Den sande tilgang til mennesker

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt i Lyngby Kirke og i Ålsø Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

 

For nogle år tilbage lyttede jeg en del til det program, der hedder "Mads og monopolet", og som vel nærmest kan ses som et program, hvor kendte skuespillere, politikere og lign. som et slags panel skal forsøge at give løsninger på dilemmaer, som lytterne ringer eller skriver ind med.

Emnerne er sommetider meget alvorlige, andre tider mere sjove eller kuriøse. Og engang imellem handler det om, hvorvidt sandheden skal frem. Det kan handle om alt fra utroskab, til andre fortielser, som kan bringe mennesker i samvittighedskvaler og eksistentielle dilemmaer.

Og i den forbindelse husker jeg engang skuespilleren og instruktøren Hella Joof sige, at sandheden altid vil frem. Sandheden kan man ikke holde tilbage, for på den ene eller anden måde, får den alligevel kantet sig vej ud i lyset.

 

I en muligvis mere alvorlig boldgade har vi forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen, som nok er mest kendt for sine bøger om Blekingegadebanden og hippiebevægelsen. Han har nogle gange stillet sig selv spørgsmålet - ikke mindst, når han har skulle overveje alvorlige afsløringer - stillet sig selv spørgsmålet, om sandheden altid skal frem? For man kan nok godt komme med eksempler, hvor den fulde sandhed kan ødelægge mere, end den gavner. Muligvis. Men hertil kan man med Hella Joof selvsagt stille spørgsmålet, om ikke den med tiden, alligevel kommer frem til sidst. Den står der jo stadigvæk, sandheden, uanset om vi fornægter den eller ej.

 

Nu er begrebet "sandhed" en kompliceret størrelse, eller i hvert fald en størrelse, som i nogle situationer kan være svær at håndtere. Dels fordi, noget godt kan være sandt i overført betydning, mens denne tanke i andre tilfælde ingen mening giver. For eksempel kan en god bog godt fortælle nogle sandheder om menneskelivet, uden at selve bogen er baseret på noget virkeligt eller faktuelt.

 

Ofte er Sandheden lige for øjnene af os, men vi skal jo set den for at tage den til os, vi skal have den åbenbaret, så vi kan tage den på os. Sommetider ønsker vi måske ligefrem at fortrænge Sandheden, fordi den også er forpligtende.

 

Dagens tekst viser fx hvordan Jesus ser den sande tilgang til andre mennesker, også mennesker, vi ikke kan lide. Og tager vi først historien til os, forpligter den. Tager vi den ikke til os, vil Sandheden stadig stå uantastet, og vente på at blive åbenbaret, også for os. For Sandheden er stadig sandheden, og skal nok blive ved at trænge sig på.

 

I dagens tekst er Jesus kommet til Jeriko. Her er der en rig mand, en overtolder, der meget gerne vil se Jesus, og da han ikke er særligt høj, løber han i forvejen, og kravler op i et træ, så han bedre kan se Jesus. Jesus beder ham komme ned, da han ser ham, da han gerne vil besøge ham i overtolderens eget hus. Alle dem, der ser scenen, bliver forarget, men Jesus går alligevel ind i overtolderens hus. Her fortæller han Jesus, hvordan han bruger sine mange penge, og det vækker tydeligvis - billigelse hos Jesus.

 

I dagens tekst er der altså en person, en overtolder, som var dybt foragtet af jøderne. Han hjalp besættelsesmagten, romerne, med at indkræve told og skat af sit eget folk. Om han indkrævede lidt mere end han var forpligtet til, fremgår ikke af historien, men hans embede havde i hvert fald gjort ham stenrig. Man kunne forestille sig, at han har holdt sig nogenlunde indenfor lovens rammer, men ikke desto mindre handlet amoralsk i folkets øjne. Man kunne måske sammenligne ham med de personer, der havde hovedansvaret for finanskrisen. Folk der har holdt sig inden for lovens rammer, om end måske på grænsen, men hvis grådighed tog overhånd, og bragte andre til fald. Det kunne være velhavende direktører, der får gyldne håndtryk, selvom firmaet er gået i betalingsstandsning. Dem vi forarges over, selvom de strengt taget holder sig inden for lovens rammer. Vi kender det måske også fra vores eget liv, hvor vi gør, hvad vi kan, for at øge vor indtægt. Søger tilskud til dette og hint, bruger de fradrag, vi har ret til, selvom det betyder, at skattevæsenet betaler. Drømmer om en lavere skatteprocent, selvom det risikerer at gå ud over den svage del af befolkningen. Enhver er sig selv nærmest.

