Dåben som afsæt

Prædiken til fastelavns søndag, 2017. Holdt i Homå Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

 

Jeg må tilstå, beretningen om Jesu dåb står for mig som en af de underligste begivenheder i Jesu liv. Og at jeg undrer mig over begivenheden, skyldes sikkert hele kirkehistoriens tanker omkring dåben. Tanken er jo, at dåben er for syndige mennesker som igennem dåben skal genfødes til at blive et helt nyt menneske. Som kristen. At dåben er adgangen til at blive kaldt for et Guds barn.

 

Men Jesus er jo netop, som Guds søn, undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria – uden synd. Jesus er uden fejl. Han har ikke brug for syndsforladelse.

 

Hvorfor så dåben?

 

Det er også yderst tankevækkende, at Jesus tilsyneladende aldrig har praktiseret dåb, og dåben spiller som gentaget begivenhed ikke den store rolle i evangelierne.

 

Jesus spørger et sted disciplene, om de skal døbes med den dåb, han skal døbes med, med en direkte reference til korsfæstelsen. Også i dag tolkes dåben - inspireret af Paulus - som at dø og opstå med Kristus. Dåben spiller også en stor rolle i den såkaldte missionsbefaling, som er den første tekstlæsning ved enhver barnedåb.

 

Og missionsbefalingen, dåbsbefalingen som den også kaldes, er endda også mærkelig, for Jesus døbte jo ikke disciplene.

 

Johannes Døberen proklamerer, at han kun døber med vand, men Han skal komme, som døber med vand og ånd.

 

Helligåndens virke og dåben hænger tilsyneladende nøje sammen. Ikke desto mindre er der i Det nye Testamente ikke noget klart vidnesbyrd for denne sammenhæng. Eller mere præcist: Der berettes både om begivenheder, hvor Helligånden kommer før dåben, under dåben og efter dåben.

 

Og Paulus, hvis dåbsforståelse har afgørende indflydelse på vores dåbsritual i folkekirken, taler faktisk ikke om dåben som noget væsentligt. Paulus er nok mest kendt for hans opgør med Moseloven. Han mente ikke at man blev frelst blot ved at overholde en lov - troen var 'nok'. Det mest markante tegn på lovoverholdelse, når man var (from) jøde, var omskærelsen. Paulus mente med andre ord ikke, at omskærelse var nødvendigt for at blive frelst.

 

Det interessante her er, at Paulus ikke erstatter tanken om omskærelsen som frelsesvej med dåben! Nej, i stedet for den fysiske omskærelse skulle sættes, at man blev omskåren i hjertet! I forlængelse heraf kunne man passende spørge, om det ikke er vigtigere at blive døbt i hjertet end at blive døbt med vand.

 

På den baggrund kan man spørge, om det i lyset af Jesu forkyndelse giver mening at sige, at der er dåben, som giver adgang til fællesskab med Gud ('Gudsriget').

 

Personligt kender jeg en, som er bekendende kristen, forstået på den måde, at han er overbevist om, at Jesus er Guds Søn.

Han er bare ikke døbt. Så lyder spørgsmålet: Gør det ham til mindre kristen? Vil Gud elske ham mere, hvis han bliver døbt?

 

Jeg mener dog også, at det vil være utænkelig at have en folkekirke uden barnedåb. Dels giver det en mulighed for en naturlig tilknytning til kirken, dels giver ritualet blandt andet mulighed for at forkynde, hvor markant en rolle barnet som 'forbillede' spiller i Jesu forkyndelse. Berømt er naturligvis den tekst, der læses ved enhver barnedåb i folkekirken - lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre, thi Gudsriget hører sådanne til!

De små børn hører altså allerede til Gudsriget, ifølge Jesu eget udsagn!

 

Men for nu at vende tilbage til spørgsmålet – hvorfor lod Jesus sig døbe?

 

Måske var det et udtryk for at gøre sig solidarisk med det syndige menneske, måske var det for at markere, at nu startede han sin mission.

 

Således starter betydningen af Jesu forkyndelse allerede når det lille barn er døbt - eller det burde det. Her tænker jeg på en helt elementær kristen opdragelse.

 

Troen vises i handling og holdning overfor næsten, ikke igennem ydre ritualer. Men det står i mine øjne ikke i modsætning til udsagnet om, at dåben er fundamentet for folkekirken - om ikke andet så igennem det faktum, at det er dåben, der giver den enkelte medlemskab af folkekirken, og er det ritual, hvor den lille ny vises frem for menigheden.

 

Det er dog også værd at bemærke Johannes Døberens undren. Han undrer sig jo vitterlig over, at Jesus vil døbes.

Og det er værd at bemærke, at denne tekstlæsning er placeret på Fastelavns søndag. På onsdag – også kaldet ”askeonsdag” – starter den kristne faste, og løber indtil og med påskelørdag. Og påsketiden kulminerer som bekendt påskesøndag med Jesu opstandelse.

