Er vi altid rede og klar?

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Trustrup Kirke og i Homå Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.«

 

Er der mon nogen af jer, der har se de udsendelser på DR-tv, der hedder ”24 timer vi aldrig glemmer”?

 

Det er en slags dokumentarprogrammer, der handler om alt lige fra dengang vi vandt i melodigrandprixet i 2000 til Tamilsagen, der kulminerede i begyndelsen af 90erne. Altså begivenheder, der i stort og småt har præget vores selvforståelse som danskere, præget vores forståelse af vores medborgere og vores politikere.

 

Udsendelserne, som jeg har set nogle enkelte af, handler blandt andet om begivenhedsforløbet, hvordan den ene situation tager den anden. Hvor folk var henne, og hvordan de husker forløbet, og hvad det har betydet.

 

Jeg tænker, vi kender vel alle udsagnet om, at alle kan huske, hvor de var ved Murens Fald og ved Nine-Eleven. Begivenheder der har sat dagsordenen for stort set al politik, både nationalt og globalt, på godt og ondt.

 

Små og store begivenheder, hvor det har haft stor betydning, hvordan vi reagerede, hvordan vi var beredte, så at sige. Hvor involverede vi var, hvor meget disse meget forskellige begivenheder har præget vores liv og vores tænkemåde, hvor overraskede vi blev, og hvordan det har været med til at forme vores opfattelse af os selv og vores verden.

 

Vi har siden pinsen været i den del af kirkeåret, der kaldes for trinitatisperioden. Den har farven grøn, en farve, der skulle symbolisere menighedens liv og vækst. Det er den periode i kirkeåret – mellem pinse og advent – som, især i begyndelsen, handler om, hvad kristendommen egentlig betyder for vores hverdag.

 

Det gælder også i dag, hvor der er hele to prædikentekster at vælge mellem. Teksterne er i grunden meget forskellige, men da tematikken, jeg vil fokusere på, er nogenlunde ens i de to tekster, har jeg valgt den længere version, som udfolder den bedst. Tematikken svarer helt til den sidste linje i den korte tekst: ”Når menneskesønnen kommer, vil han så finde troen på jorden?”.

 

For hvad er det, der kendetegner en helt almindelig hverdag? Er det ikke netop, at vi tænker helt almindelige hverdagsting og hverdagsgøremål? Nok og muligvis følger man med i nyhederne for at se, hvad der er sket rundt omkring i verden, men ellers gør vi det fra vores trygge hverdagsstol eller hverdagssofa.

 

Det ganske særlige, det specielle, de begivenheder, der muligvis kan ændre vores eget liv, måske ligefrem skabe historie, er sommetider helt uplanlagte, sommetider noget, vi går og håber på. En ferie et nyt og ukendt sted kan være et eksempel på noget nyt og spændende, vi glæder os til, og som vi forsøger at gøre os beredt til. Vi kender nok alle sammen følelsen af at genoverveje, om vi har husket det hele – ikke mindst passet.

 

Når vi således lever vores liv med vores familie og nærmeste, forsøger at få en hverdag til at fungere, og hvor vi rystes eller glædes over store og små begivenheder, både personlige, nationale og globale, så kan man naturligt stille spørgsmålet: Hvor meget levner vi plads til Jesu forkyndelse?

 

Hvor har vi egentlig vores hjerte henne?

 

Spørgsmålet kan måske både lyde banalt og provokerende. Men hvis vi ser på evangelierne, så kan vi se sagen i en nøddeskal. Hvis vi husker tilbage på Getsemane Have, hvor Jesus er den sidste aften inden han bliver forrådt. Der, om aftenen, ved sovetid, der spørger Jesus sine disciple, om de vil våge med ham, altså om de vil holde sig vågne med ham. Og selvom disciplene, ligesom alle os andre, sikkert har alle gode intentioner, og de endda går op og ned af Jesus til dagligt, - ja, så svigter de allerede her, for de er faldet i søvn. Ikke engang våge med Jesus en sidste aften kunne de holde til.

