En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd

Af kærlighed til sandheden og af interesse for dens opklaring indbydes der til en drøftelse af nedenstående sætninger i Wittenberg under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i de frie kunster, og professor i teologien sammesteds. Derfor bedes de, som ikke er i stand til at komme til stede for mundtligt at deltage i drøftelserne med os, i deres fravær gøre dette skrifteligt. I Vor Herres Jesu Kristi navn. Amen.

 

1. Vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: Gør bod osv., derved mente han, at de troendes hele liv skal være en bod.

2. Dette ord skal ikke forstås om bodens sakramente, som er om skriftemålets og oprejsningens bod, som det er præsternes embede at forvalte.

3. Han mente dog heller ikke alene til den indre bod, ja, den indre bod er ikke en bod, medmindre den udadtil udføres så at kødet dødes.

4. Derfor varer syndens straf ligeså længe, som hadet varer til en selv (det er den sande indre bod), således til man indgår i himmeriget.

5. Paven vil ikke og kan ikke forlade andre straffe for synd end dem han selv har idømt enten efter sin egen afgørelse eller efter kirkerettens afgørelse.

6. Paven kan ikke forlade nogen skyld, men kun tilsige og stadfæste, at det er tilgivet af Gud; men naturligvis kan han skænke forladelse i sådanne tilfælde, som er forbeholdt ham, hvor der vises foragt for disse, står skylden stadig helt ved magt.

7. Gud forlader på ingen måde nogen hans skyld uden samtidig at de er ham underlagt i ydmyghed i alle ting under præsten som sin stedfortræder.

8. Kirkerettens tale om boden er alene pålagt de levende, og der kan ikke efter disse love pålægges dem, der skal dø, noget.

9. Derfor handler Helligånden godt imod os gennem Paven ved i sine bestemmelser altid at undtage dødens og den yderste nøds nødvendighed.

10. Ulærd og dårligt handler de præster, som ved kirkeretten pålægger dem, der skal dø, kirkelig bod i skærsilden.

11. Talen om at erstatte kirkelig straf for synd med straf i skærsilden er ukrudt, som synes at være sået, mens biskopperne tog en lur.

12. Forhen pålagde man folk kirkelige straffe ikke efter, men inden man tilsagde syndernes forladelse, som en prøve på bodens oprigtighed.

13. De, som skal dø, indløser ved selve døden alle krav og er allerede døde for kirkerettens krav, da de er løst fra disses myndighed.

14. Når den, som skal dø, kun ufuldkommen besidder den frelsende kærlighed, medfører dette med nødvendighed stor frygt, og den er større, jo mindre kærligheden har været.

15. Frygten eller rædslen er i sig selv rigeligt til at fremkalde skærsildens straf, da den kommer nær håbløshedens gru

16. Tilsyneladende adskiller helvede, skærsilden og Himmelen sig fra hinanden som håbløshed, fortvivlelse og tryghed.

17. Det er tilsyneladende nødvendigt for sjælene i skærsilden, at deres gru gøres mindre, således også at deres kærlighed gøres større.

18. Der er tilsyneladende hverken fornuftsgrunde eller skriftsteder for den antagelse, at sjælene befinder sig et sted, hvor de ikke kan gøre sig fortjent til Gud, eller hvor kærligheden til ham ikke kan blive større.

19. Det er vel heller ikke godtgjort, at sjælene kan være sikre og forvissede om deres salighed, selvom vi måske er fuldkommen forvissede derpå.

20. Derfor mener Paven med udtrykket »fuldkommen tilgivelse for alle bodsstraffe« ikke alle, men kun dem, han selv har pålagt.

21. Derfor tager de afladsprædikanter fejl, som siger, at et menneske ved Pavens aflad befries fra al straf og bliver frelst.

22. Han forlader jo ikke sjælene i skærsilden nogen straf, som de ifølge kirkeretten burde udstå i dette liv.

23. Hvis nogen kan få forladelse for alle straffe for synd, så kan den sikkert alene skænkes til de mest fuldkomne, og det er de færreste.

24. Størsteparten af de kristne må derfor nødvendigvis blive ført på vildspor ved dette indifferente og rundhåndede tilsagn om ophævelse af alle straffe

25. Den samme magt, som Paven i almindelighed har over skærsilden, har enhver biskop og enhver sjælesørger i særdeleshed i sit stift eller i sit sogn.

26. Paven gør rigtigt i, ikke i kraft af nøglemagten, som han ikke har her, men i form af bøn at give sjælene forladelse.

27. De, som siger, at sjælen flyver ud af skærsilden, ligeså snart pengene klinger i kisten, prædiker menneskelære.

28. Det er sikkert, at når pengene klinger i kisten, kan profitten og ønsket om mere forøges, men kirkens bøn er alene afhængig af, at Gud dømmer.

