Allehelgen: I er verdens lys!

Prædiken/kort refleksion over Allehelgen, 2016.

 

Holdt i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

 

 

”I er verdens lys” siger Jesus, og i det udsagn ligger mange betydninger gemt.

Normalt tænker de fleste af os sikkert JESUS, som verdens lys. Det var ham, der kom til mørket Julenat, og tændte sig lyset i mørkets skød.

Men her vender Jesus billedet rundt, og kalder os andre for verdens lys. Vi må ikke sætte vores lys under en skæppe, men skal lyse for alle andre. Det er unægtelig en fordring til at gå ud i alverden og med Jesus som forbillede at forsætte hans arbejde. Jesus siger i Johannesevangeliet: Som jeg har elsket jer, således skal I også elske hinanden.

Og for mange af os, der er tilstede her i kirken i dag, peger udsagnet også tilbage på alle de personer, vi har elsket og stadig savner og sørger over. Vi har alle personer, som ikke er her mere, og som vi opfattede som vores lys, som vores livs lys, fordi de – mens de stadig var her hos os, i live – fyldte vores liv ud, gav os livsfylde - netop som et lys for os.

Det kan være svært at bære disse minder, savnet og sorgen trykker, og fylder det hele ud. Her kan det være værd at genkalde noget, som Johannes Møllehave har skrevet et sted. Det er et udtryk, som han har fra en billedkunstner, som mente det meget bogstaveligt, og som talte om, hvordan farver opstår: Der skal mange farver til før farven bliver sort.

Grunden til, at vi en dag som i dag kan føle savn og sorg er jo fordi, der var så meget vi fik, der er så mange farver at huske tilbage på, for der skal mange farver til, før farven bliver sort. Vore mistede og savnede var også lys for mange af os – ligesom vi skal prøve at være det for andre, som Jesus Kristus var og er det for os.

 

Amen.

 

Den absolutte forkyndelse

Prædiken til 25. søndag efter trinitatis, 2016.

 

Holdt i Hoed Kirke og i Homå Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

 

 

Hvad er Gudsriget for en størrelse? Det er ikke et udtryk, vi bruger særligt meget i vores hverdag, og derfor kan udtrykket måske godt klinge lidt fremmed, og måske endda lidt tungt?

Den mest ligefremme beskrivelse af Gudsriget er efter min mening – det rene gudsnærvær.

Normalt hedder det sig i evangelierne, at Gudsriget er nær. Altså, Gudsriget er her ikke endnu, men er nært forestående. En mere præcis oversættelse vil nok være det gamle danske ord – vordende. Altså, et vordende Gudsrige. Det både er her, og er her ikke endnu. I kristen teologi bruger man sommetider udtrykket allerede-endnu ikke. Forstået på den måde, at det er i dette spændingsfelt, kristendommen rigtig lever. Gud er her i kraft af Helligånden, og er her derfor allerede. Vi lever med og af Helligånden, både når vi prædiker, og prædiker Guds nåde, og når vi forsøger os med gode gerninger. Men Gud er her samtidig ikke endnu – Jesu komme venter vi stadig på, når Gud, som vi møder ham i Kristus, skal blive alt i alle.

Derfor – selvom Jesus siger, at Gudsriget er midt iblandt os, så må det unægtelig være glimtvis. Men det er klart, at Gudsriget, som Jesus omtaler det her i teksten, må nødvendigvis være iblandt os, hvis vi rent faktisk er Jesu disciple, hvis vi rent faktisk er sand menighed. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden, som Jesus siger i Johannesevangeliet.

Men jeg tænker, at det nok er de meget absolutte udtryk som fx Gudsriget, der nogle gange kan gøre det svært at forstå kristendommens væsen. Her er ikke rigtigt noget enten-eller. Eller rettere: Det er der måske i praksis, fordi vi i praksis lever som vantro. Det vender jeg tilbage til.

Lad mig fortsætte et andet sted. Der var engang, hvor jeg tilfældigvis både læste romanen ”Zen – og kunsten at vedligeholde en motorcykel” af Robert Pirsig og ”Baade-Og”-serien af Lene Andersen. Blandt meget anden beskriver Lene Andersen vores forhold til kategorier. Hun nævner, at det er en arv fra Aristoteles. Det er en gave til videnskaben, for den gør os i stand til at kategorisere ting. Enten er det en hest, eller også er det ikke en hest. Lene Andersens ambitiøse ærinde med hendes bogtitel, både-og, er ikke mindst at forsøge at italesætte det meningsfulde i at være knapt så kategorisk i vores tilgang til verden. Vi skal gentagne gange spørge os selv: Kunne det være anderledes? – og det kan det ofte. Det pudsige ved omtalte roman, som jeg læste samtidig med, var, at en af temaerne i bogen netop er en mand, som forsøger at frigøre sig fra at bruge kategorier. Og meget sigende så ender denne tilgang med, at han havner på et psykiatrisk hospital. Det lader altså til, at vi ikke rigtigt kan frigøre os fra at bruge kategorier til at inddele verden i.