 

Derfor: Hvor har vi egentlig vores hjerte henne, og er vi altid rede?

 

Vi må huske, at inden for lutherdommen, der realiseres gudsforholdet igennem vores næste. Hvis vi skal tage det første og største bud alvorligt, altså det dobbelte kærlighedsbud, så skal vi i princippet have vores fokus på næsten hele tiden, ubetinget, og uden undtagelse. Vores hjerte skal have al sit fokus på næsten. I den forstand skal vi fornægte os selv, og følge Jesus.

 

Vi skal forestille os, at vi uanset hvilken situation, vi befinder os i, uanset hvor vi er, og hvorfor vi er, hvor vi er, så er det næsten, der er vort omdrejningspunkt, så er det næsten, evangeliet peger hen imod, uanset hvilke begivenheder, der ellers optager os.

 

”Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid”, spørger Jesus. Hvem er faktisk i færd med at tjene Jesus, når dommen skal falde, og hvem har fokus alle mulige andre steder henne?

 

Det kan godt være, at Jesu komme eller genkomst, det kan godt være at dommen, der dybest set lyder hver dag, det kan godt være at disse størrelser er meget abstrakte og diffuse at forholde sig til. Det er dybest set begivenheder, som vi har meget svært ved at sætte ord på, og som det er nemmest at omtale i billeder. Her er det unægtelig nemmere at forholde sig til personlige, nationale og globale begivenheder, der er meget konkrete, forholde os til de begivenheder og situationer, hvor vi ved, vi skal være særligt forberedte, begivenheder, der kan præge vores liv og verdensopfattelse, når de rammer os.

 

Derfor er Jesu opråb til os i dag så vigtig og velgørende.

 

”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af”.

 

Jesus Kristus er en gave, som forpligter. Vi har i lutheranismen, ikke mindst i folkekirken, været så forhippet på at understrege, at det er troen, der frelser, at vi sommetider er bange for at nævne gerningerne.

 

Teologen Ole Jensen har et godt udtryk i en anden sammenhæng. Han taler om at sætte Gud i parentes. Om end vi bekender og lovsynger Kristus som den levende Guds søn, så er det virkelig som om, at vi alle er ateister i vores praksis. Så snart vi har forladt kirken, hvor vi har hørt alle de rigtige ting, så sætter vi parentes om Gud.

 

Ole Jensen strækker betragtningen helt ud til der, hvor han kommenterer vores etik, når vi køber ind – altså med vinkel på bæredygtighed og økologi.

Men jeg synes, udsagnet er meget godt dækkende i det hele taget – dette at sætte Gud i parentes.

 

Jesu rige er ikke af denne verden, Gudsriget kan kun opleves glimtvis i det kærlige møde med vores næste. Vi er skabt til at gøre godt, da vi er skabt i Guds billede, men vores gudbilledlighed blev sløret ved syndefaldet.

 

Og en sløret gudbilledlighed, en altid haltende praksis, når det gælder næstekærlighed i virkeligheden, passer unægtelig godt med talemåden, at vi sætter parentes om Gud, når det kommer til praksis.

 

Så nej, vi er bestemt ikke gode forvaltere af Guds nåde og kærlighed. Vi er ikke beredte, som vi burde være, vi ligger – billedligt talt – og snorksover som disciplene den sidste aften med Jesus.

 

Denne konstatering – eller postulat om man vil – må selvfølgelig aldrig blive en sovepude, en undskyldning for ikke at forsøge at gøre det gode, som er os påbudt af det dobbelte kærlighedsbud.

 

Men dommen er også klar, hver dag, hver gang vi beder om, og håber på nåden som en del af det daglige brød.

 

”Dine synder er dig forladt” må siges at være verdens største kærlighedserklæring.