29. Hvem ved, om alle sjælene i skærsilden ønsker forladelse? Således fortælles det jo om den hellige Severin og den hellige Pascalis, at det modsatte var tilfældet.

30. Ingen kan være sikker på sin angers sandhed, endnu mindre sikker på fuld syndsforladelse.

31. Lige så sjælden en sand angrende er, ligeså sjælden er en, der sandt erhverver aflad. Altså meget sjælden.

32. Evig fordømte sammen med deres lærere er de, som ved afladsbreve tror sig sikre på deres frelse.

33. Man skal passe på dem, som siger, at Pavens aflad er en uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.

34. Nåden ved afladen er nemlig denne: alene den sakramentale fyldestgørelse for straffe for synd, som er bestemt af mennesker.

35. Det er ikke en kristen prædiken, når de lærer, at de, der udfrier sjæle eller de, der skrifter, ikke har brug for anger.

36. Enhver sand nedbrudt kristen har fuld forladelse af straf og skyld, og det gives ham også uden afladsbreve.

37. Enhver sand kristen, enten han er levende eller død, har deltagelse i alle Kristi og kirkens goder, og det får han af Gud, også uden afladsbreve.

38. Man bør slet ikke kaste Pavens forladelse væk, da den som sagt er en bekendtgørelse af den guddommelige forladelse af synd.

39. Det er meget svært, også for teologiske doktorer, på samme tid overfor folket både at lovprise afladen og sand anger.

40. Sand anger elsker og begærer straffen, men afladen befrier i sin storhed og skaber ved lejlighed had til det

41. Den sande apostolske aflad bør prædikes med varsomhed, for at folket ikke skal forstå det forkert, så at den fortrækkes fremfor andre af kærlighedens gode gerninger.

42. De kristne bør belæres om, at dette ikke er Pavens mening: udfrielse ved aflad kan slet ikke sammenlignes med barmhjertighedens gerninger.

43. De kristne bør belæres om, at det er bedre at den fattige gives eller den trængende skænkes noget end ved at skaffe udfrielse ved aflad.

44. For gennem kærlighedens gerninger vokser kærligheden og gør et menneske bedre, men gennem aflad gøres ingen bedre, man slipper blot for straf.

45. De kristne bør belæres om, at den, som ser en trængende og forsømmer ham i stedet for at give, han får ikke Pavens aflad, men Guds straf.

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, skal de beholde, hvad der er nødvendigt til deres hus og ophold, og slet ikke udgyde det på aflad.

47. De kristne bør belæres om, at erhvervelse af aflad står en frit, og det er ikke en pligt.

48. De kristne bør belæres om, at Paven, når han skænker aflad, for sin egen person har mere brug for og derfor meget mere ønsker hengiven bøn end skinnende mønt.

49. De kristne bør belæres om, at Pavens aflad er brugbar, når man ikke har tillid til den, men er skadelig, hvis man på grund af den forlader gudsfrygten.

50. De kristne bør belæres om, at hvis Paven kendte til prædikanternes måde at handle på, ville han hellere lade Peterskirken brænde, end at lade den opbygge af sine fårs skind og ben og kød.

 

 

 

51. De kristne bør belæres om, at Paven gerne, om han så skulle sælge Sankt Peters kirken, som det også er hans arbejde, vil give af sine egne penge til de mange, som franarres deres penge.

52. Den ene tro på, at man kan opnå frelse gennem afladsbreve, stemmer ikke, om så forhandleren, ja Paven imprægnerede det med sin sjæl.

53. Fjender af Kristus og Paven er de, der kræver, at når der prædikes aflad i én kirke, skal Guds ord tie i alle de andre kirker.

54. Der sker uret mod Guds ord, når der i den samme prædiken bruges lige så megen eller mere tid på aflad end på ordet.

55. Det må nødvendigvis være Pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) celebreres med en enkelt klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så skal evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner, hundrede ceremonier.

56. Kirkens skatte, hvoraf Paven giver aflad, er hverken tilstrækkelig beskrevne eller tilstrækkeligt kendte i Kristi folk.

57. Det er sikkert, at det ikke drejer sig om profane ting, eftersom de ikke gerne uddeler, men kun samler dette.

58. Heller ikke er de Kristi og helgenernes fortjenester, for de fortjenester er uden Pavens arbejde, og er nåde for det indre menneske og kors, død og helvede for det udvortes.

59. Den hellige Laurentius sagde om kirkens skatte, at de er kirkens fattige – men han brugte ordet i sin tids sprogbrug.

60. Uden at sige for meget, kan vi sige, at det er kirkens nøgler, som jo er givet ved Kristi fortjeneste, som er er denne skat.