 

Teksten om Jesu dåb er altså placeret som optakten til dette lange forløb. Det kan – som antydet – netop hænge sammen med, at det skal illustrere, at nu begynder Jesus sin gerning. Vi kender nok de fire evangelier som fire forskellige forløb, hvor tre af evangelierne dog ligner hinanden meget, selvom der også er en del særstof. Men siden urkirken – og første tekstrække, som vi bruger i år, kan føres tilbage til urkirken – siden urkirken har det kirkesøgende folk jo især stiftet bekendtskab med de mange evangelietekster igennem tekstlæsningerne om søndagen igennem kirkeåret. Hvis vi ser bort fra, at flere helligdage er blevet skrottet, og at nogle søndage har fået nye navne i kirkeåret, så er første tekstrække stort set uændret siden urkirken.

 

Og netop derfor er dagens tekst, både kronologisk i selve Matthæusevangeliet – men også set i forhold til kirkeårets forløb, afsættet for Jesu forkyndelse, hans kommende liv og levned, de tre år han forkyndte sit budskab.

 

Johannes Døberen undrer sig over, at Jesus vil døbes. Det har han jo ikke behov for. Men Jesus insisterer, og viser dermed – blandt meget andet – at med dåben er starten sat for han videre virke. Dåben bliver afsættet for kristenlivet.

 

Det kan godt være, vi alle sammen er et Guds barn fra fødslen af. Både muslimer og ateister og andet godtfolk er jo Guds skabninger, og dermed også Guds børn.

 

Men det er klart, at dåben gør en forskel, for det er her, at vi som forældre, og som en helt naturlig del af opdragelsen, og det, som vi håber for vores børn, både symbolsk og meget konkret lader barnet blive en del af menigheden. Hvis man tager dåbsbefalingen på ordet, så kommer oplæringen bagefter – idet I lærer dem at holde alle de bud, jeg har befalet jer, som Jesus siger efter hans opfordring til at døbe alle folkeslag.

 

Retningen for det lille barn er derfor sat. Det er nu under Det Dobbelte Kærlighedsbud og Guds nåde. Der er nu noget, der er rigtigt og noget, der er forkert.

Som jeg plejer at sige om barnet efter en dåb: Det er nu blevet cementeret, at det er et Guds barn.

 

Jesu dåb er første gang, Gud bekræfter ham som sin søn. Det samme sker under barnedåben. Den lille bliver bekræftet som et Guds barn.

 

Herefter begynder det nye liv som døbt. Jeg plejer at tale om dåben som udgangen til livet og indgangen til evigheden, når vi når så langt.

 

Evangeliet bliver den ramme, vi skal forsøge at leve indenfor, den ramme om vores liv, som Jesus satte for os efter sin egen dåb.

Men samtidig har vi også Guds nåde at bede om og håbe på, når vi alligevel fejler. Den nåde, vi kan modtage af Gud igennem Kristus. Den nåde, vi modtager, når Guds vilje sker. Når vi igennem dåben, nadveren – eller Fadervor – modtager Guds nåde som et lille barn, som et Guds barn. Uforskyldt og uforståeligt.

 

Amen.

Når Jesus renser ud

Prædiken til 3. søndag i fasten, 2017. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke, og på Plejecenter Fuglsanggården.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«.

 

 

Vi er nu snart midtvejs i fastetiden. Og netop fastetiden er en lidt underlig periode i kirkeåret, i hvert fald i en luthersk kirke som folkekirken.

 

Fasten forbindes nemlig med en masse ting, som vi som lutheranere prøver at have en forholdsvis fri tilgang til.

Den liturgiske farve – den kirkelige farve, om man vil – i fastetiden er violet. Da jeg skulle lære mig selv at huske de forskellige liturgiske farver i kirkeåret, huskede jeg den violette farve ved at se for mig, hvordan man ser ud, hvis man virkelig har fastet igennem. Har man forsaget mad og drikke i lang tid – det man nok forbinder med faste – så bliver man sikkert hærget og violet i ansigtet.

 

Nå – spøg til side.

 

Evangelieteksterne i fasteperioden er selvsagt forskellige, men det overordnede tema, det overordnede billede, om man vil, er Jesu fristelse i ørkenen. Fasten varer fyrre dage – når man ikke tæller søndagene med – som svarer til den tid, Jesus var i ørkenen og modstod fristelserne fra Djævelen.

 

Skulle vi være i tvivl om, hvem Jesus er eller var, så får vi i fasteperioden at vide, at han er den, der ikke lader sig friste. Jesus er Guds søn. Alt hvad Jesus siger og gør, er godt sandt og rigtigt.

 

Det byder mig meget imod at sige, at fasteperioden i handling skulle være noget særligt for os lutheranere. I begyndelsen af trinitatisperioden – den periode, der starter efter pinsen – får vi blandt andet at vide, at den faste, Herren vil, er den faste, der varer året rundt, og handler om at være der for sin næste. Være næste for sin næste.