 

Vi kan slet ikke uden Guds nåde, den er der til gengæld hele tiden, når vi beder om den. Både for at vi kan trives som de fejlbarlige mennesker vi er, men så sandelig også for at kunne komme videre, og igen og igen forsøge at være der for vores næste.

 

Amen.

 

Al bespottelse tilgives...

 

Prædiken til 12. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.«

 

 

Det er vist en af de tekster fra evangelierne, som mange – ikke mindst præster – men så sandelig også menigheden og andre bibellæsere, kan slå sig på.

Jesus siger: ” »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.”

Lad mig starte med at sige to vigtige ting her. For det første minder vores reformator Martin Luther os om, at når vi læser Bibelen, så skal vores læsning ”drive på Kristus”. Det betyder på mere almindelig dansk – og med en formulering jeg selv ynder at bruge: At hele Bibelen konsekvent skal læses i lyset af det dobbelte kærlighedsbud, alene fordi, at Jesus selv siger, at det er det første og største bud.

For det andet er dagens evangelietekst et eksempel på, at vi skal være opmærksomme på, hvad der faktisk står, og ikke hvad vi mener at huske, der står, eller noget lignende.

Jesus siger først – ”al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Det fortjener en gentagelse: ”al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Bagefter kommer det mere kryptiske udsagn: ”men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”. Og her er det nok – sådan umiddelbart i hvert fald – oplagt eller fristende at lade det udsagn følge af det forrige, på den måde at forstå, at det er en henvisning til hvad der kan tilgives mennesker eller ej. MEN det er faktisk ikke det, der står. Den eller det, der ikke får tilgivelse for at bespotte Helligånden er slet ikke nævnt i sætningen. Heller ikke i den følgende sætning: ”Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende”.

Igen, og det er værd at bemærke: al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, den der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse. MEN der er ikke sat prædikat eller navn eller benævnelse på den eller det, der ikke får tilgivelse for at bespotte Helligånden. Og når vi samtidig erindrer hinanden om treenigheden, der fortæller os, at Gud er Fader, Søn og Helligånd, så er det helt oplagt, at menneskers bespottelse af både Fader, Søn og Helligånd, Gudsbespottelse, med andre ord – findes der tilgivelse for.

Hvem er det da – denne unævnelige – der ikke kan få tilgivelse for bespottelse af Helligånden, Guds virkes kraft på jorden?

Ja, det må nemlig være den, der per definition aldrig kan få tilgivelse, og som vi per definition altid skal undgå og dermed afsværge, og som vi rituelt afsværger og forsager hver eneste søndag inden selve trosbekendelsen. Selvom forsagelsen i salmebogen står angivet som om, den er en del af trosbekendelsen, så er den noget, der kommer før; et tillæg, vi ikke mindst kan takke Grundtvig for: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Jesus siger: ”For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd”. Og i forlængelse af det, jeg lige har sagt, må det være helt oplagt at sige, at jo mere det dæmoniske, jo mere Satan, Djævelen eller hvad vi vælger at benævne alt det, som vi oplever, frister os til andet end det gode, jo mere den mørke side af os selv har fået fat i os, jo større er vort onde forråd, og jo mere ondt vil vi opføre os over for andre mennesker.

Og Jesus slutter første del af teksten med ordene: ”Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«”

Jesus er med andre ord også ved at tage fat på den problemstilling, der handler om frelse og fortabelse, og han gør det ikke mindst, da han begynder at tale om Jonas’ tegn.

Netop Jonas’ Bog er en af mine yndlingsbøger fra Det Gamle Testamente, og den er i øvrigt næsten lige udkommet på nudansk på Bibelselskabet under titlen ”Undertrykkerens by”, ligesom både Første Mosebog, Prædikerens Bog, Dommerbogen og Daniels Bog også er udkommet på nudansk på Bibelselskabet.

Der er mange ting ved Jonas’ Bog, som er pudsige, dragende, medrivende og fascinerende, og ikke mindst overraskende. Og så bliver der sagt ret meget på ret få sider.