61. Det er nemlig klart at for at forlade straffene er Pavens magt alene nok.

62. Kirkens sande skat er det helligste evangelium om Guds herlighed og nåde.

63. Men denne fortjeneste er naturligvis hadet, fordi den gør de første til de sidste.

64. Afladens skat derimod er sat højt, fordi den gør de sidste til de første

65. Således er evangeliets skatte garn, hvori man førhen fiskede rige folk.

66. Afladens skatte er garn, hvori man nu fisker folks rigdomme.

67. Afladen, som af prædikanter udråbes som den største nåde, kan i sandhed forstås at være det, når det handler om at frembringe rigdomme.

68. Men sagen er i sandhed det, at den er den mindste i forhold til Guds nåde og korsets fromhed.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at tillade de apostolske forhandlere af aflad.

70. Men endnu mere er de pligtige til med åbne øjne at iagttage og med vidåbne øren at lytte efter, at de ikke i stedet for det, Paven har overdraget dem, forkynder deres egne drømme.

71. Fordømt og forbandet være den, som taler imod den apostolske aflad.

72. Men omvendt velsignet være den, som taler imod afladsprædikantens skyldfulde fremfærd.

73. Således må Paven med rette dømme dem, som med alle kneb finder på listige kunster til skade for afladen.

74. Så er det langt mere hans hensigt at dømme dem, som under afladens skalkeskjul finder på kneb til skade for den hellige kærlighed og sandhed.

75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er sådan, at den kan befri et menneske fra dets brøde, også om det havde skændet Guds moder, hvilket er umuligt.

76. Vi siger tværtimod, at den pavelige aflad, hvad skylden angår, ikke kan fjerne selv den mindste af de tilgivelige synder.

77. Når det siges, at selvom endog Sankt Peter var pave, kunne han ikke skænke større nådegaver, er det en blasfemi af både den hellige Peter og af Paven.

78. Vi siger tværtimod, at både han og en hvilken som helst pave råder over langt større nådegaver, nemlig evangeliet, undergerningerne, helbredelsens nådegaver og så videre, som vi læser om i 1. Korintherbrev, 12.

79. Vi siger: det er blasfemisk at sige, at når man oprejser et afladskors med Pavens våben som mærke, så har det samme virkning som Kristi kors.

80. Biskopper, sognepræster og teologer skal redegøre for det, når de tillader, at den slags prædikener bydes folket.

81. Denne umoralske prædiken af afladen betyder, at respekten for Paven ikke er der, og det selv for lærde mænd er svært at redde det fra lægfolks falske udsagn og subtile spørgsmål.

82. For eksempel: Hvorfor tømmer ikke Paven skærsilden, bevæget af den højeste hellige kærlighed og af sjælenes hele nødvendighed, som er den mest retfærdige grund, når han dog udfrier uendelige mængder af sjæle derfra mod beskidte penge til Peterskirkens opførelse, som er en meget dårlig grund.

83. Og mere: Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og årlige sjælemesser i stedet for at give de midler, som er givet dertil, tilbage eller dog tillade, at de tilbageleveres, når det dog allerede er uret at bede for dem, som er udfriet af skærsilden

84. Videre: Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og Paven, at de tilsteder et menneske, som er uden fromhed og kærlighed til Gud, for penge at udfri en from sjæl, som elsker Gud, af skærsilden, medens de ikke af hensyn til den samme fromme og elskede sjæls nød vil udfri den af kærlighed alene, uden betaling?

85. Og mere: Når lovreglerne faktisk i sig selv og ved ikke at bruges har været ophævede og døde, hvorfor skal man så ved at få aflad købe sig fri af dem, som om de stadig er i brug

86. Og mere: Hvorfor mon ikke Paven, hvis rigdomme i dag er rigere end de rigeste, hellere bruger sine egne penge end de fattige troendes til at opføre denne ene kirke for Sankt Peter?

87. Videre: Hvad er det i grunden, Paven eftergiver og skænker dem, som i kraft af en fuldkommen anger har ret til fuld aflad og nåde?

88. Og mere: Hvad bedre kunne der sker for kirken, end hvis Paven hundrede gange om dagen gav enhver troende denne aflad og delagtighed i nåden?

89. Når Paven er mere optaget af sjælenes frelse end af penge. Hvorfor sætter han så tidligere udstedte afladsbreve og nådesbeviser ud af kraft, som havde de stadig effekt i dag?

90. Således er lægfolkets skruppelløse argumenter: Men man gør her alene magten gældende, og imødegår dem ikke med fornuftige argumenter. Både kirken og Paven udsættes for vanvittigheder og gøres til ulykkelige kristne.

91. Hvis altså afladen blev forkyndt i henhold til Pavens ånd og sind, ville disse spørgsmål kunne løses, ja, de ville slet ikke opstå.

92. Bort! derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”. Og der er ingen fred.

93. Vel! derimod alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”. Og der er intet kors.

94. De kristne skal opfordres til at hengive sig til deres hoved: Kristus, gennem straf, død og helvedeskvaler.

95. og således hellere indgå i himlen gennem mange trængsler end gennem den trygge bevidsthed om at eje fred.