 

En sådan person hører om Jesus, selvom det måske ikke er en sådan person, der normalt interesserer overtolderen, men han har jo hørt om ham, her og der. Og han bliver så set af Jesus, af Kærligheden selv, som insisterer på, at han vil besøge ham i overtolderens eget hus, selvom det vækker tydelig misbilligelse hos alle andre. Overtolderen spørger ikke Jesus, hvordan han kan få evigt liv, eller lignende, som vi ellers hører om i en anden historie. Nej, han fortæller uopfordret, hvad han gør for at hjælpe de fattige. Han giver halvdelen af sin formue væk, fortæller han. Man kan måske synes, at det er lige lovligt selvglad at sige sådan. Men hvem af os kan sige sig fri for, sådan lige i flæng at nævne, hvad vi gør for at hjælpe andre. Og det, der er så vanvittigt befriende i denne historie, er, at Jesus anerkender ham, cementerer, at denne overtolder også er en del af Abrahams børn. Han er med andre ord også en af Guds børn, han får også del i frelsen, selvom han normalt er foragtet af sine medborgere, og måske kan virke lidt selvgod. Jesus plejer normalt at sætte tingene på spidsen i sin forkyndelse, men det er som om vi i denne historie, kan trække vejret lidt for en gangs skyld.

 

Ultimativt, som det fremgår af en anden historie, skal vi jo give alt, hvad vi ejer og har, til de fattige. Det er et enten-eller. Men i hverdagssituationer, hvor vi måske ikke går og tænker på Jesus og hans forkyndelse hele tiden, er det dog et positivt tegn, at vi dog gør et eller andet godt, for at vise, at vi er Guds børn, Jesu disciple, syndere som vi er.

Men det kan godt være svært for andre end Jesus at se på overtolderen som det menneske han også er.

 

Jeg kan selv huske, da jeg i sin tid var tilknyttet Røde Kors' fængselsbesøgstjeneste, at vi blev spurgt af en fra fængselspersonalet i arresten, om vi ønskede at have en overfaldsalarm med, når vi skulle besøge og tale med en indsat. Lederen af tjenesten dengang sagde selvfølgelig nej tak, på en meget forsonende og diplomatisk måde - vi møder de indsatte, som menneske til menneske, sagde hun vist. Nu kan man nok ikke bebrejde et fængselspersonale at have det forhold til de indsatte - også selvom de i en arrest ikke er dømt endnu -, jeg tænker, at man nok bliver arbejdsskadet. Men alligevel siger det noget om tilgangen, måden at forholde sig til disse mennesker på.

 

Hvad har det med evangelieteksten at gøre? Jo, vi ser - i en mere hverdagsagtig situation - forskellen på den umiddelbare tilgang, og kristendommens tilgang. Alle forarges på Jesus, fordi han behandler overtolderen som et menneske, til trods for, at han betragtes som kriminel af omgivelserne. Men Jesus ser kun muligheder. Han ser også overtolderen som et menneske, og derfor er det helt naturligt at være under hans tag, som en næsten lige partner.

 

Og dét er evangeliet til os i dag. Til trods for alle vore synder, til trods for, at vore handlinger i forhold til vor næste burde betragtes - i hvert fald i kristendommen lys - som kriminelle, som noget, der burde straffes af Gud. På trods herfor, bliver vi mødt af Gud som de mennesker, vi også er. Bliver man mødt som kriminel, som et udskud, som en person, der ikke passer ind i samfundet, så forbliver man i denne kategori. Bliver ikke rigtigt betragtet som et medmenneske med absolut værdi.

 

Men stående lige overfor Jesus, er vi bare mennesker af kød og blod, med de fejl og mangler, som vi alle har, i større eller mindre grad. Og vi kan oplevede det glimtvis, i det kærlige møde med vor næste. Og bede om, og leve af, nåden som det daglige brød.

 

Således er det muligt at være menneske og synder på en gang.

 

Frelsen gælder os alle sammen, her er vi alle inviteret, og sommetider får vi endog uventet besøg af Jesus, også selvom vi måske lever som overtolderen.