I kender sikker alle historien om Jonas, som Gud udser til at skulle fortælle byen Nineve, at Gud vil ødelægge byen, fordi byen synder så meget, og nu skal straffen falde.

Det er Jonas bestemt ikke glad for at gøre, så i første omgang forsøger han at undgå sin nyudnævnte rolle som profet. Han ender blandt andet i en hvals bug i tre dage, inden han bliver spyttet ud igen. Da han endelig tager fat på sit kald, som det viser sig, han ikke kan slippe bort fra, ender det faktisk med, at hele byen omvender sig, hvilket får den overraskende konsekvens, i hvert fald for Jonas, at Gud vælger at aflyse sin straf over byen. Gud har faktisk dømt byen til fortabelse, men da byen på Jonas’ forkyndelse ender med at omvende sig, fortryder Gud sit ærinde, og skåner alligevel byen. Det er – hvis man spørger mig – en ret bemærkelsesværdig handling af Gud, da det jo er en historie fra Det Gamle Testamente.

Men denne historie om Jonas bliver også uhyre central for hvem Jesus er. Da folket spørger efter tegn, kommer Jesus nemlig med det noget kryptiske udsagn om, at de ikke skal få andre tegn end Jonas’ tegn.

Her er den oplagte og traditionelle læsning, at det er en direkte henvisning til Jonas’ tre dage og tre nætter i hvalens bug, og dermed en henvisning til Jesu oprejsning fra de døde efter tre dage. Og det er selvfølgelig også rigtigt, og også den læsning Jesus selv lægger ud med. Jeg er dog af den overbevisning, at Jesu henvisning til Jonas er meget mere subtil, meget mere raffineret og meget mere vidtgående end det.

For hvad er det – som jeg tidligere har antydet – hvad er det, der gør historien om Jonas så speciel? Ja netop, at Gud tilsyneladende aflyser dommedag til fortabelse.

At Jesus er Guds Søn, at Jesus er verdens frelser, ham, vi alle må sætte vor lid til, viser sig netop ved den almægtige kærlighed han viser os, for med Jonas’ tegn fortæller Jesus, at med Hans, Jesu komme, der er dom til fortabelse i praksis aflyst. For det er det, som faktisk sker i Jonas’ Bog.

Jeg skal her skynde mig at slå et par ting fast: Jeg taler her ikke om alles frelse, for det har jeg ganske enkelt ikke mandat til at konkludere. Jeg taler om, at jeg er overbevist om, at vi alle sammen, senest på Dommens dag, at vi alle sammen vil møde en kærlighed så stor – Jesus Kristus – at vi simpelthen ikke kan andet end at overgive os til Ham, og få vores synders nådige forladelse. Det er klart, Gud har den fulde frihed til at kaste hvem Han vil, i fortabelse. At sige noget andet ville være det samme som at tage friheden fra Gud. Men med kærlighedens og troens fortegn, så er fortabelse i praksis i mine øjne en umulighed – under kærlighedens og troens fortegn.

Men det er selvsagt ikke noget jeg ved. Det er først og fremmest en tro, et håb og en overbevisning. Ikke kun, men også baseret på Jonas’ tegn.

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Når vi gør det, og herefter igennem trosbekendelsen bekender hele Jesushistorien i kort form – så bliver vi så meget mere bevidste om, hvor meget Gud er der for os, med nåden og tilgivelsen, uanset hvor fjoget vi opfører os engang imellem.

Vi er alle sat frie til at elske næsten det bedste vi kan, og nåden og tilgivelsen er samtidig uudgrundelige pga. Guds almægtige kærlighed. Det er så svimlende at tænke på, så utroligt at tænke på, og det nærmeste vi kommer det konkret, er muligvis altergangen, hvor vi spiser sammen ved Herrens bord, og hvor vi i troen og håbet, beder om syndsforladelsen, og får den for intet.

 

Amen.