I forhold til netop kristendommen er denne tilgang meget dobbelt. For på den ene side så er Jesu forkyndelse et stort opgør med kategorier. Tag blot Jesu bud om fjendekærlighed. Her byder Jesus os at elske vore fjender, men det burde ikke være muligt, da de netop er vores fjender. Det er nok det mest absolutte udtryk for hvordan Jesus bryder med vante kategorier som ven og fjende. Hvordan Jesu forkyndelse ikke tager hensyn til den måde hvorpå vi mennesker gerne vil dele verden op.

I en anden tilgang er der dog virkelig tale om et enten-eller. Og det er i hele tilgangen til kristendommen. Enten er man troende, eller også er man det ikke. Enten er man kristen, eller også er man det ikke. Der gives ganske enkelt ikke nogen mellemvej.

Enten er du Jesu efterfølger, eller også er du det ikke.

Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

For nogle måneder siden læste jeg den bog, der hedder ”Håb”, og som er en del af den efterhånden lange serie fra Århus Universitetsforlag, der hedder Tænkepauser.

En ting, der slog mig ved læsningen, ja, ligefrem skræmte mig ved læsningen, var, i hvor høj grad vi faktisk er bundet til de kategorier, vi kender.

Jeg ved ikke med jer, men når jeg selv tænker på håb, og tænker på, hvad jeg håber på, så tænker jeg i hvert fald sommetider på, hvordan nogle ting kunne være radikalt anderledes end i dag. Det kunne være forhold som mindre fattigdom i verden, mindre krig i verden, det kunne være en mere grøn tilgang til verdens begrænsede ressourcer, en mere respektfuld tilgang til verdens dyr og natur. Og så videre.

Men noget, som slog mig ved læsningen af bogen om håb, var, i hvor høj grad vi alle, selv når vi håber på noget helt andet, selv når vi håber på en anden tilgang til verden, så håber vi næsten altid inden for de kategorier, de rammer, som den nuværende verden, som vi kender den, har. På mange måder burde det ikke overraske, da vi jo i høj grad er prisgivet det sprog, som vi lige for tiden har at gøre godt med. Hvis vi håber på noget, der vitterlig ikke eksisterer i dag, er det jo reelt umuligt at sætte ord på det, på en måde, så vi rigtigt kan udtrykke, hvad vi faktisk håber på.

Og jeg tænker, at det sikkert kan være en af de store udfordringer ved at forstå dagens evangelietekst, i det hele taget ved at forstå kristendommens væsen, kernen i Jesu forkyndelse. Kan vi for eksempel overhovedet forestille os en verden, hvor der ikke længere er behov for ordet ”fjende”?

 

Og så er vi tilbage ved absolutheden. Og hvor svært det kan være at sætte ord på det absolutte, så vi rigtigt forstår det.

For når vi skal elske næsten, som Gud elsker os, så er vi virkelig ovre i det absolutte. Det betyder jo, at vi skal elske næsten hele tiden og uden undtagelse. Det betyder, at vi skal have vores opmærksomhed rettet mod næsten hele tiden, altid og uden forbehold. Vi skal til stadighed være beredt, så vi kan hjælpe den næste, som vi kan SE har behov for vores hjælp og omsorg.

Altså, konsekvent være en Jesu discipel, en Jesu efterfølger.

Og kan vi faktisk det? Spørger jeg med en ledende tone.

Nej, det kan vi ikke. Det er på mange måde lidt et mysterium, hvorfor vi faktisk ikke kan, selvom hovedforklaringen kan findes i syndefaldsberetningen, som jo er vor urhistories forklaring på, hvorfor vi trodser Gud Herren, hvorfor vi trodser Gud. Paulus undrede sig som bekendt også med sit – det gode jeg vil, gør jeg ikke, det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.

Vi har åbenbart en tilbøjelighed til at ville prøve det forbudte af, til at sætte os selv og vores egne behov i centrum.

I den forstand er vi i praksis vantro, for vi er ikke særligt gode til at gøre troens frugter, og troens frugter skulle jo gerne være gode gerninger.

Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det

Kristendommen, Jesu forkyndelse, fordrer et enten-eller. Enten er du Jesu efterfølger, enten er du Jesu discipel, eller også er du det ikke.

At vi så alligevel ikke er fortabte, skyldes naturligvis Guds nåde. Martin Luther talte om mennesket som synder og retfærdig på en og samme tid. Vi var syndere igennem vores gerninger. Vores gentagne uformåenhed overfor vores næste. Men netop retfærdige igennem troen, da vi retfærdiggøres af Gud igennem troen. Det vil sige: Vi er kristne af Guds nåde, og ikke af andre grunde. I hvert fald ikke på grund af vores gerninger.

Til gengæld vil Guds nåde og kærlighed sætte os fri til at gå ud og elske næsten det bedste vi kan. Velvidende, at vi alle er filtret ind i alle mulige rammer og kategorier, ikke mindst ven-fjende kategorierne, som Jesu forkyndelse ellers bryder med. Og glimtvis opleve Gudsriget iblandt os, hvor det allerede er, OG igennem håbet, det bedste vi kan, håbe på Gudsriget, som kommer, det rene gudsnærvær, når Gud bliver alt i alle, og hvor det absolut ikke giver nogen mening at se sig tilbage, fordi Jesus suger os til sig som den almægtige kærlighed.