 

Men det ændrer ikke på, at kirkeåret er indrettet således, at vi hører om forskellige facetter af Jesu forkyndelse i løbet af kirkeåret. Vi slår ned på forskellige sider af kristendommens væsen i løbet af kirkeåret.

 

Derfor kan vi også som lutheranere – med rette – bruge fastetiden, som i år startede den 1. marts, også kaldet askeonsdag, bruge fastetiden til at have skærpet fokus på at faste fra os selv. For at bruge et udtryk af Poul Joachim Stender.

 

Der var engang, hvor jeg for mig selv kaldte evangelierne for min ”huskebog”. Det var her, jeg kunne blive mindet om, hvad det hele handler om.

 

Så kan man selvfølgelig med rette spørge, hvad det vil sige, at ”faste fra sig selv”. Og det handler i høj grad om hele tiden at handle ud fra spørgsmålet ”hvad er godt for min næste, hvordan hjælper jeg og drager omsorg for min næste på allerbedste måde?”. Det kan jo gøres på mange måder – både i ord og handling, afhængig af situationen.

 

Noget, som jeg selv holder meget af, er, når et fællesskab vokser, og hele tiden bliver større. Ikke mindst det kirkelige fællesskab. Jeg har i dag haft barnedåb nummer 60 siden jeg startede som præst. Ikke nummer 50, men nummer 60. Det overvejer jeg senere at fejre med en lagkage. Jeg kan nemlig godt lide, når kirkens grænsesprængende fællesskab bliver stadig større. Fremfor alt kan det aldrig være kristne menneskers opgave at fejre det modsatte, at det lykkes at holde andre mennesker borte. Det kan muligvis være politikernes opgave engang imellem, uanset om det er flygtninge eller udenlandske ægtefæller, der gerne vil familiesammenføres med en dansker. Men det er i hvert fald ikke udtryk for kristent storsind at fejre når udelukkelsen lykkes.

 

Derfor er det ingen skade til at have skærpet bevidsthed om ”hvad er godt for min næste” igennem fasten, igennem de tekster, vi møder i fasteperioden.

 

Dagens evangelietekst handler om renselse. Og om at være i splid med sig selv. Og teksten er derfor en meget god påmindelse om, hvorfor det er så svært at faste året rundt, hvorfor vi så sjældent udlever vores idealisme og overbevisninger konsekvent, hele tiden.

 

Teksten er ikke helt nem at forstå, men som jeg læser den, så handler det om, at vi på den ene side har Jesus til at uddrive vores dæmoner, altså alle vores selviske tanker, alle de tanker, der har rod i vores selvopholdelsesdrift. Alt det, der gør, at vi handler ondt, forkert, destruktivt, og så videre.

Men på den anden side med en bevidsthed om, at alle disse tanker og tilbøjeligheder faktisk ER en del af os selv. Eller med Luthers ord: Vi er på en og samme tid, syndere og retfærdige.

 

Vi ved hver især, hvad der er det rigtige at gøre ifølge Jesu forkyndelse. Vi vil sikkert ikke udtrykke det på samme måde, men vi ved, at vi er skyldige at hjælpe og drage omsorg for vor næste det bedste vi kan – ven som fjende.

 

Samtidig ved vi også, hvor tit vi svigter på dette område. Det er muligt vi ikke er klar over omfanget af vores svigt. Men vi ved, at vi ikke er så gode mennesker, som vi burde være. Vi er ikke særligt gode til at efterleve Jesus som vores forbillede. Der er rigtigt mange pragmatiske hensyn, som tit kommer i vejen. Der er en grund til, at Jesu sommetider taler om splid i familien, for i Jesu forkyndelse, der kommer familien ikke nødvendigvis først, ikke hvis der er en anden, der trænger mere til hjælp.

 

Derfor har vi jævnligt brug for Jesus til at drive vores mange selviske, meget pragmatiske tanker bort, så vi kan få evangeliet placeret som vores fokus i stedet for.

 

Så vi i stedet for vores mange undskyldninger og bortforklaringer, opfyldes af Helligånden, og med Gud som kærlighed ubetinget er der for vores næste.

 

For hvis ikke vi sætter evangeliet i stedet, så kommer vores dæmoniske, selviske tanker hurtigt tilbage, og føler sig så meget mere hjemme hos os. Vores magelighed bliver en dårlig vane, vi kommer i splid med os selv, fordi vi så gerne – i vores tanker – vil gøre det gode, men i praksis ikke altid har tid til det eller kan overskue det.

 

Så selvom vi skal gøre det året rundt, så er det bestemt ingen skade til at have skærpet fokus på det her i fastetiden – at lade os rense for alle de tanker, der fører os bort fra vores næste, så vi kan lade os opfylde af evangeliet i stedet for.

 

Amen.

 

 

Prædiken på plejecenteret var en smule kortere, da henvisningen til dåben/lagkagen ikke var relevant.