fordi vi har været med fra begyndelsen, som symbolsk startede med dåben, hvor det blev cementeret, at vi er et Guds barn, og som sådan både lever under Guds nåde og bud, Jesus både som gave og opgave.

 

Og med disse ord kan vi sammen se frem mod pinsen, hvor vi skal fejre kirkens fødselsdag, kirkens grænsesprængende fællesskab, som er selve kirkens mission: Fællesskab med Gud og næsten.

 

Amen.