 

Sandheden om menneskelivet står der hele tiden, og bliver ikke mindre sand af at vi fornægter den eller forsøger at ignorere den. Sandheden vil altid frem.

 

Amen

 

Om at handle overfor næsten

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!".

 

 

Historien om den barmhjertige samaritaner er nok den mest kendte historie fra Det Nye Testamente overhovedet. Måske på lige fod med Juleevangeliet. På det plan.

 

Der var en engang en præst, der udtalte, at teksten var svær at prædike over, fordi han synes, budskabet gav sig selv. Historien var så fortærsket, at der ikke var så meget nyt at sige. Folk kendte historien for godt.

 

Jeg forstår godt tankegangen, men jeg er faktisk ikke enig. Dels er der nogle helt centrale pointer i historien, som sjældent kommer frem, synes jeg. Og det skyldes paradoksalt nok netop, at historien er så kendt. Vi tror, vi kender historien, men tænker nok – rimelig overfladisk – at vi bare skal handle som samaritaneren. Og det er jo rigtigt nok, men ikke hovedbudskabet, hvis man spørger mig.

 

Den er selvfølgelig obligatorisk pensum i min konfirmandundervisning, hvor jeg plejer at stille tre spørgsmål.

Første spørgsmål lyder: Hvorfor spørger han Jesus – hvem er min næste? Andet spørgsmål lyder: Hvorfor handler samaritaneren? Og tredje spørgsmål lyder: Svarer Jesus overhovedet på spørgsmålet?

 

Det første spørgsmål er meget centralt. For hvis man nærlæser teksten, så bliver der ikke spurgt af nysgerrighed eller fordi, han gerne vil vide mere. Han spørger, står der direkte i teksten, fordi han ville retfærdiggøre sig selv. Han ville retfærdiggøre sig selv. Han ville i virkeligheden bare have bekræftet, at han i forvejen gjorde det rigtige, hvilket i gammeltestamentlig-jødisk sammenhæng typisk ville sige, at han først og fremmest betragtede sine landsmænd som dem, han skulle være der for. Han ønsker med andre ord blot, at Jesus bekræfter ham i det. Man kan også sige det på den måde, at hans spørgsmål er farisæisk. Den eneste meningsfulde grund til at stille spørgsmålet er, at han blot ønsker, at Jesus bekræfter ham i, at hans næste ikke er alle mennesker, men bare en begrænset gruppe – hans landsmænd, fx

 

Så enkelt slipper han dog ikke, og Jesus vælger altså at svare med historien om den barmhjertige samaritaner. Og her er det igen afgørende at bemærke, hvorfor samaritaneren handler. Nogen lægger megen vægt på, at næsten kun er den person, du møder på din vej. Og det er utvivlsomt meget praktisk, når man møder sin næste på denne måde. Det er i hvert fald – som udgangspunkt – nemmere at hjælpe. Men det er faktisk ikke det, der står i teksten. Årsagen til, at samaritaneren handler, er, at han SER den nødlidende, får medlidenhed og handler. Det er nok praktisk, at han også er i nærheden. Men hans handling er uløst af, at han SER den nødlidende. Som filosoffen Peter Tudvad engang har skrevet i en kronik, så er det det visuelle nærvær, der forpligter. Når vi SER nogen, der lider nød.

 

Og for at runde det tredje spørgsmål af, så er det et virkelig godt spørgsmål, om Jesus faktisk svarer på spørgsmålet. Dertil må man sige, at han i hvert fald vender svaret på hovedet, på en rigtigt Jesus-drilsk måde. Eller som en konfirmand engang udtrykte det: Jesus svarer sådan rigtigt Jesus-agtigt.

 

For spørgsmålet gik jo på, hvem der er vores næste, og da det i historien burde være åbenlyst, at enhver, vi SER lider nød, er vores næste, så vender Jesus den om, og siger, at VI skal være næste FOR vores næste. Således, at vi som en næste står med forpligtelsen overfor vores trængende næste.

 

Et andet centralt element, jeg vil nævne – og som på Jesu samtid har gjort historien vanvittigt provokerende, er selve dette, at det er en samaritaner, der hjælper en jøde.

