Refleksioner over filmen "Carnage": Syndere for Vor Herre?

I anledning af filmklubaften i Vejlby Sogn, 23. februar 2017.

Meningen med livet?

 

Som jeg tidligere har sagt, så er det min overbevisning, at enhver god film stiller spørgsmålet: ”Hvad er meningen med livet?”. Ikke sådan at en god film nødvendigvis kommer med et svar. De fleste gode film stiller flere spørgsmål, end de giver svar.

 

Det gælder også for ”Carnage”, instrueret af Roman Polanski.

 

Filmen handler ikke mindst om spillet mellem mennesker – hvordan de reagerer overfor hinanden i en meget tilspidset situation.

 

Det er i høj grad et psykologisk drama, hvor man ikke rigtigt kan gætte det næste trin i samtalen. Derfor bliver filmen også til tider højkomisk.

 

En dreng har slået en anden dreng med et bat, og nu er gerningsmandens forældre kommet til den forsmåede drengs forældre for at tale ud om situationen.

 

Det foregår nogenlunde stilfærdigt i starten, og i starten tror man, at det bliver en kort formel samtale om de konkrete omstændigheder.

 

De er for så vidt enige om, hvad der er sket, men tonen udvikler sig hele tiden. Sommetider bliver tingene sagt direkte, og andre gange antydes de kun. Og sommetider handler samtalen om noget sagen ganske uvedkommende.

 

Filmen handler i høj grad om det psykologiske spil mellem mennesker, ikke mindst i en konfliktsituation, hvor begge parter tilsyneladende ønsker at få det bedste ud af situationen.

 

Samtidig handler den i høj grad om moral. Hvordan taler man om skyld og skam på en civiliseret måde. Og kan det overhovedet lade sig gøre?

 

Og hvad sker der, når det civiliserede element forsvinder?

 

Med kristen sprogbrug kan man sige, at de viser sig som syndere og fejlbarlige. Selvom selve sagen med børnene er nogenlunde klar og ligetil, så er det et stort spørgsmål, om de to par – i deres attitude og tilgang til livet i det hele taget – har noget at lade hinanden høre, selvom der selvfølgelig er forskel.

 

Og midt i al balladen og de berettigede og uberettigede anklager, er det også sjovt at se, hvad der forener parrene. Sammenfald i interesse for kunst eller whiskeysmag. Når de taler om emner, hvor de har fælles interesser, bliver de påfaldende civiliserede at høre på – og når de nærmer sig en konfliktsituation, så kammer retorikken over.

 

Filmen ”Carnage” vises.

 

Sikke en film!

 

Jeg kan ikke lade være at tænke, at et centralt tema i filmen er – selvom det jo ikke siges direkte – at vi alle sammen er syndere for Vor Herre. At synde betyder på græsk at ramme forkert eller gå fejl af målet. På almindelig dansk kunne man oversætte synder til fejlbarlig.

 

Det rigtigt tankevækkende ved filmen, synes jeg, er, at to par, der virkelig prøver at opføre sig civiliserede efter omstændighederne, alligevel ender med at få denne civiliserede facade til at krakelere fuldstændig.

 

Det er klart, det er en film, og instruktøren Roman Polanski kører selvfølgelig mange af filmens temaer meget langt ud, sætter dem på en spids.

 

Eller hvad?

 

Er filmen realistisk?

 

Hvem har egentlig ret i filmen?

 

Hvilket par er mest sympatisk?

 

Har de to par noget at lade hinanden høre, når det kommer til stykket?

 

Og hvad forener dem?

 

Hvornår taler de til hinanden på en civiliseret måde?

 

Og hvornår går det helt galt?

 

Kristendommen vil påstå, at de to par ikke har noget at lade hinanden høre, forstået på den måde, at de er lige meget syndere for vor Herre.

 

Giver den betragtning mening i filmen?

 

Giver den betragtning mening i vores egen hverdag – og hvorfor?

 

Kan vi genkende os selv i filmen?

 

 

Hvad er meningen med livet? At få det bedste ud af situationen i alle henseender? Eller sige tingene som de er? Giver det mening at påpege andres fejl og mangler, når vi selv er syndere?

 

Fastelavn for spejderne: En god start

Genfortælling/prædiken til fastelavnsgudstjeneste for spejderne, efter teksten til fastelavn, 2017. Holdt i Vejlby Kirke.

 

 

Ved fastelavn plejer vi i kirken at tale om Jesu dåb, i hvert fald i alle ulige år.

 

Er der mon nogen af jer, der kan regne ud, hvad ligheden er imellem dåben og at slå katten af tønden?