Samaritanerne blev ikke betragtet som rigtige jøder, ikke mindst fordi, de ikke var med i eksilet i Babylon, da det jødiske tempel faldt første gang. Og det er den milde version, for faktisk var samaritanerne foragtede af jøderne. Derfor er det noget af en gerning, at samaritaneren alligevel hjælper jøden. Hvis vi skulle gøre denne pointe tydelig til vor tid, skulle historien sikkert hedde historien om den barmhjertige muslim eller historien om den barmhjertige roma.

 

Så langt så godt.

 

Jeg startede med at sige, at budskabet i historien kan opfattes så selvindlysende, at det kan være svært at sige meget mere om den, hvis man holder sig til det.

Og udover de tre vigtige pointer, jeg har lige har nævnt, så er det stadig et åbent spørgsmål, om historien budskab virkelig er så indlysende.

 

Eller for at vende det på en mere provokerende måde: Forstår vi radikaliteten i historien, lever vi på nogen måde op til budskabet?

 

Alle mine egne tanker om dette fik ekstra benzin, da jeg læste J.K.Rowlings bog ”Den tomme plads”. Rowling er sikkert mest kendt for hendes Harry Potter-bøger, men denne hendes første voksenbog er om muligt lige så god, og måske endda bedre. Den cementerer hende efter min mening som en af verdens bedste forfattere.

 

Selve bogens handling vil jeg ikke fortælle så meget om – der er masser af intriger i bogen, og alle personerne synes usympatiske på hver deres måde, og den er, som en anmelder skrev, absolut ikke for børn.

 

Til sidst i bogen sker der imidlertid noget meget centralt.

 

Som læser har man fulgt en lille drengs skæbne i forskellige sammenhænge, også til sidst, da han mere eller mindre under opsyn, beskidt og ikke særlig indbydende, går rundt for sig selv tæt på vandet.

 

Det, som kommer bag på læseren til sidst, er, hvor mange der kunne have forhindret den ultimative tragedie.

Flere af bogens personer tilkendegiver til sidst – lidt forlegent – at de godt så denne utilpassede beskidte knægt – nogle ville sige møgunge – gå rundt alene, tilsyneladende uden opsyn, og de tænker endda, at de måske kunne have gjort noget i situationen.

 

Men de gik alle sammen – billedlig talt – og nogle i meget konkret forstand, forbi.

 

Som læser er man en smule chokeret, fordi det er så åbenlyst, at nogle kunne og burde have grebet ind, mens tid var, men åbenbart havde nok i deres egne problemer og tanker om alt muligt, til at gøre noget.

 

Og jeg har siden læsningen af denne bog, ”Den tomme plads”, tænkt en del over, hvor tit det faktisk sker for os alle sammen.

 

At vi går forbi. For jeg er ikke sikkert på, at de to, der går forbi i den berømte historie om den barmhjertige samaritaner går forbi af ond vilje.

 

Men det kræver trods alt et vist nærvær, og en smule engagement i andre mennesker. Det er meget nemt at tænke, at det er der nok andre, der tager sig af. Især i et velfærdssamfund som det danske, hvor der vitterligt er mange ting, som vi har andre til at tage sig af.

 

Derfor kan vi aldrig høre historien om den barmhjertige samaritaner ofte nok. Og blive mindet om, at en væsentlig pointe i denne historie er, at vi ikke skal bruge vores energi på at diskutere, hvem, der egentlig er vores næste. Nej, vi skal handle i stedet for.

 

Være næste for vores næste, hver gang vi ser en, der har behov for vores hjælp.

 

Hvordan, må vi til gengæld selv afgøre. Buddet er tavst, det fortæller os ikke, hvordan vi faktisk skal handle. Det må situationen afgøre.

 

Når jeg tænker tilbage på de sidste sider i Rowlings ”Den tomme plads” er det imidlertid også klart, at i situationen er det egentlig ikke så vanskeligt. Det er mere et spørgsmål om at vælge at handle. I bogen refererer den tomme plads til noget meget konkret – men jeg har også tænkt, at titlen kan være en mere symbolsk henvisning til, at der mangler noget.

 

Kristendommen kalder os ud i verden til at være næste for vores næste. Der mangler altid nogen et sted. Og hvor den tomme plads opstår, fordi der mangler menneskeligt engagement, der går det ofte galt.

 

I stedet for at diskutere, om det er vores ansvar, skal vi handle. Det er Jesu hovedbudskab. Også selvom det tit er nemmere sagt end gjort. Handle i troen på syndernes forladelse, for Jesus er både gave og opgave.

 

Amen.