 

I begge tilfælde forsøger vi at slippe af med det onde. Ved dåben siger vi, at Guds ord og vandet renser os for al ondskab, så vi kan få en rigtig god start på livet. Og i gamle dage, der slog man katten af tønden, fordi man fuld og fast troede på, at hvis man slog en sort kat ihjel – katten døde nemlig ofte – så kunne man undgå ondskaben, ikke mindst alvorlige sygdomme. Det er dog mere end 200 år siden, vi havde en rigtig kat i tønden. og det er vist meget godt.

 

Jeg vil tro, at de fleste af jer tænker fastelavn som en tid, hvor der skal spises fastelavnsboller og katten skal slås af tønden.

 

Er det ikke rigtigt?

 

Det må gerne være sjovt, og der må gerne være lidt lækkert at spise.

 

Sådan var det også i gamle dage. Der var endda fester, hvor man skulle klæde sig ud, så man ikke kunne genkende hinanden. Så bondemanden og dem, der havde stor magt kunne sidde ved samme bord, uden de vidste det. Her var børn dog ikke inviteret.

 

En af grundene til, at man skule have det lidt ekstra sjovt til fastelavn, og gerne spise søde sager, var også fordi, at vi til fastelavn nærmer os fasten.

 

Fasten er den lange periode, der starter på onsdag og løber helt indtil påske i aprilmåned. I gamle dage – og stadig i mange lande i dag – måtte man ikke spise kød og hvedebrød. Det betød så, at man huskede at spise ekstra godt, inden denne tid begyndte.

 

Fastelavn er også den dag, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døberen.

 

Man kan derfor sige, at vi indleder noget nyt, når vi fejrer fastelavn. Dengang I blev dødt, blev I medlem af kirken. Det var i forbindelse med dåben, at I første gang fik at vide, at I er elsket af Gud.

 

Det var det samme, som Gud sagde til Jesus, da Jesus blev døbt. ”Du er min elskede søn”, sagde Gud, du er mit elskede barn, og fortalte dermed, at Jesus faktisk er Guds søn. Dermed fortalte Gud, at alt hvad Jesus siger, er godt sandt og rigtigt. Jesus kan ikke lave fejl som os andre.

 

Jesus kommer med et glædeligt budskab til os alle sammen. Han fortæller os, at kærligheden er det allervigtigste.

 

Det Gamle Testamente – den første del af bibelen - er fuld af bud.

 

Ikke mindst dem, vi kalder for De Ti Bud. Men Jesus gør det helt nye, at han tager et enkelt bud, kærlighedsbuddet, og gør det til det første og største bud. Han siger faktisk, at de andre bud reelt er ligegyldige. Hvis blot vi kan elske andre mennesker, så har vi opfyldt alt det, Jesus ønsker af os.

 

Det nye er også, at vi faktisk også skal elske de mennesker, vi ikke kan lide. Selv vores fjender. Og det er jo svært, og sommetider helt umuligt. Men det siger Jesus faktisk, at vi skal. Heldigvis elsker Jesus os alle sammen, også når vi begår fejl, og vi synes, vi er dumme og klodsede.

 

På Jesu tid var man meget uenige om, om Jesus overhovedet havde ret til at sige disse ting. Hvorfor skulle Jesus bestemme, hvad der var det rigtige, og hvad der var det forkerte at gøre?

 

I kirken siger vi, at det har Jesus ret til, fordi han er Guds søn. Og Gud beviste, at alt hvad Jesus sagde, var rigtigt, både ved at kalde ham sin elskede søn ved dåben og da Gud oprejste Jesus fra de døde påskemorgen.

 

For Jesus er det vigtigt, at vi både kan have det sjovt, og at vi tænker på andre mennesker, andre end os selv.

 

Der er derfor god grund til at fejre fastelavn. Vi kan både bruge dagen til at tænke tilbage på vores egen dåb. Selvom vi nok ikke kan huske det.

 

Er der nogen af jer, der kan huske, da I blev døbt?

 

Og samtidig kan vi huske hinanden på, at Jesus også blev døbt, og at hans dåb var starten på den tid, vi læser om i Det Nye Testamente, hvor Jesus fortæller en masse om, hvad der er rigtigt og forkert.

 

Men fremfor alt huske på, at vi alle er elsket af Gud. Han elskede os først, og det fik vi første gang at vide, da vi blev døbte.

 

Det betyder også, at vi skal være søde ved andre mennesker. Hjælpe og tage hensyn, og altid huske, at det allervigtigste er kærligheden.

 

Lad os fejre fastelavn sammen på disse ord, rejse os og sammen bekende vor kristne tro.